Atuagagdliutit - 15.12.1955, Blaðsíða 32

Døren var åben for Ole
Først må jeg sige, at denne historie
fortælles på opfordring fra bladet.
Jeg har altså ikke selv udtrykt ønske
om at lade Ole komme frem i rampe-
lyset, for det er der sådan set ingen
grund til. Han er halvandet år gam-
mel og har derfor bedst af endnu
nogle år at leve i ubemærkethed.
Historien tilhører egentlig privat-
livet, hvad jeg også sagde til redak-
tøren, der had om den. Af egen er-
faring ved jeg, at journalister kan
udfinde de fineste og nobleste for-
klaringer på, at de netop ønsker det
eller det stof. Nu er jeg lokket i gyn-
gen og må gøre det, så godt jeg for-
mår. Til en begyndelse skal jeg dog
notere, at Ole ganske sikkert er som
alle andre drenge i den alder over
den ganske verden. Måske er han lidt
kønnere og kvikkere end mange an-
dre, men det synes man altid, når
det er „vores 01e“. Det er en foræl-
dresvaghcd, der er kronisk og gan-
ske sikkert ordnet fra skaberens
hånd for at holde mindreværdskom-
plekser borte fra hjemmene.
Ole er grønlænderdreng, men har
nu sit hjem i København, fordi han
intet hjem havde i Grønland. Han
dukkede temmelig overraskende op,
men det gjorde absolut ikke noget.
Under en Grønlandsrejse for tre år
siden havde jeg drøftet problemerne
omkring de forældreløse børn med
en god ven, som havde meget med
den slags at gøre. Jeg sagde til ham,
at hvis han engang stod og savnede
et hjem til en dreng eller pige, kun-
ne han lade mig det vide. Vi havde
ikke selv børn og havde intet imod
at få lidt uro i huset.
To år gik. En skønne dag, da jeg
selv var bortrejst, ringede telefonen.
Min kone tog den og en stemme
spurgte, om vi stadig var interesseret,
for nu savnede man et hjem til en
lille dreng på ni måneder. Der blev
ikke talt meget om den sag, for den
var drøftet mange gange tidligere.
Mødrehjælpen kom ind i billedet.
Alle ens forhold blev endevendt. —
Havde man betalt skat til tiden? Var
man solid nok til at tage ansvaret?
En eftermiddag ringede den kvinde-
lige fuldmægtig for mødrehjælpen
og sagde noget hvast:
.— Nu er adoptionen ved at gå i or-
den, men vi har fra skattevæsenet
fået oplyst, at de ikke har betalt den
sidste rate skat...?
Så måtte jeg have skattebilletten
frem og gøre opmærksom på, at det
var nogle slemme rodemikler på det
rodekontor, for skatten var betalt til
en hank inden betalingsfristens ud-
løb. Det fremgik sort på hvidt af
kvitteringen, og jeg bandede over, at
man så letsindigt begynder at
„sværte“ folk, før man har undersøgt
sagen til bunds.
Drengen opholdt sig på et mødre-
hjem i København. Den store dag
kom, hvor der skulle være syns- og
skønsforretning! Da plejemor kom
ind med den lille unge, som var
sortøjet og brunlødet, var det faktisk
sket. Han var i sit bedste humør, og
man følte det, som om han på den
måde ville fortælle, at han ikke hav-
de noget imod at komme ud og op-
leve noget nyt, at arrangementet pas-
sede ham, hvis det passede os. For
naturligvis fortalte hans blik, at han
ikke fandt sig i at blive dårligt be-
handlet. Det måtte vi vide på for-
hånd.
Kort tid efter blev han afhentet.
I taxa. Det interesserede ham ineget
at gøre turen til sit nye hjem i bil.
Han skævede ud i trafikken og hav-
de ikke tid til at tænke på, at han
faktisk nu var genstand for en bort-
førelse.
Det gik først løs, da han var vel
inden døre. Men så kom det for alvor.
Han græd og græd og græd et par
timer, alt imedens han tog lokalite-
terne i øjesyn. De små sorte øjne kig-
gede rundt og rundt i stuen, rundt
i loftet, næsten systematisk fejede
blikket stuen rundt som et fyrtårn,
hvis lyn fejer havet.
Ole mente, at det var noget vold-
somt at komme i helt nye omgivel-
ser. Der skulle lidt spektakel til for at
få ham til at glemme fortiden. Et
par gamle blikdåser, hvori lyset fra
lampen funklede, vakte hans inter-
esse. Han betragtede tavs den „trom-
medans", der opførtes foran ham.
Der kom også et lille smil. Tre timer
senere opførte han sig, som om han
aldrig havde været andre steder. Han
drak mælk i spandevis, åd som en
ren Gargantua og pludrede velfornø-
jet på et sprog, hverken han eller vi
forstod. Han sov som en sten den
første nat og morgenen derpå var der
ikke antydning af „tøinmermænd".
Han tillod sig ovenikøbet at vræle,
da jeg gik på arbejde, hvad vi tog
som et godt tegn.
I kvarteret var der naturligvis vild
forvirring. Man var ovenud begejst-
ret over den nye herre, men noget
betænkelige ved hans fremmedarte-
de udseende. Mejerikonen spurgte i
ramme alvor:
—■ Hvad med den lille, når han nu
begynder at tale. Vil han så tale
grønlandsk?
Min kone svarede diplomatisk, at
det mente hun nu ikke. Han var sik-
kert så kvik i hovedet, at straks ville
tale dansk.
Hendes spådom viste sig da også
at holde stik. Han savlede akkurat
som andre børn, han havde ondt for
tænder som alle andre i samme alder
og han sagde: „Mam“, dette livsvigti-
ge ord, på helt samme vis som tu-
sinder i lians alder i det lille Dan-
mark. En hund kaldte han „Vov-vov“
og det optog ham meget, at der også
var sjove skabninger på fire ben. —
Han sagde i flere uger „Vov-vov“ til
alt og alle, når han skulle i seng,
når han vågnede, og når han sad på
potten og funderede over tingene.
Med to fingre i munden.
Derefter præsterede han hvad
der ganske givet ikke er noget ab-
normt — i et års alderen at sige
„dae-dae“ og „nat-nat“, men kort ef-
ter bestemte han sig til ikke at være
snobbet og forandrede derefter sin
hilsen til os og husets gæster til:
— Dav, dav.....
Det varede ikke længe, for andre
zoologiske begreber dæmrede for
ham. Rapanden han fik med i bade-
karret, sagde naturligvis „rap rap“
og motorstøjen på gaden, knallerter-
ne, bilerne, motorcyklerne, kunne
han efterligne ganske smukt, når lian
var kommet hjem fra tur eller man
spurgte ham: „Hvad siger den store
bil?"
Først da han var seksten måneder
gammel, fandt han ud af, at det er
muligt at bevæge sig på benene al-
ene. Han havde ellers fået en rent ud
sagt fantastisk træning i at kravle og
kunne med nemhed have vundet et
olympisk mesterskab i denne dici-
plin. En dag havde han fået tag i spi-
sebordet, som så ofte før, han stod
og svajede lidt og vovede de halvan-
den meter til lænestolen. Han grine-
de over hele femøren af bare stolt-
hed, satte sig ved næste forsøg pla-
dask på halen, men opgav ikke træ-
ningen. I løbet af tre dage var det
med at kravle noget nedværdigende,
noget en dreng i hans alder ikke be-
skæftigede sig med. Det kunne ske
i yderste nødstilfælde, hvis han blev
skarpt forfulgt og følte sig mere sik-
ker på alle fire.
Allerede som 11 måneders unge
viste han en temmelig overlegen
holdning overfor piger. Han red på
mine skuldre hen til nogle bekendte
i nærheden, og da vi mødte et par
tiårige piger for modgående på for-
tovet. De gloede på ham, måbede og
synes helt betaget af denne sortøjede
ridder. Da de var kommet vel forbi,
vendte Ole sig hurtigt om, tog piger-
ne skarpt i kikkerten og brølede:
—■ Bøh..... Bøh!
Om eftermiddagen står kvarterets
småpiger i kø udenfor døren, nejer
pænt og spørger sagte:
— Må vi gå en tur med Ole?
I sådanne øjeblikke kan en æng-
stelig far, hvis synderegister er om-
fattende, godt få sære tanker om,
hvor stor køen af piger vil blive,
når samme Ole bliver henimod de
atten....
Nå, nu skal man vel heller ikke
prale for meget. Men sortøjet var han
ilivertfald, han har lange øjenvipper
og ser hele året rundt ud, som om
han fik højfjeldssol hver aften .....
Ole er en ren vildbasse. Når han
tumler sig i parken, er han sjældent
i ro et minut ad gangen. Han kan
dog finde på at sætte sig ned for at
meditere. Han kan da falde i trance
over et græsstrå og et helt kvarter
sidde og rulle det mellem fingrene,
pille ved toppen og kærtegne plænen
ved at lade fingrene glide som en
kam gennem græsset. Men pludselig
får han øje på sin store røde bold.
Og råber:
— Haar er boldi? (hvor er bol-
den?)
Så går stikkerne igen. Indtil han
træt og udaset lader sig synke ned i
vognen, hjem til mad, varme og den
lune seng.....
Jo, han er en vældig gavstrik, der
ikke tænker på meget andet end at
æde, drikke, lave spilopper og sove.
Han er ganske lærenem. Jeg har
ofte, når jeg kørte ham i barnevog-
nen, skubbet til vognen og ladet den
rulle frem uden selv at følge med.
På afstand har jeg vinket til ham og
råbt: „Farvel-farvel", et nummer, der
morede ham umådeligt. Da han var
blevet så stor, at han selv kunne
skubbe sin promenadevogn, fløj den
frem, men Ole blev stående tilbage,
vinkede og sagde „Farvel-farvel".
Nu siger han en masse ting, efter-
aber alt. Han har tidligt vist sine so-
cialistiske tilbøjelighe(jer ved at
lægge stærk vægt på ordet „arbej-
der . Det kom sig af, at jeg engang
da han masede på med et eller andet,
udbrød:
-— Næh, hvor du arbejder.....
Sådan kan man ved en enkelt
uovervejet bemærkning vække poli-
tiske tendenser i et barn.
Nu kan det vist være nok om Ole.
Herefter vil alle mødre forstå, at
Ole ikke er noget geni, heller ikke
nogen dumrian, men at han opfører
sig som andre børn i den alder og
aldeles ikke er noget unikum, selvom
han er grønlænder og hedder Ole.
Men dejlig er han nu....
Hvorfor vi adopterede netop en
grønlandsk dreng? Fordi han kom
til os ved et spil af skæbnen. Vi vilde
ikke lukke døren for ham, da han
ville ind... Det kunne have været
en dreng fra Afrika, en dreng fra
Hawaii eller Alaska? Men det blev
altså Ole fra Grønland. Og det er vi
glade for.
Om han skal opdrages til engang
at gøre en indsats i Grønland? Vi
vil ikke søge at presse ham frem
til at blive landshøvding over Grøn-
land. Absolut ikke. Hvis han selv øn-
sker at se Grønland engang, skal han
få lov til det. Hvis han gerne vil,
skal han have lov til at blive blik-
kenslager eller magister i zoologi.
Det vil alt afhænge af ham selv.
Til slut vil jeg gerne nævne nogle
vers fra Frank Jægers dejlige digt
„Til Ene —- Forårssuiten":
Vågne lille menneske om dagen,
solen skælver i dine hænder,
regnen trommer imod dig og vil ind
du er meget stærkere nu.
Længere end vore når dine arme,
du plukker og spiser stjerner ved
midnat.
Morgentrompet, som vipper vore
nerver,
nej, du har dog en engels tunge.
I din alder kan ællingen svømme
og hvalpen holde sig tør.
Killingen er blevet så klog,
at den fanger sin første mus.
Og du kan forstå din styrke,
du begriber din store svaghed.
Du beviser, at du er et menneske,
du har lært dig at le......
Oles far.
Walter’ J E5S en &.G&
DanasveJ 26—30 København V.
Telegramadresse: Waltjessen
Hårdttræ — Trælast — Krydsfinér —
Isoleringsplader — Plasticplader
finértt mångertut — Kissult krydsfi-
nerit — oKorsautigssat cellodcxikut
åssigissaitdlo — plasticpladit
LYS over LAND med DAN
„DAN“-ip Kalåtdlit-nunåt
KaumarKusersusavå.
AAGE H&vEMANNS EFTF.
Nikolaj Plads 34 København K. —- Telegr.-adr.: Ahavemann København
Aalborg — Aarhus — Haderslev — Holstebro — Nykøbing F. — Odense
33