Atlanten - 01.01.1918, Blaðsíða 91

- 93
Vore Anliggender udadtil bør selvfølgelig ikke længer
blive bestemmende for Partifordelingen, naar nu Altinget staar samlet
om dem. Og forhaabentlig findes der ingen, der vil bryde denne
Enighed.
Saavidt man kan se, har Selvstændighedspartiet været af ganske
samme Mening som andre derom, at Sagen burde behandles med Var-
somhed og Besindighed, og det har heller ikke i nogen Avis drøftet
den Sag særskilt, siden Efterretningen om Flagsagens Udfald i Stats-
raadet den 22. Novbr. f. A. naaede hertil.
Derfor virker det højst forbavsende, hvorledes Bladet «Fron« skri-
ver om Sagen den 13. Marts. Der følger det ene ophidsende Udtryk
paa det andet, og det betragtes som givet, at den næste Altingssamling
vil komme til at staa splittet i Flagsagen; og Bladet hævder, at vore
Anliggender udadtil bør nu atter blive bestemmende for Altingets Parti-
fordeling. Det ser ud, som Bladet ønsker at nedbryde del heldbrin-
gende Arbejde, som blev opbygget i sidste Altingssamling.
Sandsynligvis er der dog ikke mange, der ønsker en Gentagelse
af den samme Historie med det samme Besultat som i 1915. Man skulde
dog tro, at Folk huskede, hvad der er sket i Flagsagen de 3 sidste Aar,
og havde lært at undgaa at strande paa det samme Skær.
Altinget maa blive ved med at staa samlet i vore Anlig-
gender udadtil, og da ogsaa i Flagsagen, hvis det vil gøre sig
Haab om nogensinde at sejre. Det maa blive ved med at staa samlet
som ét Parti, hvor Minoriteten bøjer sig for en rigelig Majoritet
i alle Anliggender udadtil. Og selvfølgelig maa man i disse
Anliggender gaa b e s in digt til Værks, og uden Spor af
Ophidselse, hvis et godt Resultat skal opnaas.
( »Land/d«, 22. Marts 1918).
Personalunion.
Hvad vi Islændere i den sidste Tid, i vor Forfatningskamp mod
Danmark, har krævet, er som bekendt Danskernes Anerkendelse af Is-
lands Suverænitet. Den Ret mener vi tilkommer os, saavel historisk
som juridisk — og ikke mindst ifølge den Kendsgerning, at vi udgør
en særlig Nation med en særegen Kultur, at vi bebor et Land fjærnt
fra Danmark, og alle vore Forhold er af den Beskaffenhed, at det er
ønskeligt, endda nødvendigt, at vi faar fuld Myndighed i alle vore
Anliggender.
Hvad Landets Selvstyreparti har forlangt, er derfor i Grunden den
rene Personalunion, selvom vi muligvis vilde gaa ind paa det Kompro-
mis, at Danskerne midlertidig varetog nogle af vore Anliggender,
men da selvfølgelig i Kraft af en Fuldmagt fra os, en Fuldmagt,
som med passende Varsel kan tilbagekaldes. Endskønt det er saa ind-
lysende, hvor selvfølgeligt dette Forlangende er, har Danskerne dog
ikke villet gaa ind paa det, men er kommet med forskellige Udflugter.
Man har endda hørt danske Udtalelser om, at en fuldkommen Adskil-