Atlanten - 01.01.1918, Síða 161

— 163
Nationalitet, men er tvungne til at bruge Danmarks National-
flag. Jeg har altid betragtet det som en temmelig ringe Ting i og
for sig at have faaet Tilladelse til at vise vort Nationalflag paa
Landets Skibe kun paa Søterritoriet, eller med andre Ord: kun i
vor Hjemstavn, medens det er os forment at bruge det andre
Steder, altsaa netop de Steder, hvor der fornemmelig er Grund
til at vise det.
Hvad vi opnaaede i 1913, betragter jeg alligevel som meget
betydningsfuldt, men dog kun som et Skridt henimod Maalet:
Anerkendelsen af et uindskrænket Søfartsflag. At man hidtil ikke
med større Kraft har fremsat et videregaaende Flagkrav, antager
jeg til Dels skyldes den Omstændighed, at det har været den al-
mindelige Antagelse — og jeg skal bekende, at jeg for mit Ved-
kommende har gjort den Anskuelse gældende, — at en Anerken-
delse af et uindskrænket islandsk Søfartsflag ikke vilde kunne
opnaas, medmindre Landets Suverænitet i Forvejen var blevet
anerkendt eller da i alt Fald blev anerkendt samtidig. Men de
nuværende Verdensbegivenheder har i mangt og meget forandret
Folks Anskuelser, gjort det af med forskellige Dogmer og omkal-
fatret adskilligt, som tidligere gjaldt for Trosartikler. Nu burde
man ikke behøve at befrygte, at vort Flagkrav vil strande paa
lutter Dogmer.
Og der er særlig en Ting, som jeg synes maatte gøre det for-
klarligt, at Flagkravet fik fornyet Styrke, og det er, at man i vor
Omverden i høj Grad gør Nationalitetsretten gældende, saavel
for de smaa som for de større Nationer. Det maa nødvendigvis
gøre Indtryk paa os Islændere at se Stormagternes Ledere i deres
Udtalelser anerkende dette, som stadig har opretholdt vor Stand-
haftighed og vort Mod i vor Selvstændighedskamp. Det kunde
derfor betragtes omtrent som en Naturnødvendighed, at dette
vort særlige Nationalitetskrav, Flagkravet, fremkom netop nu.
Men som sagt, det strandede paa Modstand fra dansk Side.
Da det var blevet besluttet at møde Flagkravet med et Af-
slag, blev det fra dansk Side berørt, at det vilde være rigtigst hel-
lere at forsøge almindelige Forhandlinger og saaledes paa en Gang
at udjævne alle Stridsspørgsmaal mellem de to Lande, fremfor
saaledes at pille en enkelt Sag ud af de saakaldte Fællesanlig-
gender. Denne Strid om enkelte Sager, den ene efter den anden,
var i høj Grad trættende, og virkede i det hele taget nedbrydende
paa en god Forstaaelse og paa Samlivet mellem de to Folk.
Jeg gjorde gældende, at Forsøg paa at indlede almindelige
Forhandlinger burde være Flagsagen fuldstændig uvedkommende,
denne var en udelukkende islandsk Sag og havde intet med de
andre Fællesanliggender at gøre, hvorfor jeg intet kunde udtale
om dette Forslag om almindelige Forhandlinger i Forbindelse
med Flagsagen. Zahle sagde, at han godt forstod denne min Stil-
ling, saaledes som Altinget saa paa Sagen, men han havde dog
en anden Opfattelse. Forøvrigt udtalte jeg da, at jeg ikke havde