Atlanten - 01.01.1918, Blaðsíða 123

125
Vi har flere Gange omtalt Kommunikations-Vanske-
lighederne. Der er jo dels den lange Vej op og ned, 7 Dage,
medens 3V2 er nok! Et Forhold, hvis Ændring har ti-
fold mere Betydning end nogen politisk Reform. Men
saa er der desuden den ofte ufarbare Forbindelse mellem Øerne
indbyrdes, den dyre Transport mellem de 100 smaa, spredte
Byer. Det er et Kapitalpunkt, der griber ind i alle Livets For-
hold. Den vanskelige Natur er et umætteligt Uhyre, der vil
sluge Millioner under Menneskenes Forsøg paa at tæmme den
og tage den i sin Tjeneste. Der er næppe nogen, der faar
bedre Erfaringer paa dette Omraade end Lægerne, som jo skal
omkring uanset Vejret. Norderøernes Lægedistrikt, hvor jeg
var ansat, bestod af 7 Øer med 4—5000 Mennesker; der var
6 Mil til de fjærneste Byer. 6 Mil frem og 6 tilbage i en lille
Robaad i forrygende Snestorm, om Natten, paa det aabne At-
lanterhav og uden en tør Trevl paa Kroppen. De vil forstaa,
at vi til Tider kunde føle os som — torpederede. I de første
Aar, jeg var deroppe, benyttedes altid Robaad, 8 Mand til at
ro Lægen til Patienten og 8 nye Mand til at sætte ham hjem
igeh. 16 Mand i Virksomhed ofte det meste af et Døgn for at
faa fat paa en Læge! Det er at købe Guldet dyrt! Bagefter
skulde jeg saa maaske have Patienten ind paa Sygehuset, det
var nye 8 Mand. Senere fik vi Motorbaad til Lægen, Telefon
og Sygekasser. »Nu gaar Ballonen« sagde Færingerne, et Slang-
udtryk, der var slaaet an deroppe, maaske fordi Færingerne
aldrig har set en Ballon. Og de fik Ret, Transporten med de
16 Mand havde jo hidtil lagt en Dæmper paa det, man blev
ikke hentet til en Ligtorn. Nu gik »Ballonen« virkelig. Tele-
fonen var rødglødende fra Morgen til Aften, Motoren sejlede
Vandet tyndt, og Sygekasseformændene rev sig i Haaret ved
Tanken om Fallit. Det værste var, at Motoren gik samme Vej
som Ballonen. Den fik for lidt Pleje. De første 4 Ture, min
Kone var med paa, var vi Havarister, og navnlig den ene var
pragtfuld. Det var Brandstorm og stik Modvind. Baaden
kravlede op ad taarnliøje Bølger for at styrte sig hovedkuls
ned ad dem paa den anden Side. Saa lød der et ubehageligt
Knæk agter, en Sø havde slaaet Roret af. Vi saa det med
Vemod drive bort bag ved os. Nu var Baaden skæv i Kølen
elter en tidligere Stranding, og den begyndte straks at rende
rundt om sig selv som en Hund efter sin egen Hale. Hver