Atuagagdliutit - 18.12.1997, Blaðsíða 10

10
1997
JULETILLÆG
Gode minder
om julen i
Grønland
i gamle dage
En samtale med afdøde fru Kathrine Binzer, der var gift
med kolonibestyrer Otto Binzer, fortæller hun om
grønlandsk jul i gamle dage. Interviewet er fra AG's
julehæfte fra 1962. Kathrine Binzer tilbragte 45 år af sit
liv i Grønland
Tiden iler. og med den ænd-
res så meget i Grønland, at
den, der levede der om-
kring århundredskiftet,
næppe vil kunne kende sin
gamle koloni igen. De fre-
delige grønlandske kolonier
er nemlig blevet travle, mo-
derne byer, præget af vor
tid (1962 - red).
Alligvel er der mange
grønlandsfarere, for hvem
kun dette Grønland eksiste-
rer, en af dem er fru kolo-
nibestyrer Otto Binzer, som
har lovet at fortælle Atua-
gagdliutit/Grønlandspostens
læsere lidt om jul i Grønland
i gamle dage.
Fru Otto Binzer, der nu er
82 år, er født i Godthåb, er
datter af præsten Nicolaj
Edinger Balle og søster til
præsterne Frederik og
Knud Balle og kaptajn
Johannes Balle. To af hen-
des sønner er den tidligere
handelschef i Holsteinsborg
Nicolaj Binzer og rektor
Knud Binzer, tidligere Godt-
håb.
Indtil 1925, da hjemrej-
sen fra Grønland fandt sted,
virkede kolonibestyrer Otto
Binzer i Rittenbenk; nu bor
fru Binzer, som har været
enke i mange år, på Øster-
bro i København, og i hen-
des hyggelige stue er der
mangt og meget, der min-
der om de mange år i Grøn-
land.
Lillejuleaften
- Fra min barndom i Godt-
håb husker jeg naturligvis
også julen, siger fru Binzer
smilende, for den var noget
meget festligt, noget man
ikke sådan glemmer. Julen
begyndte allerede lillejule-
aften, hvor vi børn gik hen
til den gamle kateket,
Rasmus Berthelsen, ham
der skrev salmen, »Guter-
put«. Når vi kom ind i gan-
gen, der havde et lag sand
som gulv - dengang brugte
man ikke gulvbrædder af
træ i gangen - kunne vi
straks mærke duften af
kongerøgelse. Det var den-
gang et tegn på højtid. Man
foreskrev, som det hed, det
vil sige man bestilte konge-
røgelse tidligere på året, og
så lagde man lidt af det på
det varme komfur ved høj-
tidlige lejligheder. Derefter
kom vi ind i hans hyggelige
stue, hvor der stod et lille
juletræ, lavet af enebær
eller lyng og pyntet med
hjerter og kræmmerhuse.
Under træet lå gaverne til
alle os børn og til min far og
mor. Det var nyttige og
gode gaver for eksempel
hjemmesyede skindvanter,
træski, som Rasmus Ber-
thelsen selv havde skåret
ud. Vi sang altid salmen
»takuvarsi jutdlilersoq«, og
derefter var der stort kaffe-
bord med rosinkage. Vi
sang igen en salme, snakke-
de og havde det rart sam-
men. Jeg husker det hele så
tydeligt, som var det i går.
Vi fik vore gaver under ar-
men og gik glade hjem.
- Og deres egen families
jul dagen efter?
- Den var som en almin-
delig hyggelig danskjul. Vi
havde alle seminarieelever-
ne til juletræ, for præsten
var jo også seminariefor-
stander dengang. Hvor blev
der sunget, og hvor var det
festligt. Alle seminerielever-
ne fik gaver og slik, og
naturligvis foregik det hele
på grønlandsk. De gik hjem
til seminariet til deres jule-
middag, og vores bestod
som regel af risengrød,
haresteg eller ryper. Rigtig
dansk julemad kunne man
jo ikke få.
En gammel tradition
Julemorgen gik unge grøn-
lændere, kvinder og mænd
rundt og sang ved alle huse.
Som tegn på, at man hørte
deres sange, stillede man
tændte lys i vinduet. De
sang smukt, og det var en
køn og uforglemmelig tra-
dition i det Gamle Grønland.
I nogle kolonier læste en af
de unge også juleevangeliet
højt.
Juleaftensdag var der om
eftermiddagen en børne-
gudstjeneste, juledag hold-
tes en grønlandsk og en
dansk gudstjeneste.
- Vil De fortælle lidt om
Rasmus Berthelsen, som jo
er en kulturhistorisk per-
sonlighed?
- Rasmus var en stor
musikbegavelse, og længe
før jul havde han indøvet
koret, der skulle synge ved
julegudstjenesterne. Jeg
kom meget i hans hjem.
Den nederste skuffe i kom-
moden var familiens spise-
kammer, og når jeg kom
for at lege med datteren
Ane Sofie, der var min
veninde, hændte det tit, at
Rasmus hev skuffen ud og
smurte et stykke rugbrød
med puddersukker til mig.
Det var en delikatesse. Dat-
teren Ane Sofie blev senere
gift med den kendte kate-
ket Gustav Olsen, men vort
venskab varede lige til hun
døde. Vi skrev sammen i
mange år.
- Var det den Gustav
Olsen der kom til Thule?
- Ja netop, Gustav var en
af fars elever, og jeg kan
huske, at far sagde, at
Gustav, hvad intelligens og
viden angik, ragede højt
over alle de andre daværen-
de elever. Han var ikke blot
en høj begavelse men også
et fint og ædelt menneske,
hvad der blandet andet gav
sig udtryk i, at han vedblev
at være beskeden.
Han og Jens Olsen blev
Knud Rasmussens gode
venner, og begge kom de til
at betyde meget for Thule-
boerne og Kap York-folket.
Knud Rasmussen
- Så har De også kendt
Knud Rasmussen?
- Ja, selvfølgelig, han og
jeg var jo i familie, hans og
min morfar var kolonibesty-
rer i Jakobshavn. Knud var
så flink mod alle os kusiner
og fætre. Jeg husker endnu
tydeligt dengang han invite-
rede mig på Frederiksens
konditori ved Dronning
Louises bro under et Dan-
marks-ophold, det var mit
første besøg på restaurant,
og hvor var han festlig, og
hvor var vi stolte af ham.
Engang hos Wiwel var
Knud og hans venner Ther-
kel Mathiassen og Kaj Bir-
Kathrine Binzer
ket-Smith til fest. De ville så
gerne danse, men det måtte
man kun, hvis man var i
smoking. Det var Knud,
men hans venner var i
almindeligt tøj. Knud danse-
de og dansede, men syntes
det var så synd for de to
andre. Han tilbød i ramme
alvor, at de måtte låne hans
smoking efter tur - sådan
var han - men de sagde smi-
lende nej tak, for Knuds
smoking var jo alt for lille til
dem. de ville være blevet
fuldstændigt til grin.
- Vi kom væk fra julen.
- Det gjorde vi. Julen var
festlig for alle i Grønland.
Hver eneste kivfak fik en
tønde øl, det vil sige fire
ankre, det var naturligvis
immiaq. Jeg tror forresten
der var nogen forskel på,
hvor meget de fik, men
anden juledag gik de rundt
og besøgte hverandre og
endte dagen med en lystig
dansemik.
Julens forberedelser
begyndte tidligt. Grønlæn-
derinderne beredte skind til
festdragten, og jeg ser end-
nu de frosttørrede skind
uden for husene.
Naturligvis har jeg selv
været med til at berede
skind og brodere.
Jeg nævnte før, at julet-
ræerne var lavet af enebær
eller lyng, men jeg kommer
i tanke om et ejendomme-
ligt juletræ i Grønland, det
var Herrnhutternes, for det
var et kunstigt juletræ.
Samuel Kleinschmidt
- Når De nævner herrnhut-
terne, så har de vel også
kendt Samuel Kleinschmidt.
- Det har jeg da, for Sam-
uel Kleinschmidt var jo
lærer på seminariet, og han
spiste hver dag hos min far
og mor. Han var en sær
snegl, ungkarl og kvindeha-
der og utrolig griset med
sig selv, men far sagde, at
han med sine papirer var
noget af det mest pilne og
omhyggelige, der kunne
tænkes. Han var Herrnhut,
men da han ikke ville gifte
sig med den pige herrnhut-
terne sendte op til ham,
blev han afskediget fra tje-
nesten. Han blev dog ved
med at føle sig som herrn-
hut.
På grund af hans store
dygtighed antog far ham
som lærer på seminariet, og
det fortrød hverken far
eller Kleinschmidt, for han
var en stor pædagog, selv
om han blev mere og mere
sær.
Jeg kan huske, at han
havde så mange morsomme
ting, som vi børn ikke hav-
de set før. Han ejede et
studseæg og en meget
smuk model af landet
Palæstina, hvorpå man kun-
ne se bjerge og floder. Far
og mor holdt meget af Kle-
inschmidt og bar over med
hans særheder. Han var en
stor børneven, der altid
havde venlige ord til overs
for os.
- De blev jo voksen og
blev i Grønland.
- Engang, da jeg var
hjemme med far i Danmark,
var det meningen, at jeg
skulle blive for at gennemgå
en uddannelse, men det
kunne jeg ikke tænke mig.
Jeg græd- og fik da også lov
til at komme med tilbage til
mit elskede Grønland.
Senere skete der det for
mig, at en ung volontør
kom op til Godthåb, Otto
Binzer hed han, og han
fulgtes med en ung dame,
der skulle være lærerinde
hos os. Vi troede, hun var
hans kæreste, det var hun
ikke, og Otto Binzer blev
senere min mand. Da jeg
lærte ham rigtigt at kende,
var han imidlertid blevet
assistent i Holsteinsborg,
hvor jeg var blevet lærerin-
de hos kolonibestyrer Jør-
gensen. Vi blev gift i 1901.
Der skete ikke mange
forandringer i Grønland
dengang, økonomisk eller
kulturelt. Der var ingen for-
skel på min barndomsjul og
den jul, min mand og jeg
holdt. Som far og mor sam-
lede seminarieelever og
kateketer til julefester,
holdt vi kivfatgilde for alle
de fastlønnede og for kate-
keterne.
De fik brune bønner med
flæsk og edderfugle og
noget, vi kaldte for tyske
klumper, en slags store bol-
ler bagt af mel og rasp og
skonkogger. De blev serve-
ret med sirupsauce. Til sidst
fik vi punch og et par snap-
se - det fik vi ikke hos far
og mor. Det var et festligt
gilde, vi morede os enormt,
sang og dansede, men jeg
var jo vant til at passe lidt
på hjemmefra, så jeg sørge-
de for, at visse grænser
blev holdt.
1 Holsteinsborg kunne vor
jul godt minde lidt mere om
en dansk jul, hvad maden
angik, for udstedsbestyrer
David Olsen i Sarfannguaq
fangede om sommeren nog-
le gæslinger, som han fod-
rede op, og så fik vi gås
juleaften. Det fik vi også ,
da vi var i Christianshåb,
men jeg husker ikke hvor-
fra.
- Og De har ikke været i
Grønland siden Deres mand
tog sin afsked i 1925?
- Kun i tankerne, men
mine to sønner har ofte
inviteret mig. Jeg turde
ikke, fordi jeg var bange for
at blive skuffet. Jeg holdt jo
så meget af grønlænderne,
sådan som jeg kendte dem
dengang, men jeg har sta-
dig forbindelse med grøn-
landske venner i Holsteins-
borg og Egedesminde, heri-
blandt flere gamle elever,
som jeg har undervist i
håndarbejde. Vi skriver sta-
dig sammen og på grøn-
landsk naturligvis, og dem
vil jeg da også ønske glæde-
ligjul i år.