Atuagagdliutit - 17.12.1962, Qupperneq 25

Pragt og elendighed
side om side
Af: LARS BERTHELSEN
det i en hel time. Vi så mange hvaler,
men ingen hvalfangere. Vi var heller
ikke på hvalfangerruterne. Der var
også mange sjove pingviner på de
småøer, vi besøgte.
TRÆNOSEL PÅ PUB'EN
Vi sd ikke noget til de oprindelige
beboere i Australien. Vi var også kun
i Melbourne. Byen ligner storbyerne
i Europa, men der var det sjove ved
det, at restaurationerne eller pub’erne
havde bestemte åbningstider. Havne-
arbejdere gik i land præcis kl. 17 og
skyndte sig hen til pub’en. Det gik
også raskt til, kan De tro. Jeg har
aldrig oplevet noget lignende i andre
lande, jeg besøgte. Man bestilte flere
genstande på én gang. Det skulle gå
stærkt. Når pub’en lukkede, så man
adskillige kunder, der var faldet om
på gaden for at sove rusen ud. Det
var et ejendommeligt syn. Men folk
dernede var åbenbart vant til det.
KØDÆDENDE PLANTE
På Ceylon besøgte jeg også budd-
histmunkenes by med flotte templer
og store og små buddhastatuer. I en
botanisk have på Ceylon var der også
en kødædende plante. Den var an-
bragt bag et jerngitter. Så snart man
strakte armen over gitteret, begyndte
dens store blade at bevæge sig. Gui-
den gav den et stykke kød, og i det
samme klappede dens blad-„hænder“
sammen. Det var uhyggeligt at se.
Det var også på Ceylon, jeg første
gang prøvede surfriding. Stedet hed-
der Mont Lavianz med et badehotel,
der var opført ved en blændende hvid
sandstrand. Omgivelserne var meget
idylliske med svajende palmer, og
vandet var dejligt varmt. Havet i
troperne er helt blåt, og det er det
mærkelige ved troperne for en grøn-
lænder, at det bliver bælgmørkt en
halv time efter solnedgang.
Kontrasten mellem eventyrlig rigdom og himmelråbende elendighed
slog mig, så det næsten gjorde ondt, udtaler den 28-årige grønlænder
Lars Berthelsen, der har været viden om i verden
Det er ikke hver dag, man møder
en grønlænder, der har været ude i
den store verden. Den eneste mulig-
hed, en grønlænder har for at se sig
om, er om bord på et skib som ma-
tros. Siden krigens ophør har adskil-
lige unge grønlændere fartet rundt
på verdenshavene som sømænd på
danske skibe og har oplevet fremme-
de lande og folk med helt andre skik-
ke, som fiskeren og fangeren der-
hjemme aldrig ser. En af disse sømænd
er den 28-årige Lars Berthelsen fra
Godthåb. Lars Berthelsen har været
langt omkring, og han er den første
grønlænder, der har oplevet de hjem-
lige egne på den anden ende af klo-
den — ved Sydpolen.
Han tog ud at sejle i 1950. Efter en
eksamen på Lauritzens søfartsskole
var han med skoleskibet „Danmark"
på togt til De canariske Øer og Syd-
amerika. Efter hjemkomsten gjorde
han turen til blyminen i Mestersvig
tre gange. Så tog han på langfrart
med „Kista Dan“ til Antarktis i 1954.
„Kista Dan“ skulle fragte gods til en
australsk ekspedition. Om bord havde
de 28 grønlandske hunde, som han
passede under turen sammen med en
anden grønlænder, Martin Hansen. I
45 dage opholdt han sig i Antarktis,
hvor man på iskanten lossede gods
og hunde, som skulle bruges af en
ekspedition, der skulle forberede
Fuchs’ og Hillarys sydpolsfærd. Den
fandt sted tre år senere. Julen 1954
fejrede Lars Berthelsen i Antarktis.
Om den spændende tur fortæller han:
JULEN VED SYDPOLEN
— Det er en mærkelig oplevelse at
fejre julen så langt væk fra Grønland
og dog i helt hjemlige omgivelser. —
Den eneste forskel var, at det var om
sommeren, vi fejrede jul. For resten
oplevede vi ikke vinter dette år. Vi
rejste fra Danmark om efteråret, kom
til Antarktis om foråret og var hjem-
me i Danmark til foråret 1955.
Selve julen adskilte sig ellers ikke
fra julen på søen. Vi fik grisesteg og
risengrød. Juletræet var af plastic,
men det var bedre end ingenting.
Der var et storslået sceneri over
Antarktis. Der var så meget is, så
man skulle tro, det var løgn. Vi mød-
te isbjerge så store som kæmpehuse.
Et enkelt isfjeld var af sådanne di-
mensioner, at vi sejlede langs med
Hundested Motor
10—300 HK
ARABERNES STÆRKE TRO
Jeg glemmer heller aldrig mit før-
ste møde med araberne. Deres frem-
medartede beklædning fangede min
interesse fra første færd. Mændene
havde meget vide bukser bagtil og
helt ned til knæene. Man fortalte
mig, at de arabiske mænd gik med
sådanne bukser, fordi profeten Mu-
hammed ifølge deres tro skulle gen-
fødes af en mand. Alle mænd gik
med disse bukser i det forfængelige
håb, at netop han blev den udvalgte.
Om man vil tro på denne forklaring,
står til én selv.
Araberne er uden tvivl meget
stærke i deres tro. Arbejderne gik om
bord i skibet med et bedetæppe, en
bambusmåtte, under armen. Så snart
bedetimen slog, bredte de måtten ud
på dækket og med hovedet vendt
mod Mekka begyndte de så på en
monotom remse. Også arbejderne ne-
de i lasten kom op på dækket for at
bede. Hele ceremonien varede gerne
ti minutter. Under bønnen kyssede de
bedemåtten tre gange. De lukkede øj-
nene med hænderne under bønnen for
at vise, at de forsagede verden. Man
kan stikke en nål i bagen på en ara-
ber, der er fordybet i bøn, men han
reagerer ikke. De ligner grangiveligt
pingviner, ser for resten ikke så lidt
komiske ud. Men man må beundre
deres stærke tro.
KASTEVÆSENETS ULEMPER
Mit første besøg i Indien gjorde et
dybt indtryk på mig. Kontrasten mel-
lem eventyrlig rigdom og himmelrå-
bende fattigdom slog mig, så det næ-
sten gjorde ondt. Jeg har aldrig set så
megen pragt og så megen elendighed
på én gang. Det var for resten her,
jeg gjorde bekendtskab med kaste-
væsenet. Folk var inddelt i kaster,
som gik i arv fra fader til søn. En
ung mand kunne være så begavet,
som man kunne ønske sig, men han
var dømt til et liv i fattigdom, hvis
han tilhørte en lav kaste. Oprindelsen
betød meget i Indien. Folk af høj ka-
ste førte en ubekymret tilværelse
uanset deres intelligens. Nehru har i
mange år kæmpet mod kastevæsenet,
men den er så indgroet i folkets be-
vidsthed, at den ikke er til at udrydde
fra den ene dag til den anden.
Indiske tiggere. — indiamiuf Kinussartut.
NÅR MAN HANDLER I ØSTEN
Blandt Østens mange seværdighe-
der skal fremhæves de mange små
buktikker med for mig helt ukendte
Fortrinlig egnet
til
fiskeribrug
aulisartut pujortuléråinut
atugagssandgdluartoK
Kraftig — Driftsikker — Økonomisk
såkortoK — aserujaitsoK — uliatungingajagtoK
Hundested Motorfabrik
Hundested
Telegramadresse: Propelmotor
Arabere i bøn.
araberit xinussut
MANGE DØDE PÅ GADERNE
Hvis man ikke har penge, er det
helt umuligt at komme på hospi-
talet i Indien. Hver morgen ser
man folk, der er sultet ihjel, blive
samlet op i store lastbiler. Der er
usandsynligt mange tiggere på
gaderne, både gamle, unge og
børn. De sover på gaderne. Hel-
digvis for dem er deres land meget
varmt. Tiggerne har så godt som
intet tøj på. Kun et tyndt lænde-
klæde, det er alt.
DESMERDYRET OG SLANGEN
Hvis man ser en mand med en kurv
under armen, så ved man, at det er
en slangetæmmer. Mod en lille beta-
ling sætter han sig ned på gaden, ta-
ger låget af kurven og begynder at
fløjte. Så kommer slangen ganske
langsomt og bugter sig i elegante
vridninger. Det er et åndsnærværen-
de nummer, når man ved, at slanger-
ne er nogle af de mest farlige gift-
slanger, der findes, brilleslanger. Det
er imponrende at se, hvordan slange-
tæmmerne håndterer deres farlige job
med så megen ro.
Endnu mere spændende er det
at overvære en kamp mellem slan-
gen og desmerdyret. Jeg har aldrig
set så hurtige dyr som disse små
skabninger. Når slangen snor sig
om dem, befrier de sig i ét ryk.
Som regel er det også desmerdyret,
der går af med sejren.
PÅ INDISK MARKEDSPLADS
Der er en særpræget stemning over
en indisk markedsplads. Man føler
sig hensat til fortællingerne i 1001-
nats eventyrene. Østens mange frem-
medartede lugte blander sig på en
sådan markedsplads. Det er en ople-
velse, man ikke uden videre glemmer.
Mange laver mad på gaden. Maden
er så krydret, at den slet ikke egner
sig for grønlandsk gane. Orientalsk
lugt hersker her, så fremmedartet for
en grønlænder, som Østens mystik
kan være det. Der er utroligt mange
varer på markedspladserne lige fra
farvestrålende tropefugle og aber til
mennesker.
PRAGT OG ELENDIGHED
I Calcutta så jeg en FN-lejr for
pakistanske flygtninge. Jeg har
mange gange spekuleret på, om
det overhovedet var muligt for
mennesker at leve under så elen-
dige forhold. En hel familie boede
i en hytte på 150 gange 150 cm.
Gulvet bestod af et ælte af snavs
og ler. Hytten var ikke meget
større end en bikube. Beboerne
var radmagre og kiggede på en
med store bedende øjne. Det syn
glemmer jeg aldrig.
Ikke desto mindre er det mærkeligt
at se pragtfulde tempelbygninger midt
i al den elendighed. I Burma besøgte
jeg engang solgudens tempel. Den
store løgformede kuppel af rent guld
glimter betagende i solskinnet. Top-
pen er smykket med safirer og dia-
manter. Under krigen fandt der en
voldsom kamp sted uden for templet.
Japanerne ville gerne have fat i gul-
det.
Vi tog vore sko af, da vi var ved
indgangen og fik en hvid „Nehru“-
hue på. Efter besøget leverede vi huen
tilbage. For ikke at skuffe de budd-
histiske munke ofrede vi lys foran en.
flere meter høj Buddha-statue i
templet. Der var mange rygepinde og
lys på alteret foran statuen. Vi så og-
så mange offergaver som penge og
andre ting. Der var gamle mennesker
i pjalter, som kom med deres offer-
gaver. Vi så også tiggere, der var ved
at bukke under for sulten foran det
prægtige tempel.
26