Árbók Landsbókasafns Íslands - 01.01.1962, Qupperneq 222

222
SIGFÚS BLÖNDAL
Men havde Blöndals Forevisning saaledes ikke straks kunnet give stort mere end et
Indtryk af Sanilingernes overordentlige Omfang og af de betydelige Krav, der vilde
blive stillet til ens Stedsans, havde den dog samtidig bibragt mig en Anelse om Blöndals
overlegent sikre Kendskab til Bogmassernes Ordning og Opstilling og om hans alsidige
Orientering og Kundskabsfylde.
Denne Anelse blev snart bekræftet og yderligere udbygget, thi Blöndal var tillige
Leder af Katalogiseringen, og i denne Egenskab var han den, som vejledede de unge
Assistenter i Katalogernes Mysterier og i Anvendelsen af de trykte Katalogiserings-
regler. Han var ogsaa den, hvem alle de Katalogsedler, man skrev, passerede, og som i
alle vanskeligere Tilfælde bestemte Pladsen i de systematiske Kataloger, hvilket forud-
satte et intimt Kendskab til det anvendte Systems Inddelinger. Blöndal var som skabt
til denne Virksomhed. Han nærede en brændende Interesse for alle Katalogproblemer,
og det var en lærerig Oplevelse at höre bam forklare, ud fra hvilke Kriterier en Bog
skulde placeres paa netop det bestemte Sted i Systemet. Bortset fra Bibliotekets Chef,
Overbibliotekar H. 0. Lange, var der næppe nogen anden af Personalet, som kunde
maale sig med ham paa dette Omraade.
Ogsaa naar han kontrollerede de alfabetiske Katalogsedlers Affattelse, viste han sig
som en Mester; hver enkelt Regel og de Undtagelser, mange af Reglerne var forsynet
med, kunde han paa Fingrene. Men det kan ikke nægtes, at hans Sans for Npjagtighed
og for Detaillernes Betydning, saa værdifuld den end var, kunde fpre ham lidt ud i
Pedanteriet. Naar man med sirlig Haandskrift og med megen Umage havde affattet
en Katalogseddel, som man troede mpnstergyldig, kunde det nok virke noget ned-
trykkende at faa den tilbage med kraftige Blyantstreger under en -— som man syntes —
ganske uvæsentlig Petitesse og være npdt til at skrive hele Sedlen om. Det kan ikke
nægtes, at der paa denne Maade gik baade Tid og Papir til Spilde, og hos mig fæstnede
saadanne Oplevelser den Overbevisning, at Bibliotekets Publikum, for hvis Skyld Kata-
logerne fprst og fremmest blev skrevet, næppe vilde generes af, om et Punktum stod
indenfor eller undenfor en Parentes. Men for Blöndal var det afg0rende, at Reglerne
blev overholdt, saa at man ikke kom ud i lovlpse Tilstande. Og en Skelnen mellem
væsentligt og uvæsentligt laa ikke for ham.
Han kunde blive meget heftig, naar han paaviste Fejl paa Katalogsedlerne, og det var
egentlig mærkeligt, for han var ellers et elskeligt Menneske, der i den daglige Omgang
var i hpj Grad venlig og hjælpsom. Han vilde altid helst se det gode i Menneskene og
i deres Motiver. Hprte han nogen hlive kritiseret eller ilde omtalt, var han straks rede
til at tage den paagældende i Forsvar og betegne ham som „en brav Mand“, et af hans
Yndlingsudtryk. Hverken overfor Personer eller Sager var han de skarpe Stand-
punkters Mand. I enhver Sag umagede han sig for at se den fra flere Synspunkter og
ikke fælde en kategorisk Dom. Dette kunde kaste et Skær af Farvel0shed og Naivetet
over ham, men det var ikke Udtryk for manglende Mod, men for en smuk humanistisk
Indstilling.