Atuagagdliutit - 24.12.1956, Blaðsíða 24

gen, for tundraens vinde trængte sig
ind gennem den fineste rift i ren-
skindspelsen.
Alligevel var vore besværligheder
små sammenlignet med den hundene
måtte gennemgå. Det var næsten en
uge siden de havde smagt et ordent-
lig måltid mad og alligevel trak de
stadig i selen fra morgen til aften.
Halerne hang, og der var ikke den
samme kraft i trækket, men de kom
dog frem. Utroligt er det, hvad disse
nordlandets hunde kan tåle af slid
og savn, gribende er deres tålmodige
arbejdsvillighed, som driver dem til
at yde den sidste gnist af kræfter ind-
til de segner i seletøjet.
Ikke et renspor at se over vidder-
ne, som strakte sig endeløst i alle
retninger. Trods alt var der alligevel
ikke et øjeblik tale om at vende om.
Fremad, stadig fremad indtil vi stød-
te på renflokkene, det var indianer-
nes skik. Vi passerede vandskellet, et
tydeligt højdedrag i terrænet i ret-
ningen nordvest, og så løb elvene
østover mod Hudson-bugten. Den tre-
die dag efter måltidet på renmavcn
Iraf vi på nogle forkrøblede graner
ved et elvleje i et lille dalstrøg. Der
slog vi teltet op og holdt en længere
rådslagning om, hvad der nu burde
gøres. Vi blev da enige om at strejfe
ud og prøve jagten resten af dagen,
næste morgen ville vi så bøje af i en
mere sydlig kurs for om muligt at
træffe på ren flokkene i den retning.
Om alt slog fejl, håbede vi at finde
nogle hvide pelsjægeres hytte, som
skulle ligge et sted ved skovgrænsen.
Da rådslagningen var tilendebragt,
startede vi på jagten, og som sædvan-
lig slog Antoine og jeg os sammen.
Vi kørte afsted mod øst, og blev læn-
ge ved uden at se tegn til liv, da vi
pludselig i alt flet hvide blev op-
mærksomme på noget grønt. Vi svin-
gede ud af et dalstrøg, og der foran
os stod træ ved træ, en skov af frodi-
ge graner. Ind under en højde skrå-
nede den ned mod en sø, som lyste
hvidt så langt øjet kunne nå.
Vi standsede slæderne. „Chisi-ta-
tuc’ detchen tlae“ (los, vand, mange
træer), sagde Antoine, pegede ud
over søen og mod aserne nordover.
Så beskrev han en bue fra søen til
nordøst og tilføjede: „Thelon Thesi“
(Thelon floden). Så var vi kommet
dertil! Her lå skovlandet ved de sto-
re ukendte søer, hvorfra Thelon læg-
ger utl på sin lange færd gennem øde-
marken, dette skovland hvorom indi-
anernes gamle sagn havde så meget
underligt at berette. Langt borte hvor
floden mægtig glider ud i Hudson-
bugten, blafrede tranlamper i igloer,
og skævøjede mæml jagede harpunen
i sælen, heroppe ved kilderne stod
skovens sønner, indianerne, og spej-
dede efter vildrenen.
Men her var ingpn tid til at fortabe
sig i betragtninger. Vi trængte til
mad. Det så håbløst ud med renjag-
ten, men småvildt kunne der måske
blive en chance for. Vi gik ind i sko-
ven og fandt et rypespor, som vi at-
ter og atter cirklede ind, indtil An-
loine pegede op mod himmelen. Det
betød, at fuglen måtte være fløjel.
Antoine overlod nu videre rypejagl
til mig og drog selv op ad lien for at
snuse efter hare. Jeg lod slæden blive
nede ved vandkanten, og slækkede
bundenes seletøj lidt for at de kunne
lægge sig ordentlig tilrette i sneen.
Så gav jeg mig til at spejde efter ry-
pespor. Et lille stykke vej fra slæden
fandt jeg el. Fuld af iver støvede jeg
omkring, mens jeg allerede i tanker-
ne så fuglen stegt på spid. Da var der
et eller andet, som fik mig til at se
op, og det gav et sæt i mig. Ude på
søen stod en ulv. Den gloede lige mod
hundene, som et lille stykke fra mig
lå fredeligt sammenrullede i hvert
sit lille snehul. Jeg hev bøssen op og
fyrede. Ulven rullede om, men var
oppe igen i det samme, strøg så hal-
tende udover søen med en næsten
utrolig fart.
Ved lyden af skuddene vågnede
hundene med et sæt, fik øje på ul-
ven, hoppede højt til vejrs af bare
iver og hev sig alle som en i seletøj-
et. Der gik slæden! Jeg løb til, kaste-
de mig over det lange styretov som
slingrede efter i sneen og greb fat.
Så afsted, hundene i strakt galop, jeg
dinglende på slæb. Nu gjaldt det om
at holde fast, for slap jeg taget, var
det farvel til hundene. Som det gik!
Snart sejlede jeg afsted på ryggen,
snart på maven, mens snesprøjtet
blindede. Men længere ude på søen
var det bump på hump med skarpe
stenhårde driver, og det gav et gisp
i mig, hver gang jeg for over en. Når
jeg et øjeblik fik vejret, skreg jeg til
hundene: Who! who! (stop! stop!) til
stemmen var ved at briste, jeg bad
og jeg tryglede, og jeg bandede og
jeg svor. Men hundene ænsede in-
tet. Blinde og døve rasede de afsted
efter dyret der fremme, maden. -
Det værkede alle steder, og jeg orke-
de ikke stort mere, da slæden kæn-
trede over en drive. Den slæbtes
tungt af sted på siden, hundene sagt-
nede farten, standsede så op.
At fortsætte jagten på den skade-
skudte ulv var der ingen mening i, vi
måtte nu se at komme tilbage til tel-
tet. Hjemover bar det. Det var blevet
sent på aftenen med en egen stem-
ning af godt og ondt over vidden. Li-
ge mod os stod en skarp vind, som
drev den løse sne afsted i fog. Over
dette hvælvede sig en skyfri stjerne-
himmel, og mildt månelys strømme-
de ned over dansende snefnug.
Teltet var begravet i en drive, men
vi fandt det dog. Ingen af de andre
var endnu vendt tilbage fra jagten. Vi
fyrede i ovnen, tog plads på hver vo-
res sovepose, stoppede piben og gav
os til at vente. Sagde ikke et ord. ålen
ganske sikkert brændte det samme
spørgsmål i os: Mon de andre har
skudt noget. Timerne sneglede sig af
sted. Ved siden af mig skimtede jeg
Antoines skarpe profil. Han sad for-
overbøjet med benene trukket op un-
der sig, ubevægelig. Mens jeg rugede
for mig selv, slog det mig som noget
uvirkeligt det hele, indianerne, teltets
flakkende halvlys, snemarkerne. Tan-
kerne gled ud, og et minde strøg gen-
nem mig. Det var engang, jeg lå i
Marseilles og søgte hyre. Langs kaj-
erne lå stabler af sukker og kasser
fyldt med sukker, frugt og kød. Utro-
ligt at der skulle være så meget suk-
ker og frugt til i verden, at folk kun-
ne spise lige så meget de havde lyst,
og kødet, det var vel svinekød med
brede striber af fedt yderst.-------
Men indianerne kom de da aldrig!
Vinden øgedes og rev i teltdugene.
Da hørte vi en fin bjældeklang der-
udefra. Vi lyttede spændt et øjeblik,
så vidste vi besked. Bjældeklangen
talte sit tydelige sprog om sultne
hundes langsomme dasken. Rimede i
ansigtet og tilføget af sne, tumlede
mænd ind i teltet og stillede sig op
foran ovnen. De sagde intet, og vi
spurgte heller ikke.
Den næste morgen lagde vi som
aftalt kursen lige mod syd. Vi havde
kørt i mange limer, da der pludselig
blev en standsning i slæderækken
foran mig „E-then!“ (vildren) hørte
jeg en råbe ophidset. Ja, så sandelig
Foran os på en slette vandrede en
flok vildrener. De havde allerede fær-
ten af os, løb i en lang række op ad
en skråning og blev borte på den
anden side. En stor buk som afslutte-
de troppen, standsede et øjeblik der-
oppe på toppen og stirrede over mod
os, den mægtige krone højt løftet, sol-
flommen over den hvide brystpels.
Så forsvandt også den.
Glemt var sulten, glemt var de hvi-
de pelsjægeres hytte, indianernes ur-
instinkter flammede op. Her var re-
ner. Uden hensyn til alt andet gjaldt
det nu om at jage efter den, selv om
chancerne for at fælde noget dyr var
aldrig så fjerne. Indianerne var som
ulve med lugten af rriskt kød i næse-
borene.
Slæderne drejede rundt, alle smed
sig på, rejste sig op, fægtede med ar-
mene og hidsede hundene. De udpin-
te dyr var med et slag forvandlede,
også de havde jagten i blodet. Vilde
og gale kastede de sig 'frem i selen
med den sidste rest af kræfter, og i et
forrygende jag bar det indover vid-
den.
Nu begyndte en jagt som jeg sent
vil glemme, benåd de lange flader, op
og ned over tundraens bølgende høj-
der. Snart skimtede jeg en indianer-
slæde foran mig, så blev den borte,
snart fik jeg et glimt af rensdyrene
som mørke prikker i horisonten. -—-
Længere og længere bar det ind gen-
nem den endeløse hvidhed som flød
ben i et blændende solglitter.
Pludselig standsede en slæde et
stykke foran mig, Moose hoppede ud,
bandt hundene fast til slædens agter-
kant, spændte sneskoene på og gav
sig til at styrte afsted henover sne-
tæppet. Oppe i bakkehældet stod en
renbuk. Skræmt kastede den sig
rundt og travede i zig-zag. Moose ef-
ter. Som den fyr dog kunne løbe!
Slap og udslidt var han vel som vi
andre, men det var som blæst af ham.
Utrættelig masede han på, mindre og
mindre blev han derude på vidden.
Dette var tundraens indianer i
hans inderste væsen, med evne til al
sætte alt ind i det afgørende sidste
øjeblik. Her var den rendyrkede
kamp for tilværelsen sådan som den
har formet sile for disse indianere
gennem tusinder af år. At vriste fø-
den fra landet på trods af kulde og
sult var for dem spørgsmål om liv
eller død.
Et skud smældede, og da vi andre
kørte frem, lå renbukken der. Sjæl-
dent er et dyr blevet flået og parteret
med større omhu, og da vi korte der-
fra var en blodplet i sneen alt hvad
der var tilbage af dyret.
Vi fortsatte videre mod syd og
havde en hård tørn ikke mindst på
grund af kulden, som var så skarp,
at vi ikke kunne holde os i ro et øje-
blik uden at stivne. Vi for og flakke-
de i lang tid på udkig efter rensdyr-
trækket og de hvide pelsjægeres hyt-
te. Det hændte, at vi i ny og næ skød
en ren, men ellers lå snemarkerne
gerne tomme for alt liv, og der var få
ting som kunne lyse op i vor tilvæ-
relse.
Men så var der en aften, som vi
var ved at slå lejr, at Isep fandt det
svage aftryk af et slædespor. Vi tur-
de ikke risikere at snefoget skulle
slette det ud, så efter et kort hvil la-
stede vi sagerne på slæden og fort-
satte gennem en lang, måneklar nal.
Utallige gange tabte vi sporet. Da
spredte vi formationen ud over vid-
den, ledte højt og lavt, medens vi
somme tider kravlede omkring på al-
le fire for at føle efter aftrykket. Så-
dan blev vi ved til solen randt. Da
skimtede vi skovens første udposter,
rækker med smågran, som trak sig
ER IDEEL TIL OPBEVARING AF ALLE
SLAGS SMÅDELE OG SMÅTING.
Svingbakkens glasklare plastic-
■ vægge giver en hurtig og lel
* oversigt over indholdel.
Med 0 svingbakker kl-................ 32,00
- 12 — .......... hS,00
- 18 — - ........... G/f,00
Til li ver svingbakke leveres 1 skillevæg.
Ekstra skillevægge koster 0,25 kr. pr. stk.
SPECIALEROCIIURE TILSENDES
GERNE
ilissivik nivingassoK
amussartulik
sunut mikissuarssungnut torKorsivigssar-
KigdluartoK.
* amussartuisa plastikiussut aké
* ersslnaramik nånit sunik ima-
* Karnersut takulcrtorneK ajor-
* nångitdlat.
C- inik amussartugdlit kr.......... 32,00
12- inik — - ....... 48,00
18- inik — - ....... 64,00
amussartut tamarmik ilue akuneKutcitar-
put mardloKiussångorsinauvdlutik. aku-
ncKutigssanik avdlanik piniaråine atau-
sea 25 øre-mik akenarpoK.
pisiagssat åssigssåinik piumassut
nagsisinauvavut.
TAGE SCHOUBOE
Elektrotekniske Artikler for
Handel og Industri.
Skyttegade 7 — København N.
STJERNE-VALENCIA
Danmarks bedste appelsindrik
VERITANA
DANSK FRUGTVINSFABRIKAT-AFGIFTKLASSE 6
VERITANA. vermouth Danmarkime
sanåK Italiame vlniliorfigssuit angnc-
rit ilåta periausia atordlugo sanane-
KartartoK — kajuanguardlunc Kau-
massututdlo pineKarsinauvoK.
GOD
BEDRE
BESTLE
25