Atuagagdliutit - 15.12.1955, Blaðsíða 7

PRØVEN
Novelle af Tsio Me-Lai
Her bringes — rimeligvis for første
gang i dai\sk oversættelse — en prøve
på tibetansk novellekunst. Novellens
handling udspilles i Himalayas bjerg-
egne, et af brændpunkterne i øjeblik-
kets stridigheder i det fjerne østen.
Lyden af den hylende vind i Mau-
kapasset, hvorfra han lige var kom-
met, sad stadig i Chang’s ører, da
han begyndte at stige ned ad den
frosne bjergvej, der førte til lands-
byen.
Nu, da landsbyen lå lige under
ham, begyndte tvivlen at melde sig
i hans forpinte sind....... var han
mon vendt tilbage for blot at gøre
sig selv til nar? Hvad nu, om det hele
måske bare havde været sladder og
løs snak? Hvor latterligt ville det så
ikke virke, når han nu holdt sit ind-
tog i byen som den fornærmede og
forurettede ægtemand.
Mens han gik ned ad bjergstien,
lagde han mærke til lamaens telt,
uden for hvilket bede-flaget var
hejst. Joh, lamaen måtte sikkert kun-
ne fortælle ham det hele. Hvis det
kun havde været løs tale af lands-
byens kvinder, kunne han vende til-
bage til de andre jægere oppe i bjer-
gene — uden at blive set af beboer-
ne. Han kunne blot spørge præsten,
lamaen. Men hvis det var sandt.......
Chang påskyndede sin gang.
Lamaen sad på det snavsede gulv
foran ilden. Den tykke grå ild steg
op mod loftet, hvor den blev hæn-
gende lidt, før den forsvandt gennem
det lille hul foroven.
Chang tog sin ulveskindshue af og
satte sig ned overfor præsten.
— Du er kommet tilbage til lands-
byen i god tid, jæger Chang, sagde
lamaen, medens hans øjne stadig var
rettet mod den fugl, han var ifærd
med at tilberede., og hvis fedt han
lod løbe ned i en skål.
bjergby og tage en anden mands ko-
ne fra ham?
Lamaen lagde fuglen til side og
slikkede sine fingre omhyggeligt. —
Manden kommer ovre fra vesten ■—
han er blevet modtaget blandt os,
fordi han er Buddha’s tjener og tror
på ham.
— Ligemeget, jeg er kommet en
lang vej — og jeg er kommet for at
hævde min ære.
—- Der er jo altid prøven, sagde
lamaen. Den vil vise, hvem den bed-
ste mand er. Du er den fornærmen-
de part, Chang, og du kan selv be-
stemme, af hvilken art prøven skal
være..... planlæg det hele omhyg-
geligt og tag hensyn til din modstan-
ders svage punkter.
—- Den rødskæggede har ingen
svage punkter, sagde Chang nervøst.
Han er omtrent dobbelt så høj som
jeg, han ler af enhver fare.
— Ja, men som enhver tibetaner
må han adlyde reglerne om prøven.
—- Den røde kæmpe Tsai har in-
gen svagheder.
Lamaen trak på skuldrene: -— Kun
guderne er stærke i alt, hvad de fo-
retager sig. Tilrettelæg det sådan, at
han må gennemgå mere end een
prøve — gør du det med omtanke,
bliver han nok besejret og må for-
lade landsbyen som taber.
— Og hvis det nu skulle blive mig,
der tabte?
— Du ved, at Lisa kun elsker dig
for alvor — hun vil følge dig, hvis
du taber og må forlade os.
— Jeg vil aldrig se hende mere,
og... Chang afbrød sig selv. Han vid-
ste, at han aldrig ville give afkald på
Lisa.
Chang rejste sig og forlod teltet
med en bøjning for lamaen. Langs
den frosne Shuru-flod gik lian ned
til landsbyen.
—• Lisa sad i sin hytte på et Yak-
skind og rensede sin olielampe.
— Jeg er kommet tilbage — skal
jeg blive eller skal jeg gå igen? sagde
han og stirrede tomt ud i rummet.
Hun slog øjnene ned: — Det er
mig, der burde spørge sådan, svare-
de hun. Chang satte sig ned på skin-
det ved siden af hende og greb efter
hendes hånd. De sad i tavshed et
øjeblik.
Så brast hun pludselig i gråd, læ-
nede sit hoved ind mod hans skul-
der og gentog i een uendelighed:
— Tilgiv mig...... jeg elsker jo kun
dig.... tilgiv Chang, hvis du kan
....jeg elsker kun dig....
Chang følte sig med eet så lykke-
lig. Og da hun var blevet roligere,
sagde hun: Spørg mig ikke hvorfor,
jeg elsker kun dig.
— Hvis jeg nu taber ved prøven?
— Så går jeg med dig, ved alle
guder, jeg går med dig. Hvil dig nu
og tænk nøje over hvilke prøver du
vil udfordre den røde til.
Morgensolen lyste blegt, og den
bidende vind hvirvlede over den til-
frosne sø. Alle landsbyens folk var
forsamlet ved bredden. Chang så Li-
sa og lamaen komme; de talte roligt
og fortrøstningsfuldt. Og Chang så
også den røde kæmpe, Tsai, og lians
ansigt blev mørkt.
Så begyndte prøven. Den røde
kæmpe lo hånligt, da Chang tog sin
lille økse og begyndte at hugge hul
på isen. Det varede 5 minutter. —
Chang følte, hvor tavst der var ble-
vet — ingen sagde et ord, mens han
klædte sig af. Til sidst havde han
kun lændeklædet på, så anbragte han
sine hænder på vågens rande .........
langsomt lod han sig sænke. Vandet
nåede hans knæ... nu brystet og nu
hagen. Det smertede og bed i hans
krop, men han blev længe i vandet.
Så svang han sig op og klædte sig
på; han bed tænderne sammen for
ikke at vise, hvor han rystede af
kulde.
Den skæggede kæmpe gik derefter
ud på isen. Roligt, med næsten dov-
ne bevægelser, klædte han sig af, og
lod sig glide ned i vågen. Han lo og
pjaskede sig over med vand —• lo og
pjaskede. Bagefter havde han ikkd
hast med at få tøjet på — tværtimod
gik han frem og tilbage på isen i den
frygtelige kulde, som om han nød
det....
Chang hørte mængdens bifaldsråb
og blev tung om hjertet. Han rødme-
de, da han rakte efter træblokken.
Den blege vintersol glimtede i det
lange kobbersøm, der var drevet
gennem blokken. Af al kraft trykke-
de han sin håndflade ned mod søm-
met —■ han bed sig i læben og et
par bloddråber løb ned, men frøs før
de nåede hagen. Så løftede han hån-
den frem mod de omkringstående.
Træblokken hang fast ved hans
hånd.
Tavs rakte han den blodbestænkte
træblok til kæmpen.
Men Tsai udførte leende den sam-
me prøve på hårdførhed.
Chang sukkede, og lamaen rakte
ham to revolvere; han rakte dem
frem mod Tsai:
— Vælg, sagde han — den ene er
ladt, den anden ikke.
Tsai tog den ene revolver.
Chang var overbevist om, at han
ville tabe, men han skulle vise dem,
at han var en mand. Han satte mun-
dingen ind mod sin tinding og så
over på Tsai. Var det muligt, at
Tsai var bange? Han tøvede så under-
ligt...
Chang skyndte sig at trykke af.
Smækket af hanen mod det tomme
kammer gav genlyd over søen. Han
løftede hovedet og så over på lamaen
og Lisa, der stadig stod side om side
—- de havde hele tiden set så rolige
ud .... og nu smilede de til ham.
Det så ud som om lamaen blinke-
de fortroligt til ham under de lialvt-
lukkede øjenlåg. Og Lisas ansigt
strålede med et underligt medviden-
de smil.
Så kiggede han over på sin mod-
stander, der stadig tøvende holdt re-
volveren.... men han lod pludselig
hånden med våbnet synke —- og ka-
stede det så på jorden. Tsai havde
ikke turdet — Tsai havde tabt.
Da Tsai vandrede ud af landsbyen
på vej mod Måukapasset fulgtes
Chang, Lisa og lamaen ad langs
landsbygaden på vej mod Cliangs
hytte. Og først da fik C hang at vide,
at lamaen havde taget patronen ud af
den ladte revolver.
— Jamen, så har jeg jo........ be-
gyndte Chang.
— Ja, min kære Chang, du har be-
stået prøven, din fjende ikke, sagde
lamaen. I har kun brugt to tomme
revolvere, men synes du ikke, at det
var fuldt ud tilstrækkeligt?
— Jeg kommer lige fra bjergene,
— jeg har endnu ikke været inde i
byen. Han tøvede lidt, så sagde han:
— Oppe blandt jægerne var der en
del snakken om en skandale, om at
mit navn blev vanæret....
Chang iagttog præstens ansigt for
at se, om det udtrykte nogen foran-
andring eller overraskelse. Præsten
sagde intet.
Chang lænede sig frem: — Der
blev talt om min kone Lissa og Tsai,
kæmpen.
Præsten svarede stadig intet.
Så tog Chang sin riffel og rejste
sig: — Jeg forstår, jeg vil dræbe
Tsai. '
Men præsten greb ham i ærmet
og trak ham ned: — Det kan du ik-
ke, Chang.
—■ Måske ikke, nikkede Chang,
— så vil han dræbe mig.
— Du glemmer dine løfter og din
børnelærdom, sagde præsten, din
hånd må ikke udgyde din broders
blod.
—• Tsai er ikke min broder, sag-
de Chang.
Lamaen så ind i ilden — vi er
alle brødre.
Men Chang hævede sin stemme:
—- Hvem er han, denne rødskægge-
de kæmpe, som slet ikke er mongol,
at han vover at komme her til vor
PitorKime IlullssanTtume idmugsit seaernup uterfiane januarip 13-åne.
Slæder ved Holmens Bakke udenfor Jakobshavn den 13. januar, hvor solen vender tilbage.
Foto: Erik Jorgensen.
7