Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 18.12.1997, Blaðsíða 5

Atuagagdliutit - 18.12.1997, Blaðsíða 5
1997 5 kun kigget på den is, vi kør- te på og ikke på himlen. Så kiggede jeg på månen, men så ikke noget usædvanligt. Men et øjeblik efter kunne jeg se, at nogle af månens stråler syntes tydeligere end de andre, og de underste havde nogle tværgående stråler. Uden at tænke nær- mere over det, sagde jeg, at det måske skyldtes luftens bevægelser. Og lidt efter var strålerne da også væk. Vores ankomst blev med- delt af hundene, og da vi kørte op over stranden, kom det døbte barns far kom ud af huset. Jeg så med det samme, at han var meget nedslået, og han for- talte så, at hans kone var død dagen før. Som så mange andre mennesker er jeg ikke glad for døden, og jeg blev et øjeblik stående som lam- met. Dengang, vi kørte fra dem, havde jeg tænkt over, hvordan hun mon havde det. Jeg burde have været bedre forberedt. Men det var jeg ikke. Mon det var månen, der ville orientere os om begivenheden med sine stråler? Jeg ved det ikke, men jeg tvivler. Jeg svarede på hans hil- sen og kondolerede og gik med ind i huset, mens mine folk gik hen til det andet hus. Manden var alene, da de ældre børn var blevet sendt til det andet hus. Og spædbarnet havde den andens kone taget sig af for at made ham. Så snakkede vi sammen og bestemte os for, hvad vi skulle gøre. Skulle vi med det samme grave i jorden, og når det var færdigt, skulle vi så begrave den døde uden at skele til, hvil- ken tid på dagen, det var? Han skænkede kaffe, og efter at have rette sine øjne imod mig, begyndte han at tale, først med lav stemme og på sine steder lidt hak- kende og iblandet enkle spørgsmål. Dette var, hvad han sagde: »Ikke engang fem år er gået. Nu har jeg ingen æg- tefælle mere, efter at døden tog hende fra mig. Jeg hav- de søgt den dygtigste kvin- de blandt dem, jeg kendte, og taget hende til kone i håbet om, at hun kunne hjælpe til så godt som muligt. Og det kunne hun. Jeg blev absolut ikke skuf- fet. Hun var usædvanligt dygtig, og der kunne ikke sættes en finger på hendes del af vort liv i en fangerfa- milie. Hun var dygtig til alt kvindearbejde. Det er nu kun en dag siden hun døde, men allerede nu mærker jeg, hvor meget, jeg kom- mer til at savne hende. Hvorfor mon jeg bliver behandlet sådan? Jeg havde absolut ingen evner til at tale med menne- sker, der har oplevet sådan- ne tilskikkelser, ikke den- gang. Men en gang havde jeg været tilhører, da en af de ældre og erfarne kateke- ter holdt en ligprædiken, og JULETILLÆG det viste sig, at nogle af hans ord havde bundfældet sig i min hukommelse. Jeg kom i tanke om dette, mens jeg hørte på fangeren her, som beklagede sig over sin kones død. Hvis jeg ikke var kommet i tanke om dette, havde jeg ikke anet, hvad jeg skulle sige til ham, eller hvordan jeg skulle trøste ham. Men da mine ord ikke er vigtigere end begivenhe- den dengang, lader jeg dem være. Vi snakkede om forskelli- ge jordiske ting. Så kiggede han ret længe på mig. Han havde altså mere på hjerte, og sagde så: - Vi møder uforklarlige ting, og vi kan ikke forkla- re, hvorfor de sker. Det er en slags stødpuder, som en kort tid stopper livets gang. Man har 'erfaret, at hvis man opholder sig længe ved disse begivenheder, så er de ikke til gavn for mennesket. Derfor har jeg også bestemt mig for ikke at opholde mig for længe ved denne tunge begivenhed. Om jeg virkelig kan klare det, vil tiden vise. Men jeg tænker, at jeg kan fuldføre mit forsæt, fordi jeg ikke kan glemme, med hvor stor taknemmelighed den kvinde har beriget mig. Jeg siger altså mange tak til hende. Uanset de få år, vi levede sammen, har hun vist sin kærlighed gennem sin flid og gode arbejdslyst, som hun hele tiden har fået mig til at føle... Jeg så så, at den enke- mand, der havde mistet sin kære kone forleden, havde et smil på ansigtet. Da skete det i samme øje- blik, han sagde det, at vi kunne høre menneskestem- mer, og hans bopladsfælle kom ind for at spørge, hvad der skulle ske. Han sagde også, at kødet var kogt, og at vi skulle hen til dem og spise. De havde fanget godt med hvalrosser, og de hav- de kogt fede bryststykker. Mon du, læser, har smagt sådan mad? Bryststykker, fede og med ben. Har du ikke prøvet det, kan du ikke forestille dig, hvordan det smager. Min vært ville gå igen efter et par mundfulde. Han ville lave kaffe til alle og bad os komme, når vi havde spi- st kød. Allerede da jeg gik gen- nem husgangen, kunne jeg lugte noget usædvanligt. Det var ikke grønlandsk mad. Det viste sig, at han havde bagt pandekager med bagepulver, nogle tykke nogen. Også dem skulle du have smagt til kaffen. En lil- le jordhytte blev til et slot... Desværre lykkedes det mig ikke at tale med enke- manden om flere alvorlige ting, mens vi var der. Da man hen på morgenstunden var færdige med gravnin- gen, og vi havde ventet på, at det skulle blive rigtig morgen, begravede jeg den døde. Og som altid benytte- de vi det gode rejsevejr til Otto Sandgreen inuusuttuulluni sulilu misilittagaqarpallaarna- ni maani oqaluttuarisaatut angalalluni naalagiartitsiartorpoq. Qimussersanilu marluk aqqutaani apummik qarajaliami ullut arlerlugit saperngupput atisani piinngivillugit. Som ung og uerfaren præst rejste Otto Sandgreen ud for at prædike over teksten fra denne beretning. Han overnattede med to hundeslædekuske i en snehule i adskillige døgn uden at tage tøjet af. hurtigt at komme videre. Først efter næsten fire måneder mødte jeg igen manden, og vi fik lejlighed til at snakke sammen. Men der var ingen nyheder siden sidst. Endnu var han tak- nemmelig for at have haft sin kone som hustru, selv- om det var få år. Og han savnede hende endnu mere nu til at tage sig af børnene. Senere så jeg af og til ham og hans børn, selvsagt med en kvinde hist og her fra famillien. Og efter flere års samværd med dem rej- ste jeg væk, men hørte, at han holdt livslysten oppe »som en syngende om nat- ten«. Siden har jeg flere gange været heldig - hvor som helst - at møde sådanne mennesker, altså menne- sker, der har lært, at man kan »synge en salme i nat- ten«. Ved mødet med dem plejer jeg at føle en indven- dig glæde - en indre varme. Ekkoet fra »salmen i nat- ten« julenat vil altid kunne høres, så længe der er men- nesker... Jeg oplevede meget på min første tjenesterejse - både fødsel, død og menne- sker, »der kunne synge en salme i natten«. Glædelig jul! ‘.mibr ~ -ft ■j. , Kommunalbestyrelsip kommunillu pisortaqarfiata Nuummi Kalaallit Nunaannilu j(V M .•*j lN LI LI O innuttaasut tamaasa juullisiorluarnissaannik ukiortaamillu ajunngitsumik kissaappaat. ^ • 17 |,npr1 Kommunalbestyrelsen og kommunens administration onsker alle borgere i Nuuk IVOI11111 LI 1 IC cl ogi Grønland en glædelig jul og et godt nytår. ASS./FOTO: LOUISE-INGER KORDON

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.