Atuagagdliutit - 14.02.1980, Blaðsíða 20

AG
Bibel eller amulet
Samtale mellem en åndemaner og en præst fra kri-
stendommens indførelse i 1720'erne.
På søndag får Grønland sin første
vicebiskop. Det er 259 år siden
kristendommens indførelse i
Grønland, og i den anledning gen-
optrykker AG en samtale mellem
en præst og en åndemaner fra
dengang.
Åndemanerens interview med
præsten eller omvendt er nedskre-
vet af Poul Egede, og det menes
at stamme fra 1720’erne.
Teksten blev første gang ud-
givet i 1857 af R. Bertelsen og L.
Moller, Peles son, i Inspecteurens
Bogtrykkeri.
AG gengiver den i ny grøn-
landsk og dansk retskrivning:
Åndemaneren: — Kom ind
præst.
Præsten: — Jeg har haft en
hård tur for at komme hen til Jer.
Vi var lige ved at forlise på grund
af storm og is. Desuden var der en
meget hård kulde.
Åndemaneren: — Havde du
været en åndemaner, havde du få-
et vinden til at stilne af.
Præsten: — Den, der er herre
over alt og har skabt himlen og
jorden, er den eneste, der magter
det.
Åndemaneren: — Hvor er han?
Præsten: — Han er overalt.
Han hedder Gud.
Åndemaneren: — Har du set
ham?
Præsten: — Nej, Gud er usyn-
Ugi
Åndemaneren: — Jeg troede, at
du havde set ham, og han havde
talt til dig i dit land, siden du så
tit taler om ham.
Præsten: — De, der var før
Eder, har sagt det, og har ned-
skrevet hans ord i disse ord. (Præ-
sten viser en stor bog frem).
Åndemaneren: — Den ser ud
som en ny.
Præsten: — Denne er ny, men
det, der står i den, er skrevet af de
allerførste.
Åndemaneren: — Er den den al-
lerførste i jeres land? Den er må-
ske meget gammel, den var vel
nok god at have som amulet, den
må vel have stor virkning ligesom
Guds søns ord, som du sagde kun-
ne helbrede blinde, døve og syge.
ØffiR
imNMMj
Inflationssikring af kapital -
køb lejlighed, villa eller pjen-
dom - og vær sikker på ka-
pitalgevinst.
Vi har mange emner inden
for al fast ejendom og kan
også tilbyde administration
af ejendomme i Deres fra-
vær. Kontakt os helt uforbin-
dende pr. brev, telefon eller
telex og hør vore tilbud.

C j V II il O III S II il II il VI
Tietgens Plads 11,8100 Arhus C
Tlf. 06 12 77 88. Telex 68111 kftek dk.
Præsten: — Det er kun sjæle,
han kan helbrede.
Åndemaneren: — Nå, jeg vid-
ste ikke, at sjæle kan blive syge;
det er kun vore legemer, der bli-
ver syge; når mit legeme har det
godt, har jeg det godt over det he-
le.
Præsten; — Man siger, at last-
værdige mennesker, der gør onde
ting, har syge sjæle.
Åndemaneren: — Der henne er
en gammel kælling, der har en syg
sjæl, hendes tunge er meget
skarp, hun dræber mennesker ale-
ne med sit ord, helbred så hendes
sjæl!
Præsten: — Hvem siger, at hun
dræber folk med ord alene?
Åndemaneren: — Det gør ånde-
manerne. Alle hekse har horn og
er sorte på albuerne; Åndemanere
alene kan se det.
Præsten: — Du og alle åndema-
nere er nogle store løgnhalse; de
må være vrede på hende, derfor
lyver de om hende.
Åndemaneren: — Jeg vidste ik-
ke, at vore legemer havde syge
sjæle, da vi alle er skikkelige men-
nesker.
Præsten: — Alle menneskers
sjæle kan blive syge.
Åndemaneren: — Jeg har en
sund sjæl, har ingen slået ihjel,
jeg har aldrig nogen sinde stjålet,
ikke engang fra dem, der kommer
på handling herop. (Hollænderne).
Præsten: — De, som har onde
tanker, har også en syg sjæl.
Åndemaneren: — Sådan tæn-
ker vi ikke, vi ved ikke af nogen
syg; det er kun dem, der kommer i
himlen, der er meget blege. Ken-
der du nordlys? Det er de dødes
sjæle, der spiller bold med et hval-
roshoved.
Præsten; — Jeg skal fortælle
Jer om Himlen, hvordan de men-
nesker er, der kommer til himlen;
jeg skal sige, hvem der plejer at
komme til den store djævel.
Åndemaneren: — Du har ingen
viden om himlen, du har aldrig no-
gensinde været deroppe, jeg har
ikke engang fundet fodspor af
dig.
Præsten: — Foretag en ånde-
flugt, mens vi ser på det, så vil vi
tro på dig.
Åndemaneren: — Jeg foretager
kun åndeflugt om vinteren i mør-
ke; nu er det altfor lyst.
Præsten: — Det er den gamle
historie; i mørke, når I har tildæk-
ket vinduerne og slukket lamper-
ne, har I narret Eders lands-
mænd, der ikke har spor begreb
derom, at I har været i himlen,
skønt I ikke har rørt Jer ud af ste-
det her i huset.
Åndemaneren: — Lad os høre
om himlen.
Præsten: — Himlen er prisvær-
dig, den er meget frydefuld og
glædelig samt et godt sted at væ-
re ved; alle der lyder Gud og hans
ord kommer derop.
Åndemaneren: — Mon der er
nogen af Eders landsmænd, som
ikke tror på dette? Er de helt
uden fornuft?
Præsten: — De tror nok på det;
men djævelen, der ødelægger
mennesker, bringer dem på for-
skellige måder mere og mere i for-
dærv for at få magt over dem, når
de er døde, så de kan pines evigt.
Åndemaneren: — Han siger ik-
ke noget urigtigt om dette til mig;
når jeg spørger om de syge, sva-
rer han mig kun på det.
Præsten: — Kommer dine ord
ikke fra djævelen?
Åndemaneren: — Vil du ikke
tro på mig, skønt jeg altid tror på
dig? Du siger, at djævelen har for-
dærvet de første mennesker og
deres efterkommere med, og at
han vil lade dem komme til pine-
stedet (helvede), fordi de er sådan.
Dette har vi aldrig nogensinde
hørt om.
Præsten: — Det er derfor, at
kongen har sendt mig herop for at
sige Jer det, hvis I ikke vil tro
mig, kommer I til djævelen.
Åndemaneren: — Men hvorfor
skabte Gud ikke nogen anden?
Ved at ødelægge de første, kunne
efterkommerne være bleven gode.
Præsten: — Efterkommerne,
der er bleven syndige, kunne være
bleven salige, hvis de havde ad-
lydt Gud. De kunne blive salige,
hvis de havde adlydt Guds bud li-
gesom de første.
Åndemaneren: — Vi har ikke
den ulydige Adam til stamfader,
det er Eders stamfader, fordi han
var i Eders land.
Præsten: — Vi nedstammer alle
fra ét menneske og er ens i syn-
dighed i vort indre og ydre.
Åndemaneren: — Jeres lands-
mænd er dårligere, fordi djæve-
len, der er i Eders land, er mere
ond end den, der er her.
Præsten: — Alle djævle er ens i
deres ondskab; de lokker menne-
sker til sig, som vil synde, og som
ødelægger hinanden.
Åndemaneren: — Hvorfor har
Gud ikke dræbt ham, og hvorfor
har han ikke talt ham tilrette, for-
di han stadig bliver ved med at
forføre menneskemasserne?
Præsten: — Djævelen er som
en bøddel, denne dræber i vort
land onde mennesker, der skal af-
lives, når den allerstørste herre
giver ham ordre dertil.
Åndemaneren: — Forsøger den-
ne bøddel at ødelægge menne-
sker, for siden at kunne slå dem
ihjel?
Præsten: — Nej, han skulle selv
have været dræbt. Men hør nu
her du, hold nu op med dine slem-
måne takuvarput Poul Egedep nangminek påsingningnera »nujuartat« pivdlugit. åssili-
ak tigussauvok agdlagtaivingnit 1721-imft 1778-imut.
Her ser vi Poul Egedes egen opfattelse af »de vilde«. Billedei er fra en journal, der blev
ført fra 1721 til 1778.
me gamle kunster, du ved jo, at
du skal dø, og at du har en udøde-
lig sjæl; nu må du tænke på din
fremtid, for at du kan blive salig i
den anden verden. Gid mine ord
må omvende dig, hvis du ønsker
det, vil jeg meget gerne undervise
dig, hvis jeg senere skulle se dig.
Første »indfødte« præst
ordineret for 165 år siden
Det skete søndag 9. juli 1815 i Sisimiut.
Der skulle gå 165 år fra ordinatio-
nen af den første grønlænder, Fre-
derik Berthelsen, — som præst,
til indvielsen af den første grøn-
landske vicebiskop. På flere må-
der var begivenheden for 165 år
siden måske mere overraskende
end det, der sker på søndag.
H. Ostermann fortæller i et af
»Det grønlandske Selskab«s
årsskrifter om »den første ordina-
tion af en indfødt i Grønland«.
Grønlænderen var Frederik Ber-
thelsen, født i 1750 i Nuuk som
søn af den danske kateket Berthel
Larsen og dennes grønlandske hu-
stru Susanne.
Den store begivenhed fandt
sted i Bethelkirken i Sisimiut søn-
dag den 9. juli 1815.
På dette tidspunkt var
missionsarbejdet i Grønland
stærkt præget af Danmarks krig
med England 1807-1814, som
medførte masseudvandring af
danske missionærer og præster
fra Grønland, fordi krigen stoppe-
de forsyningerne fra Danmark, og
det gjorde livet i Grønland uud-
holdeligt for de danske gejstlige.
Fra 1813 var Bernth Hartz i
Ausiait eneste danske missionær.
Og det var ham, der fik pålæg om
at ordinere den første grønlæn-
der, Frederik Berthelsen, til præ-
steembede.
Ceremonien
Om den store dag skriver H.
Ostermann bl. a.:
— Vejret var smukt, klart og
stille, og alle var på benene og i
højtidsdragt. Om morgenen kl. 8
ringedes første gang med kirkens
store klokke, hvorpå der fra tår-
net blev blæst salmemelodier på
to valdhorn. Kl. 8V2 ringedes an-
den gang, hvorefter de danske
ved stedet samt nogle besøgende
danske fra Sukkertoppen gik til
skrifte. Derefter trådte Fr. Ber-
thelsen ind til Hartz i »skriftesto-
len«, som er præstens kirkestol.
Så ringedes der sammen, og kir-
ken fyldtes til sidste plads af me-
nigheden under orgelets spil af
den psalme-melodie »nalekkama
paranganga« (Herren han er min
hyrde god).
Højtideligheden skrider videre.
Selve ordinationen indledtes med
salmen »Jesum akka« (i Jesu
navn skal al vor gerning ske), idet
Hartz var trådt for alteret og Be-
rthelsen knælede på knæfaldet
foran ham. Så fulgte ordinations-
talen på grønlandsk, og derefter
indvielsen efter ritualet »under
inderlig bøn og Guds påkaldelse
og håndpålæggelse«.
Om eftermiddagen trakteredes
samtlige tilstedeværende grøn-
lændere med »3 skpr. gryn, IV2
skp. ærter og 1 lispd. saltet okse-
kød. Traktementet kogtes i bryg-
gerkedlen og anrettedes i det
frie«.
Inspektøren var imod
Ordinationen mishagede landsde-
lens højeste myndighed, inspek-
tør Myhlenport, Godthåb. Han
undlod at deltage i højtidelighe-
den, og i en længere skrivelse til
missionskollegiet dateret 17. au-
gust 1816 begrundede han sit
mishag:
»Erfaring har viist, at — Ber-
thelsen, som et eenfoldigt og ucul-
tiveret menniske, aldeles ikke ve-
ed at tilveiebringe sig den autho-
ritet iblandt hans undergivne og
landsmænd, som han bør have, og
som er nødvendig for ham og en-
hver overlærere, naar nogen nytte
skal bevirkes af embedsførelsen - -
- da han er og bliver — en grøn-
lænder i ordets virkelige forstand,
hvoraf da især følge: at hans un-
dergivne og landsmænd betragter
ham som deres kammerat og lige-
mand«.
Trods dette skudsmål virkede
Frederik Berthelsen, som ved or-
dinationen var 65 år, med enestå-
ende flid og nidkærhed i 12 år til
»missionskollegiets fulde tilfred-
shed«. Hans sidste virkekreds var
Godthåb og Frederikshåb. Hans
grønlandske tilnavn var »Naparu-
taq«.
-h.
20