Atlanten - 01.01.1918, Side 93

- 95
stændig at give Slip paa Ledelsen af disse Anliggender paa vore Vegne,
og overlade den til vor Regering.
Men hvis deres Ledelse af vore udenrigske Anliggender er fil ingen
Nytte og ugørlig i Krigstider, naar man skulde tro, at vi. saa faatallige
som vi er, behøvede Støtte fra et større Land, hvor dumt og unyttigt —
ja endda skadeligt — er det da ikke at lade dem i det hele taget befatte
sig med dem.
Og paa den anden Side har man slet ikke mærket, at den islandske
Regerings Foranstaltninger, hvad de udenrigske Anliggender angaar, har
forvoldt Danskerne nogen Vanskeligheder, det ser ikke ud til, at Erfa-
ringen bekræfter Frygten derfor fra deres Side.
3. Mønte n. Hvor meget Møntfællesskabet med Danmark er
værd for os Islændere, samt hvad dermed følger 1— Pengeudmøntningen
o. s. v. — kan man tydelig se deraf, at de nu under Krigen har nægtet
os at faa overført Guld hertil, for paa lovbefalet Maade at faa dette
til at tjene som Sikkerhed for Islands Banks Sedler, og saaledes nægtet
at opfylde deres Pligter ifølge deres egne Love. som de selv har givet
for os.
4. Post forbindelsen mellem Landene er Danmark pligtig
til at opretholde. Men det er gaaet paa samme Maade som med Mønten,
at de slet ikke har kunnet opfylde de Pligter overfor os, som de selv
har paataget sig. Dette gaar i den samme Retning, at Danskerne vil
have alle Fordelene ved en saadan Realunion med os, naar alt gaar godt
og fredeligt til i Verden, men den bliver naturligvis ganske unyttig for
os, naar det gælder noget.
Danskerne har utvivlsomt ikke magtet at opfylde deres Pligter med
Hensyn til Forsvar, udenrigske Anliggender og Postforbindelsen. De er i
den Henseende afhængige af de krigsførende Magter. Men en helt anden
Sag er, hvad Mønten angaar. Der er Danskerne fuldstændig ene-
raadige og uafhængige. Det maa derfor betragtes som utilgiveligt, at
de har nægtet os den, da den maatte blive den eneste Nødhjælp,
som Landet kunde ty til, hvis Handelen med Danmark blev afbrudt,
men at dette kunde ske, frygtede de ikke mindre end vi i lang Tid.
Det fremgaar tydeligt af ovenstaaende, at Erfaringen har bekræf-
tet, at Danskerne endda erkender det i Gerningen, at en hvilken som
helst Realunion mellem Island og Danmark er hen i det Blaa, og uden
Betydning, naar det gælder. Og endnu mindre bør saadan en Real-
union være paatvungen den ene Part, selvom der kunde være Tale om
at overdrage Danskerne for en Tid at lede en Del af vore Anliggen-
der, da bør vi kunne overtage dem, naar som helst dette er tvingende
nødvendigt.
Men hvorfor er Danskerne saa tvære og vrangvillige overfor os.
som Erfaringen viser? Hvorfor vil de ikke utvetydigt indrømme Nød-
vendigheden af det Forhold, den Adskillelse af Islands og Danmarks
Anliggender, som i Virkeligheden er fuldbyrdet nu. mens Krigen har
raset.
Dette skal ikke drøftes her for denne Gang; men hvad der end
er Aarsagen. og hvordan end Forholdene maatte udvikle sig i den nær-