Atlanten - 01.01.1918, Qupperneq 185

187 —
eller flere Blade, og det er aldrig faldet mig ind, at der her paa
Altinget kunde ytres nogen Tvivl derom (B. Sv: Hvorfor bliver
dette saa vedtaget?). For at der ikke skulde herske nogen Tvivl
om, at dette var to forskellige Ting, Grundlaget og Traktaten, som
Overenskomsten ogsaa viser. Denne Form viste de danske Dele-
gerede, hvor man vilde hen, og kunde sikkert bidrage til, at de
allerede ved Forhandlingernes Begyndelse fik en klarere Forstaa-
else af Sagernes Stilling.
Men da det nu er vitterligt, at baade det ærede Medlem for
N.-Tingø Syssel (B. Sv.) og det ærede Medlem for Isafjord Køb-
stad (M. T.) er gaaet ind paa at forhandle med Danskerne paa
dette Grundlag, saa er det underligt, at den Slags Bøster skal
høres, som ikke har andet at støtte sig til end nogle Bussemænd,
baserede paa Punkter, som det ærede Medlem (B. Sv.) i 1909 ansaa
for en Selvfølge at vedtage som Lov, hvormed da alle vore Fri-
hedskrav vilde være fyldestgjorte.
Men det bør slaas fast, at ingen Røst har hævet sig, hver-
ken paa Tinge eller udenfor dette, der drager i Tvivl, at der med
det foreliggende Forslag er opnaaet fuld Anerkendelse af Islands
Suverænitet i Personalunion med Danmark, som det ærede Med-
lem for Dala Syssel (B. J.) fremhævede. Hvis der blandt Altin-
gets Medlemmer fandtes nogle, der ikke vilde forhandle med Dan-
serne, saa burde de have sagt til i Tide i Sommer. Man kunde nu
maaske have ventet, at f. Eks. jeg var en af dem, thi jeg har væ-
ret af den Anskuelse, og gjort den gældende, at det vilde være hel-
digst for Island at sejle sin egen Sø, frit for nogen politisk For-
bindelse med andre Stater, og denne Mening deler jeg endnu.
Men det faldt mig naturligvis ikke ind i Sommer eller til andre
Tider, at have noget imod, at man foreslog, at Danskerne, hvis de
' ilde gøre dette godvillig, anerkendte den Suverænitet, som vi be-
tragter os selvskrevne til. Dermed havde man fra mit Synspunkt
ikke forspildt noget. Tværtimod. Dersom Island før har trængt
til fuld Anerkendelse af dets Særstilling, saa er Trangen dertil
for Tiden ikke mindre.
Jeg betragter det derfor som utvivlsomt, at dersom der blandt
Altingets Medlemmer fandtes nogle, som ikke vilde indlade sig
paa Forhandlinger, saa burde de have sagt til i Tide. Men nu at
rejse en Storm imod dette Forslag, anser jeg for fuldstændig util-
børligt. Her har man faaet den Anerkendelse, som tiltrængtes, og
langt mere end jeg eller nogen anden kunde vente, der var Mu-
lighed for at opnaa. Jeg, og utvivlsomt mange andre, nærede nem-
lig kun saare ringe Haab om, at dette kunde opnaas hos Dan-
skerne.
Men nu maa man ogsaa tage det i Betragtning, at det paa
ingen Maade er udelukket, at vi skilles fra Danmark. Det staar
klart for mig, at Overenskomsten kan føre til, at vi opnaar større
Modenhed end hidtil, og kan med velberaad Hu forberede os til
Skilsmisse. Og der kan indtræffe mange saadanne Ting, at vi
ikke bliver mindre villige til Skilsmisse efter Udløbet af dette Tids-