Atuagagdliutit - 18.12.1997, Blaðsíða 30

30
1997
tZu<Æ)ffa£ /iéz/ir/tøgs’S’ctø
JULETILLÆG
'ImPÉ

•Aaveq« tingerlaasersorsinnaanngorlugu sanaavoq, kusanaqaarlumi.
'Aaveq« er bygget til sejlføring, og flot tager hun sig ud.
»Aaveq« -
hvalrossernes
»Sonja«
Af Povl Linnet, Aasiaat
For nogen tid siden havde
AG brug for at illustrere en
lille artikel med et billede
fra hvalrosfangst. Det er
ikke den slags fotos, vi har
flest af i arkivet, og på
hovedredaktionen i Nuuk
kan vi af gode grunde ikke
tage friske billeder til
emnet. Men vi fandt et
gammelt billede af en båd.
der halede en kæmpemæs-
sig hvalros ombord. Nogle
dage efter havde vi Pauline
Lund fra Aasiaat i telefonen.
Hun sagde: - Det er vores
båd, og vi samler på bille-
der. Kan vi få en kopi?
Inden der var gået fem
minutter, havde vi en aftale
om en artikel til julenum-
meret om det navnkundige
skib »Aaveq«. Vi var oven i
købet så heldige, at Pauli-
nes mand mand Povl er lige
så god til at skrive, som
Pauline er entusiastisk. Det
kom der denne historie ud
af.
Det hele begyndte med
hvalrosspæk!
I gamle dage - før krigen
- var hvalolie og sæl- og
hvalrosspæk en vigtig eks-
portartikel for Grønland.
Dengang tillod teknologien i
den kemiske industri ikke
syntetisk fremstilling af en
lang række stoffer. Man
måtte udvinde dem fra na-
turlige produkter, der inde-
holdt det, man ønskede.
Derfor var hvalolie og andre
havdyrolier i høj kurs.
Senere - efter krigen - da
man beherskede syntese
meget bedre, mistede hval-
olien helt sin værdi.
Det gamle KGH - Konge-
lige grønlandske Handel -
drev en oliefabrik i Køben-
havn, og den manglede altid
spæk. Og for at skaffe mere
spæk, indgik man i de nord-
lige kolonier en aftale med
de lokale fangere. KGH stil-
lede skonnert med mand-
skab til rådighed, og om
foråret tog man så afsted
med koloniens fangere ud
til vestisen, vest for Aasiaat
og Disko-øen.
Fangerne fyldte så skon-
nertens last med hvalrosser,
og man delte på den måde,
at KGH fik spækket og fan-
gerne resten.
Grønlandske
fangere kan selv
Midt i 1930’erne fik en
gruppe fangere i Aasiaat
med Jens Geisler i spidsen
den ide, at »et sådant fore-
tagende kunne man da godt
klare alene«. Derfor hen-
vendte han sig med sin
gruppe til direktøren for
Grønlands Styrelse, der
nærmest var konge af
Grønland, for at finde en
løsning.
De må have argumenteret
godt, for direktør Daugaard
Jensen gik med på at starte
forsøget, og Grønlands Sty-
relse skulle få fat i et pas-
sende fartøj bygget og sejle
til Grønland.
Prisen for dette fartøj
blev 21.126,73 kroner, et
beløb der svarede til prisen
for to pæne beboelseshuse i
Danmark dengang i 1938!
Beløbet skulle »Konsortiet
Geisler« afdrage ved ind-
handling af spæk til gæl-
dende takst over 10 år.
Aftalen blev overholdt, og
skibet var grønlandsk!
»Aaveq« - som betyder
hvalros - (egentlig »AUVEK«),
som kutteren blev døbt i
1938, er på 20 brt. Jens Geis-
ler og hans kompagnoner ville
godt have haft en større båd,
men Daugaard Jensen mente,
at »så ville de bare fare vildt!«
Projektet blev altså en
succes, og »Aaveq« og dens
besætning blev forbillede
for mange kommende
fiskere og fangere. Der fin-
des masser af spændende
beretninger fra denne
periode, men det er der
andre, der bedre kan
beskrive. Museet i Aasiaat
har en del optagelser på
bånd.
Harpunkanon
Mange familier levede af
»Aaveq«, og aktiviteterne
var mange. Om foråret var
det som sagt hvalrosfangst,
om sommeren hajfiskeri og
anden fangst - for eksempel
et par isbjørne - og for at
fylde det meste af sæsonen
ud gik man heller ikke af
vejen for at bruge den som
transportskib, både som
»rejsekutter« og til gods-
og forsyningsskib. »Aaveq«
blev brugt overalt, hvor der
var brug for hende.
Men så fik den navnkun-
dige skipper på hvalfange-
ren »Sonja« en fin ide.
»Sonja« og de andre hval-
fangerfartøjer, der var be-
regnet til fangst af store
hvaler på åbent hav, havde
harpunkanoner og udstyr,
der svarer til skibe på over
100 brt. Den kystnære
fangst havde ikke de sam-
me fangstmuligheder - i alt
fald ikke med den teknik.
»Sonja Larsen«, som
skipperen kaldtes, havde i
Norge set, at der var udvik-
let en lille 50 milimeter -
eller rettere to tommers -
harpunkanoner, som kunne
monteres på mindre far-
tøjer.
Han fik sammen med
Grønlands Styrelse og Geis-
ler-konsortiet aftalt, at man
som et eksperiment skulle
montere en harpunkanon