Atuagagdliutit - 18.12.1997, Blaðsíða 6

6
1997
tZiaj$//fraC /&/r/tøa&S’aq
JULETILLÆG
1942-imi aasakkut Ole Alaufesen, arni 69-inik ukiulik, nulii meeqqanilu marluk nukangasut I sommeren 1942 tog Ole Alau fesen ombord på en skonnert til Siorapaluk fra Aasiaat sam-
kiffarlu meeqqanik paarsisortik ilagalugit umiarsuuaaqqamut ilaallutik Aasianniit Siorapalum- men med sin 69-årige mor, sin kone. to små børn og en kiffak. Familien ankom til Siorapal-
mukarput. Ilaqutariinnguit Siorapalummut apuupput 29. august uk den 29. august.
Vores første jul i 1942 i
Avanersuaq’s nordligste
bygd Siorapaluk var en
uforglemmelig oplevelse.
1 1933 tog jeg fra Sisi-
miut til Aasiaat for at blive
udstedsbestyrerlærling. El-
ler rettere sagt, jeg blev af-
sendt som en kasse, for jeg
vidste ikke engang, hvor jeg
skulle bo. Før jeg tog af-
sted, sagde min mor til mig:
I Aasiaat bor dine tre kusi-
ner, som alle er gift, og når
du kommer til byen, skal du
bare tage hen til en af dem.
Det gjorde jeg så. Jeg skul-
le så tilbringe 9 år hos KGH
i Aasiaat som stik i rend
dreng. I alle disse år boede
jeg hos forskellige, og sov
på gulvet.
Til sidst byggede jeg et
hus, som vi desværre kun
beboede i et par år. Da vi
endelig havde fået vores
eget hus, meddelte handels-
chefen mig i foråret 1942,
hvor verdenskrigen rasede i
Europa, at jeg med næste
skib skulle rejse til Siorapa-
luk i Avanersuaq som ud-
stedbestyrer - i den nordlig-
ste bygd i Grønland. Jeg
sagde straks ja til dette til-
bud.
Den 16. august tog vi
med skibet »Fylla« fra Aasi-
aat nordover. Det var hårdt
at sige farvel til venner og
bekendte, som man har
kendt i 9 år. Familien der
tog nordover, bestod af:
Mig selv, min 69-årige
mor, min kone, vore to døt-
re, hvoraf den yngste var
fem måneder, og vores kif-
fak, som passede vore to
børn.
Dengang lå Avanersuaq
meget afsides, og først ef-
ter 13 dage - nemlig 29.
august - ankom vi til Siora-
paluk, langt nord for Polar-
cirklen.
Efter at skibet blev losset,
og udstedsbestyreren, som
jeg skulle afløse, var gået
ombord med sin familie, af-
gik det igen, og efterlod os
her uden mulighed for at
komme i forbindelse med
omverdenen.
Selvom beboerne i Siora-
paluk var venlige og smilen-
de, kunne vi ikke rigtig
snakke med dem, da vi ikke
kendte deres modersmål, så
vi misforstod dem ustand-
seligt. Vi sagde nej, selvom
vi måske skulle havde sagt
ja, og det blev bekræftet,
da vi senere kunne deres
sprog. Og da det jo var en
slags grønlandsk, gik der
såmænd ikke så lang tid,
før vi kunne forstå dem.
Da jeg til daglig arbejdede
i butikken, lærte jeg deres
sprog hurtigere end min
familie. På det tidspunkt
havde det vestgrønlandske
sprog ikke påvirket deres
sprog så meget, og der var
ret stor forskel.
I starten af september
måned kunne vi for første
gang mærke kulden, og vi
kunne se, at solen sank me-
re og mere.
Dagene gik hurtigt, og fra
begyndelsen af september
stod solen senere og senere
op, og det blev rigtig koldt.
Den 27. oktober kom solen
op for sidste gang syd for
os over fjeldet, som om den
sagde farvel, og ønskede os
en god vinter.
Så kom mørketiden. Vi
selv kom fra et sted, hvor
der også var mørketid, og
kunne tåle det. Men min
kone, som i forvejen var
syg, blev mere og mere af-
kræftet.
Vi havde godt nok en lille
kirke, men vi havde ingen
kateket. Lige før vi tog af-
sted fra Aasiaat, hørte vi, at
deres kateket, Vittus Ras-
mussen, var omkommet på
havet. Da vi så kom til Sio-
rapaluk, havde de ingen ka-
teket.
Min kone blev svagere og
svagere, og da vi ingen
jordemoder havde, og ingen
medicin, manglede vi hjælp.
Hun blev meget dårlig i be-
gyndelsen af november, og
døde den 30. samme må-
ned.
Det var et hårdt slag for
os, midt under mørketiden.
Stakkels mine to døtre.
hvoraf den yngste kun var 9
måneder.
Vi havde ingen familie,
sådan langt nordfor polar-
cirklen. Vores familier boe-
de langt mod syd i Aasiaat
og Sisimiut, og vi kunne
ikke give dem besked om,
hvad der var sket. Vi kunne
ikke komme i kontakt med
selve byen, som lå 187 kilo-
meter syd for os. Vi havde
ingen radio, og isen havde
ikke lagt sig endnu, så vi
kunne tage en hundeslæde.
Hvad skulle vi gøre? Da
ingen andre kunne, lavede
jeg en kiste til min kone, og
nogle bygdefælier gravede
en grav.
Om sommeren havde vi
haft præsten med fra Uum-
mannaq (Thule), for at han
kunne tage sig af den om-
komne katekets ejendele.
Kateketens forskellige bø-
ger (ritualer) gav præsten
til mig, så jeg kunne passe
på dem.
Da kisten var færdig, og
gravet gravet, var jeg nødt
til at begrave hende, selv-
om jeg ikke havde bemyndi-
gelse til det.
Jeg havde tømret kisten i
butikkens lager, og efter at
vi havde lagt hende ned i
den sagde vi farvel, ved at
røre hende på panden, og
lukkede kisten. Derefter
læste jeg op fra ritualet, og
vi sang en salme. Og her
fremsagdejeg disse ord fra
evangeliet: Jeg gør jer ikke
til forældreløse, jeg vil
komme til jer. Vi bar hende
op til kirkegården, og jeg
fremsagde disse ord: »Af
jord er du kommet, til jord
skal du blive, af jord skal du
igen opstå«. Disse ord bore-
de sig dybt ind i mit hjerte.
Vore bopladsfæller, der var
med til begravelsen, var til
stor støtte.
Dagslyset var nu helt for-
svundet, men når fuld-
månen kom, var der rigeligt
med lys, og dage uden
måne, hvor der var skyfrit,
havde vi stjernerne som lys,
og den hvide sne på isen
hjælp også.
Julen stod for døren, men
vi havde ingen, der kunne
holde gudstjeneste for os,
og børnene gik end ikke i
skole, fordi de manglede en
skolelærer. Jeg havde i lø-
bet af efteråret samlet lyng
i fjeldet. Og det hentede jeg
dagen før lillejuleaften, og
lavede et juletræ for at glæ-
de børnene, og vi andre
ikke skulle lide for stort af-
savn. Og da vi havde klippet
forskelligt kulørt papir, var
vi klar til at holde juleaften.
Den 24. december vågne-
de vi op til juleaftensdag, og
især jeg havde noget at
tænke på. Jeg tog tøj på. og
gik ud. Det var fuldstændig
stille, og stjernerne glitrede
oven over mig.
Nu var julen oprunden,
men vi havde ingen steder
at holde gudstjeneste. Da-
gen gik. Om eftermiddagen
inviterede jeg børnene til
juletræsfest, og gav besked
om, at forældrene også
kunne komme med. De
kom selvfølgelig allesam-
men, og udstedsbestyrer-
boligen var propfuld af
mennesker.
Og da jeg havde et lille
orgel, spillede jeg nogle
julesalmer, mens børnene
dansede om træet, og bag-
efter fik børnene slik. Der-
efter drak vi forældre kaf-
fe, og ind imellem spillede
jeg på orgel, og vi sang jule-
salmer, og hyggede os til
langt ud på aftenen.
Dagen efter - juledag -
bad en af de ældre mig, om
jeg ikke kunne spille julesal-
mer i vores hus. Jeg sagde
selvfølgelig ja med det sam-
me. 1 løbet af eftermid-
dagen begyndte folk at ind-
finde sig, ogjeg begyndte at
spillejulesalmer,jeg kendte.
Men der blev ikke læst
evangelium, for det havde
jeg ingen bemyndigelse til.
Men vi sang mange julesal-
mer, og håbede på, at vores
sang nåede åndernes ver-
den.
Og sådan gik vores første
jul i Avanersuaq.
ASS./PRIVAT-FOTO