Atuagagdliutit - 05.05.1955, Blaðsíða 10

Blandt små mennesker og store dyr
Inde i selve junglen lige nord for
ækvator i den nordøstlige del af Bel-
gisk Congo møder man på vejene
nogle bittesmå sky mennesker. Det
er pygmæerne, en dværgstamme, der
er næsten uberørt af teknikens frem-
skridt.
Pygmæerne er et jægerfolk. Deres
eksistens er betinget af det vildt, de
selv kan jage, og de bor dybt inde
i skoven i småhytter, flettede af
træer og blade. De lever i et mærke-
ligt samliv med et agerbrugsfolk —
bantufolket, idet pygmæerne skaffer
bantufolket elfenben fra jagten på
elefanter og vildt til at spise. Til
gengæld får pygmæerne jern og vis-
se dyrkede planter fra bantuerne.
Der er ikke tale om nogen egentlig
handel, ejheller er pygmæerne ban-
tufolkets slaver. Den enkelte pygmæ
med familie er knyttet til en bantu-
neger, som beskytter pygmæen. Er
der vildtmangel, så pygmæen sulter,
giver bantuen ham at spise. I gode
jagttider overvælder pygmæen på
sin side bantuen med jagtgaver. Det
er en leveform, der minder om sø-
anemonens og eremitkrebsens. Den
ene kan ikke eksistere uden den an-
den.
Disse mærkelige, små folk, som ik-
ke bliver over 150 cm liøje, besøgte
vi på vores tur gennem Afrika. Vi
var blevet forsinkede på den besvær-
lige vej gennem junglen. Det havde
regnet og vejene var opblødte og fed-
tede som brun sæbe. Pludselig hop-
pede nogle lygter frem og tilbage i
mørket foran bilen. Vi bremsede, og
et par sorte stak hovedet ind og for-
klarede med rædsel i øjnene, og uro-
lige gebærder, at vi måtte slukke lyg-
terne og holde ganske stille. En vild
elefant, som man havde indfanget
for at tæmme, var blevet skræmt fra
vid og sans af en leopard. Nu styrte-
de den rundt lige i nærheden — en
knagen og bragen i mørket bekræf-
tede ordene — og var yderst farlig.
Vi slukkede hastigt lygterne og sad
musestille til en sort kom igen og
gav tegn, at vi kunne følge ham lang-
somt med slukkede lygter. Vort mål
for den dag var en belgier, hvis navn
vi havde fået opgivet, fordi han le-
vede nær pygmæerne og derfor ville
være i stand til at skaffe os kontakt
Pygmæer og okapier ved Epulu
med dværgfolket. Vi kom til en
bjælkehytte, hvorfra en petroleums-
lampe sendte sit kolde, grøngule lys
ud mellem træerne. Underskoven var
ryddet væk, så vi kørte lige op for-
an huset og fandt en mand, der sad
mageligt og læste. Et par sorte katte
lå på stolens armlæn og på en lav
træhylde tegnede nogle dejlige iben-
holthoveder deres mørke skygger.
Belgieren rejste sig, forbavset over
de sene gæster — i junglen færdes
man nødig ude efter mørkets frem-
brud kl. 18 af hensyn til vilde dyr
og uvejr — og bød os indenfor. Vi
fik ild på en cigaret og fortalte hvor-
fra vi kom, og hvad vi ville. Han var
straks rede til at hjælpe os, men
først måtte vi hvile. Mon vi ville
sove i en hytte? Det ville vi hellere
end gerne og bevæbnet med lomme-
lygter og flagermuslygte fulgte han
os længere ind i skoven til en pal-
mehytte. Vi skulle lade lygten bræn-
de af hensyn til slanger, og så håbe-
de han iøvrigt at vi ville sove godt
trods de fremmedartede omgivelser,
sagde han og forsvandt igen i mør-
ket. Vi lod lommelygtens lyskegle
løbe rundt i rummet. Den fandt et
par køjer med moskitonet, gled hen
over jordgulvet, op ad de rå vægge
til palmetaget. Der var koldt og fug-
tigt, regntiden var begyndt. Mærke-
lige lyde trængte gennem natten. —
Store insekter stødte støjende mod
flagermuslygten og faldt summende
til jorden. Det rislede i bladtaget,
men vi var dødtrætte og søvnen fik
overtaget trods uhyggefølelsen. Kun
eengang vågnede vi med et sæt. Et
bums havde vækket os. Vi lå fuld-
stændig stille med hjertet, hamren-
de i livet, overbeviste om, at det var
en slange, der havde ladet sig falde
ned fra taget. Det var værtens sorte
kat. Beskæmmede sov vi videre, men
var glade, da solen vækkede os med
sine lyse, varme stråler.
til, om I ønsker at genvælge dem
ved førstkommende valg.
I må ikke være ligeglade: Det er
jeres og jeres børns fremtid det gæl-
der.
Jeg er sikker på, at man også her
i Danmark vil glæde sig over, at den
grønlandske ungdom er ved at våg-
ne.
I må ikke tro, at jeres arbejdsfor-
hold eller lønningsforhold bliver
forbedrede, hvis I ikke selv arbejder
for dette, og arbejder hårdt. Derfor
er det absolut nødvendigt for jer at
vælge dygtige repræsentanter, der
ikke er bange for at fremføre jeres
ønsker overfor de rette instanser og
På de rigtige tidspunkter. Tænk blot
På, hvor hård en kamp arbejderklas-
sen i alle civiliserede lande har væ-
ret igennem for at opnå bedre øko-
nomisk stilling i samfundet.
Det er en kendsgerning, at der i
Grønland lever to befolkningsgrup-
per, en grønlandsk og en dansk. —
Dog hører en del grønlændere som
for eksempel lærerne i økonomisk
henseende til den sidstnævnte grup-
pe.
Denne bedrestillede gruppe er
selvfølgelig den toneangivende alle
vegne i Grønland. Spørgsmålet er
blot, om denne gruppe altid repræ-
senterer den jævne grønlandske
folknings interesser fuldt ud.
Nede ved floden vadede en flok
elefanter rundt. Nogle af dem var
ude at bade, andre syntes bare at
stå og nyde den dejlige morgen. På
nakken, midt mellem de store øren,
sad en sort og styrede dyrene med
en pigstav. Selvom det ikke var pyg-
mæer, men granvoksne negre, virke-
de det mærkeligt, at en spinkel næ-
sten nøgen mand kunne beherske
den store, tykhudede grå kolos. Pyg-
mæerne kan fange elefanterne, men
de er for meget jægere til at kunne
dressere dem. Derfor har man andre
negre til dette arbejde. Et par ele-
fanter blev spændt for en stor vogn
og vi prøvede at køre i det ejendom-
melige køretøj. Andre elefanter be-
gyndte at slæbe træstammer tilskyn-
det af høje råb og stokkeslag.
Mærkeligere end de arbejdende
elefanter ved Epulu, virkede måske
de store indhegninger med et af jor-
dens sjældneste dyr, den lijorteagti-
ge okapi. Dens forben er højere end
bagbenene, pelsen og kroppen er
rødbrun og meget smuk, men bagbe-
nene er stribede, som tilhørte de en
zebra. Okapien lever kun i den ui-
gennemtrængelige regnskov lige om-
kring ækvator. Den spiser blade af
een ganske bestemt slags træer og er
meget sart. Pygmæerne fanger den
ved hjælp af net og bringer den til
indhegningerne, hvor den plejes og
passes, for senere, når den har væn-
net sig til fangenskabet, at blive solgt
til zoologiske haver verden over. -—
Fordi okapien er så sjælden og me-
get vanskelig trives udenfor trope-
skoven, er den blevet en kostbar va-
re, som man er interesseret i at fan-
ge og passe godt i fangenskabet.
Alt det træ, pygmæerne bruger,
hugger de selv i urskoven. Små væv-
re mænd klatrer op ad de lange glat-
te stammer uden andet hjælpemiddel
end de bare hænder og fødder. De
fastgør en line i træets krone, kurer
ned og giver sig til at hugge træet
ved roden. Så haler de i linen og den
vældige stamme falder i den ønske-
de retning ned for fødderne af de
små mænd. Ler til deres huse hen-
ter de på flade, runde bakker, som
de bærer på hovedet. En af deres eg-
ne har hvervet som arbejdsformand.
Han skynder på de andre, skiftevis
grinende og truende, men tempoet
ændres ikke af den grund. Sindigt
bliver hver skovlfuld båret og hældt
ud i en bunke. Små mænd former
leret til sten, som bagefter soltør-
res, og virkelig viser sig at være
brugbare til byggemateriale.
Pygmæerne viste os, hvordan de
fangede dyr i net, de dannede for
os, de solgte os knive af egen for-
arbejdning — og de tiggede af os.
Man regner med, at pygmæerne går
til grunde ved sammenstødet med
civilisationen. Penge og spiritus
trænger ind i junglen, og det er ik-
ke sundt for et naturfolk. Men end-
nu var de fleste sky og barnlige. De
hengav sig ugenert til deres dans og
tog sig af deres bittesmå, gulbrune
babyer på samme måde, som en dy-
remor skærmer sin unge.
Forundret betragtede vi pygmæ-
barnet, skabelsens under, et lillebit-
te væsen, men fuldkommen som et
menneskebarn. Vi så på de bittesmå
fingre, fulgte kindernes sugebevæ-
gelser og erkendte, at børn er lige
forunderlige og lige ensartede, hvad-
enten de er gule eller brune, sorte
eller hvide. Om de fødes under po-
larcirklen eller dybt inde i junglen,
under ækvators sol, de er dog først
og sidst menneskebørn med menne-
skets ret til at underkaste sig jorden
og menneskets pligt til at give alle
mulighed for at eksistere på jorden-
Marion Ringberg■
Opret jeres egne organisationer
En opfordring fra en grønlænder, der er bosat i Danmark,
til Grønlands håndværker-ungdom.
Smed OdaK Olsen, Godthåb, har
skrevet et brev til den grønlandske
skibskonstruktør Carl Broberg, Kø-
benhavn. OdaK Olsen har bl. a-
fremsat følgende udtalelse, som er
gengivet i medlemsbladet for Grøn-
lænderforeningen „Kalåtdlit":
Det er mit håb, at du vil meddele
samtlige (grønlandske) håndværke-
re i Danmark følgende:
1. At de ikke må gå ind på at lade
sig sende til Grønland med mindre
de får dansk løn det første år, ind-
til deres sidste kvartals skat er be-
talt.
2. At de ikke må forlade deres
fagforeninger, kontingenterne kan
jo sendes herfra.
3. Lad enhver, hvem grønlandsde-
partementet nægter rejsetilladelse
(til Grønland) søge arbejde her gen-
nem de private firmaer. Naturligvis
med kontrakt og for samme løn som
der betales danske arbejdere her.
Disse firmaer er grønlandsdeparte-
mentet uvedkommende.
Carl Brobergs bemærkninger:
Jeg kan selvfølgelig ikke opfordre
10
grønlænderne til at blive her i Dan-
mark efter læretidens udløb. Tvært-
imod vil jeg opfordre dem til at rej-
se hjem til Grønland for så vidt mu-
ligt at virke der.
Ifølge den nye Danmarks riges
grundlov er Grønland nu et amt si-
destillet med Danmark, og borgerne
i begge landsdele skal behandles
ens.
Hvis I er utilfredse med forholde-
ne i Grønland, for eksempel arbejds-
forholdene og lønniveauet, så er
dette det første I skal gøre: Opret
jeres egne organisationer, hvilket I
har ret til efter loven. Fremfør så
gennem disse jeres ønsker eller krav
skriftligt til landsrådet eller jeres
folketingsmænd. Det er disses pligt
at videreføre sager, som den grøn-
landske befolkning ønsker behand-
let.
I skal nøje følge med i den af jer
fremførte sag, enten i landsrådet el-
ler i det danske folketing og lægge
mærke til, hvad jeres repræsentan-
ter gør for at fremme sagen, så har
I også mulighed for at tage stilling
oknpfiE — silarssuarme nerssutit KaKutigorncrpfit il&t.
Okapien — et af verdens sjældneste dyr.