Atuagagdliutit - 15.12.1955, Blaðsíða 24

arnaK nånumik ernersiartårtoK
Angutdligamarornguna piniåsanane, ninglnarnik inussuteKardlune. nunarKataisagoK upissuneK ajorpåt
nakuvatdlåKingmat.
taimaitdlune avdlat ilagalugit piniariarumatsagpoK. avKumingne Kanos iliusigssane naluvigpai, sining-
nialisariaramigdlo aperilerpoK.
„silåinarme unuiniartut Kanormauko pissartut‘?‘
„kivilertarput", ilaisa akivfit.
kivilitdlarsinardlunc taimak sinileKaoK.
nulorssuane måninarmitileriatdlarmagit ilaisa nauligaut tigusinardlugo itiatigut kapeKåt. Angutdliga-
maK ånernermit igsiteKaoK, taimailinermigutdle sugaK mangondgsåinardlugo —• taimalo toKuinatdlar-
sinarpoK.
toKutdlarmat ilai angerdlarput.
„Angutdligamarnguna sumitoK?" arnå maKaissilerdlune aperaos.
„toKukamiko!" akiput.
taimaitdlutik nånungniartugssångormata Angutdligamap arnåta piniariagssat pilerpai:
„nånumik igdlålingmik pissasaraluaruvse pinåra mérartåriniåsagavko!“ kingornalo pissaKariaramik
piumassånik tunivåt.
nanuaraK orssup sujåneranik nerisitardlugo nerisitardlugo agdlisalerpå, taimailivdlunilo agdleriar-
mat piniartigileratarpå.
ukiardlune kaperdlariarmat nanoK sussårtåinaleKaoK Kingnivingnitdlo tigdlingniartalerdlune.
„arrå, tigdligtåsångilalit“, arnarsiåta pilerpå, „igdluvit unigteriarpåtit inuit pissarigalugtuaKåtit!"
Kingmit nånup igdlorai.
„å, orKumut Kimåssarama", nanoK OKarpoK, narajorneK saperpånga".
uvdlutdle ardlåne ajutortukavsauvoK. Kingmit unigtipat, inuitdlo pissaråt.
„amia Kåisavarse, Kipigssara!" arnaK OKarpoK, ernersiane pissarisimagåt tusardlugo, aminagkatdlaru-
jordlo.
nånuvdle toKunera aliagingåramiuk ujarångorpos.
suligoK tåva Itap avangnåne Anoritume takugssauvoK. OKalugtuartoK Arnåluk.
Kvinden som tog bjørnen til sig
Angutdligarmark tog aldrig ud på fangst, fortælles der; han flænsede sig stykker af andres bytte, og
det levede han af. Hans landsmænd turde intet bebrejde ham, fordi han var meget stærk.
Men en dag tog han dog alligevel med dem på fangstrejse; på turen var han meget ubehjælpsom,
og da de skulle til at sove, spurgte han:
„Hvordan er det nu, man lægger sig til hvile ude i fri luft?“
„Man smøger bukserne ned!“ svarede de andre.
Det gjorde han og faldt i søvn.
Men da hans kammerater så hans rumpe stikke frem, sprang de til og jog et kastespyd derind. Og
Angutdligamark, som satte sig op i smerte, jog kun odden endnu dybere ind og døde.
Derpå rejste hans kammerater hjem.
„Men hvor bliver Angutdligamark af?“ spurgte moderen, da hun savnede ham.
„Man dræbte ham!“ svarede de andre.
Da de tider var inde, da bjørn jages, sagde Angutdligamarks moder til jægerne:
„Når I fanger en befostret bjørn, giv mig så fostret; det skal blive mit barn!" Og de gav hende siden,
hvad hun ville have.
Bjørneungen fostrede kvinden nu op med smeltet tran, og snart blev den så stor, at den kunne fange
til hende.
Hen på vinteren, da det store mørke kom, kunne bjørnen ikke længere fange; men da gav den sig
til at stjæle af de andres køddepoter.
„Du skal ikke stjæle", sagde plejemoderen, „dine fætre vil standse dig og menneskene fange dig!"
Hundene er bjørnens fætre.
„Åh -—• jeg flygter med vinden i rumpen!" sa’ bjørnen, „så kan de ikke vejre mig op".
En skønne dag gik det nu alligevel galt. Hundene standsede den, og menneskene dræbte den.
„Skindet skal I give mig, det skal være min dyne!" sagde kvinden, da hun hørte, at de havde dræbt
hendes plejebarn. Og hun fik det.
Men sådan sørgede kvinden over bjørnens død, at hun stivnede til sten.
Man kan endnu se hende ved „Stormenes Land" (AnoritoK) norden for Etah. Fortalt af Arnåluk.
2i
i
kalåtdlisut
OKalugpalåt
pingasut
Knud Rasmussenip
atuagkidnit tigussat —
Tre
grønlandske
sagn
Fra Knud Rasmussens
mindeudgave
SV
tulugaK *figdligdlo
nalungiliuk suna pivdlugo tulugaK k:fnertuinarssussoK? - —taimåipoK uterlssu-
serssuane pivdlugo. atago tusåsavat:
KangagoK tingmissat tamarmik mfjkumingne Kalipautitårtugssångorput. tau-
va tulugaK tugdligdlo nåpiput isumaidagigdlutigdlo ardlamik åipe Kalipåsagå.
tulugkap sujugdliuvdlune tugdlik k^ertumik Kalipalerpå KaKortunik kussa-
navigsunik agdlalersordlugo.
tugdligup Kalipåune kussageKigam1'^ åipe akiniarnialerpå nangminermisor-
dluinaK agdlalersordlugo.
tauvale tulugkat agdlane pinigilerdl'tøt kamalerpoK; tugdliguvdlo tulugkap
narrugingningnera narrautigalugo å*P" tamåt Kernertuinarmik tanipå.
takuvat, taimailivdlune tulugaK KeVLiingorsimavoK.
Ravnen ømmerten
Ved du, hvorfor ravnen bare er sor',så kedelig sort? Det skylder den sin stæ-
dighed. Nu skal du bare høre:
Det var i de tider, da alle fugle sku^' have deres farve og mønster i fjerene. Så
mødtes ravnen og ømmerten og blev el)ge om at smykke hinanden.
Ravnen tog først fat og tegnede ølurten sort med smukke, hvide mønstre.
Ømmerten, som syntes, at det var sllukt, gjorde gengæld og tegnede ravnens
dragt ganske som sin egen.
Men da blev ravnen vred og fandt51 hiønster hæsligt; og ømmerten, som blev
ærgerlig over ravnens vrøvl, klattede ^ sort over det hele. /
Ser du, således gik det til, at ravflfl blev sort.
ugpik ilak
ilåne angutip angalaordlune tikeriatdlarå Kårusuk ugpigup, tulugkap, naujap, kigssa-
viarssup isungavdlo inorrortut najugåt.
tamarmik inuk uitsatigilerpåt nerissagssarsiordlugulo piniariardlutik autdlåvdlutik.
tulugkap tikiuteriatdlarå inup anå; iseriarame piarKaminut oKåinaKaoK:
„kiatikåK-å, orssoKångitsumik måtaisoratdlait, inuk neriniåsangmat."
angutdle neriumångilan — taimågdlåt tulugaK naujalo neriput, igdloKataisale avdlat
nerissagssartik narrugåt.
„tauvame anase saperuvsigik uvanga anara sapernaviångilarse", tulugaK OKåinaku-
lagssuaKaoK aKugtitdlardlunilo. tåunåtaoK ilaisa narrugåt.
tauva nauja piniariardlune autdlarpoK eKalugkatdlo kusugkatut igdlingnartigissut ti-
kiutdlugit. tåukunånga inuk nerivoK mamarssaKalune.
kigssaviarssuk piniariardlune autdlarame mitersimavdlune agpåsimavdlunilo tikipoK.
tåukutaordlo inup mamarssautigalugit nerivai.
isungap neKitugagssaKartinginamiuk issane meriårilerpai, tåukule inup ajorai.
taimaitdlune ugpik oKaluinaleKaoK:
„atago tikerårterput nerissagssarsioraluåsagiga", tauvalo autdlåinaKaoK.
narssårtame takuleriatdlarai ukalitsiånguit mardluk, piordlugitdlo autdlarfigai; ta-
måkerumapilungnermitdle ukatdlit avigdlutik sanimut pangaleriariarmata ugpik av-
dlåupatdlårdlune KupitåupoK toKuvdlunilo.
taimailivdlunilo inuk sugssarsingitsorpå.
OKalugtuartoK Arnåluk.
Uglen, som var alt for grådig
En mand kom på en vandring til en hule, hvor uglen, ravnen, mågen, falken ogstrunt-
jægeren boede sammen i menneskeskikkelse.
Alle ville gerne beværte manden vel og tog ud på fangst.
Ravnen kom hjem med menneskeskarn, og da den var kommet ind, sagde den til et af
sine børn:
„Du bredskuldrede, hent det stykke hvalhud derude uden spæk; mennesket skal
spise."
Men manden ville ikke spise det—. kun ravnen og mågen spiste; også de andre hule-
beboere forsmåede det,
„Nå“, sagde så ravnen, „om I foragter Eders eget skarn, så kan I vel i det mindste
spise roit'-“ og så satte den sig ned på gulvet. Men også det forsmåede de andre.
Så tog mågen ud på fangst og kom hjem med. gråfisk, der var lækre som istapper.
Deraf spiste mennesket, og det smagte ham g°dt-
Så tager falken ud og fanger ederfugle og søkonger. Og det spiste mennesket med
glæde.
Struntjægeren, som intet kød havde, gav sig til at gylpe op; men mennesket foragtede
det.
Endelig gav °gså uglen sig til at tale;
„Lad nu mig se at skaffe noget mad til Vor gæst", og så fløj den.
På en slette ser den to harer og sætter efter dem; men da den begærlig ville fange dem
begge, og harerne pludselig løb til hver sin side, revnede uglen i skridtet og døde.
Således fik den aldrig skaffet mad til mennesket.
Fortalt af Arnåluk.
25
t