Atuagagdliutit - 24.12.1956, Blaðsíða 7

Et grønlandsk
I det efterfølgende vil jeg forsøge
umiarssup nålagåta akivå: — nå-
malerpoK KaKinarniaratdlardle!
nunamut pigsipatdlagpunga, ilavut-
dlo nåpitdlugit ilaliuteriardlugit i-
merniartarfingmut iserpugut, tåssa-
nilo negere umisålikasitdlarmat por-
simåvta igipå igkat putuvdlugit. tå-
ssame sagdliligåinåuput, negcrilo or-
pingmut kapinartulingmut tugpoK.
fyldepennérukavta nalunaeKutårae-
rutdlutalo imigagssamik taorsertisi-
naussavtinik pilagtut ilåt isumerpoK
mato tikisarput sujugdleK kasugtoru-
mavdlugo. kasugtormatdlo igalåu ku-
livtine angmarneKarpoK, arnardlo
aperivoic suniarsoraluta. pilagtartor-
dlo akivoK imerusungnerardlune.
-- ajungilaK, arnaK spaniamiutut
akivoK. tåssugunguåkutdlo Korfik
ulivkartoK pilagtartumut kuivdlugo,
måssa ilupåne pitsaunerpåK atunguu-
kasigkå, kavåjanime tunisimavå cog-
nacimik puiaussarsissutigalugo.
tauva bilerdluta umiarssualiving-
mukarpugut, ingerdlatitsissorputdlo
akilernago unatakutsuinarparput.
politit aggerput mikissukutdlakasit,
takuleramikitdle porsimårput, Ki-
ssugtuissoK pilagtartordlo OKåinarput
tåussuma pissagssanc pinarå, tusara-
mikugoK ingerdlatitsissup piaivfigi-
niaråtigut.
tauva spaniamiutut onalupaluler-
pugut: Du mucho bueno og comc
and have una drink, kammerado! på-
sisimagamisigut politit igdluånukar-
tipåtigut, tassanilo silaKångitsumik
ervnguserpugut. unuarorujugssuar-
toK politit silagtorsertarfingmut inar-
tipavut ikårdlutalo alikusersuinarsi-
nåunginavtigik, uvdlånguarme aut-
dlartugssauvugut seKineK nuilerpat.
kingugdlerpauvdlune ikårpoK Ki-
ssugtuissoK. ikårpoK ilordliginauv-
dlune nasarujugssuarmik nasardlune
igdluanik KingminguaK KaKortoK sili-
kimik augpalugtumik KungascKutilik
igdluanigdlo naussulivik unermig-
dlugit.
nalunaeKutaK tatdlimångortoK aut-
dlarpugut, angutitdle tatdlimat Kima-
tåuput...
manale linuarsiortut uvdlakorsiu-
tigssiortariaKalerpåka.
piumaguvit unuit ilane aggersinau-
vutit oKaluasånik tusarnariardlutit.
nalungilarame atuagkiortut OKalug-
tuagssarriingnik avdlanit ama pig-
ssarsiniartariaKartartut.
soKutåungilaK anileruvit puiaussaK
' Kimåinaraluarugko. kisiåne oKalua-
saka avdlångortiterniaKinagit. ag-
dlagkumårpatit sordlo OKalugtuarigi-
ka, tåssame ilumordluinarput sordlo
igassup nerissagssissutigigai miser-
lcernagit nautsialernagitdlo! ...
at give et billede af et ret enestående
venskab eller rettere en kæde af ven-
skaber, der udsprang af et eneste
venskab, der blev stiftet for 100 år
siden i Godthåb i Grønland.
Min farfader, pastor Carl Emil
Janssen, født 1813 i København, var
i 1844 blevet præst i Holsteinsborg
som afløser for pastor Steenberg. —
Skønt ærkekøbenhavner befandt min
farfader sig godt i Grønland. Han var
interesseret i sin gerning og i det
grønlandske sprog, som han var me-
ster i. Professor Vilhelm Thomsen
sagde engang til mig, „at efter hans
mening var pastor Janssen den dan-
sker, der havde kunnet det grønland-
ske sprog bedst“. Han var i det hele
taget en stor sprogbegavelse, ban tal-
te flydende tysk, engelsk, og fransk.
Fra Holsteinsborg kom han til Julia-
nehåb, og her giftede han sig med
frk. Louise Luplau i året 1849. For-
lovelse og ægteskab var faktisk ble-
vet aftalt pr. korrespondance. Ægte-
skabet blev overmåde lykkeligt. De
fik adskillige børn; det første barn,
en søn, døde som lille, min fader Er-
nek Egede Janssen, født 1852, var det
ældste levende barn. Senere flyttede
familien til Godthåb, hvor min bed-
stefader udover præstegerningen og-
så forestod det nyoprettede semina-
rium. Med første skib i 185G rejste
min farmoder og de to sønner til
Danmark, da de ikke kunne klare sig
i det barske grønlandske klima. Min
bedstefader var da alene tilbage i
Godthåb. Den 25. juli om morgenen
vågnede han pludselig, han syntes, at
han havde børt kanontorden ude fra
havet. Det kunne jo kun betyde een
ling, nemlig at et længselsfuldt ven-
tet skib fra Danmark var under op-
sejling. Hurtigt i tøjet og hurtigt op
på et fjeld med udsigt over havet. - -
Forbavselsen var stor, det var ikke
det ventede sejlskib, men et stort
dampskib uden hjul, noget den gode
præst aldrig før havde set. Skibet
kom hurtigt nærmere, og snart så han
i bagstavnen Tricolorcn, Frankrigs
stolte flag.
Pastor Janssen fik hurtigt beman-
det sin „umiak“ og bordede skibet,
der styrede direkte mod Godthåb.
Til sin forbavselse befandt han sig
da overfor kejser Napoleon JIFs fæt-
ter prins Napoleon, der med et stort
følge af officerer og videnskabsmænd
foretog et krydstogt i de nordlige ha-
ve ombord på dampkorvetten „La
Heine Hortense". Min bedstefader
blev næsten målløs over den ukendte
pragt ombord på skibet og over det
fornemme selskab. Han fandt dog
hurtigt mælet og blev en såre nyttig
mand for ekspeditionen. Alt delte er
taget fra den franske beretning om
togtet, forfattet af Ch. Edmond. Vi
skal børe hans egne ord: „Hr. Jans-
sen er en mand i fyrretyveårsalde-
ren af et skrøbeligt udseende og med
en bleg og sygelig hudfarve, men
hans væsen og optræden er udpræget
fine. Han udtrykker sig fortræffeligt
på tysk og taler godt engelsk og
fransk. Han er fuldkommen hjemme
i grønlændernes sprog, som ban taler
lige så let som dansk. Han ved alt
om Grønlands fortid og nutid og er
fortrolig med, hvad der sker i Euro-
pa. Man ville være lykkelig for at
gøre hr. Janssens bekendtskab i en
parisisk salon, her er ban af uskade-
lig værdi".
Min bedstefader gjorde sit yderste
for de franske gæster, blandt andet
skænkede han sin samling af grøn-
landske mineraler til prinsen. Geolo-
gen i ekspeditionen var en fransk of-
ficer, da værende eskadronchef Fer-
ri-Pisani. Hvorledes denne udmærke-
de franskmand og min bedstefader
i løbet af nogle få dage blev intime
venner, vides ikke, men man tør vel
formode, at den fælles geologiske in-
teresse bar spillet en rolle. En kends-
gerning er det imidlertid, at dette
venskab bestod indtil min bedstefa-
ders død i 1884. De to venner sås
aldrig mere, men de stod i stadig
brevveksling lige til det sidste. Man
skulle dermed tro, at sagen var forbi,
men nu begyndte den først rigtig. —
Min fader var blevet ansat i Store
Nordiske Telegrafselskab, der lige
efter den fransk-tyske krig havde
truffet aftale med den franske stat
om etablering af direkte telegraffor-
bindelse mellem Danmark og Fran-
krig, man skulle nedlægge et kabel
mellem Fanø og Calais, hvor der
skulle oprettes en dansk telegrafsta-
tion med dansk personale. Sammen
med nogle andre, nyuddannede tele-
grafister blev min fader, der da var
omtrent 20 år gammel, sendt til Fran-
krig for at åbne og betjene stationen.
Ingen af dem var videre stiv i fransk,
hvorfor man først lod dem gennem-
gå et kursus på Delbendes handels-
skole i Fecamp. Min fader havde ud-
mærkede sprogevner, og han blev
snart dygtig til fransk, efterhånden
kom han til at tale det ligesom en
ganske almindelig franskmand, lige-
som han også kom til at skrive det
ganske fejlfrit. Stationen blev åbnet,
min fader begyndte sin tjeneste i Ca-
lais. Imidlertid var der sket noget
mærkeligt, man ser tydeligt, hvorle-
des skæbnen havde grebet ind. Ferri-
Pisani var i årenes løb avanceret til
general og var nu efter krigen blevet
militærchef i Calais. Gennem min
farfader vidste han besked om min
venskab
palasc Carl Emil Janssen (1813-1884). Ferri-
Pisani Kalåtdlit-nunåne nåpikamiuk tainia
isslkoKarpoK.
Pastor Carl Emil Janssen (1813—1884), som
han så ud, da han mødte Ferri-Pisani i
Grønland.
faders ankomst til Calais, han opsøg-
te ham og åbnede sit hjem for ham.
Her nød min fader stor gæstfrihed
og lier præsenterede generalen barn
en dag for en ung løjtnant i sin stab,
idet ban omtrent sagde følgende: —-
Kære Janssen, jeg er for gammel til
at blive ven med Dem, som jeg er det
med Deres fader, men De må blive
ven med denne herre, De kan lære
ham tysk, og han kan lære Dem
fransk! Den unge løjtnant hed Lucien
Lombardeau, og han blev min faders
bedste ven. De var temmelig forskel-
lige af karakter. Lombardeau var en
højt begavet mand, ubestikkelig hæ-
derlig og trods en vis militær stram-
hed i besiddelse af et barokt lune! —
Min fader havde mere af det fandeni-
voldske i sig. De supplerede hinan-
den glimrende, og venskabet blev
meget inderligt imellem dem. De boe-
de oftest sammen, og da min fader
flyttede til Paris, sørgede Lombar-
deau for også at blive forflyttet dl
Paris. Lombardeau var min fader en
enestående ven, han hjalp ham på al-
le mulige måder og klarede mange
vanskeligheder for ham, han var i
enhver henseende hans gode ånd. Det
gjorde intet skår i venskabet, da
Lombardeau giftede sig med en for-
træffelig dame, frk. 'Louise Lccomp-
te. Fru Lombardeau trådte med hele
sin sjæl ind i venskabet. Efter en
halv snes års tjeneste i Frankrig blev
min fader hjemkaldt til København.
I 1888 giftede min fader sig, og jeg
kom da til verden et år efter i 1889.
Jeg var ikke ret gammel, før famili-
en Lombardeaus eksistens gik op for
mig. To gange om ugen kom der
nemlig korsbånd fra Lombardeaus.
Lombardeau og min fader havde i
Frankrig sammen abonneret på „Le
Petit Journal" og den vedblev Lom-
bardeaus nu at sende ham uden af-
brydelse til min faders død i 1925.
Jeg husker så tydeligt fru Lombar-
deaus sirlige skrift uden på omsla-
gene. Der var altid en meget livlig
brevveksling mellem de to hjem, det
var dog navnlig madame og min fa-
der, der var flittige brevskrivere,
Lombardeau skrev oftest kun nogle
få linier, han kunne ikke lide at skri-
ve breve. Det har jeg fra ham selv.
Lombardeaus boede nu i Bourgcs,
Lombardeau var blevet forfremmet
og forestod nu Camp d’Avor i nærhe-
den af sidstnævnte by. Her besøgte
min fader dem i 1893. Ikke blot gen-
nem aviserne mærkede vi børn noget
Emile Duhautbois ama fru Estrelle Duhautbois ikingutaisalo ilåt 1953-ime akunigtarfing-
me Hotel de Franceme Rouenimltume nagdliutorsiortunitdlutik åssilisisimassut.
Emile Duhautbois og fru Estrelle Duhautbois samt en af deres venner fotograferet ved en
fest i 1953 på Hotel de France i Rouen.
7