Atuagagdliutit - 01.09.1966, Blaðsíða 6

samme smagfulde
indre!
kussanavingmlk pOrtugcnc nutdmik
— iluanitoK Kangatut lla mamaKl
ilingnut Kimagsartigit —
atago mlsiliguk „Succes"
angisdk tungujortumlk pQllk, tu-
ngusungnitdluångitsok .... 2,70 kr.
mikissok tungujortumlk pfllik, tu-
ngusungnitdluéngltsok .... 1,35 kr.
mikissoK augpalugtumik pOlik, 1-
mullk ............... 1,35 kr.
„Succes" nutåk kå tunlssutlgOk, a-
nglsOt, mikissut agsut tugdldtlkit.
Vs GALLE & JESSEN
Lcverandar til det kgl. danske hof
En scene fra Hans Lynges skuespil
over sagnet Kågssagssuk. Dragterne
har Hans Lynge komponeret.
SVÆRT AT UDGIVE BØGER
— I Deres tid var det meget svært
at få udgivet noget i Grønland?
— Det er rigtigt. Min første bog
blev trykt privat hos udstedsbestyrer
Frederik Høegh, der dengang havde
et lille trykkeri i NarssaK. Den næste
bog udkom i duplikeret form. Den
skal nu i nær fremtid udsendes af
Det grønlandske Forlag.
— Deres første værker var skuespil.
— Ja, det kom af, at amatørvirk-
somheden dengang var meget yndet
som adspredelse i Julianehåb, hvor
jeg boede. Forskellige problemer blev
taget op i skuespilform med det resul-
tat, at især de unge blev mere engage-
ret i tidens problemer. Under pastor
Gert Egedes tid blev der dannet en
forening til folkeoplysningens fremme.
Denne forening fik en gavnlig virk-
ning for den lokale befolkning.
— Det var på den tid, De kom ind
i den aktive politik?
— Ja, det var ganske pudsigt, at . et
af mine skuespil gav direkte anled-
ning til, at jeg kom ind i den aktive
politik. Jeg blev medlem af kommu-
nalbestyrelsen i 1937, og det gik til
på den måde:
Jeg skrev et skuespil om julefor-
beredelser, som de formede sig på
den tid, en meget kras parodi over
forholdene i datidens Grønland. For-
holdene mellem danske og grønlæn-
dere var ikke de allerbedste dengang.
I skuespillet optrådte blandt andet en
dansk assistent, der gav en grønlæn-
der en lussing uden videre anledning,
og jeg angreb det store drikkeri blandt
grønlændere, som var meget alminde-
ligt dengang.
Dagen efter skuespillets premiere
stod der på opslagstavlen en advarsel
til ungdommen om, at den skulle tage
sig i agt for Hans Lynge, der var en
fare for det dansk-grønlandske sam-
arbejde. Advarslen var underskrevet
af kolpnibestyreren og præsten.
Tiden gik. Sommmeren kom, og
efteråret og dermed valget nærmede
sig, og endnu hang advarslen på op-
slagstavlen. en aften kom et af med-
lemmerne af kommunerådet ind til
mig og sagde, at man i fællesskab
burde prøve på at rette de uheldige
forhold, som jeg havde påpeget. Jeg
var meget forbavset. Jeg havde jo
ikke troet, at man delte min opfattelse.
Opslagstavlen var placeret ved bu-
tikken. Og dagen efter, da kunderne
var flest, kom kommunerådsforman-
den og rev advarslen itu til stor
glæde for befolkningen. Derefter kom
han ind .til mig og tilbød samarbejde.
Så stillede jeg op til valget efter op-
fordring og blev valgt ind med stort
flertal. I mange år arbejdede jeg sam-
men med afdøde smedemester John
Høegh i kommunalarbejdet. Han var
en mand af virkelig format.
ET HISTORISK MØDE
— Og så blev De medlem af lands-
rådet?
— I Julianehåb-kredsen afløste jeg
dr. Laurent Christensen i 1939. Han
var en god ven af grønlænderne, der
altid tog grønlændernes parti. Under
hans tid i landsrådet blev der første
gang gjort et virkeligt forsøg på at
bekæmpe tuberkulosen i Grønland.
Kågssagssuk tungavigalugo Hans Ly-
ngep issigingnågagssiåta iakuti'neKar-
neranit åssilissaK. atissait Hans Lyngep
ilusilersugarai.
Dengang var der to landsråd, et for
Nordgrønland og et for Sydgrønland.
Jeg var glad for at deltage ved det
første fællesmøde, som fand sted i
Godhavn efter Danmarks besættelse i
1940. Det historiske møde, hvor lands-
rådet på det grønlandske folks vegne
understregede tilliden til Danmark og
ønsket om fortsat samhørighed med
moderlandet. Jeg betragter det som en
stor ære at have været med til dette
møde.
Efter krigen blev jeg udpeget som
landsrådets repræsentant i Rigsdagens
Grønlands-delegation. Vi var seks
medlemmer fra landsrådet, som rejste
til Danmark for at fremføre det grøn-
landske folks ønsker. Jeg var nok den,
der havde mindst begreb om politik,
men jeg blev glad, da Gert Egede,
efter at forhandlingerne var kommet
i hårdknude, sagde til mig: Peter
Nielsen og du er de bedste til at frem-
føre vore synspunkter, vær så god og
tal!
— Det blev adskillige års Dan-
marksophold for Deres vedkommen-
de?
— Grunden til, at jeg fik lyst til
at blive i Danmark, var, at jeg ikke
ønskede at komme tilbage til Grøn-
land og fortsat få 30 kr. om måneden.
Jeg mente, jeg havde større mulig-
heder i Danmark, og jeg følte mig
hjemme i den atmosfære, jeg levede
i nu.
Det skortede ikke på hjælp fra
mange sider. Således tilbød Carlsberg-
fondet at bekoste en ekspedition til
Grønland med det formål at samle
folkeminder. Jeg overvintrede så i
Jakobshavn, og jeg håbede at jeg fik
et tilfredsstillende resultat ud af det.
I 1952-53 overvintrede jeg i Upernavik
distrikt, hvor jeg samlede folkemin-
der. Resultatet blev bogen „Inegpait",
der udkom på dansk. Nu skal bogen
udsendes på grønlandsk af Det grøn-
landske Forlag.
Det var ikke, fordi jeg havde frem-
ragende evner, at jeg fik betroet disse
opgaver, men jeg blev hjulpet, fordi
man kunne se, at jeg var i vanskelig-
heder.
FØDT 1 EN SNEHYTTE!
— De kom også på kunstakademiet
under Deres ophold i Danmark?
— Ja, jeg søgte optagelse på Det
kgl. Kunstakademi og bestod optagel-
sesprøven. Der var jeg i tre år. Gen-
nem legater fik jeg mulighed for stu-
dierejser til Paris og Firenze. Rejserne
fik stor betydning for mig, og senere
har jeg berejst det meste af Europa.
Jeg er nok den grønlænder, der er
kommet videst omkring på landjorden.
Jeg er glad for, at jeg under min
sygdom i Julianehåb benyttede tiden
til at lære engelsk ved selvstudium.
Man sagde ganske vist dengang, at
grønlænderne ikke kunne lære frem-
mede sprog, men det ville jeg ikke tro
på. På mine rejser klarede jeg mig
med det engelske sprog, og engang
havde jeg en virkelig morsom oplevel-
se. På Sorbonne blev jeg af en engelsk
adelsdame præsenteret for en af pro-
fessorerne. Damen sagde: „Det er min
ven eskimoen, født i en snehytte“!
Da jeg kom på kunstakademiet blev
jeg spurgt, hvad jeg kunne tænke mig
syn
på Grønland^.
at lære. Jeg svarede, at jeg ønskede at
blive maler, men professorerne rådede
mig fra det. Jeg var i besiddelse af
naturlige evner, som ville blive øde-
logt, hvis jeg begyndte at lære maleri
på europæisk vis, sagde man, og råde-
de mig til i stedet for at lære billed-
huggeri. Senere lavede jeg mindes-
mærkerne for redaktør Lars Møller og
folketingsmand Avgo Lynge.
Jeg er meget glad for, at man betro-
ede mig til at male billeder som blev
overrakt kongen og statsministeren
ved disses besøg i Grønland, og jeg
blev lykkelig, da ministeren fornylig
fortalte, at han havde set mit maleri
hænge i et af gemakkerne på Amalien-
borg. Det er rørende at erfare, at et
grønlandsk maleri er fundet værdigt
til at smykke kongens slot.
En kunstners
Grønlænderne har været i stand til at tilegne sig den europæiske kultur
gennem det danske sprog, men det betyder ikke, at han har mistet sin
rodfæstethed, udtaler forfatteren, maleren og billedhuggeren Hans
Lynge, der fylder 60 år den 6. september.
— Der er sket store og vigtige ting i Grønland i de senere år. Det ser man
straks, når man har været bortrejst i længere tid. Resultaterne lover godt for
fremtiden, og der er ingen grund til at være bange for, at udviklingen får
uheldige følger. Jeg er ikke spor overrasket over at høre, at Grønland er langt
forud for det arktiske Canada. Danmark kan virkelig være stolt af, at have
opnået resultater, der er uden sidestykke i verden, i sin tidligere kolini, Grøn-
land. Grønlænderen har kunnet følge den store omvæltning uden at tage skade
på sin sjæl.
Dette siger forfatteren, maleren og
billedhuggeren Hans Lynge, Godthåb.
Hans Lynge, der i dag er en af de
mest kendte grønlændere, fylder 60 år
den 6. september. Og han fortsætter:
— De gode resultater skyldes først
fremmest, at grønlænderne har kun-
net bevare deres egen kultur gennem
den store omvæltning. Dette har skabt
balance i udviklingen. Grønland er i
dag et moderne samfund. At grøn-
lænderne kan nå dette mål, har vi
altid troet på. Grønlænderen har
været i stand til at tilegne sig den
europæiske kultur gennem det danske
sprog, men det betyder ikke, at han
har mistet sin rodfæstethed.
TB I DET GAMLE GRØNLAND
Hans Lynge tog afgangseksamen fra
seminariet i Godthåb i 1927, og alt
tydede på, at han skulle følge i sin
faders, den gamle pastor Niels Lynges
fodspor. Efter fire år som kateket blev
han indstillet til præstevielsen, men
før der forelå en afgørelse fra de kir-
kelige myndigheder, blev han ramt af
lungetuberkulose.
— Livet dengang var meget hårdt
for en tuberkuloseramt, der havde
kone og børn, fortæller Hans Lynge.
Jeg havde 30 kr. om måneden til at
leve af, og jeg måtte sælge tegninger
og små akvareller til danskerne i min
by for 15 kr. stykket for at få en lille
ekstraindtægt. Lægen foreslog en
operation, men jeg ville ikke. Risikoen
ved en operation var meget stor den-
gang, og da så godt som alle tuber-
kuloseramte i Grønland på det davær-
ende tidspunkt døde før eller senere,
foretrak jeg at dø hel.
Så sagde lægen, at han ikke kunne
hjælpe mig. Jeg blev udskrevet og
begyndte på et udendørsliv, der fik
en gavnlig virkning på mit helbred.
Mange år senere, under et ophold i
Danmark fik jeg et tilbagefald efter
et mæslingeangreb. Jeg lå på et syge-
hus i elleve måneder og fejrede min
50 årsdag i sygesengen.
— Fik Deres sygdom betydning for
Deres kunstneriske udvikling?
— Det tror jeg. Det frie liv ude i
naturen har uden tvivl haft indflydel-
se på min digteriske udvikling. Jeg
begyndte at lære livet og menneskene
at kende på en anden måde, og deraf
udsprang min forfattervirksomhed.
Dette bevirkede, at jeg glemte min
sygdom, og at det gik fremad med mit
helbred.
INUIT-PARTIET HAR BERETTIGELSE
— Hvad var grunden til, at De trak
Dem tilbage fra politik?
— Ved valget i 1945 ønskede jeg at
trække mig tilbage, jeg mente ikke,
jeg var god nok. Men jeg fik mange
opfordringer til at lade mig genopstille
og ved valget viste det sig, at vælgerne
endnu havde tillid til mig. Mens jeg
var i Danmark, blev jeg indkaldt til
landsrådsmøde, men jeg havde ingen
penge til rejsen. De 3 kr., man den-
gang fik i dagpenge, strakte ikke til.
Derfor bad jeg min suppleant, min
broder Klaus Lynge, om at træde ind i
mit sted. På det tidspunkt skete der
også noget afgørende i mit privatliv.
Jeg ønskede skilsmisse. Det vakte
stor forargelse blandt mine lands-
mænd. Den slags gjorde en grønlæn-
der ikke. Man ønskede ligefrem af
denne grund, at jeg trak mig tilbage
fra landsrådet.
— Men De er stadig interesseret i
politik?
Ja, jeg var en af dem, der blev stødt,
da man vedtog fødestedskriteriet. Jeg
var med i demonstrationen foran
Christiansborg, og jeg vil atter deltage
i en demonstration, hvis man igen
skulle vedtage noget lignende. Jeg sy-
nes, at Inuit-partiet har sin berettigel-
se. Jeg er af den opfattelse, at de
grønlandske interesser bedst kan vare-
tages gennem en stærk politisk organi-
sation.
Jeg er enig med dem, der siger, at
vejen til ligestilling går gennem ud-
dannelse. Derfor kan jeg ikke tilslutte
mig særordningen for de grønlandske
teologer. Når det gælder uddannelse,
skal man ikke prøve på at springe
over, hvor gærdet er lavest.
DE GAMLE SOM BINDELED
MELLEM FORTID OG NUTID
■— Grønlandske forfattere har i dag
meget begrænsede muligheder?
— De grønlandske forfattei’e kan
langtfra konkurrere med deres danske
kolleger, og af den grund kan de ikke
kræve samme honorarer, siger man.
Men når det gælder kulturel udvik-
ling, er det vigtigt, at kunne arbejde
med det sprog, der er et folks natur-
lige udtryksmiddel.
Biskop Haldor Hald udtalte efter et
besøg i Grønland, at skævhederne ved
udviklingen heroppe skyldtes, at man
bevidst har forsøgt at indføre danske
forhold i Grønland. Biskoppen mente,
at man burde have lagt mere vægt på
de grønlandske åndsarbejdere, idet
disse kender deres landsmænd bedst.
Bodil Koch udtalte, at der er opstået
en kløft mellem forældre og børn i
Grønland. Efter min mening kunne
disse skævheder undgås, hvis man
aktiviserede de grønlandske forfattere
og alle dem, der har indflydelse i den
kulturelle udvikling. De grønlandske
kunstnere har i dag for få muligheder,
også rent økonomisk. Mæcener eller
statsstøtte til kunstnere kendes ikke
heroppe. Før i tiden gav man de grøn-
landske forfattere opmuntring, det er
ikke tilfældet mere.
Grønlændere skal være fangere og
fiskere, plejede man tidligere at sige,
men udviklingen har vist, at grøn-
lænderen også kan gøre sig gældende
på andre områder. Hvis man vil op-
fylde den nye tids krav, kan man ikke
undvære foi'fattere og andre skabende
kunstnere.
Skuespil er meget yndede i Grøn
land. Der burde gøres noget ved denne
sag. I dag har vi inspirationskilder i
rigt mål. Hvor end en kunstner vender
sit blik i dagens Grønland, er der
emner nok.
Man må heller ikke glemme, at for-
tid og nutid går hånd i hånd. At bevare
forbindelsen med fortiden giver styrke
og skaber balance i en ny tid. Vi
ældre grønlændere har den opgave at
være bindeled mellem gammelt og
nyt og derved bidrage til en rigtig og
afbalanceret udvikling.
Julut.
ukiut tamaisa ingnerup igdlut ardlaligssuit pi-
satait ilångutdlugit nungutitarpai. ikuatdlag-
tornikut pigissatit tamåkivigdlugit ånaisinau-
vatit; ikuatdlagtornigssamutdle sitdlimaserti-
simaguvit nutånik pisårtornigssamut akigssa-
Kåsautit.
ikuatdlagt&migssamut sitdlimasertiniartut
kæmnerip ikiorsinauvai. månåkorpiaK tama-
tuminga oKaloKatiginiaruk.
KGL. BRAND
KØBENHAVN
Forsikring I Grønland siden 1882
KaUMdlit-nunåne 1882-imit sitdllmaslssartoic
6