Atlanten - 01.01.1918, Page 125

127 —
komme og strævede selvfølgelig — for ikke at være i Vejen.
Men jeg kunde intet se, før det var for sent. En af dem
ramte mig paa Skulderen. Det var en ublid Berøring, mit
Ydre frembød en Del Lighed med en Hakkebøf, da de bar mig
hjem. Det blev til 3 Ugers Sengeleje og 3 Ugers Krykker, og
det var billigt sluppet.
Men Livet er dejligt for en Læge paa Færøerne. Der
findes ikke bedre, mere tillidsfulde Patienter end Færingerne.
Jeg mindes en gammel Færing, der havde været blind i mange
Aar, og som jeg havde behandlet for Stær, en Operation han
daarlig kendte og i alt Fald ikke havde drømt sig mulig. Den
Glæde, hvormed denne gamle Mand besøgte mig hver Gang,
han var i Byen, for at fortælle mig, at han kunde se — se
Havet — se de store Bogstaver i den gamle Bibel, var typisk
for en Færings Taknemlighed overfor Lægen, og den var nok
nogle Ture værd over Fjeldene i Sne til Knæene.
Nu har jeg prøvet at give Dem et lille Billede af Færingers
Liv og Stræben. Hvis det er lykkedes for mig, saa vil De
have forstaaet, at det fremmedartede skyldes den særlige Natur
og de særlige Livsbetingelser, der sætter sit lovbundne Særpræg
paa Menneskene, paa samme Maade som den sjællandske
Bonde er forskellig fra den vestjydske Fisker, og Bornholmeren
tænker en anden Tanke og taler en anden Tunge end Fyen-
boen. Men De vil ogsaa have forstaaet, at det ikke er noget
helt fremmed Folk eller helt fremmed Land, vi har betragtet.
Vi er rundne af den samme Rod, forskellige Grene, men paa
den samme gamle nordiske Egestamme. Der er Forskel nok!
Men søger vi til Bunds og holder os Tingenes Aarsag og
Oprindelse for Øje, saa toner gennem alt, hvad vi har set
og hørt, en dæmpet Klang fra gamle, kendte Strenge.