Atlanten - 01.01.1918, Síða 97

— 99
Vi ser ogsaa, at Fjældene har en mærkelig Terrasseform.
Nederst et skraat græsbevokset Stykke, saa en lodret Stenvæg
10—20 Meter høj, saa igen et skraat Stykke med Græs, saa en
ny Væg og øverst oppe Toppen, hvor den nøgne sorte Sten
stikker frem overalt. Disse Vægge kaldes Hammere, og man
kan hverken komme op eller ned ad dem, hvis man ikke ved,
hvor der er et Pas o: en lille Kløft eller Revne eller anden
Ujævnhed, hvorigennem man kan tilknibe sig Adgangen til det
forjættede Land ovenover. Naar man ser det hele neden-
fra, skulde man ikke tro det, men det er uhyre let at gaa vild
i et saadant færøsk Fjeld, hvis man ikke er kendt. Jeg har
selv prøvet det. Man kan vanke rundt i Timevis, uden at vide
hverken op eller ned, indtil Færingerne opdager, at der er no-
get galt, og sender Hjælp derop.
Ned ad Fjældsiderne ser vi lange, brede, sølvhvide Striber,
der bugter sig frem mellem Klippestykkerne. Det er Elvene,
som kommer helt oppe fra Toppen og som hist og her samler
sig til Fjældsøer og Vandfald.
Vi skal se godt til i Begyndelsen for at se Spor af
Mennesker og Dyr. De fylder saa lidt! Størrelser og Af-
stande er umulige at beregne, saalænge Øjet er uøvet. Det
første Spor af levende, jeg opdagede, var en lille Kasse i en
Lavning; jeg gættede paa en Stærekasse, men Kaptajnen for-
talte mig, at det var en Højskole. Men efterhaanden saa gaar
det bedre! Vi faar Øje paa smaa Byer i Lavningerne ned til
Vandet, ganske lave Huse med Grønsværstag og Røg op af
Skorstenen, maaske 20—30 Stykker eller flere, maaske kun 3
eller 4. Imellem Husene ses store, hvide Flader, som vi
ikke forstaar, før vi faar at vide, at det er Klipfisk, som er
bredt ud paa Stenene til Tørre i Solen. Og oppe i Fjældene
ser vi Skarer af hvide Fa ar — ja, nu bruger vi Kikkerten
- som spaserer gravitetisk frem i Kølvandslinie paa en lille
Sti, der kun er nogle Tommer bred, midt paa en stejl Klippe-
væg og med den uendelige Afgrund under Fødderne. Vi vilde
bevæge os dér med mindre Værdighed, men vi har jo ogsaa
kun 2 Ben og alt for mange Nerver. Vi ser Kør og Tyre,
løse Tyre, der er Fjældets onde Aander! Sagn og Æventyr be-
retter om mange andre Slags, men disse er de eneste virkelig
eksisterende. Betegnelsen er imidlertid berettiget, thi De for-
staar jo nok, at et Møde med en gnaven Tyr paa en Klippe-
9*