Atlanten - 01.01.1918, Qupperneq 101

103 —
Grindejagten er Færingernes nationale Idræt, den giver Kød
i Huset og ovenikøbet velsmagende Kød. Det er en plausibel
Undskyldning, for tiltalende er dette Massemyrderi ikke som
Jagt betragtet.
Men vi maa videre. Kaptajnen har givet sine Ordrer til
Maskinen, og vi gaar frem for fuld Kraft. Det synes at have
Hastværk og ikke uden Grund. For medens vi var optagne
af at se paa Grindedrabet, saa har Himlen pludselig skiftet
Udseende. For Vs Time siden havde vi klart, højt, stille Vejr;
Solen stod rund og glødende over en af Øernes Toppe, og Na-
turen aandede Fred og Ro. Nu har Billedet ændret sig. Havet
er bleven grønsort og begynder at rejse sig; sorte Skyer pisker
hen over Himlen, Kastevindene farer hen over Fjordene; deres
Vej betegnes af en Slags smaa Skypumper, der fremkommer
ved, at utallige smaa Draaber rives løs fra Havfladen og hvirv-
les op i en skruet Tragt. Disse Kastevinde er overordent-
lig farlige, de kan vælte en Robaad med 8 Mand, hvis Baaden
ikke er forsvarlig ballastet med store Sten. Inde langs Ky-
sterne begynder der at vise sig en hvid Bræmme. Det er
Brændingen, og den er Færøernes Huskors. Den kan rejse
sig paa halve eller hele Timer, den bryder og brækker ind
over alle Landingspladser. Braadsøerne naar — naar de gung-
rer mod Fjældene •— en saadan Højde, at de paa de rigtige
Brændingspladser kan rive Robaade med sig ud, som er an-
bragt i Sikkerhed 80—100 Fod oppe paa Fjældene. Den inde-
slutter Øerne i sit kolde, hæmmende Kvælertag og holder Be-
boerne adskilte fra Omverdenen i Ugevis. At en Præst eller
Læge paa Grund af Brænding kan komme til at ligge »vejr-
fast« i flere Døgn paa en fremmed 0, hører ikke til Sjælden-
hederne. Vi kaster et sidste Blik ud over det sorte
Hav, inden vi skynder os til Land. Alt er i Opbrud, Motor-
baade og Sejlskibe haster hjemad, Fiskerne i de smaa Robaade
strider og stræber for at bjerge Linerne, inden Fiskepladsen
forlades. Det er dette Punkt, der har voldet Tusinder af
brave Fiskere deres Grav. Det pludselige færøske Uvejr kom-
mer som en Tyv om Natten, ingen ved hvornaar; men naar
det er der, saa kender Fiskerne det og ved, det gælder Livet.
Men Linerne er kostbare, maaske bliver der dog Tid til at
redde dem. Og maaske naar de ogsaa at faa baade dem og
Fangsten indenbords, før Stævnen vendes hjemad! Men Søen