Atlanten - 01.01.1918, Síða 190

— 192 —
Sedler vilde, ligesaa lidt som andre Staters Penge, kunne gælde
som lovligt Betalingsmiddel i Udlandet uden Samkvemslandets
Samtykke.
Højesteret er for saa vidt fælles, som de islandske Rets-
sager, der ikke kan blive endelig afgjorte indenlands, gaar til
den. Men man maa dog ingenlunde glemme, at vi selv kan* 1) sørge
for, at vore Retssager kan faa endelig Afgørelse indenlands. Og
dette har vi for en Del gjort, eftersom f. Eks. Grænseskelssager og
Umyndiggørelsesager afsluttes ved Overretten2). Dette maa og-
saa blive saaledes. Den islandske Domsmagt, som Forfatnings-
loven stiller ved Siden af Lovgivningsmagten og den udøvende
Magt, vilde ikke være meget værd, dersom den endelige Afgørelse
af alle Tvistemaal uden Undtagelse skulde søges nede i Køben-
havn.
Det danske Handelsflag er ganske vist aldrig direkte
blevet autoriseret hertillands, men det forudsættes dog, saavel i
ældre som i yngre islandske Love, at det ogsaa gælder for de her
omhandlede islandske Skibe. Men senere har Kongen under Med-
virkning af Islands Minister alene3) autoriseret et særligt islandsk
Flag, saavel i Land som paa Søterritoriet. Alene heraf følger, at
hverken vi i Længden kunde være tilfreds med, eller Danskerne
søge at faa os til at nøjes med et i Praksis saa uigennemførlig
stedbundet (lokalt) Flag. Man kan ikke forlange, at islandske
Sømænd skal staa med Maaleredskaberne i den ene Haand og
med Flagsnoren i den anden, for afvekslende at hale det island-
ske Flag ned og det danske op. Der er heller ingen Fare for, at
en rigtig Tanke standser før den har gennemløbet hele Banen og
er naaet til Maalet. Det burde alle Politikere have indset i 1913,
saa vilde ingen have sat sig imod »Særflaget«. Endelig burde vi
kunne ophæve bemeldte Bestemmelser, eftersom vi har vedtaget
dem som Bestanddel af vore Love, og det saa meget desto mere,
som »Handel og Søfart« i Følge Rigsloven er utvivlsomme »Sær-
anliggender«.
') Jfr. dog Einar Arndrsson: Andvari XXXVII, S. 10—12.
s) Lov 1882, § 12, jfr. Lov Nr. 35 1914, § 8 og Lov Nr. 60 1917, § 6.
I den sidstnævnte Paragraf lider Ministeriets danske Oversættelse af den højst
uheldige Fejl, at Ordene »til fulluadarurslita« (til endelig Afgørelse) er udeladte
i Oversættelsen, men et ikke helt utvetydigt Ord (»endelig«) er blevet indskudt
i § 10 i Oversættelsen, hvor det ikke hører hjemme.
8) Kgl. Resol. 19. Juni 1915, jfr. Kgl. Resol. 22. Novbr. 1913.