Atuagagdliutit - 14.02.1980, Blaðsíða 18

AG
Et maleri, hvor det
usynlige bliver synligt
Interview med kunstneren Hans Lynge, der har ma-
let hjemmestyrets gave til kirken i anledning af bi-
spevielsen.
Hans Lyngep Kalipagpå nangminersornerulernerup tunissutå Kalåtdlit-nun3ne ilagTng-
nut.
Hans Lynge maler hjemmestyrets gave til den grønlandske kirke.
Lyset var blødt. Solen var endnu
ikke nået rundt om huset i Sana-
dalen i Nuuk (Godthåb). Hans
Lynge stod foran sit staffeli og
malede.
— Det er et bestillingsarbejde.
Hjemmestyrets gave til kirken i
anledning af bispevielsen, forkla-
rede han, mens han med hurtige
armbevægelser lagde maling på
et utal af forskrækkede ansigter
med en paletkniv.
— Jeg har tænkt mig, at ansig-
terne på første række skal ligne
bestemte folk, men jeg er ikke sik-
ker på, jeg kan nå det, forklarede
han videre. — Jeg har kun otte
dage tilbage, så skal det være fær-
digt.
Men trods tidspresset var hans
gæstfrihed som sædvanlig uden
grænser, og efter at have fortalt
om dette seneste af hans utallige
store malerier, serverede han bå-
de kaffe og kager for de nysgerri-
ge-
— Jo, selvfølgelig har jeg tid.
Sid ned. Jeg er bare lidt træt, for
jeg har arbejdet til langt ud på
natten.
Motivet
Selvom maleriet endnu ikke var
færdigt, kunne man sagtens se
motivet. En mand står på en ta-
lerstol og foran ham sidder en hel
fyldt sal. Alle ansigterne på ræk-
kerne stirrer op i luften, hvor en
lille fugl basker rundt badet i ly-
set fra vinduerne.
— I 1909 startede der en kri-
sten bevægelse i Grønland, Peita-
tigingniat, og allerede i 1911 var
GODT NYTÅRs
TILBUD
Kr. 410,-
Zivago model i Ulv tilsendes
luftpost + efterkrav
Hovedmål cm?....
Jytte
PELS
S. Skomagersvej 9, 9990 Skagen
næsten alle mennesker i Nuuk og
flere andre steder med i den.
Om sommeren i 1911 holdt man
sommermøde, og en aften under-
holdt pastor Knud Balle i Semina-
riets gymnastiksal.
Det var den eneste store sal i
byen, og dengang boede der kun
330-340 mennesker i Nuuk.
Knud Balle var selv opvokset i
Nuuk, han talte flydende grøn-
landsk. Han var en af vore, og
han var meget populær. Han var
også meget belæst, og den aften
underholdt han med at læse en af
historierne fra Selma Lagerlofs
»Flammen«, en serie Kristus-
legender, som han havde oversat
til grønlandsk.
Det var fint vejr og sommer.
Solen skinnede, og vinduerne var
åbnet. Historien handlede om en
adelsmand, der forsøgte at
hjembringe den hellige flamme
fra Jerusalem til Firenze i Italien.
Det var på korstogenes tid, og
han mente, det ville hjælpe byen.
Man var meget katolsk.
En vipstjært
— På rejsen bliver adelsmanden
overfaldet af røvere, fortsætter
Hans Lynge, — og de tager hans
tøj og hans hest. Men han fort-
sætter ufortrødent, og han får
dem til ikke at slukke ilden. Sene-
re bliver det regnvejr, og ilden er
ved at gå ud, da der pludselig
dukker en lille fugl op. Den flyver
hen over flammen og tager det
værste af regnen, så ilden ikke
går ud...«
Netop som Knud Balle sagde:
»Og så kom en lille fugl«, kom en
lille vipstjert flyvende ind gen-
nem de åbne vinduer og hang et
øjeblik helt stille i luften med ba-
skende vinger.
Jeg var fire år dengang, men
min mor oplevede det, og hun har
fortalt mig om det. Det havde væ-
GRØNLANDSPOSTEN
er bladet, som læses i
næsten alle
grønlandske hjem
ret en fantastisk oplevelse for
dem alle. Tænk, at hvad der skete
i 1100-tallet i fjerne lande, også
kunne ske i 1911 i Godthåb. Så
enfoldigt og naivt oplevede de
det. De så det som et bud fra rum-
met. Som en brevdue med besked
fra en anden verden.
De havde ingen forklaring på
det. Det var noget nyt og ufatte-
ligt som en flyvende tallerken.
Men det understregede for dem,
at verden er ufattelig stor, og at
der er nogen, som styrer den og
kan sende en lille fugl.
Noget om følelser
AG: — Hvorfor har du valgt net-
op dette motiv til hjemmestyrets
gave til kirken?
— Jeg skulle jo finde et eller an-
det motiv, og jeg ville ikke lave et
kirkehistorisk billede. Jeg har ik-
ke villet lave noget, der priser kir-
ken som institution. Derimod har
jeg gerne villet vise noget om kri-
stendommens mere sanselige, fø-
lelsesmæssige sider.
Jeg har villet male noget sjæle-
ligt. Jeg har derfor paradoksalt
nok skullet male noget usynligt,
som kan ses.
Når Grønlands kirkes historie
engang skal skrives, så skal man
hæfte sig ved sådan en lille detal-
je som episoden med fuglen. Jeg
kan forestille mig hvilket gys, der
er gået gennem salen. Episoden er
karakteristisk for den tids kristne
tankegang og åndelige stade, og
jeg tror, at den barnlige, troskyl-
dige, lidt naive kristendom er no-
get meget karakteristisk for os
grønlændere.
AG: — Hvorfor har du ikke vil-
let prise kirken som institution?
— Jeg er imod, at kirken er en
magtfaktor i samfundet, og jeg
har altid været skeptisk over for
præsterne. Personligt har jeg
holdt af mange præster, men jeg
kan ikke lide den rolle, kirken har
spillet i samfundet. Måske er det
en reaktion, fordi jeg selv er op-
draget i et meget kristent hjem,
men efterhånden som man lærer
mere, ser verden, studerer, bliver
klogere, så kan man ikke fasthol-
de den naive opfattelse af kirken
og kristendommen.
Jeg har hørt så meget om præ-
stevældet gennem tiderne her i
Grønland. Men det betyder ikke,
at jeg ikke har stor respekt for
kristendommens sanselighed og
følsomhed, og der er ingen tvivl
om, at kristendommen i dag er en
del af os, som ingen af os kan ven-
de ryggen.
Ikke tolerant
AG: — Mener du, at den grøn-
landske kirke er en magtfaktor i
dag?
— Meget mindre end tidligere,
og det er godt. Men historisk har
kirken aldrig været særlig tole-
rant, og den har forsøgt at tvinge
os grønlændere til at tænke på en
bestemt måde. Når jeg læser om
den åndelige klemme, kirken i sin
tid placerede grønlænderne i, så
kan jeg blive så rasende. Tænk at
mennesker har villet finde sig i
det. Måttet finde sig i det.
AG: — Du er selv uddannet
som kateket?
— Ja, men allerede på seminari-
et bad jeg om at blive fritaget for
at skulle fungere som præst. Jeg
ville kun fungere som lærer. Jeg
var — og er — helt enig med den
kritik, som Rasmus Bertelsen ret-
tede mod kirken allerede for over
100 år siden. Han var imod, at
man kun underviste i religion, kri-
stendom, i stedet for at lære de
studerende noget. Men jeg fik af-
slag. Enten eller, fik jeg at vide.
Sagen endte helt oppe hos lands-
fogeden, men jeg blev tvunget til
at holde gudstjenester.
Det gjorde jeg i fire år, indtil
jeg blev syg og pensioneret 24 år
gammel.
Advarsel
Hans Lynge boede på det tids-
punkt i Qaqortoq og efter at være
holdt op som kateket begyndte
han at hellige sig skriveriet, og
han skrev bl. a. en række grøn-
landske komedier.
AG: — Var de populære?
— Ja, hos grønlænderne. De
morede sig kongeligt. For kome-
dien var en god form. Her kunne
man sige, hvad man ikke kunne
sige til daglig, og jeg revsede
samfundet — både handelen og
kirken, danskernes måde at føre
sig frem på og selv Knud Rasmus-
sen. Det vakte stor forargelse
blandt danskerne.
AG: — Det var efter en af dine
komedier, at byens unge blev ad-
varet imod dig?
— Ja, dagen efter en ny forestil-
ling var der pludselig sat plakater
op i byen. De opfordrede ungdom-
men til at være forsigtige med at
omgås mig, fordi jeg var en trus-
sel mod det gode forhold mellem
grønlændere og danskere.
AG: — Hvem stod bag plaka-
terne?
— Det var kolonibestyreren og
præsten.
AG: — Så det forbedrede ikke
din tillid til kirken?
— Til præsterne, nej.
En lille bitte stolthed
AG: — Er du imod kirken i dag?
— Nej, det er jeg ikke. Selvom
jeg er rasende over den mangel på
respekt, kirkens folk har haft for
den grønlandske tankegang, og
jeg mener, at den har været med
til at forhindre udviklingen af et
mere selvstændigt grønlandsk
åndsliv, fordi den har druknet os i
naivitet og troskyldighed, så kan
jeg ikke også se, at kristendom-
men har gjort meget godt. I dag
er den en del af os på godt og
ondt. Alt det med omvendelse
kan den godt beholde for sig selv
for min skyld, men det betyder ik-
ke, at jeg er imod kirken. Jeg
nægter bare at acceptere den som
en autoritet, der skal opfattes på
en bestemt måde.
Kirken har været med til at
ensrette Grønlands åndsliv, og
det er jeg imod. Det er tværtimod
meget vigtigt, åt vi et stærke nok
til at være uenige og diskutere.
Ellers bliver vi aldrig klogere.
AG: — Hvad synes du om, at
Grønland nu får sin egen vicebi-
skop?
— Jeg må indrømme, at jeg føl-
te en lillebitte stolthed, da jeg
hørte det. Som grønlænder er jeg
altid stolt, når vi grønlændere
bliver anerkendt. Jeg synes blot,
at vi skal have en rigtig biskop, li-
gesom jeg mener, at vi skal have
stadig større selvstændighed på
alle andre områder også. -Up.
.0^5; NU OGSÅ FILM
— PÅ VIDIOKASSETTER
STORT UDVALG I ALLE SYSTEMER:
VHS-VCR-BETAMAX
SPORT - R0CH - DISCOSPILLEFILM
FREMRAGENDE KVALITET GLÆD DEM!
Skriv efter vores katalog
Husk også vores katalog på super 8 spillefilm

NVPoto
Frederiksborgvej 84
2400 Kbh. NV
18