Atuagagdliutit - 24.12.1956, Blaðsíða 23

tåukununga aperKutauvOK inunermik
toKumigdlunit nagsataKarsinaussoK.
igerpatdlak tutsiupoK, tikeriångua-
raluarparput angissoK ordlorKajuå-
nguarpoK. léssaKauna nerssumik tai-
ma perKigsårtigissumik p’ilangncKar-
simassoKarpa, tåssånga autdlaravta
aup apume simernera tugtutavta ki-
siat amiåkorå.
kujåmut ingerdlarKigpugut inger-
dlapiloKaluta. tamatumunga mingne-
rungitsumik isserssuaK perKutauvoK.
issingårmåme units'iaraluaråine ki-
siånc Keråtardlunc. tugtunik autdlai-
niatdlo KaKortut igdhinguånik Kinai-
ssivdluta taima ingerdlajuarpugut.
ilåneriardluta tugtumik pissaKartara-
luardluta aputåinarssuaK avKutigi-
ssarput amerdlanertigut umassujung-
nartunik tåkuvigssaussångilaK, uinåt-
dlautigssånguaK ajornaussakalune.
unuitdle ilane tangmågssamåleriå-
nguatdlartugut Isep Kimugsit igdlcr-
nginik takugssaorKalårtunik navsså-
ieratarpoK. persumit åungartitaunig-
ssåt årdlerinaKingmat Kasuersilagi-
nardluta Kamutivut usilersorKeriar-
dlugit unuatsiånguaic Kåumatigik
ingerdlarKilerpugut. Kavseriardluta-
me-tauva igdlerngit låmaigaluarpa-
vut. låmaigångavtigik ilorKassusså-
ngordluta avigsartortarpugut sunalo
tamåt ujaissivfigilerdlugo, ilane sisa-
manik niserdluta paorngutardluta.
sule taima piussårtugut seKineK nud-
vo.K. orpiliagssånguit orpigpagssuit
Kanigtumineranut nalunaeKutaussut
takulerpavut. latsikut ingerdlalerpu-
gut, nuggersimanerdlo uiariånguaKår-
put orpigpagssuit kigdlingåne igdlu-
nguardluna orpit t'imitåinik Kuag-
ssugtulianik sanaK.
pileriatdlarivut ikingutitdluarssuå-
ka autdlainiartut Clark, Jewes åma
Mc KaytoKaK igdlunguamltuånguar-
tut. sorunauria uivssum'iatdlagkalua-
Kilit matup sujorånut majoratdlagfi-
gigavtik. asime'inugsiarnisårneK inat-
sisauvoK, uvagutdle pineKarncrput
taimåitOK sule piugunåincruvoK nauk
autdlainiat nerissagssautiligssungika-
luaKissut. uvdlunc pingasune uninga-
vigåvut nerineK giningnérdlo kisisa
suliaralugit.
tauva „tugtutumassut" tangmårsi-
mavfianut utilerpugut ingassaving-
mik ingerdlaniartorssuvdluta, asuna
indianerit arnartarningnut Kitorna-
mingnutdlo angerdi alerångamdk pi-
ssartut. unuame uvdluneranisut
ingerdlassarpugut, tårssuvdlo atåne
Kimugserfikut avKutigiuminaitsukut
ingerdlassarpugut ulorianartut sug-
ssaringitsutut itdlugit, kuit Karssuav-
dlugit sikue nakitdlisårtuinarssuit
Laurits Møller
Amalieuade 48, København K.
Kolonial - Cigarer - Tobak
nerissagssat - silcåt - tupat
Til Thelons kilder
(Fortsat fra side 21).
anden og vil have rede på, hvor man-
ge jægere der blev dræbt. Da jeg sva-
rede at flere jægere blev dræbt, end
der er vildren i indianernes land,
bliver de ganske stille. - Men det
pudsigste spørgsmål får jeg af min
ven Antoine, for han vil vide besked
om det cr rigtigt, at der i de hvides
mænds land lever kvinder under van-
det akkurat som fisk.
Som tiden skrider, stilner samtalen
lidt efter lidt af. Vi læner os tilbage
mod soveposerne, tænker hver på
vort. Pludselig sætter Moose i med
sangen om jægeren, som ligger ude i
skoven og længes efter sin pige. Set-
zeniaze, min elskede, begynder den,
og underlig vemodigt lyder tonerne
gennem vinternatten, hvor skoven
strækker sig som en oplyst sal under
klare stjerner og flimrende nordlys.
Så ruller vi os ind i soveposerne og
lytter i halvsøvne til ulvehylene, som
i sin uendelige tristhed er selve tonen
af det store ode.
Ved femtiden om morgenen begyn-
der en af de ældre indianere at gryn-
te. Den af os yngre som har tur til at
fyre i ovnen og få kødgryden over,
kravler da småfrysende frem mellem
bylter af sovende mænd. Så går det
slag i slag med morgenmad, lejrbryd-
ning og opsejling af hundene, og læn-
ge før dagslyset kommer, stryger
aserortardlutigdlo Kamutit imermit
KarssuaneKalersitdlugit. taserssuarme
Kamutit Kåginåine singussartarpugut.
tupingisåinårpugut, orpit orpiliag-
ssat avaleKutåinik atdlialinardluta
aputå'inarme sinigtarpugut Kingmit
nukigtorsernigssånut namåinartu-
mik.
uvdlut pingasut ingerdlarérdluta
tugtunik sujumuiierpugut, tugtut tu-
sintiligpagssuit arrinatik kangimuka-
russåtdlartut. umassuitsorssuåkortit-
dluta eriiartortuarsimavdlugit sing-
nagtoriuarsiinavdlugitdlo nuna tamåt
umartitutut ikåt takulerdlugit ertvu-
migingitsugagssåungilaK, angalanig-
ssarputdlo sapåtit akiinerinik Kavsig-
siinguåin arnik kinguartisimagalua-
ruvtigo Thelonime iluagtitsivdluarsi-
naunerigaluarput erKarsautigilérdlu-
go nårråumingitsorfiungilaK.
kugssuvdlc puilassue takusima-
våka.
åritdlume uvdlut ilåne ingerdlaniii-
tutut Nonacliop taserssuatigut tiki-
sartulerpugut, arnatdlo takuleravti-
gik sule ingcrdlaniarnerulerpugut.
Kagtunerme KCKarput. ateKussue uli-
guarssuilo anorimit terKalårput, Ki-
mugsit sujunålårpalårdlutik apulikut
seKCrnup sarKagagut aggersut terKi-
ssertårfigalugit. tovicit sujorånut raa-
joratdlagkåvta arnat mérKatdlo eKi-
teruvfigåtigut. Kungujungnerit tikit-
dluarKusserpatdlagtarnerdlo autdlai-
nianut ungasigsorssualiarsimassunut
torarput.
slæde efter slæde ind gennem sko-
ven.
Det bar stadig østover i jævn stig-
ning mod tundraen. Hidtil havde vi
så nogenlunde fulgt deri samme kurs
som rentrækket, og det lykkedes os
ret jævnligt at skaffe os det kød, vi
behøvede. Var vi heldige med jagten
levede vi højt i frådseri og fest. Tre,
fire rensdyr gik med på en gang, for
det er mageløst hvor meget otte sult-
ne mænd og toogtredive hunde kan
lægge i sig. For fremtiden havde in-
dianerne ikke en tanke. Nævnte jeg
at det kunne være godt at gemme
lidt kød, svarede de på deres sorg-
løse måde, at var der ren i dag, kom
der vel også nogle i morgen.
Imidlertid blev det mere og mere
klart, at vi var ved at miste kontakt
med vildtet, som syntes at have taget
en sydligere kurs. Det blev nu op og
ned med måltiderne. Snart skod vi
nogle dyr, snart så vi ikke så meget
som et spor. Maverne var jævnt
slunkne, og humøret sank. Engang
fældede vi en ulv, som havde vovet
sig lige hen til teltet. Den smagte ik-
ke dårligt, men den var sejg.
En aften følte vi os særlig sultne,
da vi sad rundt ovnen i teltet og
tænkte på mad. Jeg kom da med en
håbefuld udtalelse om, at der i mor-
gen nok ville blive kød i gryden. —
Straks var indianerne over mig og
spurgte, hvormange rensdyr jeg troe-
de, vi ville fælde. „Åh, en tre stykker
skulle jeg tro,“ svarede jeg spøge-
fuldt. Først da alle ville vide, hvor-
dan jeg kunne vide noget sådant, for-
stod jeg at min udtalelse blev taget
gravalvorligt og betragtet som spå-
dom. Jeg følte mig ilde berørt og for-
søgte at slå sagen hen, men slap dår-
ligt fra det.
Vi havde ikke kørt længe næste
morgen for jeg hørte skud fra india-
nerne forrest i slæderækken. Det bar
ud mod en lille sø, og der løb en ren-
flok forvirret frem og tilbage. Vi fæl-
dede tre dyr. Efter at hovederne var
skåret af, delte vi lægbenene mellem
os, kløvede dem og spiste marven
rå. Rensdyrets mavesæk blev fyldt
halvt op med blod, alt fedtet om ind-
voldene og nyrerne blev omhyggeligt
plukket løs og stoppet ned i stumper
af tarmene, som først var vasket i
sne. Efter indianernes skik blev hele
dyret nyttiggjort, hvilket var nødven-
digt når man, som vi, levede udeluk-
kende af kød i ca. 8 måneder af året
og ville undgå skørbug eller fedthun-
ger. Efter at dyrene var parteret, la-
vede vi et stort bål og holdt kødfest.
Her blev jeg midtpunktet for op-
mærksomheden. Tre rensdyr var jo
fældet, og min spådom gået i opfyl-
delse. Alle var de ivrige efter at vide,
hvordan jeg bar mig ad med at spå,
og om jeg nårsomhelst kunne spå
ren. Jeg svarede ikke meget. Det var
tydeligt, at indianerne var urokke-
ligt overbeviste om mine mærkelige
evner til at se ind i fremtiden — og
jeg lod det passere.
Her må dog indskydes, at da jeg
senere i madnødens tid blev opfor-
dret til at spå, var jeg letsindig nok
til at give efter. En dag spåede jeg to
rensdyr, en anden dag var det vist
fire. Begge dage tilbragte vi med tom-
me maver. Jeg spåede aldrig mere.
Så indover tundraen, et grænseløst
hav af sne. Øjet mister sine mål, alt
glider ud i en bedragerisk hvidhed.
Foran mig ligger et stort fjeld. Jeg
kører og kører, og så er der intet
fjeld, bare en svagt skrånende flade.
Nogle kæmpetræer løfter sig over
snetæppet langt 'borte. Jeg kommer
nærmere og finder toppen af et pile-
krat som rager nogle tommer op over
sneen. Er det land eller is jeg har un-
der mig? Pludselig ruteher hunde og
slæde udover en meget stejl drive.
Jeg kravler 1 forvildet ■ frem, kigger
mig omkring og får øje på Anloine,
som står oppe på kanten, han slår sig
på lårene og skoggerler.
Tundraen i sol - men tundraen,
når ishavsstormene pisker henover
sletterne, Gud nåde den som da ikke
kan hjælpe sig selv.
Brændslet kørte vi nu på slæden.
Vi var nødt til at spinke og spare på
vedet, så telthyggen var det slut med.
Dyrelivet blev et andet. Skovdyrene
havde vi bag os, nu var vi inde på
hvidrævens og polarulvens områder.
Stadig så vi tegn efter ulvens hær-
gen, skeletter af vildren som lå ud-
spredt på sneen.
Det var nu lige før jul, så vi havde
kun .dagslys en kortere tid. Vi maste
på med hård kørsel, men vandt ret
småt fremad, for snestorm efter sne-
storm kom kastende og tvang os til
at slå lejr. Stadigvæk blev vi jo også
sinket, når jagten skulle prøves. Hav-
de vi endda haft held med os her,
men vildrenen syntes som være blæst
væk, og mad blev det småt med både
for os og hundene.
Juleaften kom vi til en sø, som in-
dianerne kalder „søen hvor teltet
blæste ned“. Den svarer til sit navn,
vinden fejer mod os med et bidende
fog som svier i ansigtet. Det er tid-
ligt på dagen, endnu nogle timer at
prøve jagten i —• mad må skaffes. —
Enhver julestemning er fjern.
Snefoget er ikke tættere, end at vi
kan se et stykke vej fremefter. Ingen
vildren i sigte, men på nogle moræ-
nehøje med forblæste pile. finder vi
en del spor af småvildt. Vi leder om-
kring i lang tid og får virkelig fældet
en rype og en hare. Det er mørkt, da
vi vender tilbage til teltet. Vi smel-
ter sne i vor store gryde, smider vild-
tet i. Så sidder vi der alle mand tav-
se og stirrer på gryden. Aldrig har
jeg ventet med sådan en spænding
på julemaden. Med pinlig nøjagtighed
deler vi så rypen og haren mellem
os og sluger alt undtagen ben og
fjer. Det bliver ikke stort til hver af
os otte mand, men hvor vi nyder det.
Bagefter bliver vi siddende og ry-
ger på piberne uden trang til at slud-
re. Jeg tænker på hvor meget mere
jeg kunne have spist for at fole mig
nogenlunde mæt — og så slår det
igen ned i mig, at det er juleaften.
Jeg dvæler en tid ved det, lader mine
tanker gå til mine kære langt borte
hinsides hav. Juletræ i varm stue,
flæskesteg og - . Jeg holder kramp-
agtig på en stemning et øjeblik, så er
tankerne igen på de gamle kolde ba-
ner: Vil vi finde vildrenen? Bliver
der snart mad nok? Jeg ser'på india-
nerne, de mongolske, indelukkede an-
sigter. Betyder julen noget for dem?
Pludselig giver de sig til at tale dæm-
pet sammen, som om de vil holde
mig udenfor. Så vender de sig alle
sammen mod teltvæggen, ligger der
et godt stykke tid på knæ med bøjet
hoved som stivnet i stillingen. Jeg
kan lige høre en af dem mumle et el-
ler andet. De havde aldrig før vist
nogle tegn på, at de var kristne, men
måske alligevel? Eller cr det et he-
densk træk, jeg er vidne til, noget
som har med vintersolhverv at gøre?
Jeg ved det ikke, Da de var færdige,
krøb de stille i soveposerne.
'Lyset bliver pustet ud. Jeg er vå-
gen et godt stykke tid, lytter til vin-
den som regerer med teltdugene. -
Sandt at sige tænker jeg mere på mi-
ne humle end på juleaften. De ligger
radmagre ude i sneen og har ikke
fået en bid mad. Første juledag kom-
mer med en så strid blæst, at der ik-
ke cr tale om at fortsætte. Det er også
håbløst at jagte i sligt vejr. Så må vi
da regne med et madløst døgn. Men
hvad sker! Jo, Antoine går ud til slæ-
den og kommer tilbage med en rens-
dyrmave med indhold som han i stil-
hed har holdt i reserve. En fyrstelig
julegave! Den er frosset hård som
sten, men vi hugger den i små styk-
ker og slipper det hele op i gryden.
Det koges ud og bliver til en grønlig
masse, som vi drikker begærligt, ma-
veskindet bliver ligeligt delt, og vi
tygger det omhyggeligt, stykke for
stykke.
Delte er vort sidste måltid for en
tid. Vi fortsætter østover i tre dage
uden mad. Et par gange 'forsøgte vi
os med sort fjeldmos kogt ud i vand.
'Det smagte ikke ilde, men det mætte-
de dårligt. Ellers var det te til mor-
gen, middag og aften. Vi kogte en
masse te og drak den skoldende hed.
Ingen af os var synderlig friske, da
vi traskede afsted på sneskoene. Ef-
terhånden veg den gnavende sult for
en døsig slaphed. Koldt føltes del om
natten, og bedre var det ikke om da-
24