Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 24.12.1956, Blaðsíða 29

Atuagagdliutit - 24.12.1956, Blaðsíða 29
DET LILLE ÆSEL Kingmitdlo kingunikusitingitsusanatik og bagefter holdt hundene festmåltid. Foto: Arne P. Hansen. 'Den samme vintersol som glitrer over de nordlige landes sne, skinne- de ned på de støvede Veje i Camino del Norte i Mexico. Det var lige i middagstimen, hvor folk havde lagt deres arbejde fra sig for at nyde nogle stille øjeblikke. I skyggen af et stort pebertræ lå en mand og nød middagshvilen. Men pludselig blev han vækket af sine dagdrømmerier ved at høre en men- neskestemme i nærheden, og da han nu engang var blevet revet ud af sine tanker, kiggede han sig om, for at se hvad der var på færde. Et stykke henne ad gaden stod den lille Pablo og skændte højlydt på et lille stædigt æsel. Ali, dit dumme, fjollede æsel ! skreg han. Du har fire ben, en hale som du kan vifte fluerne bort med, gode ojne og smukke ører ... men hvad gør du med dem — ? Ingen- ting, overhovedet ingenting -—1 Du er en skam for alle æsler i Mexico. Hov, hov, Pablo! råbte manden under pebertræet. — Det er altfor varmt i dag til, at man skal lade sig ophidse sådan. Hvad er der i vejen med æslet? Pablo trak sit æsel hen til peber- [ræet. — Goddag, senor. De spørger mig, hvad der er i vejen —? Det skal jeg sige Dem ... mit æsel gider ikke be- stille noget... hele dagen lang står den bare og drømmer! Og nu er der kun to dage til juleaften og nede i byen kan jeg med lethed sælge en last 'brænde, hvis bare dette æsel gad slæbe det... så kunne jeg købe gaver og vokslys til mine forældre! Men nej, dette æsel er akkurat lige så utak- nemmelig og tykhovedet som alle andre æsler! Nej, Pablo det har du ikke ret i, svarede manden. Jeg ved godt, at der er mange som slår deres æsler og kalder dem tykhovede, men disse mennesker kender slet ikke sandheden om æslet. Æsler er nem- lig slet ikke stædige, som man på- står - det er blot (leres stolthed, der så mange gange gør dem... skal vi sige åndsfraværende. Pablo så uforstående på manden. Hvad kan æslerne have at være stolte af ? spurgte han. — Af noget meget smukt. Ser du, for mange, mange år siden levede der netop sådan et lille æsel som du har der. Og det æsel overgik der en sådan ære, at både du og jeg har den største grund til at misunde det... men kom her hen og sæt dig ved siden af mig, så skal jeg fortælle dig historien: For mange, mange år siden levede der er lille æsel; (let var fjorten år og havde tjent fjorten forskellige herrer trofast. „Den lille" -— sådan kaldte alle mennesker det — var ikke noget smukt æsel. Dens ene øre stod lige op i luften, mens det andet hang slapt ned og desuden hinkede den arme fyr på det ene ben. 'Dens sid- ste herre var skovarbejder, og han ejede foruden „den lille" fire andre meget yngre og stærkere æsler. Men arbejderens yngste søn var me- get fine venner med det lille æsel, og derfor sørgede drengen altid for, at æslet,havde det godt og ikke kom til at slæbe for tunge byrder. En morgen kaldte arbejderen på sin søn og sagde: Jeg har en opgave til dig i dag. Træk „den lille" ind til byen og bring ham til garveriet lige bag by- porten... du kan sagtens få en sølv- mønt for skindet! Her hos mig kan æslet jo alligevel ikke udrette mere gavn jeg har ikke brug for et gam- melt, svageligt æsel... men af dens skind kan der dog blive et stykke godt læder! Nå, skynd dig så at kom- me af sted —! Sønnen græd og tiggede om han ikke nok måtte få lov at beholde „den lille", men faderen lod sig ikke over- tale. Derfor blev drengen nødt til at begive sig på vej ind til byen. Bedrø- vet vandrede han af sted med sin bedste ven, og folk undrede sig over, hvorfor drengen græd. Det var tidligt på eftermiddagen, da han gik gennem byporten. Men så faldt det pludselig drengen ind, at der netop den dag afholdtes et stort kvægmarked på byens torv. Hvorfor skulle han ikke forsøge at sælge „den lille" til en eller anden venlig mand, som ville være gbd mod dyret ? Så ville det jo i det mind- ste ikke do i garveriet, og faderen ville alligevel få sin fjølvmønt. Men heste- og æselhandleren lo blot, da drengen tilbød ham det stak- kels, magre æsel. —• Denne unge mand, mener åben- bart, at hans æsel er godt nok til at stå i en konges stald! sagde han hån- ligt til (le omkringstående. En skønne dag skal den nok komme til at tilhøre en konge - ! udbrød drengen grædende og trak igen af med sit æsel som ingen ville købe. Bedrøvet traskede han gennem ga- derne... Skyggerne blev stadig længere, og ban turde ikke komme hjem uden sølvmønten. Men da han så til sidst ville fore æslet hen til garverens butik, kom en mand ham i møde. — Hør, min dreng, sagde han. Jeg har en bøn til dig. Det er jo dit æsel dér, ikke sandt? Ser du, jeg skal ud på en lang rejse, og min hustru føler sig ikke vel tilpas. Jeg har brug for et dygtigt æsel, som kan bære hende... vil du sælge mig dit æsel? Glædestrålende nævnede drengen sin pris, bad den fremmede om at være god mod sin firbenede ven og spurgte, om han måtte have lov til at gå med manden. Så snart denne havde hentet sin hustru, klappede drengen- æslet og sagde på gensyn. — Nu må du være et dygtigt og flinkt æsel, hviskede han dyret i øret. -—- Og når jeg bliver stor, køber jeg dig tilbage, så du kan få det rigtig godt. Ved byporten stod en vagtpost, der holdt manden tilbage. Hvem er I, og hvor skal i hen? - Jeg hedder Joseph, og dette er min hustru Maria. Vi skal til Betle- hem... Passér! sagde soldaten og de to mennesker vinkede på een gang leen- de og grædenc farvel til den lille dreng. 0 sådan gik det til, at æslet har Maria de mange mil til Betlehem. Og; dér i et staldrum, så det lille æsel, hvorledes et barn kom til verden... et barn, der senere skulle blive alle menneskers konge. Og æslets trætte, gamle ojne be- tragtede mildt byrderne og de vise mænd, der kom fra Østerland for at tilbede Jesusbarnet. Men alle, der havde hånet og spottet det lille æsel, begyndte nu at misunde det, for det havde jo været med til de store vid- under... Det er altsammen meget længe siden Pablo, sluttede manden sin for- tælling — men endnu i dag kan det ske, at æsler står og drømmer om det lille æsel fra Bethlehem. Manuel Doldonado. — anérsuartitdluta kingorna atåtap apumik inussiutisångi- låtit! — Det er sidste gang, far laver en snemand til dig, når vi er ude at spadsere! FERD’NAND Ferdnlåt ajor- ssarpoK 9) Ferd’nand tabte spillet

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.