Atuagagdliutit - 24.12.1956, Blaðsíða 17

Kasunartuilo tingitaussaraut, uvdlu-
neranilo kikissat tungmåralugit kapi-
ssarnerpagssuavut erearsautiginéru-
tarait.
Kårsilårdluta iluarusugdluta igdler-
mut åreaneK-pingasutarissamut KaKi-
guvta puvtinut portuteriardluta aku-
nerup Korea migssiliordlugo aliånaer-
såleraraugut erinarssuatårdluta nipi-
lerssuatårdlutalo ingnerup aumai nu-
ngukiartuårdlutik inip ilua augpitdle-
riartuårtitdlugo.
tangmårsimanerput Kiterpårugtor-
dlugo nukagpiarartavta ilat inaluåra-
lugtorujugssuångorpoK — tairaa ino-
Kångitsigissumitdlune ernumåtdlang-
nardluinartumik. ipugtariånguamik
umiatsiaKarpugut, nakorsamutdlo Ka-
ningnerpåmut 100 kilometeriuvoK.
aSsigingitsorpagssuarnik kalernsåru-
siorpugut, umiarssuarmigdle tåkuto-
KångilaK. avdlatut ajornaKingmat
imarssuåkut — Davisstrædékut -
autdlåinaKaugut. kisiåne putserpoK,
sunalo tamarme KularnarserugtortoK
umiarssuaK putsumit akisugupoK, tå-
ssa niuvertoKarfiup umiarssuårå
„Klapmydseri". siggartåumik kalerri-
sårinerput lusarsiinavat. nuånårner-
mit pigsigardluta nivdliavugut umiat-
siakavsagput kingutingajagssauvdlu-
go. „Klapmydsen“ „umiarssualivivti-
nut“ pulavoK. Simut ikivoK, nålagå-
ta'lo inugsiarnersup ernlnardluinaK
penicillinarpå. — „Klapmydsen" ta-
matsåt Kangerdluarssorutsip tungå-
nut autdlarsarpoK, nukagpiarardlo
tåssano ernlnardluinaK pilaissarfing-
mut KaKitincKarpoK.
barékinik mardlungnik tåukuni-
nga isaterineK tupigusutigingitsugag-
De forstenede rener ved Durkehenvarræ
Kautokeino-elven snor sig ned gen-
nem en bred dal badet i flammende
sol. Langstrakte birkedækte lier lig-
ger hen i et uvirksomt flimmer, vio-
let — op mod nogle terasse-dannede
plateauer; over dem breder en kuplet
åsryg sig mod syd. En brungul lav-
skrige (en spurvefugl) smutter over
dalen, og når den krænger over i
flugten, glinser den som nypudset
kobber. Nogle kørerener står tøjrede
til pæle udenfor en købmandsbutik.
Deres varme ånde slynger sig i leg
om de skælvende muler.
Folk i farveprangende dragter be-
væger sig i snakkende selskab mel-
lem huse ligeså farvestærke som de
selv. Det er en dag, hvor man ikke
ssåungitsumik maligagssiuinertut su-
liauvoK „akornutigssat sugssåkérdlu-
git“ pivfigssaK atordluardlugo, nivi-
arsiarKat nukagpiareatdlo 12—18-inik
ukiugdlit suliåt. uvdlut tamaisa spej-
derit akunerit 16 sulissariaKartarput,
månalo sialuk anorerssuardlo, Kissuit
tamaisa erssugtåinardlugit sigssamut
2 kilometerit pisugdlugit, kingornalo
tåssane aineKarput.
taKiiagssatik NCnigme ulåputigigait. — Der provianteres i Godthåb.
Af Jens Rosing
kan andet end nyde livet. — Vidder-
ne vågner mod vår.
Fra syd ser jeg en lille sort prik
— og kan i den gråblanke belysning
ikke afgøre, om den kommer eller
går.
Efterhånden vokser prikken. Prik-
ken bliver til to, det er en risleslæde
forspændt med en fyrig „Spailet", en
nytæmling til buk, og en vogterhund,
der i bløde spring danser ved siden
af. Prikkerne ser uvirkelige ud -—
det er som om de svæver. Det lille
følge nærmer sig — et eventyrligt
skær løfter dem fra jorden, og de fa-
rer gennem den klare luft -— større
end husene ved kirkestedet.
Med eet rammer renen jorden, og
de rappe klove skovler sneen til
støv. De svinger op ved et af husene
og bliver små igen. En troldsk stem-
ning synsbedrager beskueren af ås-
ryggene mod syd da var det, at jeg
kom i tanker om et sagn, som for-
tælles i Kautokeino, der netop knyt-
ter sig til de åsrygge, „den flyvende
renkører“ kom fra, „Durkehenvar-
ræ", fjeldene hvor man blev skræmt.
Der fortælles, at der i fjerne tider
boede en mand ved Durkehenvarræ
sammen med sin kone og sine børn;
i samme Sida, renby, boede en kone,
der kun havde et barn og en hund.
Som det dengang var skik og brug
blandt samer på Finmark, måtte man
under store højtidsdage ikke foretage
sig noget, selv børn måtte ikke lege.
En jul rejste manden og hans kone
til Kautokeino-kirkestedet for at fej-
re højtiden ved kirkegang. Tjeneste-
pigen blev alene tilbage på fjeldet
med ungerne. Som børn flest adlød
de ikke pigens strenge formaninger
om ikke at lege på så stor en højtid,
men de gik ud og begyndte at lege
renflok; nogle var rener, andre folk,
der med lasso i hånd, indfangede dy-
rene.
Derefter slog de telt op. De fik den
gode ide, at der skulle slagtes et dyr
til middag. En dreng gik ind i teltet
efter en kniv og lasso —• kastede fast
■<
WBSm

£$11 ; i
en af de mindste drenge, han jog sin
kniv i brystet på sit offer — deref-
ter flåede han ham. Med et blev der
en forfærdelig panik hos de andre
børn, og se, måneskiven kom sejlen-
de ned imod dem, den store skive
blev større og større — alt var badet
i et koldt, skærende lys; børnene
styrtede forskræmte ind i teltet.
Månegubben satte sig på en hugge-
blok •— lidt efter gik han ind i teltet.
Han sagde til tjenestepigen: „Når ik-
ke forældrene har bedre styr på bør-
nene, skal du se, hvad der kan hæn-
de."
Derpå bød månegubben den op-
skræmte pige kaste fast det bedste
og hurtigste køredyr, der var en tve-
kønnet ren, og køre til Kautokeino
for at varsle børnenes forældre om
det, der var sket. Før hun startede
sin vilde kørsel, låste hun den mind-
ste dreng, der endnu var for lille til
al have deltaget i legen, ind i en stor
Kisa, dragkiste.
Hun kørte, som var det selve vin-
den, der strøg henover Finmarks
frostklingende vidder - så vild var
farten, at hun bogstavelig talt fløj.
Udenfor kirken styrtede køredy-
ret dødt om, det var blevet spræng-
kørt. Inde i kirken fandt hun ægte-
parret. Da hun havde sagt, at de med
det samme skulle drage til fjelds,
sank hun død om på kirkegulvet.
Imens dræbte månegubben unger-
ne og gav sig til at spidstege dem
over ildstedet. Den lille gut, der sad
inde i Kisaen og hørte alt, hvad der
foregik, begyndte at tigge om mad
„Guoma’oaivi megga, megga" - „Den
gnaver på maveindhold, maveind-
hold" (af ren).
Den frygtelige gæst tog ligaske i
hånden og blæste en sky ind ad nøg-
lehullet til den lille fyr, der blev ved
at ligge „Guoma’oaivi megga, megga".
Nabokonen kom ind for at bede
om ild til sin pibe. — Månegubben
rakte hende en brændende barnefod.
Vildt forfærdet styrtede hun tilba-
ge til sit telt, hvor hendes søn og
hund stod bundne. Det havde hun
gjort, for at de ikke skulle deltage i
legen.
Med skamkørte dyr svingede æg-
teparret op ved teltene og rev for-
hænget til side. Iler sad månegub-
ben stadig. Med et sæt sprang han
op og griber sin kniv
„Når du ik-
M a r ra rm c mi t a rf i k o K.
Marrah'rbasen.
ke har passet bedre på dine unger,
skal du ikke undslippe". Han over-
faldt manden og flænsede ham nede-
fra og opefter til han døde. Konen,
der flygtede ind til naboen for der at
søge ly, blev indfanget. Månegubben
gentog sine ord til hendes mand,
først skar han hendes bryster af —
også hun blev flænset til døde under
de frygteligste pinsler og skrig.
Efter sin makabre gerning befale-
de månegubben enken at skille sit
mærke ud af dyreflokken. Ikke så
snart havde han sagt det, før hele
renflokken kom. I den kolde nat kom
de fræsende gennem sneen, deres
mange ånde steg til et mystisk slør
— så man ikke kunne se dyrene, før
de var helt henne ved teltet. Konens
mærkede rener skilte sig selv ud af
den øvrige flok — de dyr, der bar
ægteparrets mærke, blev åndeløse og
stivnede til sten.
Før månegubben atter hævede sig
til himmels, bad han konen tage den
lille dreng i kisaen med sig, når hun
rejste.
De forstenede rener ved Durkehen-
varræ vidner den dag i dag om hin
17