Atlanten - 01.01.1918, Qupperneq 137

— 139 —
gen Vægt, men som dog Offentligheden eller den bedre Del af
denne vil skønne ikke dikteres af nogen Slags Partipolitik, men
kun af Rigspolitik, af Hensyn alene til, hvad Rigets Tarv og Ære
efter vort Skøn kræver.
Ogsaa for selve vor Forening som saadan vil det i Reykjavik
vedtagne Forlig, hvis det gennemføres, utvivlsomt blive skæbne-
svangert. Allerede Salget af de vestindiske Øer gav vor Forening
et Grundstød; gaar Island nu samme Vej som Vestindien, bort fra
Danmarks Rige, saa ser jeg ikke bedre end, at Foreningen vil
gaa tilbunds dermed. Island vil saa ikke længer være en dansk
Atlanterhavsø, ikke længer en Del af det danske Rige, men et uaf-
hængigt suverænt Kongerige, og det ligger ganske udenfor De dan-
ske Atlanterhavsøers Formaal at arbejde for Samarbejde med an-
dre Stater. Foreningen maatte i hvert Fald skifte baade Navn
og Formaal, altsaa omdannes til en helt ny Forening, hvis da
overhovedet nogen vil have Mod til mere at tale om Rigspolitik
og forsøge at stemme op mod Rigsopløsningens Strøm, til Fær-
øerne og Grønland før eller senere er gaaet samme Vej, som de
andre fjernere danske Rigsdele. Dog, jeg skal ikke fordybe mig
videre heri, Foreningens Bevarelse er jo det rent underordnede,
Rigets Bevarelse, som jo er vor Forenings Maal, det ene afgø-
rende. Jeg vil kun betone, at De danske Atlanterhavsøers Skæbne
er bundet sammen med det i Reykjavik vedtagne Forslags Skæbne,
og derfor er det saa meget mere en Nødvendighed for os at drøfte
denne Sag, da det efter alle Solemærker bliver den sidste Sag, De
danske Atlanterhavsøer kommer til at drøfte, før den nødsages til
at opløse sig selv.
Hvad nu det af danske og islandske Delegerede i Reykjavik
undertegnede Udkast til Dansk-islandsk Forbundslov angaar, da
kan der, hvis man tør dømme efter den her i Foreningen 3. Dec.
f- A. vedtagne Generalforsamlings-Dagsorden, ikke være Tvivl
°m, hvorledes vor Forening maa stille sig dertil. Thi den efter
Bestyrelsens enstemmige Forslag saa godt som enstemmigt ved-
tagne Dagsorden lød jo saaledes: »Idet Generalforsamlingen ud-
taler, at Rigsenheden betinger et fælles Handelsflag, og at intet
Rorslag i modsat Retning bør afgøres før efter Verdenskrigen,
£>aar Generalforsamlingen over til næste Punkt paa Dagsorde-
nen«. Foreningen forudsætter altsaa her, som en Selvfølge, at
Rigsenheden bør bevares, og udtaler videre, at som Symbol udad-
12*