Atuagagdliutit - 18.01.1968, Qupperneq 12

Udsigt ud over Angmagssalik by. Angmagssalik Kulånit issigalugo.
Høje Nord - losseplads
Under denne overskrift har forfatteren Franz Berliner, der i sin tid var tele-
grafist i Angmagssalik, skrevet en kronik i „Politiken" om sit gensyn med
Angmagssalik.
Det er silende regn, da vi går i land.
Regn, der falder lodret fra en grå, grå
himmel,, Hundekulde. Fjelde, som er
grå sokler — toppen forsvinder i lave
skyer.
Så det er Angmagssalik. Også det
havde man glemt: intet sted kan vej-
ret være tristere end i Grønland. Våde
klipper. Våde hunde. Selv bliver man
frysende våd om sjælen.
Gensyn med en by. Gensyn med en
drøm. Her boede man for godt en halv
snes år siden. Husker stedet som en
oase i verden. Freden ved en blå fjord.
Et grønt hus under fjeldet. Tre år le-
vede man her.
Det begyndte allerede, da vi kom
ind igennem isen i nat og i morges.
Byen sov. Skibet måtte tude ude på
fjorden, før der begyndte at ske noget.
Endelig blev der lidt bevægelse. Bå-
dene, togtefartøjerne, som lå ved ka-
jen, stak ud og gav lidt farve i det
grå med deres skrappe orangerøde
Kajen? Nå ja, der er kommet atlant-
kaj. Man skal ikke mere ligge ude i
naturhavnen og fragtes i land pr. mo-
torbåd eller jolle. Godset kan losses di-
rekte, det skal ikke mere først ned på
pramme og så hales ind. Fremskridt.
Der var ingen modtagelse, ingen fol-
kemængde som i gamle dage. Nu har
de så mange forbindelser. Kun fire
dyngvåde grønlændere, purret for det
samme — havnefolk, som hjalp med
fortøjningen.
Kajen er en vældig, asfalteret plads
foran et vældigt pakhus. Det har ko-
stet flere millioner, hører vi senere.
Et sted at lægge varer. Men så er der
også et flot ur på, en stor, lys skive,
som skuer hovent ud over havneplad-
sen og fortæller, hvad klokken er
slået: det er blevet nye tider, folkens!
Nu er det mig, der bestemmer.
Selvfølgelig kunne man ikke gen-
finde idyllen. Skulle heller ikke. For
resten var det ikke nogen idyl: der var
fattigdom og forskelsbehandling, der
var meget, som var galt. Men der var
også meget som var rigtigt, menneske-
ligt. Der var en rytme. En ro. Havde
man sat et ur op dengang, ville det på
et eller andet tidspunkt være gået i
stå, uden at nogen lagde mærke til det,
og senere kunne drengene måske bruge
det til mål for stenkast.
☆
Nu er det tidlig formiddag. Vi går
op igennem byen og genfinder allige-
vel et og andet, fortaber os i minder.
Se, den kirke er I blevet døbt i, siger
vi til børnene. Se, der er butikken!
I kulbunkerne ved siden af vejen
ligger mennesker og piller brugelige
stumper op af smuldet. Midt i det
silende trøstesløse vejr. De hilser smi-
lende. Nok er nytiden kommet til Øst-
grønland, men den har (endnu) ikke
fået bugt med østgrønlændernes ind-
byggede venlighed. Der er næsten al-
tid tid tilovers til et smil. Det må
være et af de mest umiddelbart ven-
lige folk i verden.
Denne naturlige imødekommenhed
(hvor meget eller hvor lidt der så end
ligger bagved — det opklares aldrig
for det grønlandske sind har en lukket
afdeling, der ikke er åben for publi-
kumsbesøg) synes ikke at have foran-
dret sig, og det trøster, efterhånden
som vi kommer op igennem byen og
ser, hvor alt andet er anderledes.
Der er kommet en helt ny bydel til
venstre for havnen. Røde boligstøtte-
huse, køn farve i landskabet. Helt her-
nedefra kan vi se svineriet mellem
husene. Alting flyder.
Det gør det også, hvor vi går. Kas-
ser, dåser, tønder, papir, klude, bræd-
der. Går man en tur langs elven igen-
nem byen kan man på tyve minutter
samle træ nok til at bygge et sommer-
hus af — groft sagt. Her i verdens
træfattigste land, hvor ingen vækster
når over buskstadiet.
Og glasskår! Millioner af dem, alle
vegne. Engangsflaskerne er kommet
til Grønland, og det er ulyksaligt. Tid-
ligere samlede man omhyggeligt fla-
sker og solgte dem til butikken. Så-
dan en kasse tomme øl- eller soda-
vandsflasker til 15 øre stykket kunne
være en slags redningsplanke for et
lille og anstrengt husholdningsbud-
get sidst på måneden. For nogle få
flasker kunne børn rejse kapital til en
smule slik. Der skulle nok blive passet
på dem.
Nu skal hver evige eneste flaske
åbenbart smadres lige på stedet. Over-
alt er glasskårene, om det så er på
taget af et hus har jeg set dem ligge
der. Milevidt ude i fjeldet finder man
plasticposer og glasskår. Elven, som
man i vores tid fik drikkevand fra, er
fuld af affald. Hele byen er en losse-
plads, deprimerende at se på.
„Synes De?“ sagde en bekendt for-
bavset. „Jeg har lige gået tur og glæ-
det mig over, hvor rent og pænt her er
— i forhold til Sukkertoppen".
„Du godeste, hvor ser her ud“! sagde
et par unge mennesker fra NarssaK.
„Skidt og møg alle vegne, én stor los-
seplads" !
(Vi kom senere til NarssaK selv, på
vejen hjem — og så, hvor pænt der
kan være i en grønlandsk by).
Der er ingen grund til, at byen skal
se sådan ud, udover slendrian og op-
givelse. Der er skraldespande ved hu-
sene, og der er vist endda en kommu-
nal vedtægt om, at der skal være låg
på. Det er bare meget sjældent, der er
det. Hundene roder skraldespandenes
indhold ud og spreder det over et vidt
areal.
Ja, men alt skidt ude i fjeldet? Det
er piterakken, siger folk, orkanen. Det
er rart at have en slags undskyldning,
men det er nu ikke piterakken, der
har båret en barnedyne halvvejs op
ad Blomsterfjeldet, stik imod piterak-
retningen. Eller kahytstrappen oppe i
nærheden af Udsigtsknolden. Eller de
tredive rustne olietønder nede i drik-
kevandsøen (Krokodillesøen). Eller alt
skidtet oppe ved Laksesøen.
Det har altid været sådan, at man
bare smed alting „ud på silamutten".
Men det må man se at få lavet om på
i disse moderne tider, hvor velstanden
betyder, at der bliver langt mere at
smide ud — og hvor emballagerne næ-
sten ikke er til at få has på.
☆
Se, der er huset, siger vi og står
og betragter det. Derinde er I født,
bag de vinduer der.
Regnen siler ned ad nakken, gen-
nemtrænger tøjet. På knolden mellem
husene herude ved Blomsterdalen er
der helt blåt af blomster. Blåklokker.
Det viser sig senere, at store skrånin-
ger i fjeldet ser ligesådan ud, blå og
dejlige strækker de sig op mod klippe-
knoldene ovenpå og den lyse himmel.
Det er også nyt, en overraskende ud-
vikling.
Ellers er alt gråt i gråt. Der har lige
været to måneders tørke, fortæller
folk. De glæder sig over regnen, nu
skal fjeldet nok blive grønt igen.
Fra huset går en lille vej ned mod
fjorden. Det var en idyllisk ting en-
gang, bare et par spor, som førte ned
til det gamle krudthus ved en stille
vig. Her gik vi med barnebogn, her
legede børnene på strandede isskodser
ved ebbetid, herfra udgik vores slæde-
ture ud på fjorden.
Nu er vejen trafikeret, lastbiler drø-
ner forbi. Den går lige igennem entre-
prenørpladsen og ned til dumpen:
byens kæmpemæssige losseplads ved
krudtvigen. Hundreder af tønder og
tromler fylder terrænet. Det gamle
krudthus har mistet taget og står som
en ruin. Lossepladsen holder sig ikke
til et afgrænset område, men breder
sig uregelmæssigt indefter fra vigen.
Og entreprenørpladsen! En kæmpe-
stor og grim rodebutik, bredende sig
over et vældigt område. En by i byen,
en stat i staten. Den er uforholdsmæs-
sigt stor sammenlignet med byen i øv-
rigt. Der er en kolossal aktivitet, det
sværmer og vrimler med udsendte ar-
bejds- og håndværksfolk. Der er også
lokale folk ansat — østgrønlænderne.
Men det er aldrig dem, der har de
gode job, for slet ikke at tale om le-
dende stillinger. Det er udsendt ar-
bejdskraft, som bygger det nye Ang-
magssalik op. Til glæde for hvem?
Med hvilket formål? Er det grønlæn-
dernes tarv, man tænker på? Hvem
skal bo i det flotte rækkehus med mo-
derne lejligheder, som er ved at rejse
sig? Østgrønlænderne? Eller folk fra
andre landsdele — Vestgrønland, Sjæl-
land, Jylland?Bag ryggen af byggeriet,
under de knejsende kraner, ligger et
umalet skur, uisoleret, med plastic for
vinduesåbningerne og kolossale mæng-
der af skidt og affald nedenfor. Dér
bor en enke og hendes børn. Er det til
dem, man bygger de nye lejligheder?
Eller er det til flere, flere, flere ud-
sendte?
Hvorfor bygger man i det hele taget
den slags huse med lejligheder her-
oppe? Er det østgrønlænderne, som
ønsker at bo sådan? Eller er det krav
udefra, er det mennesker udefra?
Hvordan skal dette lille, fattige sam-
fund honorere de store krav, som
stilles fra folk udefra?
Og hvad er det, der haster sådan?
Hvortil denne vanvittige aktivitet, der
ofte synes både hoved- og formålsløs?
Hvorfor disse horder af udsendte,
mens byens egne mennesker går med
hænderne i lommen?
Det -vil vare alt for længe, hvis det
hele skal baseres på lokal arbejds-
kraft, siger de kloge. For længe i for-
hold til hvad? Hvad er det, der haster?
Er det østgrønlænderne, der har
krævet vejene asfalteret? Er det dem,
der ønsker dem ryddet for sne vin-
teren igennem med en bulldozer og
vældige omkostninger? Er det dem,
der kører i stedets ca. 30 biler?
30 biler! I vores tid var der tre last-
biler plus en jeep, og de blev kørt i
stald i september, når sneen faldt,
hvorefter hundeslæderne overtog
transporten og folk ellers brugte deres
ben.
30 køretøjer til et par kilometer vej!
Er det private? Kun få af dem. De
fleste er statens. Lad bare staten be-
tale. Men kan nogen give en fornuf-
tig forklaring på, hvorfor 30 køretøjer
fræser rundt dagen igennem, op og
ned og ned og op, ned til butikken
efter en pakke cigaretter, ud ad den
nye vej forbi Igdlumiut ( hvor der
ligger tre jordhuse, hvorfor det må
være højst påkrævet med en bilvej), et
smut ned på havnen og tilbage til en-
treprenørpladsen, eller hvor man nu
hører hjemme.
☆
Hvad er det man har gjort med
Angmagssalik? Er udviklingen gledet
folk af hænde? Er det teknikken, som
bestemmer over menneskene og ikke
omvendt?
Man kan spørge sig selv, om det
er en by stadig væk, en levende by,
eller én stor GTO-lejr. Somme tider
har man fornemmelsen af, at GTO,
Grønlands Tekniske Organisation, sty-
rer alt og alle. Som om byen var til
for GTO’s skyld, som en herlig lege-
plads. En stor legeplads for teknik-
glade danskere. Bare væk, her kom-
mer de raske GTO-drenge!
Ude i distriktet raser man rundt
på samme måde. Gud og hvermand
har fået en „rejsebåd" og tøffer glad
og fro omkring i distriktet. Skal der
rejses et vaskeskur i TiniteKilau, skal
ingeniørerne undersøge forholdene.
Byggelederen kommer, der udarbejdes
arkitekttegninger. Et sjak danske
håndværkere kommer og smækker
skuret op, hvorpå byggeleder og in-
geniør kommer og godkender arbejdet,
og endelig skal det afleveres til kom-
munalbestyrelse eller KGH, eller hvem
der nu står som bygherre. Det kan der
blive meget rejseri ud af.
Jo, det er en herlig by, man har
fået lavet, en forvokset kolos, et Babel.
700 grønlændere og et par hundrede
udsendte (i højsæsonen om sommeren
langt flere) går her og falder over hin-
anden på et sted, hvor der ikke er
naturlige ernæringsmuligheder for
'dbr
Forlang
Kød
Flæsk
Pølser
Leverpostej
fra
piniarniåkit
neKit
pulukimernit
pølset
tinguliat
uvånga
Hillerød Andelsslagteri
Leverandør til Den Kongelige Grønlandske Handel
Den kongelige grønlandske Handelimut pilersuissussoK
Leverandør til Grønlands Indkøbsring
Grønlands Indkøbsringimut pilersuissussoK
hundrede mennesker. Hvad lever de
af? De må være glade for kæmnerkon-
toret. Hvem producerer? Ingen! Der
fiskes lidt til husbehov og skydes en
forvildet sæl nu og da, men ellers
foregår al produktion ude i distriktet.
Er det, hvad man får ud af det store
slagord i Grønlandspolitikken — cen-
tralisering — så ellers tak.
☆
Vi kravler i ly hos gode venner, og i
den kommende tid tales og tales der.
Vi spørger og diskuterer, hvor vi kom-
mer frem, taler med mange, mange
menesker, og mere og mere bekræftes
det indtryk, som var det første, over-
vældende, chokerende: udviklingen er
skæv. Angmagssalik hænger og svæ-
ver et sted frit i luften, og ingen aner
en pind om, hvad man skal stille op
med den. Befolkningen demoraliseres
og griber til flasken, børnene forsøm-
mes, et menneskeligt samfund er i
forfald. Hvor man skulle skabe me-
ning med tingene, plan, hensigt, har
man skabt usikkerhed og uvished,
uselvstændighed, passivitet.
Angmagssalikkerne er ikke „dovne"
og „ustabile" og „ligeglade" af naturen.
Men man har frataget dem kultur,
værdighed og hensigt med tilværelsen,
man har skabt en livsform, som hver-
ken har liv eller form. Af fangere har
man skabt byproletariat. Af menne-
sker, som var i stand til at opretholde
livet under enestående hårde betingel-
ser i kraft af intelligens, dygtighed og
meget stor personlig indsats, har man
skabt arbejdsmæssig slum.
Hvad skal der blive af østgrønlæn-
derne? Denne håbløse by, denne væl-
dige overbefolkning uden erhvervsmu-
ligheder .... Det meste arbejde her
i dag er ikke skabt af eller for grøn-
lænderne — det er de udsendte plus
dette uhåndterlige skrummel, man
kalder „udviklingen" der har skabt
det. Hvor længe kan man leve sådan?
Skal hele befolkningen leve af so-
cialhjælp eller kunstigt skabt arbejde,
eller hvad har man tænkt sig? Har
man en plan? Eller går det hele bare
sin skæve gang?
De sidste års forsøg med små udflyt-
ter-fangstsamfund langs kysten —
Kangerdlugssuak, Umivik — er op-
muntrende og peger i den rigtige ret-
ning. Men hele løsningen kan de aldrig
blive.
Og også de mødte for resten stærk
modstand fra højere sted, før de kunne
realiseres. Noget af det, der er galt,
tror jeg er, at man fantasiløst forsøger
at skabe vestgrønlandske tilstande i
Østgrønland (lige så fantasiløst som
man forsøger at skabe danske tilstande
i Vestgrønland). Hver egn har sit sær-
præg og sine særlige muligheder og
bør behandles helt for sig med en
virkelig tilbundsgående planlægning.
Start fra bunden! Måske kan Ang-
magsssalik reddes endnu. Men der må
en helt ny tænkeform til. I stedet for
at tænke i olietanke, pakhuselevatorer
og vej regulering skal der tænkes i
mennesker. I mennesker. Det enkelte,
som han står midt i verden en regn-
fuld dag, med pibe i kæften og hæn-
derne i lommen og et mørkt, smalt,
uundgrundeligt blik ud over fjorden
og dens is, mens han spekulerer på,
hvad det hele skal blive til.
☆
En dag går jeg hen og taler med
præsten om det. Han er grønlænder og
en klog mand.
Folk her er ikke så utilfredse med
udviklingen, som man umiddelbart
skulle tro, siger han. De har altid følt
sig bagefter i forhold til Vestgrønland
og skævet til det som forbillede.
Men det er med udviklingen som
med de boligstøttehuse, der er blevet
kommunehuse og blot tildeles folk:
„Dårlig politik — dårlig politik". Hvis
en mand selv vil bygge et hus og får
boligstøttelån og bygger det, så er det
hans eget krav, et krav indefra. Ting
skal ikke bare komme udefra. Den
udvikling, som finder sted, og som
nu og da synes at løbe helt grassat, er
ikke kommet som et naturligt krav
eller ønske fra befolkningen, men
kommet udefra. „Dårlig politik".
Det er rigtigt, at det stærke GTO-
præg på byen er uheldigt. Mange
sommerfolk, håndværkere og arbej-
dere repræsenterer Danmark og dan-
skerne på en måde, som ikke er den
bedste — „men: de repræsenterer
Danmark"! Ofte er det netop de folk,
der arbejder med teknikken, der har
mest direkte med befolkningen at gøre.
Og mangel på kultur er særlig uheldig
her, hvor østgrønlænderne står så at
sige med et ben i hver verden — og
kun burde have det bedste, hvis de
skal finde sig selv.
Men mange unge tilbringer et år
i Danmark og har dér lejlighed til at
lære danskerne at kende fra en bedre
side og på en bedre måde.
I dag kan man desværre med en
vis ret sige, at Østgrønland er landet,
hvor de kulturløse skal søge at erstatte
den kultur, man har rykket bort under
fødderne på folk i „udviklingens" hel-
lige navn.
Franz Berliner.
12