Atlanten - 01.01.1918, Qupperneq 257

— 259 —
blev fanget endnu en Sæl, hengav Grønlænderne sig fuldstændigt til
Glæden, idet de fordrev Tiden med Svømning, Boldspil, Krog-Trækning
og Trommedans, indtil Kedlerne kogte, og Madammerne kaldte hele
Selskabet til Bords.
Hermed var al videre Fremtrængen mod Nord opgivet, og Rejsen
fortsattes nu straks mod Syd
Den nordlige Del af Kysten fandtes næsten helt øde paa Menne-
sker, idet største Delen af Befolkningen enten var draget længere mod
Syd eller udvandret til Friedrichsthal. I Ekalumiut, hvilket yndige
Sted Graah endnu en Gang gæstede, og gav Navnet af Dronning Martes
Dal, fandtes saaledes kun en 3—4 Familier forsamlede. En ung Pige af
Besætningen lod sig her bortføre, efter at Graah som ikke kendte eski-
moisk Tænketnaade tilstrækkelig, gentagne Gange havde »befriet« hende.
Hun forsvandt, efter saaledes paa en sømmelig Maade at have strittet
imod for ikke at faa Ry for en altfor giftelysten Jomfru.
Efterhaanden nærmede man sig Vestkysten, men skuffedes stadig
i Haabet om at forefinde en Baad med Provisioner, som Graah ud-
trykkelig havde forlangt afsendt fra Kolonien. En Forandring i dennes
Bestyrelse var Grunden til, at den udeblev.
Den 27. August paa et lille Næs ved 62° havde Graah et Sammen-
slød med Ernenek, hvilket tog stærkt paa ham. Grønlænderen troede
sig fornærmet ved en Tiltale, som Graah paa Grund af Ukendskab til
Sproget ikke havde tilsigtet, og vilde dræbe ham med en Kniv; men
heldigvis aftvang Graalis Koldblodighed Ernenek Respekt og Sagen
ordnedes; men paa Graah, som allerede i længere Tid havde befundet
sig saare ilde og svag, baade paa Grund af den slette Føde: fjorgam-
mel, soltørret Sælhundekød, og de udstaaede Strabadser, virkede dette
Optrin saa stærkt, at han blev alvorlig syg, og da de naaede Kap.
Bille, maatte man bære ham næsten bevidstløs i Land. Heldigvis
fandtes der nu næsten overalt Overflødighed af Bær, thi i de næste 6
Uger udgjorde Bær de Rejsendes vigtigste Næringsmiddel, og dem
alene, mener Graah at kunne tilskrive, at han ikke fandt sin Grav paa
Østkysten.
Den 31. August passeredes den frygtede Puisortok Bræ, og de traf
ca. (SO Mennesker forsamlede paa Øen Okkiosorbik, imellem dem en
gammel Angeltok, der viste et hos disse Folk sjældent Eksempel paa
Medlidenhed. Da en af Roerskerne nemlig fortalte, »Kablunakken« (d.
e. den fremmede Mand) »næsten havde villet dø«, og at han manglede-
baade Brød og Tobak, hentede den gamle et lille Stykke Skraatobak,.
som var alt, hvad han havde tilbage fra Markedet paa Aluk, og for-
ærede Graah det med Undskyldning for, at det var saa lille.
Vinteren stundede nu hurtigt til, og stadigt kæmpende med Kulde,
Sygdom og Sult, naaedes den 30. September 60° 45', da de blev over-
faldne af en voldsom Storm, der nær vær blevem deres Undergang,
idet Baaden løsrev sig og drev bort; men heldigvis førte et Vindstød
den tilbage, og Rædselen over, hvad der kunde være sket, lagde sig.
Ved Bjærgningen fik Graah sin højre Haand saa stærkt forslaaet, at
han næsten ikke kunde bruge den til noget paa Resten af Rejsen.