Atuagagdliutit - 15.12.1955, Blaðsíða 39

KULU - den store hanelefant
Gamle Pandu havde været en
stræbsom mand. I takt med sin vok-
sende børneflok havde han ryddet
jungle dybt inde i Ceylons højland
og dyrket ny jord med majs og ris
på sumpede arealer, eller plantet ko-
kospalmer, der bar mange og rige
frugter. Og hver gang en af sønnerne
fyldte ti år og derfor måtte anses for
stor nok til på egen hånd at kunne
tumle en elefant under arbejdet i
skoven, havde han anskaffet sig end-
nu et af de store dyr for med det
at udvide bedriften og skabe nye
værdier til slægtens fælles eje.
Den dag, gamle Pandu løftede sin
fjerde og yngste søn op mellem øre-
ne på en prægtig ung hanelefant, som
drengen selv havde døbt Kulu, og
han rakte Viga den korte, tynde
bambus, hvormed drengen skulle le-
de kolossens bevægelser, følte han
med sig. selv, at hans opgave var løst,
at hans livsgerning for slægtens
fremtid havde båret frugt, og at han
nu med stolthed kunne se frem til
den nye generations virke.
Naturligvis var det ikke første
gang, Viga skulle i lag med et af de
store dyr, -—■ tværtimod havde både
Pandu og brødrene ladet drengen
gennemgå en streng skole. Han var
allerede fuldt fortrolig med disse
kæmpers luner og vidste på en prik,
hvordan man skulle omgås elefanter
— blidt fortroligt, men fast og sik-
kert —• hvis man ville gøre sig håb
om at få dem til ikke blot at makke
ret, men til at føle sig i tryg kontakt
med den hånd og den stemme, der
vejledede snarere end kommande-
rede. Og da Viga, fra han var ganske
lille, havde vist sjældne evner til at
indynde sig hos skovens tæmmede
kæmper, fik han med Kulu opfyldt
sit højeste ønske, idet faderen runde-
de flokken af med denne mægtige
hanelefant, der var en lyst at se, for-
di den var så meget større og kraf-
tigere end de tre hunelefanter, der
indtil denne dag havde udført alt ar-
bejdet i og omkring den store ryd-
ning i junglen, der nu var slægtens
eje.
Fra nu af var Viga, som brødrene
før han, gledet ind i den daglige ar-
bejdsrytme. Fra sit høje stade bag
Kulu’s øren fik han ved små opmun-
trende tilråb den store hanelefant til
at yde sit bedste, hvilket langt over-
gik brødrenes forventninger, da det
viste sig, at de tre hun elefanter, smit-
tet af Kulu’s energi og ubændige
kraft, lod sig drive frem til et hidtil
ukendt arbejdstempo. Men pudsigt
tog det sig unægteligt ud at se den
mindste af drengene på det største
Fortælling af S. A. Klubien
dyr ride for både i mark og skov,
ligesom det blev ham og Kulu, der
ganske naturligt måtte påtage sig de
sværeste enkeltopgaver, der krævede
mest mulig styrke.
Det hændte derfor ikke sjældent,
at Viga, som hurtigt var kommet på
en meget fortrolig fod med Kulu, red
ud alene for at bistå skovarbejderne
under fældning og transport af store
cedertræer til flodbredden for flåd-
ning til savværkerne udenfor Co-
lombo. Og en morgen ganske tidlig
stampede Kulu af sted i luntetrav ad
en smal junglesti for at nå frem til
arbejdspladsen, da Viga pludselig
blev klar over, at der måtte være et
eller andet forude, som foruroligede
det store dyr. Kulu sagtnede farten,
dens store øren rejste sig •— nu
standsede den brat, så Viga nær var
røget frem over dens vældige hoved
og begyndte at trippe med løftet sna-
bel.
„Så — Kulu“, lo drengen, „du ser
da ikke mus ved højlys dag — kom
nu, din gamle kryster*'. Men Kulu var
ikke til at rokke ud af stedet. Den
plantede sine forben i skovbundens
bløde mos og virrede med hovedet,
idet den pustede langt og tungt gen-
nem sin snabel.
Stien var smal — til begge sider
stod høje, ranke stammer med lavt
krat. Men nu gik Kulu rask et par
skridt frem, snurrede rundt som på
en tallerken og satte i trav. Viga, der
aldrig før havde set Kulu opføre sig
så tosset, skældte og smældte — men
Kulu øgede kun farten, indtil den
nåede frem til en mindre åben plads,
de just havde passeret. Her standsede
den påny, vendte atter rundt med
front som før og blev stående afven-
tende med alle sine stærke muskler
spændte.
„Hvad i alverden går der af dig,
dit dumme dyr“. Viga var ganske
klar over, at elefanten forude havde
vejret en eller anden fare, men den
var i hvert fald fuldstændig skjult
for ham selv, og han var så sikker på
Kulu’s formidable kraft, at han ikke
ængstedes det ringeste, — langt sna-
rere så han frem til en spændende
lille oplevelse, hvis det virkelig skul-
le vise sig, at et af skovens vilddyr
var så tåbeligt at falde på at krydse
den store hanelefants vej. Han følte
sig tryg, hvor han sad.
Stor var derfor hans forbavselse,
da Kulu gjorde mine til at knæle,
som den var dresseret til, når han
stod af og på. Med et rask lille rap af
sin kæp lod han dyret forstå, at det
var hans agt at blive i sit høje stade,
hvor han regnede sig selv i fuldkom-
men sikkerhed. Men nu foretog Kulu
en lynsnar bevægelse. Den lod sin
lange snabel glide rundt om- Vigas
smalle hofter, så løftede den ham
højt i vejret, trådte nogle skridt til
siden og anbragte ganske uceremo-
nielt drengen på en af de laveste gre-
ne af et stort træ, ca. fem meter over
jorden. Viga strittede kraftigt imod,
men han indså hurtigt det kloge i at
hage sig fast, hvis han ikke ville risi-
kere at styrte til jorden.
Da han igen fik tid til at sende sin
ven et misbilligende blik, havde Kulu
atter taget stilling midt i lysningen,
hvor den nu græssede tilsyneladende
fredeligt — men den havde stadig
front mod stien forude, og dens små,
sorte øjne var vågne som aldrig før.
Viga kiggede ned — der var ingen
vej mulig. Stammen var tyk og glat
hele vejen op til den gren, hvor han
sad. Han følte sig rasende i sin af-
magt og gav ondt af sig — men Kulu
reagerede overhovedet ikke, hverken
på hans kalden eller hans trusler. —
Viga måtte slå sig til tåls med, at det
store dyr dog i hvert fald ikke var
stukket af og havde ladt ham i stik-
ken.
Men længe fik Viga ikke lov til at
spekulere over Kulu’s lunefulde på-
fund. — Nu så han endelig elefanten
opgive sin fredelige syssel, med snab-
len ruskede den en sidste græstot af
og stoppede den i munden, så stod
den ligesom lyttende -— med hævet
snabel — atter afventende med alle
muskler spændte. •— Og så med et fik
Viga til sin rædsel øje på et stort,
snigende gult legeme med sorte plet-
ter. Det standsede i en brøkdel af et
sekund i udkanten af krattet lige til
venstre for stien, så satte det i et
vældigt spring ind på elefanten, der
søgte at værge for sig med snablen
— samtidig med, at en anden leo-
pard, sandsynligvis hannen at døm-
me efter størrelsen, gik til angreb
bagfra og hagede sig fast med tænder
og kløer i Kulu’s brede agterspejl.
Et øjeblik så det ud for Viga, som
skulle hans elskede Kulu bukke un-
der for dette lumske angreb —»med
den største leopard hængende og
flænsende i sin side, styrtede elefan-
ten frem mod sin frontale angriber,
der første gang havde fejlet sit
spring, men straks igen gik til an-
greb. Den nåede dog aldrig længere
end til midt i springet — et vældigt
slag fra snabelen sendte den til jor-
den, og i samme sekund havde Kulu
plantet sit venstre forben på vilddy-
rets strube. Elefanten lagde hele sin
vægt til, og da den atter flyttede be-
net, var leopardens hoved forvandlet
til ukendelighed — og dens silkeblø-
de pels lå stille udstrakt i det høje
græs.
Men endnu havde Kulu en frygte-
. lig angriber at kæmpe imod. Den
største leopard havde haget sig godt
fast efter sit snigende angreb, og den
søgte nu efter bedste evne at ramme
Kulu’s mest sårbare, ubeskyttede de-
le med sine skarpe tænder. Forgæves
søgte Kulu at ryste dyret af sig —
forgæves at ramme det med sin sna-
bel. Den store elefant brolede som
en rasende, den stampede jorden op
omkring sig — men det var den ik-
ke muligt at frigøre sig.
Viga’s hjerte snørede sig sammen
ved tanken om, at dette vilddyr skul-
le gøre det af med hans ven — hans
stolthed — hans små hænder fattede
om dolken, der hang ved hans bæl-
te — om han dog blot kunne komme
Kulu til hjælp? Uvilkårlig begyndte
han at kalde —■ blidt, men bestemt,
som han plejede det, når Kulu til ti-
der fandt på selv at ville råde — dy-
ret lyttede — det drejede hovedet
— havde måske i kampens hede
ganske glemt sin lille ven. ■— Og nu
så Viggo, at Kulu begyndte at bakke
— at den tog retning netop mod det
træ, hvor Viga sad. — Det gik lang-
somt, men usvigelig sikkert — lige
ind mod træets smidige stamme.
Han anede, hvad der måtte kom-
me,— klamrende sig til grenen —
og i samme nu rystedes træet som
ved et jordskælv, idet Kulu lagde he-
le sin vægt mod stammen •— men så
adræt havde den været, at den sør-
gede for, at leoparden kom i klem-
me, så den med et hyl måtte slippe
sit tag.
Viga så rovdyret kæmpe som en
rasende for at komme løs, dets fryg-
telige kløer flænsede magtesløse i
elefantens tykke hud — dens krid-
hvide sabeltænder snappede i luften
uden at kunne få fæste. — I dette
øjeblik tænkte drengen kun på at
komme sin ven til hjælp — uden at
ænse den skrækkelige risiko lod Vi-
ga sig pludselig dumpe ned på Kulu’s
brede ryg. Elefanten udstødte et
brøl, men slap ikke sit hold i leopar-
den ■— og i næste nu, sad Vigas lan-
ge dolk i vilddyrets hjerte, mens han
selv, rædselsslagen over sin egen
dumdristighed og rystende over he-
le kroppen, søgte tilflugt på sin van-
lige plads bag Kulu’s øren.
Et øjeblik sad han ganske stille,
turde end ikke se sig omkring af lut-
ter frygt for, at dyret skulle slide sig
fri og gå til angreb mod ham. Endnu
kunne han mærke, hvordan leopar-
den arbejdede, kunne også høre dens
rasende snerren — men det var kun
dyrets dødskamp. Et øjeblik efter lød
der et dumpt fald mod jorden, idet
Kulu snurrede rundt og for en sik-
kerheds skyld plantede et forben på
leopardens hoved, idet den med hæ-
vet snabel trompeterede elefanternes
kendte sejrssignal, der giver genlyd
viden om og kan få selv de modigste
af junglens vildkatte til at søge dæk-
ning.
Men netop i dette øjeblik, da faren
var vel overstået, mærkede Viga, at
det sortnede for hans øjne — og i
næste nu mistede' han balancen og
styrtede hovedkuls til jorden. — Den
store elefant blev så forskrækket, at
den uvilkårligt løftede forbenet fra
den døde leopard og trak sig baglæns
ud i lysningen. Her blev den slåen-
de, forrevet og forbidt, og lod sin
lange snabel feje fra side til side —
i et sandt udtryk for komplet råd-
vildhed. — Først længe efter nær-
mede den sig Vigas livløse skikkelse,
der lå lige bag leoparden — den pir-
rede lidt til ham — men da drengen
ikke rørte på sig, løftede den ham
forsigtigt — og haltende en kende på
det højre bagben — dryppende af
blod fra sine sår, luntede den stille
med sin byrde mod hjemmet.
Da Kulu satte i med sin sejrslolte
trompeteren, viste hunelefanterne
uro, hvor de arbejdede i marken et
godt stykke borte. Også Vigas brød-
re anede uråd, og snart var de alle
Også De kan få blændende
hvide tender med MACS,
som desuden giver Dem en
vidunderlig ren fornemmel-
se i mund og svælg — tak-
ket være den friske smag
og den specielle sammen-
sætning, som kun findes i
MACS.
ivdlttaoK MACS atortarugko kigutitit Karno-
rigsivdluarsinåuput, fimåtaoK Kamgup ilua-
ta torKussåtdlo sukuluinerat misigisimåsa-
vat — Kamgup ilua tiplgialaoK suvia-
languardlune! tåssame kigutinut saligut
MACS ingmikut Itunik avdlane pinesarsi-
nåungitsunik akoKarpoK.
En gros:
WILLY RASMUSSEN & Co.
Forhandles af
niorKutiginenarput:
„OLE‘‘s VAREHUS,
Godthåb.
Nuk.
HOVEDVAGTSGADE 6
KØBENHAVN K.
AO