Atuagagdliutit - 15.12.1955, Blaðsíða 19

Det er godt at have lov og or-
, den i mange ting. Jeg har
j boet her ved Kangarsuk,
' siden jeg blev født, og nu
er jeg en gammel eskimo,
men jeg husker så godt, hvordan vi
levede, før de første missionærer
kom herop. Alle eskimoerne, som
boede ved Kangarsuk, levede i skræk
for andre folk. Derfor sluttede vi os
tæt sammen, fordi fjenderne kunne
falde over os til alle tider.
Min far havde også røvet min mor
på en ø langt borte, og hun plejede
at fortælle os om det land, hvor hun
var født; der var mange hvalrosser
og remmesæler, og der var fuglefjel-
de på øerne og derfor mange ræve,
hvis skind de solgte til hvalfangerne.
På den måde fik de både knive og
andre våben, som de behøvede.
Min far var altså her fra Kap Prin-
ce of Wales, som de hvide mænd kal-
der vort sted, og jeg var en stor
dreng, da den første skole begyndte.
Missionæren hed Thornton, men det
var sådant et svært ord at sige, så vi
kaldte ham hare for Ajokre. Dengang
havde vore tunger endnu ikke lært
at høje sig på en sådan måde, at vi
kunne tale det engelske sprog. Da
Ajokre begyndte at lære os at læse i
skolen, var alle meget ivrige, for vi
så ofte billeder i de blade, som hval-
fangerskibene bragte os, og alle var
begærlige efter at vide, hvad der stod
skrevet nedenunder.
Ajokre var en meget venlig mand,
men dengang havde vi endnu ikke
lært, at amerikanernes mærkelige va:-
sen er noget, de er oplært til; det er
ikke den enkelte mands ondskab el-
ler fejl, det er kun det amerikanske
folk, der ikke er kloge nok til at ken-
de mennesker og deres adfærd.
Der var mange af dem, der meldte
sig til at gå i skole, som snart blev
kede af det, fordi det var forbundet
med stor huskeevne og besvær at
kende de mange bogstaver, som skul-
le sættes sammen for at blive til ord.
Der var to unge mænd, der hed
Amarok og Ululik, som var kendt for
at være voldsomme og stædige. Deres
slægt var berømt, fordi de havde
hjulpet Kangarsukfolkene flere gan-
ge i krig mod eskimoerne ude på
fjerne øer eller endog helt ovre fra
den anden side af havet, som ameri-
kanerne kalder for Asien. Amarok og
Ululik var meget dygtige til at læse,
fordi deres huskeevne var stor; men
ofte blev de borte fra skolegangen
i mange dage i træk, uden at det var
fangstrejser, der forhindrede dem i
at gå til undervisning.
Så pludselig kom de igen, og Ajo-
kre bebrejdede dem, at de atter hav-
de været bort uden grund. Amarok lo
ham op i ansigtet og sagde, at de
havde følt ulyst til læsning, men der-
til svarede læreren, at de burde kom-
me, så tit de kunne, når ikke fangsten
forhindrede dem i at blive undervist.
Herover blev de begge meget vre-
de, og en tid tænkte de på at røve
Ajokres kone, men de blev dog enige
om, at det var for voveligt et foreta--
gende, siden hun var hvid kvinde, og
det muligvis kunne påføre bopladsen
krig med alle hvide mænd, således at
ingen skibe mere ville komme til
Kap Prince of Wales.
De havde dog sat sig i hovedet, at
de ville ærgre læreren på grund af
hans bebrejdende tale, og den næste
aften lagde de sig på lur ved hans
hus. Da det var ved at blive mørkt,
kom en pige ud af huset for at hente
vand fra elven i nærheden. Det var
en ganske ung kvinde, som var for-
ældreløs og uden slægt. Hun var ble-
vet efterladt sidste vinter på en rej-
se, fordi man manglede mad, og det
var så dårligt føre, at det var besvær-
ligt at komme frem. Den mand, i hvis
hus hun boede, udtalte, at nu var hun
til mere besvær end hjælp, hvorfor
man nægtede at lade hende følge med
mere på vejen fra Kangarsuk op til
Kotzebue.
Hun var derfor meget forkommen
af sult og frost, da Ajokre med nogle
følgeslæder kørte over fjeldet og
fandt hende. Han tog hende til sit
hus, og siden hen kom hun godt til
kræfter, fordi hun fik megen mad og
gode klæder, som hun ikke var vant
til, og hun var til stor hjælp for de
to amerikanere, fordi hun hurtigt
lærte deres sprog og kunne oversætte
for dem.
Da pigen kom med to spande
for at hente vand, sprang Amarok og
Ululik frem og greb hende om hver
sit håndled og begyndte at løbe af
sted med hende. Pigen troede først,
at det var en bortførelse og et be-
gyndende giftermål, men fordi der
var to, begyndte hun at råbe: „Hvem
af jer? Hvem af jer?“ Men da de kom
forbi husene, og de unge mænd blev
ved med at hale hende videre, be-
gyndte hun at skrige, men så slog do
hende på munden og stoppede græs
ind i gabet på hende og trak hende
videre. De blev ved med at gå, indtil
de kom til en hule, hvor folk plejede
at overnatte, når de kom sydfra og
ikke kunne nå til bopladsen om af-
tenen. Her boede de med pigen i
nogle dage og behandlede hende ilde,
idet de ikke gav hende noget mad og
heller ikke tillod hende at gå hjem.
En nat, da de sov, stod hun op og
ville liste fra dem, hun havde set, at
de to unge mænd havde gemt mad
et sted uden for hulen, men hun var
meget, meget sulten. Da hun gav sig
til at løbe, følte hun en voldsom tørst
og lagde sig derfor ned og drak af
en lille elv, som løb ud i stranden.
Mens hun lå der, hørte hun de to un-
ge fyre komme efter sig. Hun vidste
godt, at det var forgæves at søge at
løbe fra dem. De pryglede hende me-
get, og da de havde slæbt hende til-
bage til hulen, klædte de hende fuld-
stændig af og lod hende ligge nøgen
på det græs, de havde samlet, og som
de alle tre sov på.
Her blev de fundet af Ajokre og
en del af fangerne, fordi nogle børn
havde hørt hende skrige, da hun blev
pryglet, efter at hun havde forsøgt
at flygte. Ajokre talte strenge ord til
de to unge mænd og forklarede dem,
at om dette var sket i hans eget land,
ville politiet have sat dem ind i et
mørkt hus, hvor man ikke kunne se
solen, og hvor hver udgang var for-
budt. Amarok og Ululik følte nu
kamplysten komme op i deres krop
og svarede, at i dette land var det
kun den, der ikke var stærk, der blev
straffet. — Mændene fandt pigens
tøj og lod hende klæde sig på, hvor-
efter de gik bort med hende.
Amarok og Ululik bestemte nu, at
de ville vise, at de var uden frygt for
følgerne af deres adfærd. De udtalte
til nogle af bopladsfællerne, at dette
var eskimoernes land, og den hvide
mand havde selv taget den unge kvin-
de i sit hus, skønt han havde en ko-
ne, og derfor var det kun ret, at hen-
des landsmænd tog hende tilbage. —
For at vise deres sind til modstand
mødte de næste dag op i skolen, som
om intet var sket, og satte sig på de-
res pladser, hvor de plejede at sidde,
når undervisningen fandt sted.
Da Ajokre kom hen til det hus,
hvor han plejede at lære eskimoerne
at læse. blev han fyldt af stor vrede
ved at se de to unge mænd. Han sag-
de, at han ikke ville lade nogen lære
at læse, så længe de var i huset, og
han pegede med hånden hen imod
døren og sagde, at de måtte gå, og det
ville vare længe, inden han log dem
tilbage.
Begge to gik ud, men de havde
mærket, at alle eskimoerne havde set
på dem med foragtelige øjne, og nog-
le havde gjort bemærkninger, som
krænkede dem. Nu bestemte de sig til
at vise Ajokre, at de var farlige. Den
næste aften, da det blev mørkt, gik
de hen til hans hus og kaldte på ham.
De stod parat med deres høsser, og
da han kom ud, fyrede de begge to
samtidig, så han døde uden at sige et
ord. Mennesker kom løbende tif ved
knaldet, og hans kone kom ud og
udstødte høje skrig. Amarok og Ulu-
lik hørte, at mange mænd råbte vre-
de ord og sagde til hinanden, at de
ville hædre Ajokre ved at opføre sig,
som om der var politi i dette land,
ligesom der, hvor han kom fra.
De forstod derfor, at det var bedst
for dem at flygte, og gav sig til at lø"
be hen imod den hule, hvor de havde
opholdt sig med pigen. Da de kom
dertil, mente de, at deres forfølgere
ville finde det for langt at sætte ef-
ter dem, og hvis de bare ventede til
næste dag, ville de nok have vænnet
sig til, at Ajokre var død, og derfor
opgive planerne om at hævne ham.
Men de to mænd forstod ikke, at
nye tider var ved at komme op Id
Alaska. De hvide mænd havde lært
os så meget, at vi agtede at hædre
dem ved at opføre os, som politiet
ville have gjort, og mange mænd
væbnede sig med bøsser og drog ud
efter de to mordere.
Jeg var som sagt en stor dreng,
men jeg fulgte efter dem f0l. at se,
hvad der skulle finde sted. Det tog
temmelig lang tid at nå hen til hulen,
fordi det var højvande, og vi kunne
ikke komme uden om næsset, men da
vi kom derhen, hørte de os inde fra
hulen, og Amarok kom løbende ud
for at se, hvad der var på færde. Min
far var mellem dem, der råbte til
ham, at han skulle dø, fordi han hav-
de dræbt vor gode lærer og gjort
hans kone til enke. Så forsøgte Ama-
rok at løbe, men en af mændene skød
efter ham og ramte ham, så han faldt
om; skuddet havde brækket hans lår-
ben. De andre gik så tæt hen til ham
og skød ham, så han døde.
Derefter gik de hen mod hulen
igen, og da var Ululik kommet ud,
men han kunne ikke slippe forbi, fol-
der stod mænd på begge sider af hu-
lens indgang med deres gevær parat
til skud.
„Vil I også skyde mig?“ sagde han,
og mændene svarede ham og sagde:
„Ja, du skal dø!“ Ululik sagde deref-
ter, at man burde give ham tilladelse
til selv at gå op på den begravelses-
plads, hvor man plejede at bygge
stendysser over de døde, og vælge
det sted, hvor han aldrig skulle kom-
me bort fra. Nogle af mændene sagde
til ham, at det skulle han få lov til;
og så vandrede de alle hen mod bo-
pladsen og op over højen, hvor be-
gravelsespladsen ligger. Her gik Ulu-
lik lidt rundt for at vælge det sted,
han syntes bedst om. Derefter lagde
han sig ned, så lang han var, men
sagde, at der var nogle sten, der gjor-
de ondt i ryggen på ham. Han gav
sig så til at rydde sten og græstørv
af vejen for at finde et passende leje.
Men der blev ved at komme skarpe
sten frem, som han sagde, at han og-
så ville fjerne. Da han havde fortsat
med det i nogen tid, sagde han til
mændene, at han var meget tørstig
og ønskede at få lov at drikke. Mæn-
dene talte lidt om det, men en af dem
forklarede, at den døde lærer havde
sagt, at den mand, der hed Jesus,
som var slået op på et kors for at do,
havde fået lov at drikke, fordi der
ikke var grund til at straffe ham med
tørst foruden med døden.
Og derefter gik hele skaren ned til
elven, hvor Ululik lagde sig ned og
gav sig til at drikke. Jeg stod ved si-
den af og undrede mig over, at han
var så tørstig, for han drak meget
længe. Derefter rejste han sig og gik
atter op på begravelsespladsen og
gav sig til at rydde nogle sten væk.
Oa lian endelig syntes, at hans leje
var bekvemt nok, lagde han sig ned
i graven og sagde: „Man er færdig!"
Derefter slog han begge arme op om
hovedet, fordi han ikke ville se på
den, der skød ham. Men nogle af
mændene, som stod omkring ham
råbte nu til ham, at han skulle tage
armene ned, da det ellers ville være
vanskeligt at se at ramme ham i hjer-
nen. Han tog så armene ned, men
med det samme tog han en pibe og
noget tobak op af sin lomme og lag-
de det ved siden af graven, men han
sagde ikke noget.- Derefter lagde han
sig ned igen og holdt bare to fingre
op foran hvert øje. Og så skød mæn-
dene ham.
Ja, jeg er jo hare en gammel eski-
mo, og siden den tid har jeg lært,
hvorledes politiet bringer mennesker,
der har forbrudt sig og er farlige fol-
deres boplads, hen til en mand, der
bestemmer, hvilken skæbne de skal
have.
Men dengang kendte vi jo ikke til
det, min far og hans fangstkamms-
rater ønskede kun at hædre den hvi-
de lærer, der var død, ved at gøre så-
ledes, som de mente politiet ville op-
føre sig, de havde bare ikke hørt no-
get om dommeren, som synes at væ-
re politiets overordnede.
Nu har vi lært det, men nu er der
jo også så mange hvide mænd i Ala-
ska, at eskimoerne kun er nogle gan-
ske få imod dem, og nu lever vi jo,
som de hvide mænd har lært os, og
er glade for det.
FORTÆLLING FRA ALASKA, AF PETER FREUCHEN
Før
POLITIET
kom
19