Atuagagdliutit - 24.12.1956, Blaðsíða 34

pi.simas.su/) tamatuma kingornagut Kaumatit arfinilingortul
ingile Gabriale angalassugssångorhigpoK tamatumåna Galilia-
m'e igdloKarfinguan NåsarAmik atilik ornisavdlugo. tåssane
niviarsiånguaii Marianiik atilik Juserfimigdlo atilingmik uvig-
ssialik najugaharpoh.
Knap seks måneder efter denne begivenhed skulle englen
Gabriel igen på rejse, og denne gang gjaldt det en lille bi/ i
Galilæa, der hed Nazareth. Her boede der en ung pige, der lied
Maria og var trolovet med en mand, iler hed Josef.
ingile nangipoK: „angiissuångorumårpoK Gutip hutsingne-
ruvsdrtup erneranik iaineKåsavdlune. tåunåusaoK Misiarse
inuit sivisumik utarKisimassåt. Dåvip igsiavissårssuane igsiå-
saou, kungiussusialo nåvfeKåsångilaK,t. s
Englen fortsatte: „Han skal blive en stor mand, og han skal
kaldes den højeste Guds søn. Han skal blive den Messias, som
folket har ventet så længe, han skal sidde på Davids trone, og
hans kongedømmes dage skal være uden ende“.
tauva Maria akivoK: „takuvat, Gutip kivfardnga piumassd-
nik udlag tugssah". Gabrialip taima akissutisigame Maria inuv-
dluarKUva, angerdlaramilo hilangmc Gutip igsiavissarssuata
sujordne in igsserKigpoK.
Da svarede Maria: „Se, jeg er Guds tjenerinde, som adlyder
hans vilje**. Da Gabriel havde fået den besked, tog han afsked
med Maria. Han vendte hjem og indtog atter sin plads foran
Guds trone i himmelen.
Elisibap nersoringningnera Mariap nuåndjatdlautigingarpd,
Gåtilo nersordlugo erinarssorpoK: „tarnima Nalagah ndlang-
nartipd uvavnut ajungitsuliungarsimassoK inugtaminigdlo is-
rae li klinik såimåussingårdlune pingnigsimassoKl“
Maria fyldtes med jublende glæde, da hun hørte Elisabeths
hyldest, og hun sang en lovsang for Gud: Min sjæl lovpriser
Herren, som har gjort så store velgerninger imod mig, og som
så nådigt har taget sig af sit folk, Israell"
ingile Xdsardmul tikiiikame ingerdldinardlune Mariap ig-
dluanut iserpoK pivdluarniissutivdlo oKaustnik kimigtånik
ilag siv dlugo: „pivdluar Kunarstt ivdlit Gutip såimåunerssuanit
pineKartutit, Ndlagkavdlo ilagilisit /“ ilagsingnissut tamåna
Mariap sujornatigut lusarsimångisåinarpd.
Da englen kom til Nazareth, gik han lige ind i huset til Ma-
ria og tiltalte hende med velsignelsens stærke ord: „Vær hilset
du som har Guds nåde, og Herren være med digi** Det var en
hilsen, Maria aldrig før havde hørt.
„hanorme erncrtårisavara“, Maria pilerpoh, „uvehdngilanga-
me". Gabrialile akivoh: „Gutip anersdvata iluartup tikikumdr-
pdtit, hitornatdlo iluarlusaoh. Misiarsiugame Gutip erneranik
tainehåsaoK".
„Jamen, hvorledes skal delte dog gå tilsagde Maria, „jeg
er jo slet ikke gift**. Men Gabriel svarede: „Guds hellige ånd
skal komme over dig, og dit barn skal være helligt. Han skal
kaldes Guds søn, fordi han er Messias
Elisibap tusardluarnerata kinguninguagut Mariap tikeråru-
magdlerpd, ilahutarlkamingme. tauva Galiltamtt autdlarpoh
Elisibamukardlune havanerssuah Judiame igdloharfinguame
ku ku m itu m c n aj u gahartu m u t.
Kort lid efter, at Maria havde hørt den glædelige nyhed om
Elisabeth, besluttede hun at besøge hende, for de var jo i fa-
milie. Hun drog da fra Galilæa op til Elisabeth, der boede i
en lille bjergby i Judæa, langt mod syd.
Maria Kuumatine pingasune Elisibame tikerårsimavoK, Elisi-
bagdlo ernertårpoh sordlo neriorssornehartoh. ilagissait sani-
lilo aggiåput Gutip ulorharnut tåukununga mardlungnut
a j ling i t su lid nuåndrutigiar tor dlugo.
Maria blev hos Elisabet i tre måneder, og Elisabeth fik en
søn, der var hende lovet. Familien og naboerne strømmede til
for at glæde sig over velgerningen, som Gud havde gjort mod
de to gamle mennesker. •
uiyssumissoK ingilip norhitdlagsalerpa: „ersisångilatit Gu-
ll/) issaine sdimåunarsigavit, taimåitumigdlo ernerldrumdrpu-
tit. erhaimuniarugdlo Jtsusimik atsisagagko/“
Hun blev noget overrasket, men englen beroligede )iende. —
„Du skal ikke■ være bange, for du har fundet nåde for Guds
øjne, og derfor skal du om nogen tid få en søn. Og husk så,
at du skal kalde ham ved navnet JesusV*
„sulile OKalugtuagssaKarpunga“, ingile pilerpoh. „Elisibat
nalungilat, hitornahångitsoh. takusavatdle, Kaumatit pingasut
hdngiugpala ernertdrumårpoh. Gutimume ajornartohångilah“.
„Men der er mere at fortælle endnu", sagde englen. „Du ken- i
der jo Elisabeth. Hun har altid skullet høre for, at hun var
barnløs. Men se nu bare, om tre måneder skal hun have en
søn. Intet er jo umuligt for Gud".
Elisibamut tikiiikame kangiamiut pissarneråtut erhigsinig-
ssdnik kigsautdlugo ilagsivå. Elisibat nuånåtsangdrame pruv-
fititut ohurpoh: „arrå, NAlagkama arnåta tikerdrfigigångal"
Da hun kom til Elisabeth, hilste hun hende med ønsket om
fred, som man altid bruger i orienten. Elisabeth blev så glad,
at hun fyldtes med profetisk kraft og sagde: „Tænk at jeg får
besøg af min herres moderi"
nukagpiaruh arfineh-pingasunik uvdlohalcrmat aggerhiqput,
må na kipinehasangmat atsernehåsavdlunilo. tamarmik Saka-
riamilc atsernehartariahartipdt nauk atdtaussoh fimatitdlune at-
s i un eharajiingi tsoh.
Da otte dage var gået efter drengens fødsel, kom de igen, for
nu skulle han omskæres og have et navn, og de mente alle, al
han skulle hedde Zakarias, selv om man ikke plejede at kalde
faderen op, så længe han var i live.
35