Atlanten - 01.01.1918, Qupperneq 256

— 258 —
for at udvandre til Vestkysten, og da det var hans Hensigt til Foraaret
at gøre endnu et Forsøg paa at trænge videre frem mod Nord, antog
han i deres Sted et Par Østlændinge med Familie, som ogsaa ønskede
at udvandre, og som han havde lovet at tage med sig til Nanortalik;
da de ikke selv ejede nogen Konebaad, men paa Betingelse af, at de
først ledsagede ham paa en Fart mod Nord; begge Mændene var dyg-
tige Fangere, og dette var jo en væsentlig Fordel.
Den utrættelige Rejsende forlod da den 5. April 1830 sit Vinter-
kvarter for paa ny at sætte sig i Bevægelse mod Nord, men der mødte
han Storm og Uvejr, og Isen blokerede Kysten, saa man i to Maaneder
maatte blive paa et Sted nord for Kap Moltke. Den ene af Erneneks
Koner fødte her Tvillinger, som dog døde efter et Par Dages Forløb
og blev begravet i en Fjeldkløft. Indsvøbt i et Skind blev de smaa
Lig bragte ud gennem et Hul, som i den Hensigt blev gravet i Bag-
væggen af Hytten, en Roerskerne bar dem til Graven, og den grædende
Moder udgjorde hele Følget. Graah fulgte med som Tilskuer. Efter
Begravelsen blev alt, hvad der var i Hytten, bragt ud for at luftes, for
ikke at besmittes af Liglugten.
Samme Dag var mærkelig ved, at Ernenek og hans to Kammera-
ter hjembragte ikke mindre end 7 Sæler, hvilket nok kunde mildne
Sorgen noget, da de stakkels Mennesker hidtil havde maattet tage til-
takke med fordærvet Kød og ofte havde lidt ligefrem Nød. I Maj og
Juni Maaneder gjorde Graah ikke mindre end 18 mislykkede Forsøg
paa igen at trænge imod Nord, men Isen fandtes stadig fastfrossen til
Kysten. Han gjorde saa en Sviptur tilbage til Nukar fik, og da han den
5. Juli var kommen paa Gled igen mod Nord, blev Erneneks anden Kone
overfaldet af Fødselsveer, saa de ilsomt maatte ty ind til en lille Klippe,
hvor Ernenek nok saa flegmatisk lagde sig til at sove, indtil man vækkede
ham med den glædelige Efterretning, at der var bleven født ham en
Søn. Den gode Mand gav sin Tilfredshed tilkende ved at tilnikke
Konen et: »Ajunggiladit«, d. e. »Du er ikke ilde«, — og derpaa fortsatte
man ufortøvent Rejsen med den lille nye Passager.
Den 12. Juli stoppede de i Drivisen foran Colberger Heide og
maatte lægge op paa et Skær, hvor de maatte blive i 15 Dage, stadig
truede af den vældige Ismur, som daglig kalvede flere hundrede Gange
med et Bulder, som om der uafbrudt blev skudt med Geværer og Ka-
noner. Af og til slog Søen op over Skæret. Provianten slap op, Fangst
var der ingen af — det hele syntes yderst faretruende. Den 28. Juli
begav de sig derfor paa Rejse ud over Isen i sydlig Retning, hvor der
saas aabent Vand i halvanden Mils Afstand fra Skæret. Forsøget lykkedes,
men kun med den største Nød og Besvær, thi i 5 Døgn havde de ikke
andet at stille deres Sult med end nogle smaa Stumper Hvalspæk, som
var opspyede af Hajer, og for det meste maatte de bære baade Baad
og Bagage hen over Isen. Endelig den 2. August naaede de aabent
Vand, og der fangedes straks en Sælhund, der blev fortæret, som den var:
tbi efter i to Dage ikke at have nydt andet end Is og Sne, var der in-
gen som havde Taalmodighed til at vente, indtil den havde kogt. Om
Aftenen naaede de velbeholdne en 0 syd for Isklinten, og da der her