Atuagagdliutit - 24.12.1956, Blaðsíða 29

DET LILLE ÆSEL
Kingmitdlo kingunikusitingitsusanatik
og bagefter holdt hundene festmåltid.
Foto: Arne P. Hansen.
'Den samme vintersol som glitrer
over de nordlige landes sne, skinne-
de ned på de støvede Veje i Camino
del Norte i Mexico. Det var lige i
middagstimen, hvor folk havde lagt
deres arbejde fra sig for at nyde
nogle stille øjeblikke.
I skyggen af et stort pebertræ lå
en mand og nød middagshvilen. Men
pludselig blev han vækket af sine
dagdrømmerier ved at høre en men-
neskestemme i nærheden, og da han
nu engang var blevet revet ud af
sine tanker, kiggede han sig om, for
at se hvad der var på færde.
Et stykke henne ad gaden stod den
lille Pablo og skændte højlydt på et
lille stædigt æsel.
Ali, dit dumme, fjollede æsel !
skreg han. Du har fire ben, en
hale som du kan vifte fluerne bort
med, gode ojne og smukke ører ...
men hvad gør du med dem — ? Ingen-
ting, overhovedet ingenting -—1 Du
er en skam for alle æsler i Mexico.
Hov, hov, Pablo! råbte manden
under pebertræet. — Det er altfor
varmt i dag til, at man skal lade sig
ophidse sådan. Hvad er der i vejen
med æslet?
Pablo trak sit æsel hen til peber-
[ræet.
— Goddag, senor. De spørger mig,
hvad der er i vejen —? Det skal jeg
sige Dem ... mit æsel gider ikke be-
stille noget... hele dagen lang står
den bare og drømmer! Og nu er der
kun to dage til juleaften og nede i
byen kan jeg med lethed sælge en
last 'brænde, hvis bare dette æsel gad
slæbe det... så kunne jeg købe gaver
og vokslys til mine forældre! Men
nej, dette æsel er akkurat lige så utak-
nemmelig og tykhovedet som alle
andre æsler!
Nej, Pablo det har du ikke
ret i, svarede manden. Jeg ved
godt, at der er mange som slår deres
æsler og kalder dem tykhovede, men
disse mennesker kender slet ikke
sandheden om æslet. Æsler er nem-
lig slet ikke stædige, som man på-
står - det er blot (leres stolthed, der
så mange gange gør dem... skal vi
sige åndsfraværende.
Pablo så uforstående på manden.
Hvad kan æslerne have at være
stolte af ? spurgte han.
— Af noget meget smukt. Ser du,
for mange, mange år siden levede
der netop sådan et lille æsel som du
har der. Og det æsel overgik der en
sådan ære, at både du og jeg har den
største grund til at misunde det...
men kom her hen og sæt dig ved
siden af mig, så skal jeg fortælle dig
historien:
For mange, mange år siden levede
der er lille æsel; (let var fjorten år
og havde tjent fjorten forskellige
herrer trofast. „Den lille" -— sådan
kaldte alle mennesker det — var ikke
noget smukt æsel. Dens ene øre stod
lige op i luften, mens det andet hang
slapt ned og desuden hinkede den
arme fyr på det ene ben. 'Dens sid-
ste herre var skovarbejder, og han
ejede foruden „den lille" fire andre
meget yngre og stærkere æsler.
Men arbejderens yngste søn var me-
get fine venner med det lille æsel,
og derfor sørgede drengen altid for,
at æslet,havde det godt og ikke kom
til at slæbe for tunge byrder.
En morgen kaldte arbejderen på
sin søn og sagde:
Jeg har en opgave til dig i dag.
Træk „den lille" ind til byen og
bring ham til garveriet lige bag by-
porten... du kan sagtens få en sølv-
mønt for skindet! Her hos mig kan
æslet jo alligevel ikke udrette mere
gavn jeg har ikke brug for et gam-
melt, svageligt æsel... men af dens
skind kan der dog blive et stykke
godt læder! Nå, skynd dig så at kom-
me af sted —!
Sønnen græd og tiggede om han
ikke nok måtte få lov at beholde „den
lille", men faderen lod sig ikke over-
tale.
Derfor blev drengen nødt til at
begive sig på vej ind til byen. Bedrø-
vet vandrede han af sted med sin
bedste ven, og folk undrede sig over,
hvorfor drengen græd.
Det var tidligt på eftermiddagen,
da han gik gennem byporten. Men
så faldt det pludselig drengen ind,
at der netop den dag afholdtes et
stort kvægmarked på byens torv.
Hvorfor skulle han ikke forsøge at
sælge „den lille" til en eller anden
venlig mand, som ville være gbd mod
dyret ? Så ville det jo i det mind-
ste ikke do i garveriet, og faderen
ville alligevel få sin fjølvmønt.
Men heste- og æselhandleren lo
blot, da drengen tilbød ham det stak-
kels, magre æsel.
—• Denne unge mand, mener åben-
bart, at hans æsel er godt nok til at
stå i en konges stald! sagde han hån-
ligt til (le omkringstående.
En skønne dag skal den nok
komme til at tilhøre en konge - !
udbrød drengen grædende og trak
igen af med sit æsel som ingen ville
købe.
Bedrøvet traskede han gennem ga-
derne...
Skyggerne blev stadig længere, og
ban turde ikke komme hjem uden
sølvmønten.
Men da han så til sidst ville fore
æslet hen til garverens butik, kom
en mand ham i møde.
— Hør, min dreng, sagde han.
Jeg har en bøn til dig. Det er jo dit
æsel dér, ikke sandt? Ser du, jeg skal
ud på en lang rejse, og min hustru
føler sig ikke vel tilpas. Jeg har brug
for et dygtigt æsel, som kan bære
hende... vil du sælge mig dit æsel?
Glædestrålende nævnede drengen
sin pris, bad den fremmede om at
være god mod sin firbenede ven og
spurgte, om han måtte have lov til
at gå med manden. Så snart denne
havde hentet sin hustru, klappede
drengen- æslet og sagde på gensyn.
— Nu må du være et dygtigt og flinkt
æsel, hviskede han dyret i øret. -—-
Og når jeg bliver stor, køber jeg dig
tilbage, så du kan få det rigtig godt.
Ved byporten stod en vagtpost, der
holdt manden tilbage.
Hvem er I, og hvor skal i hen?
- Jeg hedder Joseph, og dette er
min hustru Maria. Vi skal til Betle-
hem...
Passér! sagde soldaten og de to
mennesker vinkede på een gang leen-
de og grædenc farvel til den lille
dreng.
0 sådan gik det til, at æslet har
Maria de mange mil til Betlehem. Og;
dér i et staldrum, så det lille æsel,
hvorledes et barn kom til verden...
et barn, der senere skulle blive alle
menneskers konge.
Og æslets trætte, gamle ojne be-
tragtede mildt byrderne og de vise
mænd, der kom fra Østerland for at
tilbede Jesusbarnet. Men alle, der
havde hånet og spottet det lille æsel,
begyndte nu at misunde det, for det
havde jo været med til de store vid-
under...
Det er altsammen meget længe
siden Pablo, sluttede manden sin for-
tælling — men endnu i dag kan det
ske, at æsler står og drømmer om
det lille æsel fra Bethlehem.
Manuel Doldonado.
— anérsuartitdluta kingorna atåtap apumik inussiutisångi-
låtit!
— Det er sidste gang, far laver en snemand til dig, når vi
er ude at spadsere!
FERD’NAND
Ferdnlåt ajor-
ssarpoK
9)
Ferd’nand tabte
spillet