Atuagagdliutit - 18.12.1997, Blaðsíða 24

24
1997
fortsat fra forrige side
Noget i baghånden
Begrebet uansvarlighed
kunne vel godt strejfe den
kritiske læsers begrebsver-
den, så jeg bør derfor næv-
ne, at såfremt noget uven-
tet skulle opstå, ville jeg
have den to meter høje rus-
siske bjørn af en finsk læge
(240 pund og 20 år i den
tyske arme) i baghånden.
Det vidste jeg, før jeg kon-
taktede min gode ven,
Robert.
Men nu videre med histo-
rien:
Landgangspontonen på
Hunde Ejlande er rædsels-
fuld i nordosten, og vi hav-
de netop vind fra nordøst
den dag. Men alle kom vel i
land, og depotbestyreren
ved sundhedsvæsenet kun-
ne lede dem op i klinikken.
Alt gik planmæssigt, og
der var forventet frokost
ombord klokken 14. Jeg
fendrede godt af og lånte
ekstra bøjer, så skibet lig-
nede en canadisk ishockey-
spiller.
Og her var det så, at min
matros bukkede under. Ski-
bets trættende og enerve-
rende hoppen op og ned
ved pontonbroen bragte
ham i en tilstand, hvor han
måtte ofre. Toilettet om
bord er ganske lille, så da
det kom, og han bøjede sig
fremover, støtte han bagen
i skottet, så han røg foro-
ver, og hele leverancen lan-
dede bag toilettet. Det lille
wc kom til at se ud deref-
ter, og jeg blev - måske ikke
helt uberettiget - beskyldt
for, at det var min skyld,
fordi jeg ikke havde givet
Robert en søsygepille.
Der gik en del marinecle-
aner til skæg og overtøj.
Robert blev klædt på og
sendt i land for at blive
»stabiliseret«. På vejen
skulle han hente en vante i
styrehuset.
Katteskibet
Efter huslig rengøring,
opvask, dækning af fro-
kostbordet og en alt for
kort blund blev jeg vækket
af en vedholdende rumste-
ren med dørhåndtaget. Det
var Robert. Døren binder,
og det gør den også i styre-
huset, så han havde ikke
fået fat på sin vante. Han
havde heller ikke turde vove
at springe i land i det ure-
gerlige vejr, så efter halvan-
den time på det ustabile
dæk ville han godt ned og
se til katten.
Det var meget forståeligt.
Jeg havde tørret lort op
efter den. Min kredsrets-
mappe var gået ram forbi -
heldigvis - og nu tørrede
Robert brækket op efter
dyret - efter at han selv
havde fået den her søsyge-
pille.
Men skibet var blevet et
katteskib. Lugten af kat var
fra dens aflukke i forruffet
trængt under dørken rundt
i skibet, og kattens tilstede-

JULETILLÆG
værelse var ikke til at negli-
gere.
Endelig i land
Vi holdt frokost. Lægens
kone var heldigvis selv kat-
teejer, og lægen var godt
tilpas og spiste med begge
hænder, de selv samme
hænder, som hele bygden
skulle undersøges af, indtil
der blev fanget narhval
næste dag, og alle blev
raske.
Robert klarede et stykke
bart brød, for »mad er den
bedste medicin«, og jeg
hjalp ham i land: - i-2-3 og
nu!
- Men hvad med min van-
te, protesterede Robert
endnu mens han hang i luf-
ten.
- Den tager jeg. den tager
jeg, sagde jeg, og han fik at
vide, hvor sundhedsstatio-
nen og barakken lå, og jeg
havde talt med dem, der
bor der, og der er åbent.
Jeg fortalte også, hvor
skolebestyreren bor. Ham
kender han nemlig.
Nå, tilbage til pantryet,
og derefter en times tid
med »Kulturens Veje« i
køjen, inden jeg selv skulle
op og høre, hvor og hvor-
når de skulle have aftens-
maden.
På vejen derop lægger jeg
mærke til en lille krumbøjet
skikkelse i udkanten af
gadelygtens skær. - Den
evige jøde. tænker jeg, og
fornemmelsen af skæbne-
fællesskab trænger sig ind
på mig, til jeg pludselig
opdager, at det er meget
tættere på.
Læseren er nok hurtigere
til at opfatte end jeg. Min
rejsefælle havde mistet
både »pil og landkending«,
og hvad der havde været til
at se, mens der var lyst. var
nu blevet til mørk og ufar-
bar vej.
- Jamen Robert, du må da
pissefryse!
- Mnjøaah... Jeg ku' ikke
finde det!
Atter en fejldisponering
fra min side, og jeg kan nu
kun afhjælpe. Op i barak-
ken, hvor Bertil og Ea laver
kaffe og bænker den for-
komne foran fjernsynet.
Der er plads i herberget for
natten, også for Robert, og
jeg lover at komme forbi
med aftensmad.
Klokken 20, da lægen
melder klar til spisning, fyl-
der jeg den uundværlige
kredsretstaske med potter
og pander med frikadeller,
sovs, kartofler, rødbeder og
agurkesalat til et helt regi-
ment. Lægen kommer ud
og giver den lille Mertoli en
ridetur på knæet - »gopeti-
gopeti-gopeti-gop«, og
moderen, der vasker guld i
den finske ødemark om
sommeren, er lutter smil.
Jeg har bleer og en masse
af den slags barnnepjat med
til hende, og tolken, der har
været indlagt med en rygs-
kade efter et styrt med et
rensdyr, er så frisk, at jeg
helt glemmer at spørge,
hvordan det går med ryg-
gen. Gopeti-gopeti-gop. Og
Robert sluger de sidste otte
deller.
Konsultationen lukker
klokken 24, og alle passa-
gerer sover i land. Efter at
have kigget til katten
ombord på det hoppende
skib kaster Robert sig i
»sikkerhed« på pontonen,
hvor han lander relativt
adræt og ruller rundt for
ikke at få alt for alvorlige
knubs.
Efter hjemmebesøg
næste dags morgen filmer
vi hvaler og drager afsted
mod Akunnaaq i roligt vejr.
Vi ankommer, alt for-
løber planmæssigt. Jeg for-
retter mine kredsretsærin-
der, katten får nyt grus i
bakken, og Robert går i
land! Det får fangerne ved
anløbsstedet til at slippe
deres sæler og skynde sig
hjem. For som de siger med
et glimt i øjet »at passe på
konerne!«
Solen skinner, og klinik-
ken er velbesøgt. Sæler bli-
ver man nemlig ikke nær så
rask af som narhvaler.
Efter en afstikker til butik-
ken lister Robert sig ned på
det nu vandrette dæk, og
for at fastholde det rolige
vejrs forløsende budskab og
den frie og friske stemning
ombord anråber jeg ham
kækt nede fra kabyssen
med ordene: - Hvem er det,
der gungrer på min bro?
Hvorpå Robert som det
høflige og fintfølende men-
neske. han er, svarer: - Ja,
det er i hvert fald ikke mig,
jeg går lige så stille.
Hjemme i Aasiaat klokken
22. Alle afhentes. Knus og
tak for turen. Robert pak-
kes med grus og kattemad
og låses fast på kursen, og
jeg lover at komme forbi
inden midnat og afhente
»kattelimousinen« til
kemisk rensning. Og jeg når
det lige. Robert åbner
døren i nyt antræk - leven-
de lys, hjemlig hygge og
musik fra den overdådige
»palmehave« mellem de
segnefærdige reoler. Og
han har lavet kaffe, som jeg
desværre må sige nej til,
fordi jeg også skal omkring
min datter og tillige træn-
ger til søvn inden næste
dag.
Så nu er jeg i den situati-
on, at jeg atter skylder
Robert et besøg, og jeg skal
se, om jeg endnu en gang
tør forene det nyttige med
det fornøjelige. Trods vore
fortrædeligheder på den
netop overstående rejse, løj
jeg ikke, da jeg forlod ham
med tak for godt selskab og
med bemærkningen om, at
han var en af de bedste
matroser, jeg har haft!
Vi husker måske citatet
fra en velkendt film: Livet
er en æske med fyldte cho-
kolader. Man ved aldrig,
hvordan de smager, før
man prøver!
God jul, og velkommen
ombord.
Hvis I tør!
<3 Vejle Rejser-ip pisisartut
°niueqatigisartakkanilu tamaasa
o juullimi ukiortaassamilu
pilluaqqungaarpai.
Neriuppugut 1998-imi
?o0suleqatigeeqqikkumaarluta. oQ 0 0
Vejle Rejser ønsker alle kunder og
samarbejdspartnere en rigtig
glædelig jul og et godt nytår.
Vi ser frem til et fortsat godt
samarbejde i 1998.
K
o
M
M
u
N
I
A
Juulli 1997
Asasavut Kalaallit
Nunaanni innuttaasut,
minnerunngitsumik
kommuneqarfitsinni
innuttavut. Ukiup 1997-ip
ingerlanerani suleqatigiissimanit-
sinnut qujavunga, tamassi
Juullimi pilluaritsi.
1998-imut suleqatigiinnissamik neriuute-
qarlunga Ukiortaassamullu iser luar is i
pilluarisilu.
Kommuni sinnerlugu Inussiarnersumik
inuulluaqqusillunga
Lars Jermiassen
BORGMESTER