Atuagagdliutit - 18.02.1965, Blaðsíða 13

Stor udstilling af eskimoisk kunst
Læg mærke til, at kun ganske få
af kunstværkerne viser en antydning
af tilværelsens lyse sider og kærlig-
heden til livet, der er så karakteristisk
To distrikter i Canada har i dag tilsammen 200 aktive eskimoiske
kunstnere.
I Winnipegs internationale lufthavn
har den øverste embedsmand for de
canadiske Nordvestterritorier, B. G.
Sivertz åbnet den første større ud-
stilling af fastlandseskimokunst fra
Keewatin distriktet.
Højtideligheden overværedes af to
kunstnere fra Baker Lake, 1600 km
nord for Winnipeg, Amarouk, 23, og
Akkarnarshoonak, 40, begge jægere,
der var udvalgt af deres egne. De be-
gyndte at arbejde i ben og tand, da
Det canadiske ministerium for nord-
lige anliggender åbnede en kunstbod
i deres samfund i 1962. I dag findes
der 200 kunstnere i Baker Lake, der
er det geografiske midtpunkt i Cana-
da og i Keewatin distriktet.
Der kan ikke gives en fyldestgø-
rende forklaring på, hvorledes denne
skabende vitalitet er opstået, men ta-
lentet må have været til stede — og
har muligvis været det i generationer
— blot holdt nede af den nådeløse
kamp for tilværelsen. Caribou-eski-
moernes arbejder giver et billede af
af landets barskhed. Jægernes og de-
res koners magre, benede skikkelser
genspejler ikke meget af den livs-
glæde, der er så karakteristisk for de
eskimoer, som bor ved kysten. Selv
blæsten i Keewatin fornemmer man
ved at betragte de stive, fremtrædende
folder i anorakkens hætte.
„The Ottawa Journal" indeholdt for
nylig en artikel af W. T. Larmour,
Ministeriet for nordlige anliggender,
der viser eskimokunstemes stolthed
over deres arbejder, som de altid iføl-
ge skik og brug forsøger at gøre rin-
gere, end de er. Det er en stor dag,
når en kunstner modtager sin første
check. Nu er han anerkendt.
Den kunstneriske anerkendelse har
bevirket, at eskimoerne ikke blot i
Keewatin, men også andetsted, er
kommet i kontakt med verden i langt
højere grad end hidtil. Vel betragtede
de sig måske som de eneste stærke
og sande mennesker — Inuit, det
navn de selv har givet sig — men de
havde dog følt, at de stod isoleret.
Dette er ikke længere tilfældet, og
det kan de takke deres bemærkelses-
værdige, skabende kunst for.
Keewatin-eskimoerne var i kontakt
med den europæiske civilisation langt
tilbage i det 18. århundrede. Baker
Lake blev navngivet af kaptajn Wil-
liam Christopher fra Hudson’s Bay
Compagniet i 1762 og opkaldtes efter
Sir William Baker og hans bror,
Richard Baker, begge fra dette sel-
skab.
Senere og i hele det følgende år-
hundrede mødtes Inuit og den hvide
mand mest tilfældigt, indtil hvalfan-
gerne kom, og udvekslingen mellem
den gamle arktiske verden og Europa
voksede kolossalt.
Den nuværende generation af ca-
nadiere, som også omfatter eskimo-
folket, har arvet et ståsted, hvortil
kimen blev lagt og spirede for et år-
hundrede siden. Hertil kommer, at der
med få undtagelser aldrig har fundet
blodsudgydelse sted mellem Inuit og
den hvide mand.
I et samfund som Baker Lake, hvor
undervisningen er i god gænge, ser
teenagerne fortrøstningsfuldt fremad
og tænker ikke på fortiden. De vil
gerne deltage og have en plads i den
moderne verden.
☆
Det var Hudson’s Bay Compagniets
fremstød til Baker Lake i 1913, der
fuldstændig ændrede livet her.
I 1920’eme kom de første anglikan-
ske missionærer, og i 1929 grundlagdes
en mission. — Romersk-katolske mis-
sionærer fulgte efter i 1931. I 1930
oprettedes én station for Det konge-
lige canadiske beredne politi.
Befolkningens masseomvendelse
havde en stor indflydelse på kunsten.
Ikke des mindre følte nogle af missio-
nærerne, at kristendommen havde
svigtet, dersom eskimoerne viste frygt
for at udfolde sig helt og fuldt på
musikkens, kunstens, dansens og digt-
ningens område.
I de senere år har nogle unge eski-
moer, hvis fædre er fast beskæftiget
i det hvide samfund, fået båndopta-
gere og har indspillet gamle sange,
der er overleveret fra samfundets
ældre medlemmer, som ikke ville
kunne formåes til at synge dem for
andre. Der er også adskillige beviser,
særlig mellem de ældre, på, at de
ønsker at genoplive de gamle danse.
Efter at de vestlige danse, herunder
twist, er dukket op, synes den nye
generation at have mistet al interesse
for gamle eskimodanse. De lever i en
ny tidsalder og derfor har sagnfortæl-
Danske blade skriver
om fødestedskriteriet
I den senere lid har der været en livlig debat om fødestedskriferiet i
danske blade. Her bringer vi en række uddrag fra bladenes ledende
artikler:
Sjælland Tidende:
Man overvejer følgerne af føde-
stedskriteriets ophævelse, og det an-
tydes, at det nok bliver nødvendigt
at indføre skat i Grønland. Ja, hvorfor
ikke? Det tjener nok ikke noget for-
nuftigt formål at skjule, at Grønland
har været og er et dansk udviklings-
område, som ikke på alle måder kan
sammenlignes med rigets øvrige dele.
Men i udtrykket udvikling ligger
°gså, at man kan søge at fremme den
ligelighed i vilkår, som af de fleste
danske anses for en selvfølgelig de-
mokratisk rettighed. Derfor bør man
stræbe efter at stille alle lige, både
med hensyn til rettigheder og til plig-
ter eller som det især føles af syd-
danskere: Fælles byrder.
Eftersom grønlændere også er dan-
skere, virker det sært for de fleste, at
man må opretholde den slags skel i
et land, hvor der ellers siges mange
pæne ord om udviklingslandenes pro-
blemer.
Regeringsbladet Aktuelt:
Teori og praksis er ikke i lige grad
underkastet den gode viljes magt. Og
nu har det altså i praksis vist sig, at
en politimester, der godt nok er født
i Grønland, men senere helt er vokset
ind i et syddansk miljø, ikke skal have
lavere løn, når han tiltræder en stil-
ling i Grønland.
Sådan lyder dispensationsnævnets
kendelse, og nogen mere effektiv tor-
pedering af fødestedskriteriets egnet-
hed kan man næppe forestille sig. Det
er meget fornuftigt, at Grønlands po-
litimester får normal gage, men om
man diskriminerer efter race eller ef-
ter miljø, gør i vore øjne ingen nævne-
værdig forskel.
Mon ikke „den grimme lov“ og fø-
destedskriteriets fiasko tilsammen kan
overbevise både syddanske og grøn-
lændere om, at forskelsbehandling af
mennesker altid er det største onde.
ning i Grønland for at nævne en væ-
sentlig eksisterende forskel.
Folketinget er det rette forum for
denne debat. Lad os få den.
Jyllands-Posten:
Et i loven forudset dispensations-
nævn må ses som et beskedent udtryk
for en dårlig samvittighed hos lov-
giverne, og dets beslutninger om di-
spensationer fra fødestedskriteriet
medvirker til at sætte selv lovens
hovedregel i skarpt og afslørende re-
lief.
Nævnet har nu bestemt, at Grøn-
lands nye politimester, grønlænderen
Jørgen Hertling, skal betragtes som
ikke-grønlænder og lønnes herefter.
Det må være en højst pinlig situa-
tion for en norddansker af et højti-
deligt nævn at få attest for, at han er
så fin, at han allernådigst kan be-
tragtes som syddansker.
Adskillige vil føle sig skamfulde
over, at det officielle Danmark op-
træder på denne måde over for en
landsmand. Jørgen Hertling er en dyg-
tig grønlænder, der har gjort en smuk
karriere og nu har fået en af de høje-
ste poster i sit eget land. Og så ud-
sættes han for en så nedværdigende
behandling . .
Information:
Boserup-rapporten, hvis eget krite-
rium er det nationaløkonomiske, for-
svares med mange og overbevisende
ord og tabeller. De har dog vist sig
kun at gælde fra København til Kap
Farvel, for i samme øjeblik som teori
skulle omsættes i praksis, mødte den
følelsernes hårde dønning. Var det så
mærkeligt, så svært at forudse? Hvor
længe tør man da gå videre med en
ordning, som mellem sig og sit poli-
tiske sigte allerede er stødt på spær-
ringer af massiv trods, som en dag
kan blive uoverskuelige for selv den
bedst mente målsætning?
Sagt på en anden måde: Hvad nyt-
ter det, at en lov gælder, hvis den
ikke duer?
Frederiksborg Amts-Avis:
Vi har alle muligheder for at knytte
grønlænderne helhjertet til det dan-
ske rige, som de efter grundlovs-
ændringen i 1953 tilhører. Men skal
vi ikke undgå at forspilde denne chan-
ce, som vi nu bærer i vore hænder,
må vi ikke give grønlænderne vilkår,
som de naturligt kan opfatte som ra-
ceforskelsbehandling.
Der er vanskeligheder i en over-
gangsperiode, og de kan være større
end man på afstand har mulighed for.
at kunne vurdere. Men som vi i øje-
blikket praktiserer vore begreber om
lighed og menneskeret, går. det sim-
pelthen ikke. Der må en anden frem-
gangsmåde til.
Dagbladet B. T.:
Det er en sag, man let nok kan gå
ind for, men først må man gøre sig
klart, hvad man vil sætte i stedet.
Det er umuligt at få nødvendige folk
til Grønland uden at betale dem over-
løn — det accepteres også i Grønland
°g af grønlændere. Man kunne mildne
denne forskel ved ikke at lade den
komme til kontant udbetaling i Grøn-
land, men erlægge den samlet ved
hjemkomsten fra tjenesten.
Man kunne nå en virkelighedsbe-
tonet ligestilling på lønområdet iøv-
rigt, hvis man havde målestok for
leveomkostningernes forskellighed i
Danmark og i Grønland. Den får man
ikke uden at tale om indkomstbeskat-
^HOULBERG
HOULBERG polsit piniartarniåkit
lingernes danse måske ringe betyd-
ning.
Eskimoerne er bange for at latter-
liggøre sig, og særlig ungdommen øn-
sker at være som andre. Når man
kommer til det punkt, hvor ønsket
om at udtrykke sig og frygt for at
blive let ud mødes, bliver resultatet
ofte stilstand og mangel på interesse
for nogetsomhelst ud over den dag-
lige dont. Dette påvirker kunsten. Vi
har kun set enkelte benarbejder, der
viser tundraens og luftens ånder, men
der er mulighed for en bredere ud-
vikling. Der synes kun ringe grund til
at antage, at alle de fantasifulde skab-
ninger fra tidligere tider skulle være
blevet glemt.
☆
Disse Inuit kunstværker har nået
os så pludseligt, at der ikke har været
tid til at undersøge deres udspring.
De stammer måske fra disse menne-
skers åndelige forbindelse med eski-
mogrupper langt tilbage i tiden, da
de store folkevandringer fandt sted.
I eskimosamfundet er konkurrence-
momentet lige så vigtigt for mænd og
kvinder, som det er blandt resten af
menneskeheden. Blot er målet forskel-
ligt. En jager isbjørne, en anden har
specialiseret sig i rensdyrjagt, nogle
mestrer kajakken, brydning, utallige
sysler fra gammel tid, der sammen
med andre, som den europæiske civi-
lisation har bragt med sig, beriger
eskimoens liv — i nyere tid er musik-
instrumenter fra vores verden draget
med ind i livet oppe mod nord.
Da nogle temmelig ubetydelige jæ-
gere havde fremstillet visse vellykke-
de, udskårne fedtstenarbejder, var
virkningen deraf positiv. Man spurgte
sig selv: Når han kan, hvorfor skulle
jeg så ikke kunne? Nogle eskimoer
reagerede omgående; andre havde
større vanskelighed ved at frigøre sig
fra den ligegyldighedens mentalitet,
der stammede fra hungersårene, ad-
skillelse fra familien, flytning fra
barndomshjemmet, livserfaringer, som
kan aflæses på mange af de udskårne
mænds og kvinders ansigter.
for eskimofolket.
Keewatin-arbejderne er usædvanlig
interessante om ikke andet så på
grund af de særegne ansigtsudtryk.
De kan ikke alle aflæses af det men-
neskelige øje, men fotografens linse
opdager dem. Det betyder dog ikke,
at Keewatin-eskimoerne er tungsin-
dige og mangler den sans for humor,
som deres frænder andetsteds er kendt
for. Livets hårdhed har sat sit præg
på dem, og den humor, de besidder,
er ironisk og er først nu ved at finde
vej ind i deres kunst. Vi kan vente
at se mere til den.
Kavsérssuif neriugsimavdlutigdlo
sujuiigfuisimagaluarput
sugdlinertut inunikitsutut
Kangångujårfigiumårtunga.
naussupiluitdle imåinatc
toKussugssaungifsutuåungifdlat.
februarip arKarnane
afaufsimik ukioKalerpunga
faimaingmafdlo Kalatdlit-nunåne
Danmarkimilo ikmgutika
inuvdluarKuvdlugit.
9 partial« j
Mange har forudsagt
og håbet på, at min
livshistorie ville være kort
som en døgnflues
- men ukrudt er ikke ene om
at være livskraftigt.
Den 11. februar fyldte jeg
ét år i bedste velgående
og sender i denne anledning
mange hilsener
til mine venner
såvel i Grønland
som i Danmark
LUXOR MP-423
— ikke blot en båndoptager
— imiussissu-
tåinåungilaK
Koster nu:
måna akia:
1495,-
— men et komplet stereofonisk båndoptagerudstyr!
Der er slet ikke plads i annoncen til at omtale alt tilbehøret, men skriv
efter brochure fra:
— imiussissut stereofoniussutut atortulersugaK!
annoncime atontugssai tamåkemiåsagaluaråime inigssaKångingmata nav-
suiautitå uvavtinuit piniåinaruk:
FRODE HERLØV & Co., Borgergade 14, København K.
Telegramadresse: SELECTAHERLOEV.
Tuborghavnimut puldmagiåi Danmarkime nangminerssortut
umiarssualivisa angnerssåt
13