Atlanten - 01.01.1918, Side 254

- 256 —
Former, og saa tæt var Kæden, at de Rejsende forgæves søgte at slippe
igennem; de maatte vende om og sætte Kursen uden om. De roede i
34 Timer, da der ingen Landingsplads fandtes. Skindet paa Konebaaden
blev to Gange skaaret af Isen, men lykkeligvis repareret i Tide. Saa
naaede de Aluik eller Umivik, en 0 beliggende under 64“ 19'; her
boede 130 Mennesker, som aldrig havde set Europæere før, og derfor
yttrede deres største Forbavselse. Det var iøvrigt »ærlige, fredsomme-
lige og gæstfrie Folk«. Et Spejl voldte dem særlig Morskab, Brænde-
vin vilde de ikke smage, men Tobak forstod de sig des bedre paa, og
selv de smaa Børn fik deres Pris med. Der var kun én Mand af hele
Forsamlingen, der havde to Koner, og i det Hele taget fandtes der
mindst en Trediedel flere Mænd end Kvinder.
Intetsteds var der Spor af Østcrbygden, og skønt Graah fuldkom-
men havde opgivet Troen paa at finde den, roede han endnu i 4 Uger
Nord paa langs Kysten uden at finde andet Spor af Mennesker end
gamle Grave. Han gav Øer og Forbjærge Navne og fandt en anseelig
Fjord, som han døbte Køgebugt, og bestemte sig tilsidst til at vende
om, da Isen blev saa tæt, at Sælerne ikke mere lod sig se.
Den 24. Juli naaede Graah den nordligste Teltplads, som
han kaldte »Vend om«. Den laa paa en øde 0, paa 651/*0.
Den 18. August gik han til en 0, hvor han, som han siger i sin
Dagbog: »paa det højeste Punkt omtrent 500 Fod over Havet,
oprejste en 3 Alen høj Stenvarde og planlede derpaa det danske.
Flag, ligesom jeg i selve Varden nedlagde en mig Hans Maje-
stæt Kongen tidligere skænket Sølvmedaille, forsynet med Aller-
højstsammes Brystbillede, hvilken jeg i denne Hensigt førte
med mig. I Hans Majestæts Navn tog jeg Landet i Besiddelse
og kaldte det Kong Frederk den Sjettes Kyst, Øen, hvor-
paa jeg planlede Flaget, blev kaldt Dannebrogs 0, og dens
sydvestlige Pynt, hvoraf Bredden blev funden at være 65° 15' 16",
gav jeg Navnet Holms Næs til Erindring om »Najadens« tapre
Chef.«
53 Aar efter stod dennes Sønnesøn Gustav Holm samme-
steds. Uigennemtrængelige Ismasser umuliggjorde ethvert For-
søg paa at trænge videre frem, Graah besluttede sig da til at
vende om, eftersom Egnen var blottet for alle Subsistensmidler.
Fra sit nordligste Punkt havde han i en Afstand af 10—
12 Mil set nogle Øer, som han antog for nogle, David Danell
havde set i 1652, og som han derfor kaldte »Danells Øer«.
Den 21. August tiltraadtes Tilbagerejsen.
For første Gang, lige siden de om Foraaret passerede Puisortok,
fandt de Farvandet saa aabent, at de kunde bruge Sejlet, og med god