Atlanten - 01.01.1918, Qupperneq 194

196 —
Handelsflaget. Ganske vist er de fleste Ting usikre for Ti-
den, og nogle Staters Neutralitet, som kan betegnes som Stormag-
ter ved Siden af os, regnes nu ikke for meget værd. Men mange
vil dog sikkert endnu anse sig for berettigede til at nære det
Haab, at et saa afsides liggende Land som Island i det længste
vilde kunne forblive udenfor Fare, i det mindste ikke blive udsat
for Baal og Brand, selv om den Ulykke skulde hænde Danmark
at blive trukket med ind i Krigen. Der vilde jo ganske vist være
noget Haab om, at vi vilde faa Lov til at være i Fred, selv om
Forbindelsen var forbleven uforandret, naar Danmark kom med
i Krigen. Man maa lade Englænderne, at de snarere rakte os en
hjælpende Haand end det modsatte, den Gang de i Napoleonskri-
gen førte Krig med Danmark, og forhaabentlig er der ikke Grund
til at vente, at de eller andre vilde byde os ringere Vilkaar nu end
den Gang. Men hvordan det end maatle være hermed, burde man
dog kunne betragte os betydelig iryggere end for Tiden, dersom
Forholdet mellem Danmark og Island var blevet lignende som det,
der forudsættes i Forslaget, naar det kom til Krig mellem Dan-
mark og den ene af de to Krigsførende, de Allierede eller Central
magterne. Desuden er Handelsflaget os en Æressag, og det er alle-
rede af den Grund ingen ringe Fordel at opnaa det ufortøvet.
Vor Suverænitet er nu mere bestemt udtrykt end i 1908, og
den er da nu ogsaa aldeles utvivlsom i Ord, ikke mindst paa
Grund af Slutningsbestemmelsen i § 17, der bestemmer, at den
norske eller svenske Begering skal udnævne Opmanden, dersom
det dansk-islandske Voldgiftsnævn ikke kan blive enigt om For-
staaelsen af et eller andet Punkt i Forbundsloven. Den Bestem
melse er ogsaa mere tiltalende for os som et selvstændigt Folk,
end de tilsvarende Bestemmelser i Udkastet 1908, ikke fordi man
ikke kunde vente en ligesaa retfærdig Kendelse efter det ældre,
som efter det yngre Forslag, men fordi Bestemmelsen om Høje-
sterets Justitiarius som Opmand kunde opfattes saaledes, som
Lovforslagets Titel ogsaa gav nogen Anledning til, at der her sna-
rere var Tale om én end om to selvstændige Stater. Den nye Be-
stemmelse er i denne Henseende afgørende. Dette geraader begge
de forhandlende Parter til Ære, og man maa ogsaa haabe, at saa-
vel Nordmændene som Svenskerne vil være heldige i deres Valg,
saa mange fortræffelige Mænd som disse to Stater har at vælge
imellem, ikke mindre udenfor deres politiske Kredse end inden-