Atlanten - 01.01.1918, Side 95

— 97 —
Færøernes Natur og folkelige Udvikling.
Foredrag holdt i Foreningen »De danske Atlanterhavsøer« den
12. April 1918. Af Amtslæge Kaj Ingbøl, Skanderborg.
aar De forlader København med Damper for at tilbage-
lægge den almindelig anvendte Rute lil Færøerne, saa
lander De først efter 3 Dages Sejlads i Edinburgh. Her losser
og laster Skibet i 1 Døgn, og saa sejler De igen nordpaa i 2
Døgn. Saa har De tilbagelagt over 200 danske Mil over At-
lanterhavet og er ved Færøerne, det nordligste Amt i det dan-
ske Rige.
Hvis Vejret er klart og godt, saa vil De se Øerne —
der er 17— dukke op af Havet én efter én, som høje, grønne,
forrevne, græsbevoksede Klipper, uden Træer, nøgne og sorte
paa Toppen, maaske enkelte Steder dækkede af Sne, selv om
vi befinder os noget henne paa Foraaret.
Det, der først og fremmest forbavser og overvælder den
Fremmede, er vel nok de mange lodrette, himmelhøje
Fjældvægge, der vender brat ud mod Havet. Det er som
om en mægtig Jætte engang i Tidernes Morgen har kløvet
Fjældene fra Top til Fod med sit Sværd og har væltet den
ene Halvdel ud i Havet, hvor den er forsvunden, medens den
anden er bleven staaende tilbage med den kæmpemæssige,
glatte Snitflade vendt ud mod Søen.
I roligt Vejr, naar der ikke er Brænding, kan man i
en lille Rabaad sejle helt ind under disse lodrette Klippevægge,
der luder sig frem over Baaden i 1000 Fods Højde. Saa har
man paa den ene Side Fjældet, ondt og sort og truende, knu-
gende, paa den anden Side Atlanterhavets uendelige Flade, der
blinker lyst og venligt; over sig har man den høje, rene blaa
færøske Himmel og under sig har man Havet, der lige ind til
Fjældets Fod kan have en Dybde saa umaalelig, at selv de
længste Fiskeliner har svært ved at naa Bund. En Natur,
hvis Storslaaethed vi hernede kun har et Sidestykke til i Vester-
havet, naar det er i Oprør, og som dog til alle Tider vil være
himmelvidt forskellig fra de smilende og venlige danske
Strande.
9