Atlanten - 01.01.1918, Side 210

__ 212 —
dersom man nu havde ladet alting forblive uforandret, ganske
som det er for Tiden, maa denne Foranstaltning anses for klog.
Thi i saa Fald vilde Danskerne have haft alle disse Rettigheder
for en ubestemt Tid, men vi ingen Ting til Gengæld. Og hvis
disse Bestemmelser er farlige for os, til Trods for at vi er en su
veræn Stat og kan vedtage saadanne Love til vor Beskyttelse,
som er fyldestgørende for os, hvad Overenskomsten jo tillader,
saa vilde Faren dog være blevet mangedobbelt uden Suve-
ræniteten. Thi i saa Fald vilde vi have faaet Sanktionsnægtel-
ser i Stedet for, at vi nu, d. e. i Følge Forslaget, er suveræne med
Hensyn til vor Lovgivning. Derfor kan ingen dadle denne For-
anstaltning, undtagen de alene, som har været fast bestemte paa
hellere at skilles fra Danskerne, end at tilstaa dem nogle Begun-
stigelser. Men desuden paahviler der dem Bevisbyrden for, at
Skilsmissen havde ladet sig gennemføre, og Anerkendelsen havde
kostet mindre.
(Isafold, 21. Septbr. 1918.)
Færøernes Natur og folkelige Udvikling.
En Berigtigelse.
Ved Aratslæge Kaj Ingbøl.
I mit Foredrag om Færøerne berørte jeg som et Sigende,
— for hvis Rigtighed jeg altsaa personlig ikke kunde staa inde,
— at Færøerne ved Fredsslutningen i 1814 blev ved Danmark,
fordi de blev glemte, eller ingen brød sig om at eje dem. Kon-
torchef Gold oplyser nu i »Atlanten« Nr. 177 pag. 155, at Forhol-
det var et andet, idet i alt Fald den danske Underhandler ved
Fredén i Kiel havde sin Opmærksomhed henledt paa Sagen og
fik Øerne undtagne ved Afstaaelsen. Jeg er ganske enig med
Kontorchef Cold i, at dette bør kendes og er ham taknemlig for
Meddelelsen. Den af mig berørte Fremstilling hidrører fra po
litiske Møder paa Færøerne, hvor jeg har hørt den fremsat som hi-
storisk Kendsgerning, og hvor den ikke bør forblive uimodsagt.