Atuagagdliutit - 18.12.1997, Side 5

1997
5
kun kigget på den is, vi kør-
te på og ikke på himlen. Så
kiggede jeg på månen, men
så ikke noget usædvanligt.
Men et øjeblik efter kunne
jeg se, at nogle af månens
stråler syntes tydeligere end
de andre, og de underste
havde nogle tværgående
stråler. Uden at tænke nær-
mere over det, sagde jeg, at
det måske skyldtes luftens
bevægelser. Og lidt efter
var strålerne da også væk.
Vores ankomst blev med-
delt af hundene, og da vi
kørte op over stranden,
kom det døbte barns far
kom ud af huset. Jeg så
med det samme, at han var
meget nedslået, og han for-
talte så, at hans kone var
død dagen før.
Som så mange andre
mennesker er jeg ikke glad
for døden, og jeg blev et
øjeblik stående som lam-
met. Dengang, vi kørte fra
dem, havde jeg tænkt over,
hvordan hun mon havde
det. Jeg burde have været
bedre forberedt. Men det
var jeg ikke. Mon det var
månen, der ville orientere
os om begivenheden med
sine stråler? Jeg ved det
ikke, men jeg tvivler.
Jeg svarede på hans hil-
sen og kondolerede og gik
med ind i huset, mens mine
folk gik hen til det andet
hus. Manden var alene, da
de ældre børn var blevet
sendt til det andet hus. Og
spædbarnet havde den
andens kone taget sig af for
at made ham.
Så snakkede vi sammen
og bestemte os for, hvad vi
skulle gøre. Skulle vi med
det samme grave i jorden,
og når det var færdigt,
skulle vi så begrave den
døde uden at skele til, hvil-
ken tid på dagen, det var?
Han skænkede kaffe, og
efter at have rette sine øjne
imod mig, begyndte han at
tale, først med lav stemme
og på sine steder lidt hak-
kende og iblandet enkle
spørgsmål. Dette var, hvad
han sagde:
»Ikke engang fem år er
gået. Nu har jeg ingen æg-
tefælle mere, efter at døden
tog hende fra mig. Jeg hav-
de søgt den dygtigste kvin-
de blandt dem, jeg kendte,
og taget hende til kone i
håbet om, at hun kunne
hjælpe til så godt som
muligt. Og det kunne hun.
Jeg blev absolut ikke skuf-
fet. Hun var usædvanligt
dygtig, og der kunne ikke
sættes en finger på hendes
del af vort liv i en fangerfa-
milie. Hun var dygtig til alt
kvindearbejde. Det er nu
kun en dag siden hun døde,
men allerede nu mærker
jeg, hvor meget, jeg kom-
mer til at savne hende.
Hvorfor mon jeg bliver
behandlet sådan?
Jeg havde absolut ingen
evner til at tale med menne-
sker, der har oplevet sådan-
ne tilskikkelser, ikke den-
gang. Men en gang havde
jeg været tilhører, da en af
de ældre og erfarne kateke-
ter holdt en ligprædiken, og

JULETILLÆG
det viste sig, at nogle af
hans ord havde bundfældet
sig i min hukommelse. Jeg
kom i tanke om dette, mens
jeg hørte på fangeren her,
som beklagede sig over sin
kones død. Hvis jeg ikke var
kommet i tanke om dette,
havde jeg ikke anet, hvad
jeg skulle sige til ham, eller
hvordan jeg skulle trøste
ham. Men da mine ord ikke
er vigtigere end begivenhe-
den dengang, lader jeg dem
være.
Vi snakkede om forskelli-
ge jordiske ting. Så kiggede
han ret længe på mig. Han
havde altså mere på hjerte,
og sagde så:
- Vi møder uforklarlige
ting, og vi kan ikke forkla-
re, hvorfor de sker. Det er
en slags stødpuder, som en
kort tid stopper livets gang.
Man har 'erfaret, at hvis
man opholder sig længe ved
disse begivenheder, så er de
ikke til gavn for mennesket.
Derfor har jeg også bestemt
mig for ikke at opholde mig
for længe ved denne tunge
begivenhed. Om jeg virkelig
kan klare det, vil tiden vise.
Men jeg tænker, at jeg kan
fuldføre mit forsæt, fordi
jeg ikke kan glemme, med
hvor stor taknemmelighed
den kvinde har beriget mig.
Jeg siger altså mange tak til
hende. Uanset de få år, vi
levede sammen, har hun
vist sin kærlighed gennem
sin flid og gode arbejdslyst,
som hun hele tiden har fået
mig til at føle...
Jeg så så, at den enke-
mand, der havde mistet sin
kære kone forleden, havde
et smil på ansigtet.
Da skete det i samme øje-
blik, han sagde det, at vi
kunne høre menneskestem-
mer, og hans bopladsfælle
kom ind for at spørge, hvad
der skulle ske. Han sagde
også, at kødet var kogt, og
at vi skulle hen til dem og
spise.
De havde fanget godt
med hvalrosser, og de hav-
de kogt fede bryststykker.
Mon du, læser, har smagt
sådan mad? Bryststykker,
fede og med ben. Har du
ikke prøvet det, kan du ikke
forestille dig, hvordan det
smager.
Min vært ville gå igen
efter et par mundfulde. Han
ville lave kaffe til alle og bad
os komme, når vi havde spi-
st kød.
Allerede da jeg gik gen-
nem husgangen, kunne jeg
lugte noget usædvanligt.
Det var ikke grønlandsk
mad. Det viste sig, at han
havde bagt pandekager med
bagepulver, nogle tykke
nogen. Også dem skulle du
have smagt til kaffen. En lil-
le jordhytte blev til et slot...
Desværre lykkedes det
mig ikke at tale med enke-
manden om flere alvorlige
ting, mens vi var der. Da
man hen på morgenstunden
var færdige med gravnin-
gen, og vi havde ventet på,
at det skulle blive rigtig
morgen, begravede jeg den
døde. Og som altid benytte-
de vi det gode rejsevejr til
Otto Sandgreen inuusuttuulluni sulilu misilittagaqarpallaarna-
ni maani oqaluttuarisaatut angalalluni naalagiartitsiartorpoq.
Qimussersanilu marluk aqqutaani apummik qarajaliami ullut
arlerlugit saperngupput atisani piinngivillugit.
Som ung og uerfaren præst rejste Otto Sandgreen ud for at
prædike over teksten fra denne beretning. Han overnattede
med to hundeslædekuske i en snehule i adskillige døgn uden
at tage tøjet af.
hurtigt at komme videre.
Først efter næsten fire
måneder mødte jeg igen
manden, og vi fik lejlighed
til at snakke sammen. Men
der var ingen nyheder siden
sidst. Endnu var han tak-
nemmelig for at have haft
sin kone som hustru, selv-
om det var få år. Og han
savnede hende endnu mere
nu til at tage sig af børnene.
Senere så jeg af og til
ham og hans børn, selvsagt
med en kvinde hist og her
fra famillien. Og efter flere
års samværd med dem rej-
ste jeg væk, men hørte, at
han holdt livslysten oppe
»som en syngende om nat-
ten«.
Siden har jeg flere gange
været heldig - hvor som
helst - at møde sådanne
mennesker, altså menne-
sker, der har lært, at man
kan »synge en salme i nat-
ten«. Ved mødet med dem
plejer jeg at føle en indven-
dig glæde - en indre varme.
Ekkoet fra »salmen i nat-
ten« julenat vil altid kunne
høres, så længe der er men-
nesker...
Jeg oplevede meget på
min første tjenesterejse -
både fødsel, død og menne-
sker, »der kunne synge en
salme i natten«.
Glædelig jul!

‘.mibr ~
-ft

■j. , Kommunalbestyrelsip kommunillu pisortaqarfiata Nuummi Kalaallit Nunaannilu j(V M .•*j
lN LI LI O innuttaasut tamaasa juullisiorluarnissaannik ukiortaamillu ajunngitsumik kissaappaat. ^ •
17 |,npr1 Kommunalbestyrelsen og kommunens administration onsker alle borgere i Nuuk
IVOI11111 LI 1 IC cl ogi Grønland en glædelig jul og et godt nytår.
ASS./FOTO: LOUISE-INGER KORDON