Atlanten - 01.01.1918, Side 255

— 257 —
Fart gik det syd paa, indtil de, nord for Aluik mødte den skarpe
Kalvis fra Gletscherne inde paa Land og fra de mange Isbjærge, som
fremdeles laa paa Grund langs med Kysten, Dønningen satte Isen i Be-
vægelse, og det var umuligt at naa Land. Efter en lang Nat tilbragt i
ængstelig Spænding brød Dagen frem, og Besværlighederne forøgedes
ved, at den nye Is, der havde begyndt at danne sig om Natten, ved
Solens Opgang blev saa tyk, at de næsten ikke kunde bryde den. Om-
sider fandt de, op ad Formiddagen, et aabent Løb, som dog førte ind
mellem to store Isfjælde, som de maatte passere. Dagen efter fortsat-
tes fra Aluik. Efter lykkeligt at have passeret den store Gletscher,
Colberger Heide, ankom de den 27. August til Kemisak, hvor der
nu kun var et Par Familier tilbage. Herfra besøgte Graah Ekalu-
m i u t i et malerisk Sund, hvor der var en Grønlænder-Teltplads paa et
forholdsvis frodigt Sted, med Buske og Græs ved en Lakselv, der ud-
sprang fra en Bræ. Blomster prydede overalt Markerne, ovenfor skin-
nede Solen paa de kønne sneklædte Fjældtinder, hvor Skyerne hang i
maleriske Draperier, og inde fra Kløfterne buldrede det som Torden
fra de nedstyrtende Laviner og Ismasser. Paa dette maleriske, skønne
Sled, hvor de omboende Eskimoer, henimod 250 i Tallet, efter gammel
Skik forsamledes om Sommeren — naar der intet var at bestille paa
Søen — for at fange Sæler, samle Bær til Vinterforraad, nyde Øjeblik-
kets Glæde og om Aftenen ved Fakkellys opføre deres Trommedanse —
forblev Graah i 3 Dage. Den 3. September brød hele Forsamlin-
gen op for at drage i Vinterkvarter. Graah besluttede, efter Erneneks
Valg at sætte Bo paa et Sted kaldet Nukarfik (paa 63° 22' n. Bredde),
beliggende paa en lille 0, hvor der fandtes et Par Huse, af hvilke det
ene var ledigt. Efter en Kejse syd paa for at skaffe Proviant, d. v. s.
tørret og raaddent Sælhundekød — og da voldsomme Snestorme vars-
lede om, at Vinteren stod for Døren, vendte Graah tilbage til Nukarfik
1. Oktober. I et elendigt Hus overvintrede han nu med tre indfødte
Ledsagere (en Eskimo med Kone og endnu en Eskimokvinde) medens
Ernenek og Familie tog Ophold hos tre andre Familier i et Hus tæt ved.
Graah var syg og lidende hele Vinteren paa dette usunde Opholdssted.
Kvinderne indrettede sig saa vidt muligt paa grønlandsk Vis,
»spiste, drak, sov og arbejdede paa Briksen, kogte over Lampen, nød
Utøjet af deres Klæder og Senge, sang Psalmer, lo, græd, spøgte og
tudskraalede, sorterede deres Perler, spejlede og pyntede sig, og vad-
skede Haaret flittigt i Urinbalien«. Provianten var knap og hos Eski-
moerne kunde næsten intet faas.
I Begyndelsen af Januar hørte Fangsten fuldstændig op, og i
Februar var Nøden saa stor, at de to Familier, som Ernenek boede i
Hus med, drog bort med deres Slæder for at søge Hjælp hos deres
sydligere Slægtninge, og det var kun Sygdom, der forhindrede den
tredje Familie i at følge deres Eksempel. Vinteren var heldigvis ikke
meget streng, men Hungersnøden mærkedes. Da Provianten næsten
var sluppen helt op, lykkedes det Graah at faa Grønlænderen Ningeoak
og Kone sendt hjem med et Par Familier, der straks vilde drage bort