Atuagagdliutit - 15.12.1955, Blaðsíða 11

Det er året 1495. I havnebyen Por-
timao, i det sydlige Portugal, ligger
to små karaveller, endnu er de bund-
ne til bolværket, men det er afrej-
sens dag, og på kajen hersker stor
travlhed, man bakser med kasser,
forråd af alle arter, våben og støbte
kugler, en stadig strøm af mennesker
bevæger sig op og ned ad landgange-
ne. Sao Vincente og Sao Antonio hed-
der karavellerne, og de skal på lang
Og farefuld rejse langs Afrikas vest-
kyst med Sierra Leone, den nye ko-
loni, som mål.
Sao Vincente er admiralskibet, det
er ikke stort, men godt bygget og
med en skarp, dumdristig stævn. Ag-
terude i chefskahytten sidder admi-
ralen, ja vel bare kaptajn er lian, —
Don Joan Santiago og modtager øn-
sker om god rejse. Don Joao er en
lille, bred mand, kortbenet, kortar-
met og med et velnæret, vejrbidt an-
sigt, lians øjne kan flyve som ørne.
Han er klædt i ru lædertrøje, slidle
grønne fløjlsbukser og lange skind-
støvler. Han ser foragtelig på Don
Fernando de Abinlial, kaptajnen på
Sao Antonio, følgeskibet. — Hvad er
det dog for spradebasser, man sender
mig fra Lisboa, tænker Don Joao og
ser op og nedad, mest nedad, Don
Fernando. I sandhed, Don Fernando
er også noget for øjet, lang og smæk-
ker, med krøller ned til skuldrene.
— Don Joao selv er pilskaldet — un-
der parykken blegner et langt liabs-
burgeransigt med buet, lang næse og
under den en forfløjen, drejet og
snoet moustache — Don Joao er blå
af skægstubbe. Dragten, den er mi-
nuet, brokadevams med ædelstens-
knapper, fra skuldrene falder buket-
ter af røde, gule og blå silkebånd,
fløjlspludderbukserne standser koket
med rosetter over knæene, Don Fer-
nandos ben er strammet i lilla strøm-
per, på fødderne har han små skind-
støvler med slids ved anklerne, men
forsynet med klirrende, krumsabel-
sporer. Hver gang døren til chefska-
hytten åbnes, holder Don Fernando
de Abinhal sig for næsen på grund af
klipfiskestanken fra lasten. Foragte-
lig ser Don Joao på sin næstkomman-
derende, ban kan ikke dy sig og si-
ger: — Hvad djævelen vil De med
sporer på bølgen, Don Fernando? —
Don Fernando bare snøfter, men
lians øjne siger: Plebejer, opkomling,
bådsmand. Så brøler Don Joao: Klip-
fisk er godt, Don Fernando, tag
fingrene fra snuden, det bliver De-
res tre retter på rejsen. — Hvad kun-
ne det ikke have endt med allerede
lier ved rejsens begyndelse, hvis ikke
Don Joao’s buttede kone forsonende
var vugget ind imellem dem, og kur-
rede med sin duestemme, svømmede
med sine blide øjne, glattede med si-
ne kødfulde hænder. -— Skipper, sag-
de hun, og duen fløj fra hendes stem-
me. Don Joao lo forlegent, men blev
så mand og ægtemand igen, slog sin
barkede næve med et klask i fruens
bag. Mundhuggeriet var ovre, Vinbo
Tintoen flød i ønsker om en lykkelig
færd.
Kaptajn Don Joao Santiago giver
ordre til opbrud. Gæsterne forlader
skibet, og Don Fernando går ombord
i Sao Antonio. Så sættes sejlene, og
de to karaveller står ud med kurs
mod syd, vinden spiler sine lunger,
og sejlene bugner som mætte maver.
Senhora Santiago hulkede højt, og
hendes gråd var så stor, fortalte man
at havet steg.
Døgn følger på døgn. For hver dag
der går, bliver luften varmere, ha-
vet tungere, med lange dovne døn-
ninger. Men da de, syd for Madeira,
passerede Desertas øerne, brød en
storm løs. Havet blev ondt og him-
len mørk med lynenes hvide zigzag
som vredesrynker hen over sig. Frå-
dende bølger kom væltende, voksede
og voksede til de slog ind over kara-
vellerne, medens vinden hylede med
en skarp, grum latter. Skibene blev
kastet omkring, huggede og snurrede,
de få sejl, man havde oppe, flåedes
som pergament. — Vor skæbne er i
forsynets hænder, sagde Don Joao
patetisk, hvad andet kunne han gø-
re, end forvare sin lille flåde i dem?
Men han tabte ikke sit mod, nej, sna-
rere følte ban sig ung og meget
stærk, sprang omkring på dækket,
blev våd fra inderst til yderst, fik
saltlag over sit ansigt. Så stod han
stille og skrævede på bakken og så
over mod den hjælpeløse Sao Anto-
nio. Han så, og det fik ham til at smi-
le, han så Don Fernando hænge over
rælingen, skimtede hans grønne,
ulykkelige ansigt. ■— Hvad nu, Don
Fernando? brølede han. Hvad nu
med krimskrams, rosetter og sporer,
rider De på stormen? Don Fernando
hørte ham ikke, trods alt var vinden
nådig og bar admiralens hån bort.
Efter fjorten dage fik udkiggeren
land i sigte, en lang, gul og øde
strand, det var kysten ved Senegal.
En båd blev sat i vandet og beman-
det med brynjeklædte inænd med
sværd og musketter i hænderne.
Man afsøgte stranden, gik op over
nogle smalle banker og så ud over et
svedent, forblæst og trøstesløst land.
Intet levende var at øjne. Nej, her
var intet at erobre og ingen at krist-
ne, man stak sværdet i skeden og
dæmpede sit begær og erobrertrang.
De roede skuffede ud til skibene
igen: dette var altså Afrika, eventyr-
landet.
Atter gik nogle dage i den bræn-
dende sol og med blåt, roligt hav.
Nu og da løftede stimer af delfiner
sig op fra bølgerne og sprang foran
bovene med blanke sorte kioppe, nu
og da skar hajfinner farlige, lumske
rids i havoverfladen, og hvaler dou-
chede deres kæmpekroppe langs
skibssiderne. Atter roede Don Fer-
nando over til Sao Vincente og del-
tog i konferencer med sin chef og
hans styrmænd. Igen måtte Don Fer-
nando døje admiralens specielle vid
og høre drøje ord om sine rosetter,
pludderbukser og sporer. Der var el-
lers ikke megen grund til at håne
ham mere. Don Fernando gjorde en
ynkelig figur, al hans pragt var i et
virkeligt forfald. Hans øjne svømme-
de ikke amorøst mere, de var indad-
vendte, blikket stivnet, ingen donna
ville være dånet af det. Men Don
Joao fortsatte sin højrøstethed, han
elskede larmen for larmens skyld,
den holdt ham i vigeur.
Endelig en dag, så de land igen.
En blå, lys morgen fik de øje på bjer-
ge, hvis rygge var kranset af skyer,
og på hvis fjeldsider groede vild og
tyk, dybgrøn jungle. —■ Det var lan-
det Sierra Leone og deres mål.
Karavellerne lod ankeret gå med et
plask, og et plask slog også en kæm-
pemæssig krokodille med sin hale,
som så forskrækket straks efter dyk-
kede og var borte. En båd med sol-
sejl kom ud mod skibet og lagde til
ved Sao Vincente, den blev roet af 8
atletiske, kulsorte negre. En hvid
mand entrede op. Han var skægget
og havde et udtæret, feberhedt an-
sigt. Det var den portugisiske kom-
mandant på stedet. Hans øjne stråle-
de op, da han så sine landsmænd.
Kolonien var ikke stor, et par ler-
klinede bastioner, et lille fort med
Portugalkorset hængende slapt ned
fra flagstangen, selvfølgelig en lille
kirke til at omvende de ugudelige i,
nogle bygninger af ler sat på pæle til
de hvide. På pæle af hensyn til kry-
bet, oh Don Joao, oh Don Fernando,
krybet, det myldrede. Ingen af her-
rerne kunne benægte påstanden. Om
aftenen ved den fest, kolonien holdt
for dem, stod gekkoerne alle vegne
og drejede deres øglehoveder, kæm-
pekakerlaker løb hen over gulvet og
op i herrernes kravestøvler, en Py-
thon af enorm størrelse krøb hen-
over trappen til kommandantens hus.
Don Fernando gøs og ønskede sig til-
bage til ordnede forhold i Lisboa.
Selskabet bestod af koloniens spid-
ser, magre og feberhærgede, så spid-
serne var nok lidt afsvedne. To hvi-
de kvinder, kommandantens og løjt-
nantens frue, var det hele feminine
indslag. Don Fernando dansede sin
menuet med dem, noget ynkelig at se
på i sit medtagne kostume, men hans
fødder fløj, han stod op på tå, strøg
sin moustache opad, opad. Han var
næsten lykkelig og dånede damerne.
Don Joao tog sig hellere af de stærke
drikke; den aldrig før smagte palme-
vin. Det samme gjorde pateren, som
ildnet af vinen svor de sorte ned i
skærsilden, pak og dyr var de. Men
alligevel sprang han midt under fe-
sten ud for at kurere på en af pakket
og var menneske. Vinen lukkede
mundene op, man spurgte ud om det
sidst skete i hjemlandet og fik ve-
mod, man blev også åbenmundet og
sagde, at nok var de sorte kreaturer,
men deres langlemmedc kvinder var
gode at have hos sig i de lange, hede
nætter. Selv Don Francisco havde...
den talende blev afbrudt af en knal-
dende præstelig lussing. — Komman-
danten udbad sig Don Joaos hjælp.
En landsby tilhørende den krigeri-
ske Temnestamme ville ikke under-
kaste sig portugisisk overhøjhed, ik-
ke lade sig kristne og ville ingen af-
gifter betale. Nu måtte man tugte
dem og statuere et eksempel, vise
dem hvid magt, nu da man havde
Don Joao’s styrker til hjælp. — Don
Joao kom som sendt fra himlen, den
Erobrertogtet til det gløden-
de Afrika forvandlede kvin-
debedåreren og spradebassen
kaptajn Don Fernando til
skyggen af sig selv, men han
fik oprejsning, da han ene
mand vandi krigen mod de
sorte i Mabang på en yderst
original måde.
kristne himmel med sin menneske-
kærlighed — for hvide Don Joao lo-
vede med glæde sin bistand.
Man drog i krig nogle dage senere,
en krigerisk skare med lange sværd
og de nye musketter med gaffel til al
hvile i, alle var iklædt harnisk og
hjelme. I spidsen gik kommandanten
og Don Joao Santiago, der hele tiden
nynnede: ære, trompetstød og mu-
sketsalver, medens Don Fernando
de Abinhal, spradebassen, dannede
bagtrop. Ulideligt varmt var det, fug-
tigt, og sveden silede fra hæren, ris-
lede som fontæner bag harniskerne,
var som vandfald fra hjelmene. .—
Don Fernando, der som sagt danne-
de bagtrop, gik i sine egne tanker
og så ikke spor krigerisk ud og var
heller ikke særlig glad over sin mis-
sion. De dage han havde gået om-
kring i kolonien, havde forandret
mange af hans synspunkter, havde
gnavet hans medbragte hovmod
mørkt. -— Dagene i kolonien, van-
dringerne i den tropiske omegn. —
Han billigede ikke kommandantens
paterens eller sin chefs indstilling
overfor Temnerne. Han så hovmodet
fra sine egne folde sig ud som en
stor, brutalt slående vifte og forstod
at de kom med vold og gridskhed og
ikke som fredelige købmænd eller
formidlere af næstekærlighed. Han
så rækker af indfødte trælle under
pisk og hårde ord, så dem slæbe de-
res lands rigdomme til Portugals for-
rådskamre uden at få andet for det
end rå behandling. Dyr, kaldte man
dem. Dyr? Når han mødte dem på
stierne, kom de gående med hvide
smil, ranke, letfodede og med en ube-
skrivelig ynde. Deres kroppe var som
guders, skønt modellerede og ligne-
de de græske statuer på Hertugen af
Braganzas slot i Evora. De var lyk-
kelige over deres børn og omgav dem
med en rørende omsorg, som slet ik-
ke gav portugisiske fædre noget ef-
ter. De var rene i deres tankegang,
og renere end Don Francisco nogen-
sinde kunne blive. Han havde selv
haft en af deres unge, langlemmedc
kvinder hos sig, sådan som det var
Foto: P. Brandt.
u