Atuagagdliutit - 24.12.1969, Síða 23

VEJEN TIL BETHLEHEM
af POUL BORCHSENIUS ill. DES ASMUSSEN
skinpistoler truede, det ville være
den sikre død at gå blot ti meter
videre. Det hellige Land var
spaltet i to riger, mere effektivt
end jerntæppet skærer Europa
over. Kun én gang om året, Jule-
nat, fik nogle få hundrede kristne
pilgrimme lov til at holde jul i
Bethlehems Fødselskirke.
Joseph og Maria gjorde modvilligt plads for en afdeling romerske soldater. Josef Mårialo sapitdlisårdlutik rQmamiut såkutOe nigorsimaniarssarait.
For blot et halvt århundrede si-
den blev det betragtet som et
vovestykke at rejse til Det hellige
Land. Vejen var lang og besvær-
lig, forholdene dernede primitive
og ikke ufarlige. Folk plejede at
skrive testamente, før de begav
sig på vej. Den moderne pilgrim
regner ikke et trip til Israel, som
landet kaldes i dag. Han skal ikke
vandre til fods gennem Europa
eller sejle over de usikre have i
evig frygt for sørøvere eller skib-
brud. Og når han frem, foregår
færden gennem landet ikke læn-
gere på æselryg med risiko for
overfald og lumske sygdomme.
Nej, han ankommer efter 5—6
timers rejse i jetfly og farer i en
airconditioned bil landet rundt
for, som det hedder: „At gøre Det
hellige Land i en fart.“ Heste-
hårsskjorten er erstattet af en
drip-dry, i stedet for Bibelen har
han en guide-book i lommen, i
stedet for læderposen med guld-
mønter et hefte med rejsechecks,
vokslyset er blevet en lommelam-
pe og det ydmyge herberg et tre-
stjernet hotel med swimmingpool.
Pilgrimmen af i dag behøver
ikke at kæmpe mod armod og
strabadser, og selv om han rejser
på billigste charterbillet, er livet
luksuriøst i forhold til for ikke så
længe siden. Alligevel kan han
inderst inde opleve det samme
eventyr som pilgrimme i gamle
dage.
Han skal blot huske én ting for
ikke at vende skuffet tilbage: det
var ikke, som han havde drømt.
Jeg tænker for eksempel på Na-
zaret, Jesu barndomsby. Her stri-
des forskellige kirkesamfund om
„de hellige steder" og smykker
dem med så banal og slet en
smag, at hjertet krymper sig. Går
man rundt i byen giver det tit et
sæt i en — så uægte, skrigende
farver havde man ikke ventet at
finde i den grotte, hvor Maria
efter overleveringen så engelen
Gabriel, da han bebudede, at hun
skulle føde en søn, „og du skal
kalde hans navn Jesus". Det var
altså i denne grotte, at navnet
over alle navne første gang lød.
Og nu er den pyntet med grelle
farver og osende vokslys, en
skurrende disharmoni i den fine,
rene melodi, der burde lyde her.
Og det samme opleves i både
Bethlehem og Jerusalem.
Man skal lære at søge ind bag
det påsmurte. Plat propaganda og
dårlig smag sætter pletter, men
der er dét, som ikke kan ødelæg-
ges. Jeg glemmer ikke de gange,
jeg vandrede rundt i den lille
bjergbys gader og levede mig ind
i den hellige families dagligliv.
Der var jo engang, hvor ingen
prangende kirker knejsede over
Marias hjem eller grotten, hvor
hun havde forrådskammer og Jo-
seph værksted. Et par klare dren-
geøjne så ud over de bjerge, som
også i dag omgiver byen.
Lad os i dag være pilgrimme
ved juletid. Vi ser os mætte på
Nazaret og giver os i vej — som
Joseph og Maria for 1969 år si-
den — til Bethlehem.
☆
Vejen fra Nazaret til Bethlehem
er lang. Den er det selv i dag,
hvor vi i en bil stryger frem over
den asfalterede chaussé. For Jo-
seph og Maria var rejsen primi-
tiv. Joseph var til fods og førte
muldyret, som Maria sad på. Hun
var i slutningen af sit første
svangerskab og havde en byrde
at bære. Alligevel skulle de af
sted, en kejserlig ordre bød dem
at lade sig skrive i mandtal i
Bethlehem, byen, deres slægt
stammede fra. De nøjedes med
korte daglige distancer, ved nat-
tetid søgte de ly hos slægtninge
eller i herberger ved vejen.
Vejen går gennem den brede
Jizre’el Slette og klatrer over Sa-
marias mørke bjerge. Det var
dengang et dejligt og frodigt land,
„Landet, der flyder med mælk og
honning", hedder det i et berømt
bibelsted. Overalt havde menne-
sker sat deres spor og flittige
hænder gjort det frodigt og rigt,
så det duftede af grøde. Man reg-
ner, at der for 2.000 år siden le-
vede fem millioner mennesker i
Palæstina, og landet gav dem ri-
gelig næring. Et myldrende liv
udfoldede sig i byernes snævre
gyder, travle håndværkere sad i
åbne værksteder ud mod folke-
vrimmelen, og købmændene skreg
højt og udråbte deres varer i bo-
derne. Ud over marker og i frugt-
haver lød arbejdets sang, på veje-
ne drog købmænd af sted med
tungt læssede vogne og dyr.
Så klang taktfaste trin, og en
snerrende kommandostemme be-
ordrede folk at gøre plads, en af-
deling romerske soldater marche-
rede forbi. Joseph og Maria gjor-
de som andre vejfarende, de så
bort eller sendte hinanden dulgte,
forbitrede blikke. For det brede
folk glemte aldrig, at landet var
deres det forjættede land, givet
dem af Herren. Engang ville han
blotte sin arm og drive de frem-
mede på porten og gøre sit ud-
valgte folk til verdens herre og
Jerusalem til jordens centrum.
Joseph og Maria nåede frem.
En decemberdag gik de gennem
Jerusalems gader og nåede et
sted, der i dag hedder Ramat
Rachel, 4—5 kilometer syd for
den hellige stad. Her er endnu
en kilde, som traditionen ved, at
de to hvilede sig ved. Ramat
Rachel ligger højt, med vid ud-
sigt over Judæas bjerge og ned
mod Dødehavet. Men dagen hæl-
dede, og de nøjedes med at se
frem over markerne mod syd. Der
vinkede deres mål, Bethlehems
hvide huse. Det sidste stykke vej
blev tilbagelagt. Som natten brød
frem, nåede de byen og kom, nej,
ikke i hus, for der var ikke plads
til dem, men i en stald. Og i den
nat vendte verdens gang, da Ma-
ria fødte sin søn, og englene sang,
som den hellige historie beretter,
og julens salmer synger om.
☆
Vejen til Bethlehem er lang. Ved
juletid for blot to år siden var
den endnu længere for en pilgrim
fra Norden, der higede efter at
se det sted, hvor Verdens Frelser
så dagens lys. Ja, han havde selv-
følgelig først en rejse 5.000 kilo-
meter for at komme til landet.
Men helt frem nåede han ikke,
længere end til kilden ved Ramat
Rachel kunne ingen følge Joseph
og Maria. De sidste fem kilo-
meter var ufarbare. Her spær-
rede pigtråd, og salver fra ma-
I dag er alt anderledes. Pig-
trådshegn er ryddet til side, det
døde Ingenmandsland åbnet, pas
og kontrol og mistroiske blikke
fra sortsmudskede politifolk for-
svundet. Efter Israels erobring og
foreløbige besættelse af det gan-
ske Hellige Land kan vi færdes
uhindret overalt. Derfor tilråder
jeg pilgrimme at tage af sted,
mens tid er. Vi kører videre ad
vejen til Bethlehem og holder jul
ved kristentroens vugge.
Vi husker at overse de sædvan-
lige smagløsheder, som også do-
minerer her, grimme farver og
stygge nipsgenstande. Vi betaler
de småpenge, det koster at kom-
me ind, og lader mønter glide
over i fremstrakte hænder uden
at kigge på sorte negle. Fødsels-
kirken er ældgammel, den første
del byggedes for 16—1700 år siden
af kejser Constantin den Stores
moder Helena, og i hundreder af
år er der siden bygget videre på
den. Dybt nede i den underlig-
gende krypt når vi gennem lave
gange og grotter til det sted, hvor
munkene fortæller, at stalden lå,
og Jesus blev født.
Dette ene sted i Bethlehem er
smagløsheder og snurrepiberier
blæst bort. Indgangen til Fød-
selskirken er snæver og så lav,
at ingen går gennem den uden
først at bøje sig dybt, næsten
bukke sammen. I det øjeblik for-
nemmer selv den skeptiske, over-
legne moderne turist, hvad julen
er. Gud i himmelen bøjede sig
til sine mennesker og gav dem
sin frelse.
Og den, der bøjer sig, kan gribe
Guds hånd og holde jul.
LARSEN og RATHJEs
MASKINFABRIK
vf Sv. Aa. Larsen & Helfred Larsen
„Lille Skagen"
ilevKårnartOK
isumangnaitsoK
akikitsoK
7—25 HK
„Lille Skagen"
Økonomisk
Driftssikker
Billig
Fra 7—25 HK
SKAGEN
Forfatteren, pastor Poul Borchsenius fortæller i VEJEN TIL
BETHLEHEM om sin rejse til de kendte valfartssteder i Palæsti-
na. Trods den platte propaganda, de smagløse udsmykninger og
banale souvenirs, som dominerer overalt, formår han inderst inde
at fornemme livet, som det levedes 1968 år tilbage i tiden
Han slutter sin vandring ved selve Fødselskirken, der er blottet
for al verdslighed. Allerede ved indgangen, som er så lav, at man
tvinges halvvejs i knæ, stemmes sindet til andagt, så selv den
mest forhærdede turist må få fornemmelsen af, hvad julen er.
24