Atuagagdliutit - 17.12.1962, Qupperneq 13

En søndag i Fiskenæsset
Fangstmænd betaler som alle nord-
mænd på Svalbard 4 °/o i skat, og de
afregner en gang årligt, samtidig med
at de foretager deres hovedindkøb til
forsyninger.
Hilmar Nøis for sin part kommer
dog i hvert fald en ekstra gang ind til
civilisationen, idet han ved juletid,
midt i den 4 måneder lange polarnat,
kommer ind til Longyearbyen.
„Det var jo det telegram til familien
derhjemme i Norge“, siger han, og
man kan vel ikke fortænke ham i, at
han aldrig afslår indbydelsen til at
fejre julen blandt andre mennesker.
DET SIDSTE KRIGSBÅL
BRÆNDER ENDNU
Under krigen var Hilmar Nøis eva-
kueret til England sammen med de
fleste andre norske indbyggere på
Svalbard, medens den forholdsvis lille
rest måtte friste tilværelsen i det be-
satte Norge.
Krigen var hård ved Svalbard —
man kan vist forsvare at betegne
øgruppen som et af de hårdest ramte
områder i verden. Af de store anlæg
fra før krigens tid var der således kun
eet eneste hus tilbage, da krigen slut-
tede. Det var et stort hus, der i sin
tid var opført af hollænderne, og som
stadig sætter sit præg på russerbyen
Barentsburg. Resten var totalt udra-
deret eller i det mindste således de-
monteret, at ingen kunne have gavn
deraf.
Den første krigssommer, 1940, pro-
ducerede Svalbard ca. 350.000 tons kul,
som afskibedes til Norge. Alt forløb
således næsten, som om der ikke var
krig i verden. Men så tog begivenhe-
derne fart, og det i en så totalt hen-
synsløs og grusom målestok, at det
savner sidestykke. Det vil føre for
vidt at komme ind på de mange slag,
hvor snart nordmænd og englændere,
snart det tyske ekspeditionskorps,
havde overtaget, men det må nævnes,
at der fra begge sider flere gange
landsattes mandskab og udnævntes
militærguvernører, og at der var hår-
de tab på begge sider.
Som et endnu synligt minde har
man i Longyearbyen en brændende
kulmine. Den blev bombet i 1941
og brænder endnu, så store røg-
skyer trækker gennem dalen og
blander sig i Svalbard-tågen.
I Nordgrønland har vi som det vil
være nogle bekendt brændende fjel-
de, hvor olieholdige skifre har brændt
i snese af år. Allerede vikingerne på
Erik den Rødes tid for 1000 år siden
fortæller om dette fænomen. Det sam-
me troede jeg uvilkårligt var tilfældet,
da jeg så store røgskyer sindigt vælde
op af en sprække på en fjeldside i
Longyearbyen.
Dette sidste krigsbål — og mon ikke
det er det sidste bål fra Den anden
Verdenskrig, som brænder endnu? —
vil næppe slukkes endnu i mange år.
Eksperter, som har været tilkaldt fra
udlandet, har fastslået, at det er selve
kullagene i fjeldet, der er antændt, og
overfor dette er ethvert slukningsfor-
søg nytteløst. Dog er branden allerede
noget afdæmpet i forhold til tidligere.
VERDENS NORDLIGSTE LÆGE
ER DANSKER
På mit krydstogt i Svalbards fjorde
og langs landets øer og kyster ople-
vede jeg adskilligt, som kunne betage
og interessere ikke mindst en grøn-
landsfarer. Naturligvis er dog det me-
ste i Grønland større og mere varie-
ret, ikke mindst betinger landenes
størrelse dette.
I Ny Ålesund, som kalder sig ver-
dens nordligste beboede samfund, idet
man ser bort fra vejrstationer o. 1. så-
ledes endnu den luftskibsmast, hvortil
nordmanden Roald Amundsen for-
tøjede sit luftskib „Norge", da han i
1926 som det første menneske fløj
over Nordpolen og efter 80 timers
flyvning landede i Teller i Alaska.
Året efter startede herfra Amundsens
pilot, italieneren Umberto Nobile, med
sit luftskib „Italia", hvormed han for-
ulykkede et sted i polbassinets ismas-
ser. Amundsen startede derefter en
undsætningsekspedition, hvorunder
han selv omkom. Der er aldrig fundet
spor af nogen af dem. Under mit be-
søg blev der nedlagt kranse af kunsti-
ge blomster fra italienske skolebørn
ved Amundsen-mindesmærkerne i
Tromsø og Ny Ålesund. Også resterne
af Amundsens hangar ligger spredt
på et område i Ny Ålesund, og midt i
„byen“ står hans rustne iltflaske.
I denne mineby med ca. 200 ind-
byggere er danskeren Anders Vinthen
Johansen læge, verdens nordligste.
Han er en af dem, som ikke kan få
nok af polarlandene. Først var han
læge et par år i Østgrønland, så en
kort tid i Vestgrønland, han har været
på hvalfangst i Sydishavet i 4 år og
deltaget i ekspeditioner til Syd Geor-
gia og Antarktis.
Da jeg besøgte ham i Ny Ålesund
havde han netop med samme skib
modtaget et brev fra kong Olav V,
hvori han tildeltes fortjenstmedaljen
i guld som anerkendelse af sin ind-
sats.
SOMMERSNE PÅ DEN FJERNE
DANSKERØ
Det nordligste punkt, jeg endnu har
besøgt, er Danskøya eller Danskerøen
på næsten 80 grader nord, tæt ved
den konstante grænse for polhavets
pakis.
Vi besøgte dette fjerne sted i be-
gyndelsen af juli — og blev modtaget
af en snebyge. Også her finder man
talrige rester fra de store polarekspe-
ditioners tid, da disse egne var sam-
talestof verden over. Ekspeditionerne
valgte dette sted som udgangspunkt
for deres forsøg på at nå Nordpolen,
simpelthen fordi det er det nærmeste
sted mod Nordpolen, som man med
sikkerhed kan nå med almindelige
skibe.
Øen, der muligvis hedder sådan,
fordi der her var mange danske hval-
fangere i storhedstiden, er kun en stor
klippeknude i det barske hav.
Vi blev roet i land i Virgohamna på
Danskerøen for at se på resterne af
Andrés polarekspedition. Her forbav-
ses man over at finde en utrolig bunke
gammelt jernaffald, men forklaringen
er i forbindelse med svovlsyre, at det
blev brugt ved fremstillingen af brint
til at fylde den ballon, hvormed sven-
skeren Gustav André og hans mænd
i 1897 ville forsøge det efter datidens
forhold rentud fantastiske at flyve
over Nordpolen. Fra denne ballonflugt
vendte de modige polarfarere aldrig
tilbage. Først 50 år senere blev rester-
ne af ekspeditionen fundet på Hvide-
øen (Kvitøya) nordøst for Nordøst-
landet (Nordaustlandet).
Det var i nogle år en gåde, hvor-
for mændene var omkommet, da de
var velforsynet med både proviant,
ammunition og petroleum til deres
primus, indtil en dansk læge ved
mikroskopering fandt ud af, at de
havde fået trikiner ved at spise is-
bjørnekød, som ikke var tilstræk-
keligt kogt.
LANDET UDEN BEFOLKNING
Svalbard er landet uden folk. Det
er nok beboet, men ingen er virkeligt
fastboende, end ikke fangstmændene,
og man har endnu aldrig fundet spor
af fast bebyggelse i landet.
På mange punkter ligner det Grøn-
land, men vel at mærke det nordlig-
ste Grønland som f. eks. Thule di-
strikt, blot lettere tilgængeligt. Og
som Grønland er det et land med
spændende muligheder, men mulig-
heder, som ved en ugunstig naturs
mellemkomst kan give skuffelser.
Et eksempel herpå er marmoret,
som i 1904 blev fundet i Kings Bay
nær Ny Ålesund af en nordmand, der
solgte rettighederne for et pænt be-
løb til et engelsk selskab. Produktio-
nen kom i gang, og man frydede sig
i London over de smukke årer i mar-
moret, — indtil man prøvede at slå
på det, og årerne viste sig at være
frostrevner. Så snart hammeren rørte
stenen, sprang den i småstykker.
I sommeren 1960 fandt en fransk
videnskabsmand i nærheden af Ba-
rentsburg i Grønfjorden spor af sau-
rier, fortids-kæmpeøgler, som sam-
men med kullagene fortæller om en
tropisk fortid. Men Svalbards historie
som den kendes i brudstykker siden
vikingetiden, er historien om et barsk
polarland, djærvt og bramfrit og med
mange pudsige enkeltheder.
Blandt andet må det interessere
at høre, at da landet i 1596 opdage-
des på ny efter århundreders del-
vis glemsel af hollænderen Willem
Barents, erklærede daværende
kong Christian IV af Danmark og
Norge det øjeblikkelig for dansk
område med den begrundelse, at
det var en del af Grønland!
Det er tvivlsomt, om landet nogen-
sinde vil få en hjemmehørende be-
folkning, da det har et afskrækkende
klima — ikke urimeligt koldt, men
ofte tåget og med voldsomme storme,
da Golfstrømmen udtømmer sine sid-
ste varmereserver lidt syd herfor —
og da landet ikke kan brødføde sin
befolkning selv.
Rasmus Bjørgmose.
4 forskellige:
LIME - GRAPE - ORANGE - LEMON
ROSE'j JUICE forfrisker
og læsker
ROSE's JUICE imeruersaut
fuménguernartOK
Generalagentur: Hans Just, Kbh. 0.
„Tjim, tjim, tjim!“ — klemter den
lille kirkeklokke. Men skønt Timo-
teus, præstegårdskarlen, haler det
bedste, han har lært, i rebet, overdø-
ves klokken næsten ganske af den
sydvest, der i nattens løb er blæst op.
På fjorden, der i aftes lå blank og fre-
delig, er der nu hvide bræmmer af
skum, og i havnen hugger bådene
taktfast i deres fortøjninger. Søn-
dagsflagene, som har været oppe fra
det blev lyst, stritter lige ud i luften
som på børnetegninger eller har i pa-
nik snoet sig rundt om stangen for at
holde sig fast. Jovist blæser det!
Det er kort før kirketid. Der er alle-
rede en hel del mennesker samlet
uden for kirken, og flere er på vej
rundt omkring fra husene med ryg-
gen stemt op imod stormen.
Præsten kommer ud fra sit hus og
skrider over broen til kirken med sus
i de sorte skørter. Præsten det er mig.
Nu er Thimoteus nået til bedesla-
gene. Gennem den halvåbne dør ser
jeg fra præsteværelset kateketen,
Bent Barlaj, siddende på den knir-
kende orgelbænk, gøre sine noder
klar. I samme øjeblik som klokkerne
tier, bringer han det store, gamle or-
gel til udbrud, dette orgel, som med
sine utætte bælge og skæve toner
sandt at sige må have kendt bedre
dage, men hvis klang alligevel på en
eller anden måde er forunderlig gri-
bende.
Det er skik på udstedet, at de fleste
først går ind i kirken ved præludiets
begyndelse. Mændene glider ind på
bænkene til højre, kvinderne, hvoraf
mange har småbørn med, til venstre.
På den bagerste bænk lige foran den
vældige, hvidmalede kakkelovn, fra
hvis åbne ventiler hastige lysglimt
slår ud over gulvet, sidder Ezekia,
Andreas og de andre gamle. Thimo-
teus kommer ned fra loftet og lukker
forsvarligt begge fløjdørene ud mod
det støjende vejr. Der bliver stille i
kirken. Gudstjenesten begynder.
Salmesangen i Fiskenæsset er et
eksempel på den særprægede grøn-
landske sang, når den er bedst. Alle
er med fra første vers’ begyndelse, og
alt synges flerstemmigt, uden vibrato,
til gengæld med et solidt glizando som
bindemiddel mellem de enkelte toner.
Smidigt og energisk trods det slæben-
de tempo gror salmerne frem under
de malede loftsbrædder, bruser næ-
sten af sig selv som stormen udenfor.
I sammenligning med en typisk
dansk gudstjeneste må man vist sige,
at denne typisk grønlandske fuldt så
meget er menighedsgudstjeneste i den
betydning, at alle er aktivt med og
bærer sin del af ansvaret for det, som
foregår. Gudstjenesten er i udpræget
grad ikke blot noget, som præsten og
Katekef Bent Barlaj og pastor Bent
Lumholf.
land, endnu kun i ringe grad har for-
mået at præge sindene i Fiskenæs-
set. Den moderne individualistiske
mennesketype, som man i stigende
grad finder repræsentanter for blandt
grønlænderne i de større byer, er
endnu ikke nået til Fiskenæsset. Her
føler alle, at de kommer hinanden
ved, fællesskabet lever endnu. Fælles-
skab om at leve på dette isolerede
sted, som alle der bor der, må elske.
Det er dette altomfattende fællesskab
i hverdagen, der om søndagen tages
med ind i kirken og skaber ægte
gudstjeneste. Dette er i sandhed en
menighed!
— Dødsstille er der på intet tids-
punkt i kirken. Træværket i taget
knager og sukker besværet i stormen,
mændene hoster rungende, kvinderne
skænder hviskende på deres børn, når
de bliver for højrøstede. En eller an-
den lille klynkende knort får sig en
trøstetår. Også det høres. Men højtid
er der i kirken. Højtid behøver ikke
at være ensbetydende med gravagtig
stilhed.
----Vi er nået til ende med den
sidste salme. Bent Barlaj bakser en
stund endnu med det store orgel, som
om det var vanskeligt at få hold på,
nu det er kommet så godt i gang. Om-
sider får han det dog bragt til tavs-
hed, glider ned fra orgelbænken og
stiller sig i koret med sin slidte ritual-
bog i hånden for at bede udgangsbøn-
nen.
Gudstjenesten er forbi, og Thimo-
teus sluser menigheden ud i det væl-
dige vejr. Solen er ved en ren mis-
forståelse kommet fri af de jagende
GLADE MÆND
OG KONER
Hopla - man kom-
mer i perlehumør,
baré på en enkelt
skefuld
KRUSCHEN-salt
i morgenkaffen!
Man bli’r let i
hovedet, slank om
maven, og kvik
over det hele.
Humørfolk verden
rundt ta’r
KRUSCHEN.
- Prøv selv!
tager KRUSCHEN hverdag
angutit arnatdlo
uvdlut tamaisa KRU SCH EN pissarpal!
nukigssaK namagtoK - Kruschen-ip tara-
juinik alugsaut atausTnardlunit uvdlakut
kavfisugagssaK akulårsimagaine taigssaun-
gitsumik isumagigsinartarpoK. niaKorig-
sinartarpok, nakitdlinartarpoK, sutdlo ta-
marmik eKaitdlisardlutik. silarssuarme i-
nuit isumagigsartortaisa KRUSCHEN
lierissarpåt.
KRUSCHEN
kateketen laver, men noget, som alle
på dette udsted er med i. Naturligvis
hænger det sammen med, at den vold-
somme udvikling på godt og ondt,
der i disse år skyller hen over Grøn-
skyer for at give sit bidrag til søn-
dagens festlighed.
-----Sådan omtrent husker jeg
gudstjenesten i Fiskenæsset.
B. Lumholt.
En af de bedste modtagere, der nogensinde bar været præsenteret på det danske marked
BLTEfÅAIR KnNTGf
ELTRAs musikgengivelse er så
fantastisk, at De føler Dem
placeret i selve koncertsalen.
med fuldkommen
symmetrisk
HI-FI STEREO
grammofon-
gengivelse

Kr. 1035,- Leveres i nod og teak
Ved effektiv udnyttelse af de erfaringer,
den vældige tekniske udvikling indenfor
TV fabrikationen har givet, er det lykke-
des at konstruere en radiomodtager af
meget høj kvalitet og med stort teknisk
udstyr til en særdeles rimelig pris. Air
King har alt det, den kritiske køber for-
langer i dag.
FM-delen er yderst følsom med 3-trins
MF forstærker, stor støjundertrykkelse
og Foster Seeley kvalitetsdetektor.
AM-delen er bygget for distancemodtag-
ning med 2-trins MF og kvalitetsdetektor
med katodefølger. Den har bølgeområder-
ne KB, SB, MB og LB med højantenne-
spoler. Desuden MB og LB med højføl-
som ferritretningsantenne.
STEREO-delen er udstyret med 2 kom-
plette highfidelity LF forstærkere hver
med 2-trins LF forstærkning, 12 watt ud-
gangspentoder og højttalere for fuldkom-
men symmetrisk stereogengivelse på
grammofon. Stereobalancen giver op til
100 pct. korrektion. Pick-up tilslutningen
er gjort brumfri med et særligt anti-
brumrør.
Gå ind til Deres ELTRA forhandler og oplev Air King med den
helt fantastiske STEREO gengivelse.
Verdens nordligste ko. Om somme- silarssuarme nerssussuif avangnar-
ren finder koerne, som holdes for dlersåt. arnat mérKafdlo pissutigalu-
af få frisk mælk fil kvinder og børn, git KaKutigoraluarfumik nerssussuau-
nogle spredte græsfotfer mellem teKarfokarpoK, aussaunerane igdlut
husene. akornine ivigaKatdlagtårtarmat.
13