Atuagagdliutit - 05.05.1955, Blaðsíða 5

—-----------------------------________.___________________________jo død. og hendes mor var død. —
er værnepligtige på Stevnsfortet — Grønlænderinden lodser,
kineserinden synes Danmarks klima er udmærket.
-aHiS^o luJBnnlbvBJi Jinulhifinnslh |
7.h\n\vyA
ninminl ,Hi;Iignnt;ni?.'ii;iiTT)—
ii* 1 dhBfi) ihavdai dduhsemøfci
^"SsitSindeisBatijgiffceU’oiHe dfcfrtstk'ait
mediurJckaiactenyUfiiidjip&K
MhTclitbgene. (5Thlj!lgéblN»H>
7^v i id e 11A 6;i ogj l^Lri&ø'tiuh dbedie; dtøtl t1
'•^triteit oHoWinhøiiril htertæisathas.1
^tflrjhfjm^tikhel.uisQndtiii.rdm.inyef
iFflfdllHtJilihgsiåinidisboi s (ilda1-!
0 ‘Wn(Urovi -di baken i vå nbegrølictuudlA
pie folkfl)ktø»r)fc<ai‘4 Mernddisiuvafldkm1
°rskel på fortidtDi/iogiainjgløøttfleriÅ«'
| Indien, at når batailioridacifflgiihfet-
eriet rykkede op mod'Kdiybgiipåuslé#
eV konerne hjemme. 1 .iuqBrniz
I nutidens værnepligtigtyn'tis*iT«l
vå det under normale forhold i ur-bte
ui®hkeligti at soldaterne har kdhtrl
°g børn på eller ved kasernen.oEnétt
skulie j ]lver[ fald ■ synes g'rtnbkkb
uifenkeligt i den danske hærs afdts-l
*nger, Men det er det alligevel ikldcb
trods alle overleveringer og alk><
reglementer. ion
■Nede på Stevns tæt ved Lille Hed«
^Jnge by ligger det ; nye Stevnsfort.i
0 af fortets værnepligtige har deres
|tnge koner lige i nærheden. De bon
°t hus i udkanten af byen, hver
nled/sit barn. Det får endda være for
p sådant arrangement kunne vel
pikes. Det mærkelige —- for hele
.gdnodiistoric er mærkelige—ligger
1,;iåt; de :t0: soldaterkonor er kommet
jtyer, sin modsatte del af kloden:
ene; euigrønlænderinde, den an-
'ifin er kineserinde. De er altså mon-
goler. begge dø; Ingen af dem kan
fale rigtig dansk;,.og de kan altså
lkke forstå,! hinanden. Men det skal
kok kommer for viljen og hjertelaget
'•Lider. Der er kun en væg imellem
pm. Selv om de altså faktisk er
klistret op ad hinanden, som man
sigor, går dagene udmærket for dem,
aog lettere for pigen fra Østerland
ehd for hende, der er vokset op mel-
lein sne og is i polarkulde.
. Da de kom til Danmark, ventede
dldkaldelsesordren på mændene og
ffeO måtte efterkommes. Kineserin-
en blev i Sønderborg hos sin mands
sl£egtninge. Tilfældigvis blev de to
soldater indkvarteret på samme
s*0e i ifortet. De fandt hurtigt ud af»
det kunneVvære rart, om de hav-
.e konerne i nærheden. Da man
Jev klar over, at der her forelå et
påske specielt tilfælde mødte de
^ulighed med det samme. Fortche-
kommandørkaptajn Palsgaard,
?®J1 næstkommanderende orlogakapt-
Thorlund Nielsen, havde intet
j °d, at de fik hustruerne anbragt
Nabolaget. Det vigtigste var måske,
der på selve fortet var en endnu
^edre hjælper. Det var lederen af
pondsk ahets civilundervisning,
ordejer Frede Christoffersen ii Lille
eddinge. Han skaffede hurtigt et
y<ieligt lille hus, der blev lejet ud
°g begge ægtepar flyttede ind. Mæn-
pe••m« naturligvis; passe tjenesten
o fortet, men de f&r nattegn et par,
uge om ugen, På cykle er der kun
°gle få minutter fra fortet til huset.
,os sin
stedmoder. Sj_ skulle jeg rejse hjem
og ind som soldat, og vi sejlede til
Tlriesi'iéfe itog; laérøå'iJnéd1 lKfé*til1©irti-
nfthikni opsatitøg'tøvtø* de btuFflavH?1
J^tsUfllilaH^Qfet tofci'dfe^mig*
uh fmyti a i gtiMéte Nfir-arø1
. vardjfO'id!ék(ft!,'!ijiégi l&!miu0% M db^i-'
Sæ?£ÅsfiWAjvanskft'tgfieå'e^fier afifeåulieP,n»gqvi fcstUaeptøéili. lonåm
| ’Aoq"uiv.'An|^ -férøVic — 'iK\ ; -isnino GRiBgGigGrngnnn iiJiinUsa tin
pwfék
"Asmusji oVnsamsA
K i n-Ai (A'l l1^ c ft i Mvi«\ i1 o s
qj?. |
cle
og-don'Stnadtåivitkbli'gldodrtl EfcfaHblmd
nogwt i45.1ovevgl,li;ogo jogjiikuriholaikktl
fbnjstflfiat/hidniiklkd^anifogldnbréltepi
hundenlo tliefla rDeil?. var i så> ufnegtrtpiaP
hunijfeffistn ilfgdøtv trebdagdaiatrcok/i
— Hvorfor bliver du dogolfnddfr
sdwlglfeirjtgdtkluiriiHi’arddieiviil stbiafii-
vdr,,latrin hjcmmetldi HongKoh^I vari
d(5iflfitænk«}lgtuat Mo&ieigibrødkrumb
mj%fhlflKikBjstehivæfe. Ktoøll akdllofejsin
sgp, i§åj;lningtt(i(riog van deri) mimdshé.
sipplgiotill^agQaaJØgK liBødl9h]j|i(miok>a®i
l^S^tl a.fcbffølU nq Idnnq le Bil neh
i -diDmerlwsogftf'gldflifttrnDié^S R&!>
nbftm'd mrd .Ihloil ghbh: biBl Hovd
då'
I Fi-\?d^V'h\Wfå-s#^li'a¥5S^ret
hel di g.-nflil^t AdHdPlog« jl ideligt,
dg der—er hyggeligt—og hjemligt- in--
denfi
il vn.
-Wtfl ilW&'mfåV'i DaYtifihrr.{i‘
-loiday^jj s<j^iDfe^f'
K^iWd-'W-0™
'u— MPWfåPl...........
— Nej, slet
si¥nifyf!JfhSF2? ^'sftWftt.
sfiyøeP',Mft^'i%idw^nfyttæU'1
i#; 4ifis(y/rMkai
sftønW, før1 11
uåv'håv'at'^æilai’ii^v
-•icrrioiu 9niimodG JijJndéa lijlanfjh
oIb!
iiiiitnii
diiiJii n" '\fu ifn (7inJ1 i.v.in'fi
er ikke.pne, nar manden,
{ufd^^arne^i/en^’ciiri^fiunS^ra1
sal«« . sul" Ueneile pa:
iumrm ................
d®“aP;-
n‘}n,ci
sWpitf s{rju'lter"åf1 liuihør1 og'; 1 iys-
h{8dii^p,«a^%r<W?-M,-4>indffé!
ymww^W)^ »i#
lj^iel-11 ^6m°%rnorsl ags 1 Haniin ei'' Kgiemt'
musik, Fru Sce Moi Lund taler en
blanding af kinesisk og pidgin. Det
er kun for viderekomne, men hendes,
mand forstår hende — naturligvis,
hvordan skulle han ellers have friet.
Bedst som vi skulle i gang -- dels på
dansk, dels på en slags engelsk,- dels
på kinesisk Qg dels (øg navnlig)
med øjnene — blev „der stukket el
brev ind gennem dørsprækken. Dét
var fra Ilongkong. Smilene i de mør-
ke ojne blev store og .varme.'llonvo-
lutten blev ikke skåret op, den blev
flået op. Så ble^'der tavshed^ mens
Sce Moi og Juk Ling lod ldikkcne
løbe op og ned langs flere rækker^
fine lodrette1, fine skrifttegn. Pigén;
kan nemlig både læse og skrive. £— I
Hongkong begynder børnene at læse,,-
når de tre år gamle dtommer i hørne-V
have. Så faldt sindene lidt til ro.
Brevet var fra Sce MoiS stedmoder;'
og kusiner. Hun boede hos deni, da|l
hun rejste til Danmark. ' ..,-j ;
Vi vedtager at snakke i flæn|t,udénj
hensyn til vokaler og konsonåht^g
dog med ægtemanden som tolk
Hvor fandt De hende? -'m-TTOrOf—irrr v -H; wsrap-*
-1 Ho„Bk„„e, sn,iIcr Jcns ciir. sW*r«fKf-ss mm «.
les liar sejl« dorude og på jffilifeJ’,?* dcn
~ ' for-
til
agis Ib li) Jzyl ojWi aaliod iBd nml go
-Qih^flvWR$roh5M!o9leofi1l?Hg9a<^h
T/ifta1a?-B-id nahnsm ham nammea gil
— Til Kina.-HimgnadimAøhjHE sain-i
tP19ib BSKdctes t årv^aohtg:gBmi® r 1 nit d
9ift?nBu og) rtljtséeft' -imunldrt r.pål ahtBvéil
dg l i) mo *’i-i fl fad Gik kto it i 1 bagud’h vri k j égl
i!flaSRBSs ‘kun fi-vltiki; noget tnstahmrd
lliBojlURoillÅ® køot> a’ilj'ikk(i ihjéqvihuiV
vi}rfe<?l ilØanwftnho'a^tifl, •nliiditilDrdml
qe•jkftnnpc^nmfid. yægWijagl-nlenidiiiee
fim?, rfiorøtåilzlnftndeng HKndcsi/atoåøtl
qrilTSfe enfatø-jstirølbsitiiboSlå kornrbcH
.Lqdf hi.llyjsltebtf-ugldiimd sik-kætebarthi
ohaiodlii go mob åll li: lagsya ?,nn
JBVd
b åq
pdirn
rtlsh
ghloi
mo
Mm
artahnii?,
gyimanøpg
é'i-mg gofigu
magTOd?. ftcl
ru;CI i 'j vi hf liv
rariR i‘q hu IgiPomåT'WId ’io?.
[taålRiol tfid tmd3,,ri?-ud
ja narri ,<rno gi«
•ioI -raiGV?, rmhnB-i’d
:vlaa gi« aol
r r—«i¥lft,ni „ gal — .girn ioi i;Rgo jod t. i m .i
,nlcr, H*., „MHl sin Kr^mjsU^hY^ru oftrsoOJ. ^ jy
Kl' 'S ' -11101(1 IGlt IV ,10l) 1‘i loCl .Hagl 1)1
de om moi nuién^og blev ved at se c.fi<!qydgjg,I)<yfflnW)^, .
Lund.
Amei ika i flere år, de sidste tre år
med Østasiatisk Kompagnis „Tranke-
bar“ og „Nikobar**. Vi kom tit til
Hongkong og gennem kinesiske be-
kendte lærte jeg Sce at kende og
kom ii hendes hjem. Det var dog ik-
ke hendes hjem, men slægtens. Hun
var enke og sad tilbage med Juk
Ling. Det hedder hun forresten ikke
her. Der var ingen, der kunne for-
stå, hvad hun hed, og så døbte hun
uden videre sig selv om til Lilly, og
det hedder hun i Lille Heddinge. ;
Det kunne alle forstå, sagde hun. —
Hun er en stor spilopmager og en
sød pige. Mine forældre i Sønder-
borg ville gerne have beholdt hen-
de, men vi vil ikke af med hende.
— Men De giftede Dem altså med
Sce Moi?
med sne. Hun kut
stå, at sneen eflerhiinden. blev
vand inde i .stuen-)'.
— Kan Pé undvære h'åjfinnér og
ris og svalereder?
— Min kftneuhanrfauF,tigt1(,^2Qnnet
sig til dansk1 røddJi1tu|en|Bi(.is spiser vi
meget af, d°y Sf.5p£ ?L h som
De vel tror. kar-
tofler, da hun kom, men dem holder
hun meget af (det siges på engelsk-
dansk, men bådq
tei meningen og j1 i-WWi^fi>/
„ , go-iqaaihuiq jggo
orødet er helligt fP>Knkilmsftm&
Og det danskflilWØd,?arinovu av
— Det smager dam/fcegæ itOrrPda
mærket. Men nu skajj Wf): hø^ft, hvon
beskedne og nøjsomme kinesernQggJp.
En dag lavede hun daftskubirøSsiiDPe
Heouitig Pianiisen nuIiltuJfaJOSjflirilitrUsWnori 1oi l'I3!VR tj lab
—r ,.girn 'ioi BRgo lob 'lo lad .noh
ladåri
hn ur
.am
Grønlænderne står på dagso£iføn<røb
BU Jbog «iaha Bf) »oh IBrl oO —
Fra Østgrønland til VestgrpA^
-«siiandiif QryAdiuh Qk¥> \
- : 1) i s t^ri-fcl h éH y OrI eio i ■ )1 P4 ft; -jtlar
d/?M jiuiggeri pftlyljeknikfird iHqpnin®
KRgodqqn -ikflniftnpn i till [(Setft'cshjfiwimik
npfwlmftn«htl(sJs©hi lKftjrtrtntatcgo iaa
glqsludetsi-pKjnti'jklEtnllfe •lfrtngpj'chitaxll
hsrjafeliaultPkåri-IførjrtoMawrt Orukeadh
^Pgksigef^. djage,otøghftftrn’ah«jttU(Si©
(Jfimo-illftr jJtø|’l^)ijj[je -iålttiltBMruljflla
som tyskerne.fthké aYpjrrglhdpj forud!
d§Ue,AiJmtBlfprt4 FqagdøqnotlHUflnm
DiPflB NoJHtoku M) kftndtiBjBfikiHMUri
skfllifUfelftH t*A) fflwlskclscuiftg
sjåéihh« Wcvn VUrli4D£*lUP41 Dét -iMoKidi
tlQgembW >P W) I åd GpAl) fl V n, 0 på
kygMnnibvpfllti} ^ijppjd-qistfiifmr Sfloti
,^*«iIVj{^;DftfttfsislPiftbs4fiM8t9fftri
nol) inGqtlhflvp>[[Sjti8l5e‘)4fil«niftAé4i¥åft
1