Atuagagdliutit - 24.12.1956, Blaðsíða 13

ssukut piniartunit silatunerssauler-
poK Yukonivdle sikuagut nåkardlune
ajunårpoK. tamatuma pineranit Kau-
mat KångiutoK navssårisimavåt, Kaiu-
leraluardlune Kerrusimassou.
tugtorssuardle-una erKartorigput.
nangmineK Zing-'halo uvdloK tåuna
pinguarniardlutik anisimåput, atåta-
migsut piniartussårniardlutik. kup
kigdlingane tugtorssup amarorpag-
ssuitdlo tumait navssårisimavait.
„torKavigssuaK,“ Zing-ha tamåku-
ninga påsingnianerussoK oKarpoK —
„utoraarssuaK malingnaisinåungitsoK.
amarKut Katångutainit avigsårtisima-
våt ånaisinaujungnaerdlugulo.“ tai-
måipordlume. taima periauseKar-
tuartarput. uvdloK unuardlo, Kasuer-
sårnigssamut pivfigssaKartingisåinar-
dlugo, kingmé sigguilo mikeriartar-
dlugit naggatigsså tikitdlugo maler-
ssortuåsavat. ila toKutsinigssat taku-
sinaugåine nuånerunaraluåssusia!
tuavInaK tuvssailerput, agdlatdlo
Koskuhsip tuvssainermik påsisiina-
ssaKångitsugaluap tumit silingårmata
issine Kamigdlugit maligsinåusagalu-
arpai. malerssugaussoK malisungåi-
narpåt avdloriarneritdlo tamaisa nag-
gatigsså KagdliartortOK takusinauvat.
mana tugtorssup uningavigisimasså
tikipåt. angutip inersimassup takissu-
siata pingasorarterutånik aput sunnit
tamarmut tukarneKarsimavdlunilo er-
fariussaussarsimavoK. KerKane tugtor-
ssup kukigfaisa tugfigissarsimassait
takugssåuput amarKut isigaisa naiu-
nerinit mingnerussunit avatangersi-
maneKardlutik. amarKut ilait Kasuer-
sårniardlutik aKupisimassarsimåput
tugtorssuaK ilamingnit umisårneKar-
titdlugo. tiniaisa torKavigisimassait
aitsanguaK pisimåsangatinardlutik
crssarigdluinarput. amaroK piniar-
ssårissamingnit narragdluinarsima-
ssumit erKugauvdlune toKutausima-
vok. saunimernit kivkardluagaoiiissut
tamatuminga erssersitsiput.
unigfingme tugdlerme sisorautitik
kivigtarungnaerpait. tåssane tugtor-
ssuaK asulinardlune ånangniardlune
akiusimagaluarpoK. mardloriardlune
nunamut upititaussarsimavoK mar-
dloriardlunilo såssussissine katagarti-
tarsimavdlugit taimalo nikuerKigdlu-
ne. namagsiniagagssane Kangarssuar-
dle namagserérsimagaluardlugo inu-
nine ånaerusungivigsimavå. Zing-ha
OKarpoK tugtorssuaK upititaorérsima-
ssok KaKutigorssuåinaK aniguisinau-
ssarsimassoK; tamånale måne pisima-
vok. angåkup tusaruniuk tupingnar-
tut Kanordlo pissoKarumårneranik
nalunaerutit OKautigisinåusavai.
tamatuma kingornagut tugtor-
ssup kup sinågut orpigpagssuarnut
aniguiniardlune KaKiniarfigisimasså-
nut piput. akeraisale kingornanit sa-
ssusimavåt taimalo nivertitdlugo,
taimailiornerminile amarKut ilait
mardluk nanerdlugit pissarisimavai
apumut morssugtiussavigdlugit. nag-
gatigsså KanigdlissoK nalunarung-
naerpoK, amarKiime toKutaussortatik
agtorsimångilait. tuavinaK unigfiu-
ssarsimassut tugdlit mardluk avKuti-
gait, tugtorssuaK sivikitsoralanguåi-
narmik uningasimassoK takusinauvat.
tumai augasalersimåput, avdlorneri-
lo akugtususimagaluartut akulikig-
dlivdlutigdlo uperKajålersimåput. tau-
valo akiupalungneK tusarnårpåt —
malerssuinerup miaggorneringiså, Ka-
timårujungneritdlc naitsut kamagsi-
marpalugtut apuvigdlune akiunermik
kigutitdlo neidmik kissaKartalemerå-
nik erssersitsissoK. anore agssordlu-
go Zing-ha paormorpoK Koskuhsilo
malingnaivoK. Koskuhse kingusingne-
russukut nagguveKatigit høvdingerili-
gagssåt. sanilerigdlutik orpiup sag-
dliligkiagssap avaleKulåta atånut inig-
ssititerpul alåkartilerdlutigdlo. ma-
lerssuinerup naggatå takulerpåt.
åssiliaK tamåna inusungnermine
misigisimassaisut avdlatut puigugag-
ssaujungna'ersimagaluartut taimanx-
kusutdle pisangarpalugtigilerput.
Koskuhsip tamåna tupigusCitigingit-
sorsinåungilå, ukiune pisimassup ta-
matuma kingornagut nagdliusimassu-
ne nagguveKatigingnut høvdingiusi-
mavoK pingårtorpagssuarnigdlo nå-
magsissaKartarsimavdlune, taimalo
atine pellyt Karnine oKatdlisigineKar-
tilersimavdlugo puigugagssåungitsu-
tutdlo erKaimassagssångortitdlugo.
Kaumassumik amilingnik savigssor-
dlutik pånermingne toKutsinera er-
KartorneKartuartarsimagujortaoK.
imungangåtsiarssuåK inusungner-
me uvdlue erKarsautigai aitsåtdlo
ikumatitan nåkåvdlunilo isse malung-
narnerulermat taimaititdlune. avale-
Kutimernit mardluk ilivai inuninilo
KanoK åtartutiginersoK ugtorniartu-
tut Kissugssat amiåkussut nåkutdlugit.
Sit-cuin-to-hap åtane erKaimasima-
ssugpago tauvalo Kissugssanik amer-
dlanerulårtunik katerssisimavdlune
tauva akunerit inuvfigissagssai tang-
nerulersimåsagaluarput. taimailior-
nigssaK ajornakusortusimåsångika-
luarpoK. arnardle tåuna mérausima-
vok soKutigissanångitsoK Kiggissav-
dlo, Zing-hap ernutåta, ingminik so-
Kutigingnilernera autdlarniutigalugo
utoricarnik soKutigissaKångitsusimav-
dlune. kisiånime soKutauva? nang-
mineK inusugkatdlarame taimåisi-
månginerpoK? imungangåtsiaK ni-
paitdluinåssuseK lusarnårpå. ima-
Kame ernerata umatå aKilissorsinau-
vok taimalo uterdlune atåtatoreane
aivdlugo Kimugsiutdlugulo nunanut
puatdlaringnik tugtorpagssualingnu-
kautdlugo.
tamaviårdlune tusåniarssuårpoK,
Karaså erKigsiveicångitsoK unigdlat-
siarjioK. sumik aulariartOKångilaK.
nangmineK kiserdluinarme nipaitsor-
ssup KerKane ancrsårtortortauvoK.
kiserdliornaKaoK. arrå! sunauna?
KiåumerujugssuarpoK miaggorneiv
tangnåvigsoK ilisarnaKissoK Kanigpa-
loKalune tutsiupoK. tauvalo angutitor-
Kap issaisa tårsiartulersut tugtorssup
åssinga takordlulerpåt — tugtorssua-
toKaK tiggak — sanerai aKajålo sig-
ssugausimassut, Kungasiata merKor-
ssue ilagsimassut nagssugssuilo ava-
lerartut, ordlulivingnerminut agdlåt
akiupoK. timit aulagsareKissut Kasser-
tut takulerpai, issit idvdlålugtuinait,
orKat anitdlangassut, tuloriarssuit
augmik kugtuinait. ungussisimassut
tunuartitagssåungitsut eKingmagka-
lugtuinarput apulitap KerKane torner-
lut Kernertutut issikoKalernertik ti-
kitdlugo.
sigguit nivdlertut uluaisigut agtor-
påt taimalo manåkumut utertitdlugo.
ikumatitaK isagtorpå avaleKutdlo iku-
massoK tiguvdlugo. Kangarssungmal-
dle inungnik ersigissaKarnerminit
nerssut tunuariartineKarpoK Katångu-
tinile Kaisardlugit miaggoriarujug-
ssuardlune; piumatorpalugdlutik aki-
våt, tauvalo nerssutit Kåsugtut igissui-
narnik nuagdlit ungussivdlutik ka-
tcrssuput. angutitorKap ungussisima-
ssut eKimajartuinarnerat tusarsinau-
vå. nujuartatut avaleKut tigumiane
ivsugiutarpå, sordlungmigarneritdlo
Katimalungningorput; nerssutitdle
sordlungmigartut Kimagugkumångit-
dlat. paormussardlutik kingulcriår-
dlutik Kanigdliartorput tunuariartor-
toKaratigdlo. sok inuneK åtaviginiå-
savå? aperivoic, avaleKutdlo aumår-
toK apumut nåkaivdlugo. serKulussar-
dlune KamigpoK. avatangisimassut
erKigsisimanatik Kåtimalugput aula-
riaratigdle. angutitorKap kingumut
tugtorssup tiggåp naggatåmik akiii-
nera takordlulerpå KasorKavdlunilo
niarnune sårauminut palulitdlugo.
sok pissugssat avdlångortiniåsavai?
tamåna inunerup inatsisigingila?
nugt. Jens Poulsen.
Kun en
Sagte kommer fjeldtågen smygen-
de. Den kompakte, våde masse svø-
ber sig allerede tættere omkring alt
levende og dødt. Alt drukner og for-
svinder i det grå mørke.
Oppe på den nordre skråning vog-
ter den syttenårige lapdreng Unnas
renhjorden. Pludselig føler han sig
indesluttet i tågens favn og mærker,
hvor trykkende stille der bliver om-
kring ham.
Unnas står skrævende på skiene og
lytter. Hans tanker kredser om ren-
hjorden. Underligt, den er som op-
slugt af tågen. Han var lige i nærhe-
den af den blot for et øjeblik siden.
Stilheden tynger ham, og lians tan-
ker bevæger sig ind på andre baner.
Han bliver grebet af en følelse, han
yderst sjældent nærer. Han føler sig
ensom. Ligesom tågen kom smygen-
de, smyger uhyggelige tanker sig ind
Novelle
Sid Roland Rommerud
i hans hoved. Et langtrukkent hyl
kommer langt borte fra. Nogle sekun-
der går, så kommer det næste hyl og
et tredie, men ikke fra samme kant.
Unnas fløjter på hundene, men det
er, som om lyden drukner i tågen.
Han lytter med tilbageholdt ånde-
dræt efter hundenes svarglam. Det
kommer ikke. De har ikke hørt hans
fløjten. Men det synes, som om ulve-
ne har hort den. Deres langtrukne
hyl flænser stilheden. Lyden er stær-
kere-end før. De nærmer sig. Unnas
bilder sig ind, at -han kan se dem
komme snigende hen imod sig med
deres buskede haler strakt lige bagud
og øjnene gnistrende af grådighed.
Han forsøger at ryste skrækken af
sig. Han har jo da før hørt ulves lu-
den..... men lian cr alene nu, alene
med tågen, som tættere og tættere
slynger sig. omkring ham. Nej, han
er alligevel ikke alene. Nu hører han
igen ulvenes melankolske hyl. Nu er
de kommet nærmere. Nu cr ingen
tvivl mulig.
Unnas knytter næven om skista-
ven, så knoerne blegner. En svag lyd
har nået lians øre. Det er lyden af
kløer, som skraber i den hårdfrosne
sneskorpe. Han hæver den jernbcslå-
ede stav og venter. En grå skygge
dukker pludselig op lige foran ham,
og han bereder et afgørende slag. —
Skyggen stiler lige imod ham.
Det er jo Snattja! Det er hans tro-
faste gamle Snattja, som er kommet
til undsætning. Bevæget over -hun-
dens trofasthed er han lige ved at
græde.
Han føler skrækken svinde bort.
Og da hunden forsigtigt trykker sin
kolde sunde mod hans ene hånd,
smiler han og klapper den på hove-
det.
Hunden ryster, og Unnas forstår,
at ulvene ikke er langt borte. Gid han
vidste, om hjorden er kommet i sik-
kerhed.
Mørket er stadig uigennemtrænge-
ligt. Det er aldeles umuligt at se klip-
pestenene og småtræerne, som stik-
ker op over det tynde snelag, og gang
på gang støder han mod dem og fal-
der omkuld. Det gælder om at være
årvågen.
Da skingrer et ulvehyl lige ved si-
den af ham, og lidt efter bryder end-
nu et stilheden. Han synes at se en
hund...
mørk skygge bevæge sig lige ved si-
den af, og Snattja trykker sig hårdt
mod hans ene ben, så han næppe kan
røre sig. En stenrøse dukker frem af
mørket, lige ved hans fødder. Han
snubler, tumler omkuld og slår hove-
det mod en hård stenkant. En stor
ulv springer ud af tågen lige mod
Unnas, som kejtet forsøger at komme
på benene igen. Han famler efter
staven, som han tabte i faldet, men
kan ikke finde den. Unnas føler ul-
vens ækle ånde mod sit ansigt, og
som en hylende ånd fra underverde-
nen kaster Snattja sig imellem dem.
Ulven bliver overvundet. Det føler
han klart, for den glemmer ganske
Unnas, som får tid til at gribe sta-
ven, medens han hører, hvordan ul-
ven og hunden kæmper.
Snattja! råber han og styrter sin
ven til hjælp. Men dens knurren er
allerede forstummet. Den kæmper
endnu. Kløer skraber i sneen. Men så
bliver der pludselig stille. Foran Un-
nas ligger de to blodige kroppe. Den
ene er ulvens, og den er livløs. Snatt-
ja har gjort sit arbejde godt. Unnas
bøjer sig over hunden, som klynker
sagte, ikke ynkeligt, men snarere
triumferende, som om den ville sige:
— Unnas, jeg gjorde, hvad jeg kun-
ne.....
-Gråden sidder Unnas i halsen, og
for sidste gang borer Snattja sin snu-
de ind i hans hule hånd.
En lyd vækker Unnas til besindel-
se. Det er ulvene! Han raser svingen-
de med staven mod en af dem, som
toner frem lige ved ham. Med van-
vittig kraft falder staven, medens dy-
ret udstøder et langtrukkent hyl, og
skyggen forsvinder. En anden grå
skikkelse dukker frem af tågen, og
Unnas løfter staven påny til et dræ-
bende slag, men ulven kaster sig til
siden, og han forfejler slaget. Skyg-
gen forsvinder i mørket igen.
Det bliver atter stille, men Unnas
ved, at vilddyrene ikke er langt bor-
te. Snublende ruteher han ned ad
skråningen, falder, kommer på be-
nene igen og tumler videre. Nogle
store stenblokke dukker frem i nær-
heden af ham, og han er klar over,
hvor han befinder sig.
Han standser for at ånde et øjeblik
og for at lytte. Ulvenes glammen ly-
der langt borte. Han bider tænderne
sammen, for han ved, hvad de fore-
tager sig deroppe på fjeldet, hvor
Snattja ligger.
Han begiver sig på vej mod lapper-
nes lejr, og da han når den, møder
der ham et beroligende syn. Hele
renhjorden er reddet. Hundene har
drevet dem ned i dalen.
Det er kun Snattja, der er horte.
Unnas sidder i teltet og stirrer
frem for sig. Ved hans side sidder
faderen, den lille senede lap, og taler
med en af Unnas brødre om ulvene
og om kampen, som Unnas havde
med dem denne gang, da kun en
hund satte livet til.
Kun en hund! Ja, Unnas skutter
sig, og noget varmt og vådt triller
ned over hans kinder. Men der cr jo
også megen røg i teltet.
Kaj Guamunasen & sønner
Ingemannsvej 6 — København V.
DAN Brandsluknings-
materiel
Kavterinermut atortut
13