Atlanten - 01.01.1918, Side 192

— 194 —
Ganske vist er, særlig for Tiden, da alting synes saa usikkert,
mange Ting tvivlsomme. Man kunde nære Tvivl om, hvorvidt
endogsaa Selvstændigheden i Øjeblikket er saa attraaværdig som
ellers. Det kunde maaske være tilladt at udtale, at vi stod i
endnu større Fare for at »blive opspist« af en eller anden mægti-
gere Stat end Danmark, naar vi var bleven selvstændige, selv om
vi nominelt stod i Forbindelse med Danmark, fordi det da ikke
vilde blive betragtet som saa stor Fornærmelse mod denne Stat,
en ganske vist svag, men dog gammel Kulturstat, som hvis man
nu vilde strække sine Fangarme ud efter os. Men herimod burde
det kunne balancere og endda veje mere, at vi burde være udsat
for mindre Fare, dersom vi var en anerkendt selvstændig Stat,
dersom den Ulykke skulde hænde Danmark at blive suget ind i
Verdenskrigens Malstrøm, foruden at det for et fribaaret Folk,
ligesaavel som for en fribaaren Mand, er en stor Æressag at
kunne raade sig selv saavel i Ord som i Gerning.
Forhandlingsvejen burde saa meget mere give Haab om et
godt Resultat, som Lykken denne Gang, saavel udadtil som ind-
adtil, har givet os en fordelagtig Stilling overfor vor Modpart, i
en ikke ringe Grad forskellig fra vor Stilling i 1908, den Gang
man først slog ind paa den Vej, som man nu betræder for anden
Gang. Nu kæmper Stormagternes Legioner mod hinanden paa
Liv og Død, efter hvad de selv paastaar, for at forsvare de svagere
Folkesamfunds Rettigheder. Til den Ende bliver der ofret Millio-
ner af Menneskeliv, uerstattelige Kunstværker og saa mange Tu-
sind Millioner Kroner, at der sandsynligvis for det Beløb igen
kunde oprettes et Paradis her paa Jorden. Tyranner ryddes af
Vejen og der loves Militarismen samme Bekomst.
I Danmark, det store Bondeland, indehaves Regeringsmag-
ten for Tiden af en ikke alene os venligsindet, men ogsaa ualmin-
delig vidtskuende Regering; de fleste af Ministrene er ogsaa lærde
Mænd og nogle af dem endda højlærde. Der gives ikke mange
Stater, hvis Beliggenhed under de nuværende Forhold er saa far-
lig som Danmarks, og der gives nok endnu færre Stater, der er
bleven saa godt ledet for at holde dem fri for Ulykker. Den dan-
ske Regerings og de danske Rigsdagspartiers gennemgaaende Vel-
vilje, Vidsyn, og naturligvis en Del Egoisme, har nu tilfulde staaet
sin Prøve overfor os, den Gang de udsendte en Delegation for at
forhandle med os, skønt det sandsynligvis er sket paa vor Rege-
rings Foranstaltning.