Atuagagdliutit

Volume

Atuagagdliutit - 24.12.1969, Page 23

Atuagagdliutit - 24.12.1969, Page 23
VEJEN TIL BETHLEHEM af POUL BORCHSENIUS ill. DES ASMUSSEN skinpistoler truede, det ville være den sikre død at gå blot ti meter videre. Det hellige Land var spaltet i to riger, mere effektivt end jerntæppet skærer Europa over. Kun én gang om året, Jule- nat, fik nogle få hundrede kristne pilgrimme lov til at holde jul i Bethlehems Fødselskirke. Joseph og Maria gjorde modvilligt plads for en afdeling romerske soldater. Josef Mårialo sapitdlisårdlutik rQmamiut såkutOe nigorsimaniarssarait. For blot et halvt århundrede si- den blev det betragtet som et vovestykke at rejse til Det hellige Land. Vejen var lang og besvær- lig, forholdene dernede primitive og ikke ufarlige. Folk plejede at skrive testamente, før de begav sig på vej. Den moderne pilgrim regner ikke et trip til Israel, som landet kaldes i dag. Han skal ikke vandre til fods gennem Europa eller sejle over de usikre have i evig frygt for sørøvere eller skib- brud. Og når han frem, foregår færden gennem landet ikke læn- gere på æselryg med risiko for overfald og lumske sygdomme. Nej, han ankommer efter 5—6 timers rejse i jetfly og farer i en airconditioned bil landet rundt for, som det hedder: „At gøre Det hellige Land i en fart.“ Heste- hårsskjorten er erstattet af en drip-dry, i stedet for Bibelen har han en guide-book i lommen, i stedet for læderposen med guld- mønter et hefte med rejsechecks, vokslyset er blevet en lommelam- pe og det ydmyge herberg et tre- stjernet hotel med swimmingpool. Pilgrimmen af i dag behøver ikke at kæmpe mod armod og strabadser, og selv om han rejser på billigste charterbillet, er livet luksuriøst i forhold til for ikke så længe siden. Alligevel kan han inderst inde opleve det samme eventyr som pilgrimme i gamle dage. Han skal blot huske én ting for ikke at vende skuffet tilbage: det var ikke, som han havde drømt. Jeg tænker for eksempel på Na- zaret, Jesu barndomsby. Her stri- des forskellige kirkesamfund om „de hellige steder" og smykker dem med så banal og slet en smag, at hjertet krymper sig. Går man rundt i byen giver det tit et sæt i en — så uægte, skrigende farver havde man ikke ventet at finde i den grotte, hvor Maria efter overleveringen så engelen Gabriel, da han bebudede, at hun skulle føde en søn, „og du skal kalde hans navn Jesus". Det var altså i denne grotte, at navnet over alle navne første gang lød. Og nu er den pyntet med grelle farver og osende vokslys, en skurrende disharmoni i den fine, rene melodi, der burde lyde her. Og det samme opleves i både Bethlehem og Jerusalem. Man skal lære at søge ind bag det påsmurte. Plat propaganda og dårlig smag sætter pletter, men der er dét, som ikke kan ødelæg- ges. Jeg glemmer ikke de gange, jeg vandrede rundt i den lille bjergbys gader og levede mig ind i den hellige families dagligliv. Der var jo engang, hvor ingen prangende kirker knejsede over Marias hjem eller grotten, hvor hun havde forrådskammer og Jo- seph værksted. Et par klare dren- geøjne så ud over de bjerge, som også i dag omgiver byen. Lad os i dag være pilgrimme ved juletid. Vi ser os mætte på Nazaret og giver os i vej — som Joseph og Maria for 1969 år si- den — til Bethlehem. ☆ Vejen fra Nazaret til Bethlehem er lang. Den er det selv i dag, hvor vi i en bil stryger frem over den asfalterede chaussé. For Jo- seph og Maria var rejsen primi- tiv. Joseph var til fods og førte muldyret, som Maria sad på. Hun var i slutningen af sit første svangerskab og havde en byrde at bære. Alligevel skulle de af sted, en kejserlig ordre bød dem at lade sig skrive i mandtal i Bethlehem, byen, deres slægt stammede fra. De nøjedes med korte daglige distancer, ved nat- tetid søgte de ly hos slægtninge eller i herberger ved vejen. Vejen går gennem den brede Jizre’el Slette og klatrer over Sa- marias mørke bjerge. Det var dengang et dejligt og frodigt land, „Landet, der flyder med mælk og honning", hedder det i et berømt bibelsted. Overalt havde menne- sker sat deres spor og flittige hænder gjort det frodigt og rigt, så det duftede af grøde. Man reg- ner, at der for 2.000 år siden le- vede fem millioner mennesker i Palæstina, og landet gav dem ri- gelig næring. Et myldrende liv udfoldede sig i byernes snævre gyder, travle håndværkere sad i åbne værksteder ud mod folke- vrimmelen, og købmændene skreg højt og udråbte deres varer i bo- derne. Ud over marker og i frugt- haver lød arbejdets sang, på veje- ne drog købmænd af sted med tungt læssede vogne og dyr. Så klang taktfaste trin, og en snerrende kommandostemme be- ordrede folk at gøre plads, en af- deling romerske soldater marche- rede forbi. Joseph og Maria gjor- de som andre vejfarende, de så bort eller sendte hinanden dulgte, forbitrede blikke. For det brede folk glemte aldrig, at landet var deres det forjættede land, givet dem af Herren. Engang ville han blotte sin arm og drive de frem- mede på porten og gøre sit ud- valgte folk til verdens herre og Jerusalem til jordens centrum. Joseph og Maria nåede frem. En decemberdag gik de gennem Jerusalems gader og nåede et sted, der i dag hedder Ramat Rachel, 4—5 kilometer syd for den hellige stad. Her er endnu en kilde, som traditionen ved, at de to hvilede sig ved. Ramat Rachel ligger højt, med vid ud- sigt over Judæas bjerge og ned mod Dødehavet. Men dagen hæl- dede, og de nøjedes med at se frem over markerne mod syd. Der vinkede deres mål, Bethlehems hvide huse. Det sidste stykke vej blev tilbagelagt. Som natten brød frem, nåede de byen og kom, nej, ikke i hus, for der var ikke plads til dem, men i en stald. Og i den nat vendte verdens gang, da Ma- ria fødte sin søn, og englene sang, som den hellige historie beretter, og julens salmer synger om. ☆ Vejen til Bethlehem er lang. Ved juletid for blot to år siden var den endnu længere for en pilgrim fra Norden, der higede efter at se det sted, hvor Verdens Frelser så dagens lys. Ja, han havde selv- følgelig først en rejse 5.000 kilo- meter for at komme til landet. Men helt frem nåede han ikke, længere end til kilden ved Ramat Rachel kunne ingen følge Joseph og Maria. De sidste fem kilo- meter var ufarbare. Her spær- rede pigtråd, og salver fra ma- I dag er alt anderledes. Pig- trådshegn er ryddet til side, det døde Ingenmandsland åbnet, pas og kontrol og mistroiske blikke fra sortsmudskede politifolk for- svundet. Efter Israels erobring og foreløbige besættelse af det gan- ske Hellige Land kan vi færdes uhindret overalt. Derfor tilråder jeg pilgrimme at tage af sted, mens tid er. Vi kører videre ad vejen til Bethlehem og holder jul ved kristentroens vugge. Vi husker at overse de sædvan- lige smagløsheder, som også do- minerer her, grimme farver og stygge nipsgenstande. Vi betaler de småpenge, det koster at kom- me ind, og lader mønter glide over i fremstrakte hænder uden at kigge på sorte negle. Fødsels- kirken er ældgammel, den første del byggedes for 16—1700 år siden af kejser Constantin den Stores moder Helena, og i hundreder af år er der siden bygget videre på den. Dybt nede i den underlig- gende krypt når vi gennem lave gange og grotter til det sted, hvor munkene fortæller, at stalden lå, og Jesus blev født. Dette ene sted i Bethlehem er smagløsheder og snurrepiberier blæst bort. Indgangen til Fød- selskirken er snæver og så lav, at ingen går gennem den uden først at bøje sig dybt, næsten bukke sammen. I det øjeblik for- nemmer selv den skeptiske, over- legne moderne turist, hvad julen er. Gud i himmelen bøjede sig til sine mennesker og gav dem sin frelse. Og den, der bøjer sig, kan gribe Guds hånd og holde jul. LARSEN og RATHJEs MASKINFABRIK vf Sv. Aa. Larsen & Helfred Larsen „Lille Skagen" ilevKårnartOK isumangnaitsoK akikitsoK 7—25 HK „Lille Skagen" Økonomisk Driftssikker Billig Fra 7—25 HK SKAGEN Forfatteren, pastor Poul Borchsenius fortæller i VEJEN TIL BETHLEHEM om sin rejse til de kendte valfartssteder i Palæsti- na. Trods den platte propaganda, de smagløse udsmykninger og banale souvenirs, som dominerer overalt, formår han inderst inde at fornemme livet, som det levedes 1968 år tilbage i tiden Han slutter sin vandring ved selve Fødselskirken, der er blottet for al verdslighed. Allerede ved indgangen, som er så lav, at man tvinges halvvejs i knæ, stemmes sindet til andagt, så selv den mest forhærdede turist må få fornemmelsen af, hvad julen er. 24

x

Atuagagdliutit

Direct Links

If you want to link to this newspaper/magazine, please use these links:

Link to this newspaper/magazine: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link to this issue:

Link to this page:

Link to this article:

Please do not link directly to images or PDFs on Timarit.is as such URLs may change without warning. Please use the URLs provided above for linking to the website.