Atuagagdliutit - 24.12.1956, Blaðsíða 8

ti] Lombardeaus, men vi fik altid ju-
le- og fødselsdagsgaver fra dem, lige-
som de også huskede på os ved kon-
firmation og andre lejligheder. Hele
familien fik altid „Almanak Hachet-
te“ til julen. Jeg tænkte meget på dis-
se endnu aldrig sete venner i Fran-
krig, og jeg dannede mig et tydeligt
billede af dem, et billede der senere
viste sig at svare til virkeligheden.
Jeg drømte om at besøge disse men-
nesker, når jeg en gang blev stor nok.
Jeg var klar over, at jeg måtte lære
fransk, ellers kunne jeg jo ikke tale
med dem. Jeg var da også meget iv-
rig i skolen, vi begyndte allerede på
fransk i 4. klasse, det var jo i den
gode, gamle lid med 9 års franskun-
dervisning. Jeg havde så fortræffelige
lærere som Oluf Nielsen og senere
N. Chr. Nielsen. Jeg fik da også bevis
på gode fremskridt, jeg opnåede „Al-
liance Francaise”s præmie. Årene gik
jeg blev student i 1908 og begyndte
at studere naturfag (astronomi m.
m.), men forsømte ikke fransk. Jeg
fik mig en god beskæftigelse, således
at jeg kunne lægge lidt penge op til
en Frankrigsrejse. Endelig i 1910 var
summen stor nok, og en skønne dag
sad jeg da i toget på vej til Frankrig,
det forjættede land. Drømmen skulle
nu gå i opfyldelse.
Jeg må her indskyde, at Lombar-
deau omkring 1906 var faldet for al-
dersgrænsen og var blevet pensione-
ret. Familien flyttede fra Bourges til
Rouen, hvor den installerede sig i en
meget stor, lejet villa højt oppe i by-
ens nordlige del med en smuk udsigt
over Seinedalen.
Rejsen blev en stor oplevelse, men
det bedste var dog den formiddag, da
jeg endelig stod på perronen på bane-
gården i Rouen og fik øje på Lombar-
deau, der tålmodigt havde ventet på
toget i 2% time. Der var nemlig jern-
banestrejke, toggangen var uregel-
mæssig, og en stiv time havde vi
holdt stille i buldrende mørke i en
tunnel lige udenfor Rouen. Aldrig i
mit liv havde jeg drømt om en så
strålende modtagelse. Jeg blev i den
grad forkælet i det store og fornem-
me hjem. De gjorde alt for at vise mig
Normandiet, vi gjorde en lang rejse
med endepunkt i Jersey, og desuden
gjorde de alt for at lære mig fransk.
Jeg måtte skrive stile, der blev talt
med mig, jeg blev sat ind i fransk lit-
teratur af fruen, der var højt begavet
og uhyre kundskabsrig. Lombardeaus
blev også mine venner, jeg gled stille
ind hos dem, som de hos mig, måske
havde de altid været der. Der skete
to ting af afgørende betydning for
mig her i Rouen. Jeg fik en opgave
og et uventet venskab. En dag fik jeg
fat i en samling af Guy de Maupas-
sants noveller, hvori der bl. a. beskri-
ves en spadseretur i Rouen. Jeg gjor-
de den efter og opdagede da, hvorle-
des den valgte rute spillede en stor
rolle for hele handlingen. Jeg opda-
gede topografiens betydning i Guy de
Maupassants produktion, et emne,
jeg meget senere har disputeret over
for doktorgraden ved La Sorbonne.
Det andet vigtige punkt var mit ven-
skab med Emile Duhautbois. Han var
Lombardeaus nærmeste ven og be-
kendt i Rouen. Han boede hos dem i
lang tid ad gangen og spiste næsten
altid hos dem. Han var eller rettere
er en fremragende violinist og en me-
get begavet og morsom mand, hvis
breve stadigvæk er lyspunkter i til-
værelsen for mig. Vi blev straks me-
get intime, vi har på mange måder
samme temperament og glæde ved li-
vet. Duhautbois og jeg har nu været
venner i 46 år, og han repræsenterer
nu sammen med sin kone og søster
den franske del af det nuværende
venskab, der fra dansk side repræ-
senteres af min hustru, datter og mig
selv.
Jeg rejste fra Rouen med sorg i
sind, men to store venskaber rigere.
Næste år kom Lombardeaus og Du-
hautbois til København. Det var sid-
ste gang, at Lombardeaus og min fa-
der så hinanden. Det var naturligvis
for mig en jublende glæde at gense
disse mennesker, og venskabet blev
yderligere befæstet. Jeg skal ikke gå
for meget i detailler. Snart kom den
første verdenskrig, det blev vanske-
ligt at korrespondere, brevene var
måneder undervejs og mange gik
tabt. Så kom endelig fredsslutningen
og snart efter gik rejsen på ny til
Rouen, hvor jeg traf alle i god be-
hold, som ved et mirakel. Jeg havde
været meget bange for de kære men-
nesker under krigen, jeg vidste, at
Duhautbois var i skyttegravene, jeg
erfarede senere, at han havde været
med ved Verdun. Lombardeau havde
trods sin alder også gjort militærtje-
neste under en stor del af krigen. Det
varede nu heller ikke lang tid, før
jeg igen var tilbage hos vennerne i
Rouen, Normandiets skønne hoved-
stad. Venskabet blev stadig inderli-
gere. Ved sin tilbagekomst havde Du-
hautbois giftet sig med en fortræffe-
lig dame, der ejede en stor blomster-
forretning i hovedgaden lige overfor
det nu så sørgeligt medtagne justits-
palads. Også fru Duhautbois er gået
ind i venskabet og vi holder alle me-
get af hende. Der er en nu voksen
søn Edmond Duhautbois, der forhå-
bentlig en gang vil vedgå arv og gæld
i venskabet.
Ligesom jeg selv blev også min fa-
milie modtaget med åbne arme i
Rouen. Nu blev besøgene i Frankrig
ikke mere sjældne og så sent som i
1939 var min gamle moder med os i
Rouen for at bilse på Duhautbois. —-
Midt i tyverne var Lombardeaus flyt-
tet fra den lejede villa over i en an-
den, omtrent lige overfor, som var
deres ejendom. Jeg var dernede un-
der flytningen og hjalp med efter ev-
ne. Også her har jeg tilbragt adskilli-
ge fornøjelige timer. Først i trediver-
ne døde Lombardeaus med kort mel-
lemrum, min fader var død i 1925,
nu var Duhautbois og jeg deltagere i
venskabet.
Så kom den anden verdenskrig, der
for en tid næsten afbrød forbindel-
sen. Trods vore egne trængsler gen-
nemlevede vi mange timer i angst for
vennerne i Rouen. Vi forstod nok, at
byen blev frygtelig hjemsøgt.
To gange måtte Duhautbois forlade
deres hjem på grund af bomber, sid-
ste gang måtte de langt ud på landet
medførende nogle få ejendele i en
gammel barnevogn. Da de kom hjem,
var huset i Rue Jeanne d’Arc jævnet
med jorden. Alt havde de mistet,
men modet og livsglæden var i be-
hold. Snarest muligt efter våbenstil-
standen genoptog vi korrespondan-
cen, vi ilede derned og forefandt de
gamle venner under trange ydre for-
hold, men i fuldt arbejde og ganske
uforandrede. At beskrive glæden
ved gensynet efter alle disse frygteli-
ge år, er umuligt. Venskabet var end-
nu stærkere end nogensinde før. Da
vi om aftenen spiste til middag i Du-
hautbois’ hjem, og vor ven tog sin
violin frem og spillede en velkendt
cadence for os, havde glædestårerne
frit løb. Siden har vi set hinanden
een å to gange årligt og håber på
mange gensyn endnu.
Under krigen, hvor jeg tvunget af
forholdene ikke kunne arbejde meget
på himlen, genoptog jeg mine Mau-
passant-studier, der affødte den bog,
jeg blev doktor på i 1952 i Paris. Der
var en omvej over embedseksamen i
romanske sprog ved universitetet i
Lund. Uden det gamle franske ven-
skab havde jeg aldrig fundet den ri-
ge glæde, som min syslen med fransk
sprog og litteratur i min fritid fra
mit embede og fra astronomien, har
givet mig. Ad den vej kom jeg i for-
bindelse med så mange franskmænd
og franske familier, som alle har væ-
ret uhyre gode imod mig, at jeg ikke
har ord for at udtrykke min taknem-
melighed. Nu glæder vi os altid til at
komme til Frankrig næste gang, og
ventetiden udfyldes med en stor kor-
respondance.
Over en dynge mineraler stiftedes
på Grønland et venskab mellem en
dansk præst og en fransk officer. —
Det skete for 100 år siden i år. Heraf
udsprang en lang række trofaste ven-
skaber, der hænger sammen ligesom
leddene i en kæde. I det forløbne se-
kel har dette venskabstræ stadig sat
nyt løv og nye kraftige skud. Jeg fej-
rer hundredeåret med en dyb tak-
nemmelighed mod den skæbne, der
placerede mig som et led i denne
venskabskæde. Jeg tør påstå, at det-
te venskab har lyst som sol over mit
liv, som det har givet en bestemt ret-
ning. Jeg tænker på de kære under
mulde og-rækker samtidig hånden til
de levende væsener og siger dem tak
af min inderste sjæl.
C. Luplau Janssen.
8